Læsetid: 5 min.

Bliver maden så bedre, hr. madminister?

31. december 1996

Henrik Dam Kristensen har nu chancen for at gøre sig til minister for noget mere visionært og velsmagende end den endeløse strøm af slagtesvin

Landbrugsministeriet er nedlagt. Det er da en nyhed - i et land, der som Danmark bygger det meste af sin eksistens, historie og kultur på landbruget og de deraf afledte virksomheder.
Men én ting er nyheden.
Noget andet er, om den betyder noget. Det kommer i høj grad an på viljestyrken hos den forhenværende landbrugs- og fiskeriminister Henrik Dam Kristensen (S), som nu bliver madminister.
I første omgang sker der ikke ret meget. Levnesmiddelstyrelsens ansatte skal lige vænne sig til, at de har en anden minister. Desuden skal alle have nye visitkort og nyt brevpapir.
Men på længere sigt kan navneforandringen og sammenlægningen måske sætte gang i en længe savnet og meget betydningsfuld forandring.
Landbrugsministeriet var i forvejen i gang med en metamorfose. På vej ud af den forpuppede tilstand, hvor ministeriet først og fremmest var til for at administrere EU's og den danske stats planøkonomiske støtteordninger til Landbrugsraadets tilfredshed.
Måske kommer vi til at opleve et ministerium, der under nyt navn for alvor folder vingerne ud og udfolder en egentlig madpolitik. En politik for bedre mad og mindre udpining af dyrene, miljøet og smagsløgene.

Jamen har vi da ikke allerede det? Har vi ikke handlingsplaner i hobetal? Handlingsplaner mod salmonella og listeria, fødevareteknologiske udviklingsprogrammer, kvalitetskontrol mig her og der og allevegne, politisk bevidste forbrugere, der køber grønt og kræver mærkning og ikke finder sig i fusk? Selvjustits i egne rækker og lysegrønne programmer for et "integreret" landbrug, der vil sikre en høj kvalitet fra jord til bord med den mindst mulige belastning af miljøet og skyldig hensyn til dyrenes velfærd, når bare forbrugerne viser vilje til at betale de ekstra penge, det koster...
Tjoh. Reklamens sprog er stærkt, og forbrugerens magt er stor sådan i al abstrakthed. Den verbale forandring er gennemført. Måske også de grundlæggende holdninger til overdreven sprøjtning og hensynsløs udnyttelse af dyr.
Men selve strukturen i det danske landbrug er der jo ikke lavet ret meget om på. Vi opfører os stadigvæk, som om vi var et udviklingsland, der på trods af gunstige betingelser (frodig jord og rigelig regn) er tvunget af omstændighederne til monokultur.
Industrien og de andre erhvervsvirksomheder er forlængst blevet tvunget til at differentiere deres frembringelser og gøre sig særlig gode til at fremstille et eller andet produkt af rimeligt høj kvalitet som kan sælges ude i verden også.
Landbruget fortsætter ufortrødent med at lave halve flæskesider til hele verden. Størstedelen af de kedeliggjorte danske marker er beslaglagt til at dyrke foder til frembringelse af al dette svinekød, om hvis kvalitet man ikke kan sige ret meget andet, end at den er ensartet.

En tilsvarende industriel monotoni præger mange af de danske madvarer. Det mælkeprotein, der bliver til overs efter den homogeniserede letmælk og standardsmørret, sælges som skoleost. Det skrottede malkekvæg sælges umodnet under navnet oksekød. Slagteriernes restprodukter under navn af pølser og andet pålæg.
Det er længe siden, forbrugerne vænnede sig til, at de kan vælge mellem udenlandske fødevarer, der smager forskelligt, og så nogle danske varer, der har forskellige navne, men stort set smager ens.
Det er misbrug af naturens gaver og fagfolkenes evner. Der er jo mennesker nok her i landet, der ved, hvordan man kunne frembringe mere lødige fødevarer af høj og varieret kvalitet.
Men det kan ikke betale sig, siger f. eks. svineslagteriernes salgsorganisationer. Ikke så længe der er kunder nok i Japan og Østeuropa foruden de traditionelle markeder, der vil købe de billige bulk-varer.
Det lyder ikke troligt. Det er en sårbar strategi. I det forgangne år har svineproducenternes indtjening slået rekord. Men det skyldes ikke svinekødets kvalitet. Det skyldes, at forbrugerne har boykottet oksekød på grund af den engelske kogalskab. Hvad nu hvis tilfældet havde villet, at det i stedet var svin, der var noget i vejen med?

Strategien er heller ikke bæredygtig. Indtil nu er der i hvert fald ikke noget, der tyder på, at landbruget er i stand til at indfri sine mange løfter om at få kvælstofudledningerne og forureningen af grundvandet bragt til ophør uden at lægge selve produktionsmåden om for alvor. For slet ikke at tale om det i markedsøkonomien indbyggede krav om, at investorer vil se årlige vækstrater, der kan måle sig med resten af erhvervslivet, før de skyder penge i landbruget og fødevareindustrien.
Og for det tredje er det grotesk, at et samfund, der har lidt under høj arbejdsløshed i mere end to årtier, ikke forsøger at forarbejde sine vigtigste råvarer selv.
Det har ikke skortet på opfordringer til at slå ind på en strategi, der i stedet konkurrerer på kvalitet og forædling af madvarerne. For eksempel har Nærings- og Nydelsesmiddelarbejdrenes Forbund (NNF) af let forståelige grunde udsendt det ene debatoplæg efter det andet. Specialarbejderforbundet har slået et slag for økologisk jordbrug. Sammen med mange andre har de i mange år talt for, at man samler de forskellige politiske aspekter "fra jord til bord" under ét fødevareministerium.
SF har stillet forslag om, at man skærer landbrugsministeriet midt over og lægger alt det, der handler om at støtte erhvervet og eksporten, over i erhvervsministeriet til de andre støtteordninger og til gengæld samlede alt, hvad der handler om kontrol med fødevarerne og udviklingen af deres kvalitet, forbrugernes indflydelse og ernæringspolikken sammen i et Forbrugs- og fødevareministerium.

Den ændring, der gennemføres nu, er dog mere begrænset. Den skyldes især, at fem af de tunge organisationer på området, Landbrugsraadet, Dansk Industri, Forbrugerrådet, FDB og Dansk Handel og Service, i maj blev så utålmodige over de tilbagevendende problemer med salmonella og listeria og bureaukratiske kompetenceforviklinger mellem de forskellige instanser, at de bad statsministeren om at slå selve kontrollen sammen i ét ministerium. Ligesom et ekspertudvalg under ledelse af Jørgen Højmark Jensen anbefalede for et år siden.
Det har han nu rettet sig efter. Om det fører til noget afhænger i første omgang af, om Henrik Dam Kristensen og hans folk får lavet en sådadn ansvarsfordeling, at sagsbehandlerne i det nye ministerium er helt klar over, om de har erhvervets eller forbrugernes briller på.
"I dag har forbrugerne i vid udstrækning mistet tilliden til levnesmiddelkontrolsystemet," sagde Jørgen Højmark Jensen mandag til Radioavisen. "Og med god ret. For flere bliver syge af levnesmiddelforgiftninger end nogen sinde før. Derfor er det vigtigt, at der ikke hersker tvivl om, at et fødevareministerium er til for forbrugernes skyld."
Det er nok ikke lige den udlægning, man vil elske mest i Landbrugsraadet eller hos MD Foods - eller i EU-Kommissionen for den sags skyld, når der næste gang skal behandles sager om markedsføring af genmanipulerede produkter eller diverse tilsætningsstoffer. For slet ikke at tale om de slagsmål, der vil rejse sig, når EU bliver nødt til at revidere landbrugsstøtteordningerne før optagelsen af nye medlemslande.
Ikke desto mindre kunne det måske netop kanalisere den form for modspil, landbruget og fødevarevirksomhederne behøver for at komme ud af monotonien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu