Læsetid: 6 min.

Saddams spændetrøje strammer stadig

11. december 1996

Selv om de irakiske oliepumper kører igen, er konfrontationen mellem Saddam Hussein og det internationale samfund langt fra slut

Iraks sorte guld flyder igen.
Tirsdag formiddag, klokken 11.25 lokal tid, åbnede Saddam Hussein de irakiske pumper, og for første gang i seks år er det nu muligt igen at købe irakisk olie på verdensmarkedet.
Årsagen er, at den meget omtalte olie-for-fødevare-aftale med FN endelig er faldet i hak. Den 25. november bøjede Irak langt om længe nakken og accepterede de sidste detaljer i en aftale, der i praksis sætter Irak under FN-administration.
Såvel indtægterne som anvendelsen af de cirka 24 milliarder kroner årligt kommer til at foregå under total FN-kontrol. En situation, som Irak til det sidste har forsøgt at undgå.
At Saddam Hussein har givet sig, er imidlertid langt fra nogen garanti for, at konfrontationerne med verdenssamfundet er slut. Tværtimod.

Egentlig nåede FN og Irak til enighed om hovedpunkterne i aftalen allerede i forsommeren, men trods utallige forhandlingsmøder kunne parterne ikke enes om, hvem der skulle stå for uddelingen af den humanitære hjælp i irakisk Kurdistan, og om antallet af FN-kontrollører til at overvåge resten af nødhjælpsprogrammet.
Midt i disse detalje-forhandlinger kom Iraks august-invasion af Kurdistan så i vejen. USA sendte sine bombefly på vingerne med kurs mod Iraks militære anlæg syd for Bagdad, og FN meddelte, at olieaftalen var udsat på ubestemt tid.
I praksis betød det til efter det amerikanske præsidentvalg, for hvilken præsidentkandidat ønsker at blive beskyldt for blødsødenhed, når opinionstallene virkelig tæller.
Og så havde forsinkelsen også den fordel, at den økonomiske situation i Irak blev stedse værre.
FN's fødevareprogram, UNWFP, anslår i sin seneste rapport, at omkring 180.000 irakiske børn mellem nul og fem år er underernæret, og FN's børneorganisation, UNICEF, mener, at op mod 4.500 af dem hver måned bukker under for sygdom og sult på grund af de internationale sanktioner.
Den irakiske regering har iværksat et omfattende rationeringssystem, der sikrer, at alle familier får tildelt et minimum af basale fødevarer; mel, sukker, te, olie osv. Men disse rationer dækker langt fra behovet.
Selv hævder Irak, at sanktionerne har kostet 1,5 millioner menneskeliv, men det tal er der ikke mange, der tror på. Desuden har Irak hele tiden har haft mulighed for at acceptere FN's olie-for-fødevare-aftale, men har nægtet med den begrundelse, at aftalen krænker Iraks suverænitet.

Ifølge aftalen, der bygger på Sikkerhedsrådets Resolution 986, kan Irak fremover eksportere olie til en værdi af 12 milliarder kroner hvert halve år.

Disse indtægter skal alle indsættes på en FN-kontrolleret konto i New York afdelingen af Banque Nationale de Paris.
Knap 8 milliarder kroner skal anvendes til indkøb af fødevarer og medicin til den irakiske befolkning. Heraf er cirka 1,5 milliarder øremærket til Iraks forfulgte kurdere.
Cirka 3,6 milliarder skal anvendes til at betale krigsskadeerstatning for besættelsen af Kuwait i 1990.
Og endelig skal mellem 240-600 millioner kroner gå til at finansiere FN's indsats i Iran, især FN's våbeninspektion, der har til opgave at sikre destruktionen af alle Iraks masseødelæggelsesvåben.
De sidste kameler, som Saddam Hussein har slugt, fastlægger desuden at;
Det bliver de internationale hjælpeorganisationer - og ikke den irakiske stat - der kommer til at uddele hjælp i Kurdistan.
Ikke mindre end 196 FN-kontrollører får adgang til at overvåge såvel importen af fødevarer og medicin som uddelingen af samme.
I praksis betyder det, at hver eneste liter olie, som sendes gennem den irakisk-tyrkiske olieledning til den tyrkiske havneby Ceyhan eller afskibes fra Iraks egen oliehavn, Mina al-Bakr i Golfen, bliver registreret af FN-folk.
Det samme gælder alle varer, som krydser grænserne eller leveres med skib. Her vil FN-grænsevagter kontrollere hver eneste lastbil og fragtbåd - og for at være helt sikker, har FN betinget sig, at ingen leverandør får betaling, før grænsevagterne har bekræftet, at varerne har passeret grænsen.
De omfattende kontrolforanstaltninger har til formål at sikre, at olieaftalen ikke styrker Saddam Husseins greb om magten, og at hjælpen ikke lander i de forkerte lommer.

Men selv om der er tale om en FN-kontrol uden fortilfælde, kan den aldrig blive totalt. En del af de indkøbte fødevarer og medcinen vil fortsat lande hos dem, der kan betale mest på det lukrative sorte marked eller har gode forbindelser til toppen af systemet.
Der er til gengæld heller ikke tvivl om, at aftalen med FN kommer til at redde mange menneskeliv i bunden af den irakiske samfundspyramide.
Meget kan man beskylde det irakiske styre for, men de internationale nødhjælpsorganisationer i Irak er enige om, at uden regeringens effektive rationeringssystem ville landet i dag have befundet sig midt i en sultkatastrofe af afrikanske dimensioner.

Den irakiske befolkning håber selvfølgelig på, at olieaftalen med FN er første skridt på vejen til en ophævelse af de internationale sanktioner, som FN indførte i 1990. Og det er den sandsynligvis også.
Det, irakerne undervurderer, er bare, hvor lang tid det vil tage, før de igen bliver alment respekterede medlemmer af verdenssamfundet.
Både USA og Storbritannien har gentagne gange understreget, at sanktionerne ikke kan ophæves, før alle FN's Irak-resolutioner er opfyldt.
Det er altså ikke nok, at FN's våbeninspektører under ledelse af svenske Rolf Ekeus kan erklære alle masseødelæggelsesvåben for destrueret.
Irak skal også forbedre menneskerettighedssituationen og standse forfølgelsen af landets etniske og religiøse mindretal (kurderne i nord og shia-muslimerne i syd). Og det lader sig næppe gøre, så længe Saddam Hussein sidder ved magten.
De andre permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd er ikke enige i den amerikansk-britiske fortolkning af sanktionernes omfang. Både Frankrig og Rusland står på spring for at få del i lukrative irakiske handelsaftaler og så helst, at sanktionerne blev ophævet gradvist, så snart Ekeus har haft sit blå stempel fremme.
Noget tyder imidlertid på, at det kan vare en rum tid, før Saddam Hussein kan erklæres for militært ufarlig. I sin seneste rapport til Sikkerhedsrådet skriver Ekeus i hvert fald, at Irak stadig mangler at gøre redde for en del af de langtrækkende SCUD-missiler, som landet var i besiddelse af før Golfkrigen.
Desuden har Irak det seneste halve år gentagne gange nægtet inspektørerne afgang til irakiske militærbaser.
Så sent som sidste fredag krævede FN's Sikkerhedsråd, at Irak samarbejder med Ekeus og hans folk. Årsag: Irakerne har nægtet at udlevere en række missildele til undersøgelse i USA.
Ekeus og Hussein er med andre ord involveret i et langvarigt tovtrækkeri, hvor Irak hele tiden prøver at bevare så meget af sit militære maskineri som muligt. Et tovtrækkeri, som Ekeus tidligerepå året mente ville vare ti år, hvis den nuværende modvilje fra irakisk side fortsætter.

Indgåelsen af olieaftalen er imidlertid et udtryk for, at hverken Irak eller FN kunne holde til at fortsætte den totale embargo.
Da aftalen oprindelig blev indgået, afspejlede reaktionerne fra USA, London og FN's hovedkvarter en stor lettelse over at have fundet en udvej for at komme den menige iraker til hjælp.
Men derfra og til at tro, at konfrontationerne mellem Irak og FN er forbi, er der langt.
Tværtimod venter de fleste iagttagere, at Saddam Hussein har nye overraskelser i ærmet. Så længe FN bevarer sit jerngreb om Irak, vil han gøre alt for at slippe fri.
Øverst på ønskesedlen stå naturligvis at få genopbygget det irakiske militær, men det er i øjeblikket ikke muligt.
Næstøverst står et ønske om at samle Irak igen. Siden Golfkrigen har Kurdistan i praksis fungeret uafhængigt af resten af Irak.
Sydirak har Hussein - trods omfattende militære operationer mod shiiter og de såkaldte marsk-arabere - stadig ikke fuld kontrol over. I begge tilfælde på grund af de flyforbudszoner, som blev oprettet efter krigen.
De provokationer, vi kan vente, vil derfor have til formål at bryde den militære og økonomiske spændetrøje, som det irakiske styre befinder sig. En spændetrøje, som stadig strammer alt for meget.
Efter Saddam Husseins smag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu