Læsetid: 6 min.

Rafsanjanis triumf i Ankara

28. december 1996

Den iranske præsident fik konkrete politiske og økonomiske resultater med hjem fra et statsbesøg hos NATO-medlemmet og USA's loyale og trofaste allierede i regionen - plus en række 'uformelle' løfter

Informations korrespondent

De er måske selv PKK'er?". Irans præsident, Akbar Hashemi Rafsanjani, stirrede olmt på Ankara-korrespondenten for The Daily Telegraph, Amberin Zama, tydeligt perpleks over, at nogen - og endda en kvinde - overhovedet kunne spørge ham om noget så upassende som PKK-lejrene i Iran.
Scenen var gæstehuset i det tyrkiske præsidentpalads' stærkt indhegnede og bevogtede område i bydelen Çankaya. Og anledningen var Rafsanjanis pressemøde ovenpå et fire dage officielt besøg hos Tyrkiets præsident Süleyman Demirel. Den diminutive, (tyrkisk-pakistansk fødte) britiske korrespondent havde fra sin ståplads opad gæstehusets koncertflygel - som den eneste af omkring hundrede pressefolk - vovet pelsen ved at nævne det unævnelige under dette statsbesøg: PKK-separatisternes lejre i Iran, hvorfra de angriber Tyrkiet. Og hun havde med sin spinkle røst bedt om en kommentar fra Irans præsident, nu han alligevel var her: "Hvad havde Iran tænkt sig at stille op med de lejre?"
"Jeg kan forstå, at The Daily Telegraph har informationer, som er avisens helt egne. Mig bekendt har vi ingen PKK lejre i Iran", var Rafsanjanis første uforskammethed.
"Jeg har selv besøgt dem", insisterede Amberin Zaman, "for ikke så længe siden. Det var ubestrideligt i Iran".
Så var det Rafsanjani forsøgte at pelse spørgeren med bemærkningen om, hvorvidt hun selv var PKK'er - vel vidende at en sådan flåning ville lukke al videre diskussion. I Tyrkiet spørger man ikke journalister, om de måske "er medlemmer af PKK". Det gør man bare ikke. Uforskammetheden blev mødt med halvkvalte, forlegne fnis i forsamlingen, som hurtigt gik videre til mere neutrale emner. Men den gode stemning lod sig kun delvis genoprette.

Og god havde den været. Besøget blev en politisk brugbar manifestation for begge sider - Rafsanjani blev modtaget i et NATO-land som statsoverhovede (dog uden militærparade), og underskrev en række aftaler om fremtidig samhandel og samarbejde. Tyrkiets islamiske ministerpræsident, Necmettin Erbakan, fik demonstreret, at han er regeringsleder også af gavn, selvom den iranske præsident formelt var gæst hos præsident Süleyman Demirel.
Hverken han eller det tyrkiske militær havde kunnet forhindre, at besøget udviklede sig til en anti-amerikansk demonstration: Rafsanjani har tidligere besøgt Tyrkiet, men altid i forbindelse med en rundrejse, og altid med rutinemæssig og politisk betydningsløs dagsorden. Denne gang var han på statsbesøg og fløj hjem igen fra Ankara.
Hans delegation var langt større, end ved de tidligere lejligheder i 1991 og 1993 - således Rafsanjanis delegation den iranske udenrigsminister, Ali Akbar Velayeti, chefen for Den Revolutionære Garde, general Zigad, samt Irans olieminister, transportminister, handelsminister, viceudenrigsminister og viceforsvarsminister tillige med Rafsanjanis to døtre. Hvoraf den ene - Faezeh - fornærmede tyrkerne ved at erklære, at Tyrkiets nuværende situation "minder meget om Shahens sidste dage i
Iran". Hun inviterede også tyrkiske kvinder til at deltage i idrætskonkurrencer i Iran - tildækkede naturligvis - hvilket blev høfligt afslået - ligesom iranerne fik høflige, men bestemte afslag på at besøge militære anlæg med henvisning til deres "tophemmelige" status.

Når besøget alligevel blev en triumf for iranerne og en demonstration af tyrkisk uafhængighed, hænger det sammen med, at amerikanerne på forhånd havde undsagt besøget og igen gjorde det efterfølgende. Det amerikanske udenrigsministeriums talsmand, Nicholas Burns, sagde således i en kommentar, at USA "ikke gav meget for besøget".
"Vi ser helst, at Iran isoleres økonomisk og politisk", hed det i denne uge i Washington, "vi støtter ikke, at nogen udvider samarbejdet med Iran - allermindst, at Tyrkiet gør det."
Men det var netop, hvad tyrkerne gjorde: Samhandelen blev besluttet fordoblet til to mia. dollars de næste to år, to nye flyveruter skal åbnes mellem de to lande, der gensidigt har tildelt hinanden status som "mest priviligeret handelspartner" inden for rammerne af GATT- og WTO-aftalerne samt en aftale om gensidig "beskyttelse af investeringer" samt etablering af eksportkreditter i størrelsesorden 150 mio. dolars var blandt besøgets konkrete resultater.
På den politiske side fik Rafsanjani lejlighed til at erklære, at "USA's politik går ud på at forhindre stærke lande i denne region i at samarbejde. Men jeg tror ikke på, at USA kan forhindre eller ændre vores samarbejde med Tyrkiet. Den tyrkiske præsident, den tyrkiske ministerpræsident og vi selv er fast besluttede på ikke at tillade Amerika at diktere noget som helst i denne del af verden."

Helt så galt - eller godt, alt efter politisk temperament - gik det nu ikke. Tyrkiets repræsentanter driblede behændigt uden om mest delikate spørgsmål - først og fremmest spørgsmålet om et militær-industrielt samarbejde mellem de to lande. Få dage før Rafsanjanis ankomst 19. december havde Tyrkiets islamiske ministerpræsident luftet tanken om et sådant samarbejde og var - påny - blevet kaldt til orden af generalerne i Det Nationale Sikkerhedsråd. Iranerne havde også tilbudt sig som mæglere mellem Tyrkiet og Grækenland i Cypern-spørgsmålet og mellem Syrien og Tyrkiet i det såkaldte "vandspørgsmål", altså det syriske krav på mere vand fra floderne Eufrat og Tigris, der reguleres af en snes dæmnings- og sluseanlæg på den tyrkiske side af grænsen.
Og PKK blev slet ikke nævnt, i hvert fald ikke offentligt, før The Daily Teklegrgraph's korrespondent brød etiketten og - så at sige - fjertede ved middagsbordet (mere præcist: ved flyglet) under pressemødet i gæstehuset.
Eller rettere: PKK-problemet blev berørt netop i den sammenhæng, da tyrkerne afslog iransk mægling bortset fra en opfordring til Rafsanjani om at sige til Assad, syrernes præsident, at en fremtidig fredelig samtale vil være afhængig af hans vilje til at stoppe den syriske støtte til PKK.

Ah - men det er ren rutine. Det vigtige ved dette statsbesøg - det, der gjorde det langt mere interessant end tidligere besøg - var dels, at det fandt sted netop nu, dels at dets resultater rækker langt ud over, hvad Washington finder acceptabelt. Og således blev besøget endnu et set back for den amerikanske politik i regionen - og endnu en demonstration af, hvordan Necmettin Erbakan og hans islamiske "Velfærdspartiet" støt og roligt arbejder sig hen mod en de facto frigørelse fra den amerikanske dominans af den tyrkiske udenrigspolitik.
Han indledte denne frigørelse i august, da han besøgte Iran som det første land efter sin tiltræden som leder af den nuværende koalitionsregering mellem hans eget parti og Tansu Çiller's "Den Rette Vejs Parti". Han fortsatte med at åbne en konkret dialog med styret i Bagdad - som midlertidigt blev stoppet, da amerikanerne greb ind i den indre kurdiske konflikt i Nordirak, men som på ingen måder er droppet. Og han fortsatte med at etablere og initiere sammenslutningen "M8", de muslimske otte, et modstykke til det vestligt dominerede G7-samarbejde, og som reelt (foreløbig) består af økonomisk og politisk idéudveksling mellem Iran, Indonesien, Nigeria, Malaysia, Egypten, Pakistan, Bangladesh og Tyrkiet.
Og forud for det iranske statsbesøg luftede han altså et militært industrielt samarbejde, vel vidende at det vil være helt uacceptabelt for USA, men også for NATO og de tyrkiske generaler. Alligevel var den iranske delegation spækket med militærfolk, som sammen med viceforsvarsministeren, Ahmed Vahid, havde en "uformel drøftelse" med "Velfærdspartiet" omkring mulighederne for en fremtidig forsvarsaftale.
På dette uformelle plan drøftedes også en frihandelsaftale mellem de to lande - som i givet fald vil påvirke toldaftalen med EU - samt andre punkter, der havde det til fælles, at de forudsætter et tæt tyrkisk samarbejde med den store nabo i sydøst.

Både tyrkiske og diplomatiske iagttagere i Ankara afskriver disse uformelle samtaler som blot og bar 'te-snak'. Militæret og de sekulære partier i Tyrkiet vil aldrig tillade et snævrere samarbejde, hedder det. Der vil gå mindst 10 år, før det overhovedet kan komme på tale.
Hertil er at sige, at for 10 måneder siden var et iransk statsbesøg af en karakter, som det der fandt sted i sidste uge, utænkeligt. Og forresten: 10 måneder før Berlinmuren faldt var de allerfleste eksperter og iagttagere enige om, at det ville vare mindst 10 år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu