Læsetid: 5 min.

Et spørgsmål om overlevelse

27. december 1996

Kvindeundertrykkelsen i Afghanistan har bragt donorlande og internationale hjælpeorganisationer i et svært dilemma

Skal vi standse den internationale bistand til Afghanistan i protest mod det kvindeundertrykkende regime, som landets nye magthavere, den ekstremt konservative studentermilits Taliban, har indført?
Eller skal hensynet til de mange hundredetusinde civile, som er fuldstændig afhængig af international bistand, veje tungest?
Det er det skrækkelige valg, som donorlandene og de internationale hjælpeorganisationer står over for i dag, hvor de indledende forhåbninger om, at talibanerne vil moderere sig, er fordampet.
Debatten raser mellem tilhængere af henholdsvis gulerods- og stokkemetoden.
De første mener, at man skal holde kassen åben og forhandle med talibanerne om reformer.
De andre, at man skal smække låget i med et brag for at tvinge talibanerne til at bøje sig.
Men hvilken linie, der vinder, afhænger i høj grad af, hvordan talibanerne i de kommende måneder reagerer på det internationale pres.

Den stærkeste fortaler for stokkemetoden er den tidligere rådgiver for FN's Udviklingsprogram, UNDP, pakistaneren Mahbub ul-Haq, der var hovedkraften bag sidste års sociale topmøde i København.
"Det er på tide, at donorlandene og FN trækker en grænse. Talibanerne skal ikke have lov til at bryde universelle principper uden konsekvenser", siger han.
"Afghanistan er 100 procent afhængig af hjælp, og et stop for bistanden vil få talibanerne til at makke ret i løbet af to-tre måneder".
Tilhængerne af gulerodsmetoden mener, at en sådan kurs vil få talibanerne til at gå helt i baglås, og tror, at det internationale samfund kommer længere med forhandling.
Én af dem, der forsøger denne vej, er UNDP's danske chef i Afghanistan, Erling Dessau.
"Vi prøver at finde en måde at fremme menneskerettighederne, især børns ret til undervisning og kvinders rettigheder, men om det lykkes, ved vi endnu ikke", siger han.
Kort før jul lykkedes det Dessau at få talibanernes undervisningsminister til at love, at alle pigebørn vil få lov at gå i skole igen fra og med 6. marts næste år. Men om løftet bliver holdt, er uvist.
"Vi tror vi har et godt pressionsmiddel, for talibanerne har brug for hjælp. Og hvis vi står for fast på vores principper, risikerer vi slet intet at opnå", siger Dessau.

Den første samlede reaktion fra det internationale samfund kommer, når alle donorlandene mødes i Turkmenistan 21.-22. januar. Her skal de afgøre, hvad der skal ske med den internationale bistand til Afghanistan.
Endnu har ingen lande eller hjælpeorganisationer officielt trukket sig ud, men såvel Storbritannien som de nordiske lande overvejer i øjeblikket at reducere deres bistand til Afghanistan, hvis ikke kvindernes situation forbedres.
De britiske hjælpeorganisationer Save the Children og Oxfam har suspenderet arbejdet, indtil talibanerne accepterer kvindelige ansatte, FN's Børneorganisation UNICEF standsede allerede i 1995 sit arbejde i de områder, hvor piger ikke må gå i skole, og FN's Fødevareprogram, WFP, har reduceret indsatsen til udelukkende at omfatte uddeling af nødhjælp.
For de fleste hjælpeorganisationer er det imidlertid et valg mellem pest og kolera.
Lukker de kassen, lader de samtidig hundredetusinder af almindelige afghanerne i stikken. I Kabul alene er omkring 80 procent af byens indbygger totalt afhængige af fødevarerationer fra FN og Røde Kors.
Ikke mindst de cirka 37.000 eneforsørgende krigsenker, som siden talibanernes magtovertagelsen 27. september har haft forbud mod at arbejde, står uden nogen form for indtjeningsmuligheder. Nogle enkelte har fået tilladelse til at arbejde hjemme eller på FN's arbejde-for-mad projekter.
For de fleste af Kabuls cirka 700.000 tilbageværende indbyggere er hverdagen imidlertid en desperat kamp for at holde varmen og få mad i maven.
En månedsløn på 100.000 afghani er normen for en offentlig ansat, og det rækker ikke langt, når et kilo brød koster 12.000, et kilo ris 10.000 og et kilo kartofler 3.000.

Donorlande og hjælpeorganisationer håber selvfølgelig på, at talibanerne med tiden vil indse, at de ikke kan klare sig uden den internationale hjælp og derfor modererer deres kvindepolitik.
En politik, der i praksis betyder, at;

Kvinder ikke må arbejde uden for hjemmet.
Kvinder ikke kan uddanne sig.
Kvinder skal bære burqa, et slør der dækker hele kroppen inklusiv ansigtet.
Burqa'en må ikke være lavet af tyndt eller raslende materiale og må ikke være dekoreret eller farverig.
Kvinders øvrige påklædning må ikke være kropsnær, så man kan se figuren, og den må ikke ligne mænds påklædning.
Kvinder må ikke bære sko, der laver støj.
Kvinder må ikke tale med fremmede mænd.
Er det nødvendigt at tale uden for hjemmet, skal det gøres lavmælt og uden latter.
Kvinder må ikke se på fremmede mænd eller omgåes dem.
Kvinder må ikke gå midt på vejen.
Kvinder må ikke forlade deres hjem uden tilladelse fra deres mand og helst ifølge med en mandlig slægtning, samt at:
Kvinder må ikke bruge parfume.
En del af disse regler har været social praksis i store dele af landområderne i århundreder, men ikke i større byer som Kabul og Herat. Det er f.eks. kotume i store dele af landet at tage pigerne ud af skolen, så snart de kommer i puberteten, hvorefter de også skal bære burqa, når de forlader hjemmet, hvilket de kun kan sammen med deres bror , far eller mand. Efter ægteskabet er det også almindeligt, at kvinden ikke må besøge sin familie i starten og sidenhen kun må omgåes kvinder, hun er i familie med.
Besøger man familier på landet, får mandlige gæster ikke så meget som lov at hilse på husets kvinder, selv maden serveres af familiens mandlige medlemmer.

Afghanistan er med andre ord et ekstremt konservativt samfund, slet ikke ulig det system, talibanerne har indført.
Og det har hele tiden været et problem for de internationale hjælpeorganisationer, som har måttet tage vidtstrakte "kulturelle hensyn" for at kunne gennemføre deres projekter.
Det har f.eks. været helt almindelig praksis, at organisationerne ikke ansatte kvinder i ledende stillinger, at deltagerne i diverse kvindeprojekter blev afhentet med specialbus hver morgen, at mænd ingen adgang havde til projekterne, og at pigerne også i de internationale støttede skoler blev taget ud som ti-tolv årige.
Efter talibanernes magtovertagelse i Kabul er diskriminationen af kvinder imidlertid blevet så åbenlys, at det er blevet voldsomt svært at samle penge ind til Afghanistan.
Nogle hjælpeorganisationer, såsom den Svenske Afghanistankomite, forsøger at slå sig op som kvindernes forsvarer med en stor kampagne; Støt Afghanistans pigeskoler.
Men spørgsmålet er, hvad de og alle de andre hjælpeorganisationer og donorlande, som hævder at forsvare menneskerettighederne, vil gøre, hvis det viser sig, at talibanerne hverken er til at hugge eller stikke i.
Hvad vil i så fald være klogest, at give talibanerne de økonomiske tommelskruer på? Eller at fortsætte den kritiske dialogs tornede vej? Og i givet fald hvor længe?
Et faktum er det i hvert fald, at alle disse velmenende organisationer har umådelig svært ved at skrue bissen på.
Resultatet bliver derfor meget ofte en eftergivende kurs, hvor den berømte streg i ørkensandet aldrig bliver trukket.
Og det risikerer den kvindelige halvdel af den afghanske befolkning at komme til at betale prisen for.
I mange år fremover.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu