Læsetid: 6 min.

Som spyt i en pizza-ovn

20. december 1996

Dansk politik i 1997 handler om EU: Her afgøres Poul Nyrups politiske fremtid - hvis altså ikke de radikale har afgjort den inden

I den voldsomme trængsel og alarm, der har knyttet sig til vedtagelsen af næste års finanslov, er to af denne uges mindre larmende, men langt mere sigende, politiske begivenheder passeret næsten upåagtet. Begge illustrerer, hvorfor Poul Nyrup Rasmussen nok må forudse, at 1997 bliver endnu tungere end Rushdie-året - hvor umuligt det end lyder.
Først kan man spærre øjnene op over LO-Bladets forside i tirsdags. Pyt med, at vi efterhånden aldrig får politikernes ærlige reaktion på den slags. LO-Bladets oplysninger er så kontante, at "politiske kommentarer" i første omgang turde være overflødige.
LO-Bladet offentliggør en meningsmåling, foretaget i november af Institut for Konjunktur-Analyse, hvor 600 danskere over 15 har givet deres mening om EU til kende.
Og hold nu fast: Det fremgår heraf, at der er i dag, knap 25 år efter den første folkeafstemning om EF, stadig er flere af statsminister Poul Nyrup Rasmussens vælgere, der er imod selve det danske medlemskab af EU, end der er kernetropper for medlemskabet. 44 pct af de, der stemte på Socialdemokratiet i 1994, er imod, mens 41 pct er for, siger IFKA's tal.
44 pct af de socialdemokratisk sindede danskere i målingen er altså decideret, erklæret og udtalevilligt imod. Ikke imod det indre marked, pap-vin, miljøgarantien eller andre af EU's fortræffeligheder. De er imod selve det danske medlemskab, grundstammen, udgangspunktet for det hele, for "Fredens Projekt", østudvidelse, nye procedurer og alt det andet, som statsministeren mere end nogen anden dansk toppolitiker er i færd med at gøre til sit egentlige, politiske raison d'etre.
Hvis Poul Nyrup på noget tidspunkt skulle have været i tvivl, formulerer LO-Bladet nu budskabet ganske uden pølsesnak lige oven over tallene: Mange socialdemokratiske vælgere imod EU, hedder det lakonisk fra fagkoncernen, hvor Poul Nyrup jo selv har en fortid, og som bestemt ikke kan siges at være hverken Nyrup eller hans parti fjendligt stemt.

IFKA-undersøgelsen viser, at der i den samlede befolkning er flere tilhængere af det danske medlemskab, nemlig 49 pct., end modstandere (38 pct). Men det fremgår også, at de sidste 13 pct, som altså vil være nok til at tippe læsset, stadig hælder til "ved ikke".
Læsere med hang til EM-finaler i hunbold vil glæde sig over den spænding op til næste folkesafstemning, som talmaterialet varlser - men statsministeren og hans ekspanderende stab af rådgivere vil formentlig have sværere ved at fryde sig.
Eller som IFKA-direktør Jørn Thulstrup selv med et pragtfuldt understatement konkluderer i LO-Bladet: "Sammenfattende viser analysen, at det bliver en vanskelig opgave for regeringen og den del af folketingets øvrige partier, der er for et udvidet EU-samarbejde, at vinde en ny folkeafstemning," skriver han.
Alt sammen banalt, kedeligt og uoverraskende, gaber læseren. Men sådan er det jo altså i politik, hvor flertallet af TV-seerne piskedød skal være med på vognen, før den kan køre - og det kedelige forsvinder da heldigvis også som spyt i en pizza-ovn, hvis man blot et sekund vover at øje det scenarie, der bipper frem på den indre farveskærm ved tanken om, at danskerne endnu engang skulle stemme nej til en EU-traktat.
Især når man betænker, at hele den næste EU-traktat vil være resultat af flere års forhandlinger på regeringschefs-niveau, hvor selve grundlaget for forhandling jo netop har været bl.a. de danske forbehold. Langmodigheden med et dansk nej efter denne seance vil givetvis være langt, langt mindre end sidste gang.
Endelig skal man ikke glemme, at flere af de øvrige, europæiske statsledere, herunder den svenske og den østrigske, som begge hører til Poul Nyrups tætteste allierede i EU, jo selv kæmper med tung EU-modstand.
De er ikke som Poul Nyrup hængt op på et halvt løfte om en folkeafstemning, men de vil inderligt hade det signal, endnu et dansk nej vil transmittere.
Statsministeren har gjort en diffus, fordomsbefængt, umådeligt tv-uegnet sag til sin helt personlige mærkesag. Både internt i Socialdemokratiet, hvor EU-dissens bliver mødt med partichefens ikke ubetydelige evne til at pulverisere modstandere - og måske især eksternt, hvor hans ubestridelige, europæiske engagement har fået en sådan styrke, at det gang på gang får regeringspartneren, den radikale udenrigsminister Niels Helveg Petersen, til at fremstå som en slags vice-minister på sagen.
Vi lader billedet af statsminister Poul Nyryp Rasmussen efter et dansk nej stå et øjeblik...

Og hiver så i mellemtiden et andet billede frem til illustration af ugens undereksponerede signal nr. 2: En stor dagbladsannonce, indrykket af partiet Venstre, behørigt forsynet med politiske budskaber - og en stiblet linje man skal klippe efter, hvis man vil være så venlig, tak, for derefter at sende kuponen ind, så man kan blive medlem.
Af Venstre, forstås. Ikke af Det konservative Folkeparti. Hvad man eller godt kunne blive lidt i tvivl om. For øverst i annoncen er der ikke alene et billede af Venstre's formand, manden med fiskestangen - næh, her hænger såmænd et lige så stort, smilende og nydeligt skilderi af Hans Engell. Der jo som bekendt ikke er medlem af Venstre.
Hvilket endda kun er at betragte som hors d'oeuvre - hovedretten bæres ind med fanfare som leder i de konservatives partiblad, Politisk Horisont. Her placeres med skalpellens præcision skylden for, at det ikke lykkedes Poul Nyrups regering igen at indgå et finanslovsforlig med Hans Engell; her fortæller Hans Engells pen eller pennefører, hvorfor Det konservative Folkeparti nu for alvor har blandet blod med Venstre, og hvorfor Hans Engell nu hele vejen gennem 1997 i en forventeligt brutal valgkamp frem til næste folketingsvalg vil sigte præcist efter Nyrups hals, tåle Uffe Ellemanns retorik - og blæse på omkostningerne.
Skylden for, at regeringen i år måtte "vælge rødt" og indgå forlig om næste års finanser med SF og Enhedslisten, ligger suveræn, sort og tung hos de radikale og CD, mener de konservative.
Det er et afgørende sporskifte, et opgør med Schlüter-æraens effektive appel til midten af Christiansborg, vi her får det endegyldige skøde på: "Når det ikke lykkedes at lave en bred finanslov for 1997, skyldtes det hverken et konservativt kurssikfte, eller at Lykketoft var en umulig forhandlingspart. Årsagen skal søges hos de to midterpartier... Det radikale Venstre og CD forhindrede en ordentlig lempelse af lejeværdien. De afviste besparelser på u-landshjælpen, og de satte ikke på noget tidspunkt Socialdemokratiet under pres... Nu kan man kun håbe, at vælgerne vil straffe de to partier. Det radikale Venstre, som ikke længere er nogen brobygger i dansk politik. Og CD, som er totalt overflødigt," lyder det.
Overskriften er forbilledlig klar: "Farvel til midterpartierne".
Hvilket ikke mindst er et problem for Poul Nyrup. Det vil ikke, som man måske skulle tro, nu binde de radikale endnu tættere til Socialdemokratiet. De konservatives klare vælgen-side til fordel for det rene VK-alternativ gør kun den til stadighed lurende, radikale trussel om at droppe Nyrup så meget desto mere potent. Det kan på forhånd udelukkes, at økonomiminister Marianne Jelved, Niels Helveg Petersen og/eller den radikale hovedbestyrelse i længden vil basere deres politisk liv på SF's og Enhedslistens nåde. Hans Engell skal inden næste valg - eller måske netop i kraft af et valg - bringes tilbage på midtbanen af dansk politik. Ellers hænger udsigten til radikal deltagelse i endnu en socialdemokratisk mindretalsregering formentlig i en tynd tråd.

Poul Nyrup Rasmussen skal med andre ord slås op ad bakke i 1997 - også internt i regeringen. Og udgangspunktet er som antydet mere end vanskeligt: Socialdemokratiets opinionstal er de værste siden katastrofevalget i 1973 - det kan koste dyre, socialdemokratiske nederlag allerede ved kommunalvalget om 11 måneder.
EU-slaget skal slåes i 1997 - IFKA's tal og andre analyser har fjernet enhver tvivl om, hvor svagt Nyrup står i dén sag.
Og som den egentlige klangbund under det hele er der så det næste folketingsvalg. Som kan udskydes til september 1998 - men som Nyrup også kan vælge at tage længe før.
Og som ifølge de to ovenfor fremkaldte signaler altså kun vil føre til forlænget spilletid for Nyrups regering, såfremt han forinden har vundet en EU-afstemning (eller ført bevis for at han kan vinde den), og såfremt han har overtydet de radikale om, at Socialdemokratiet har så skelsættende planer for den næste Nyrup-regering, at det igen vil få Hans Engell ind på midtbanen og dermed gøre de radikales trofasthed umagen værd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu