Læsetid: 6 min.

Stemmer SF så ja til EU?

12. december 1996

SF synes at få, hvad de peger på i disse dage. Men vil magt og indflydelse varme så meget, at SF sikrer Nyrup et ja til den næste EU-traktat?

SF'eren kommer skraldgrinende rundt om hjørnet på én af Christiansborgs mange gange: "Hahahahaha - jeg synes sgu, vi får alt, hvad vi peger på lige for tiden - hahahahah," brøler han, og helt løgn er det ikke.
Finansloven, sojabønner, NESA-aktier, bistandsloven - alt synes at falde i hak til SF's fløjtende fornøjelse. Den konservative Hans Engell har på forbløffende kort tid spillet sig selv og sit parti så eftertrykkeligt af banen, at SF nu uantastet krabber sig ualmindeligt kropsnært ind på Poul Nyrups regering:
"Hvis regeringen vil overleve, må den gå til venstrefløjen med alle de store ting. Hverken Venstre eller de konservative vil hjælpe regeringen. De har startet valgkampen," som parti-formanden, Holger K. Nielsen, muntert siger til Det fri Aktuelt - hvor den slags drillerier jo som bekendt irriterer mest.
Hvilket umiddelbart kan lyde som et imponerende udtryk for råstyrke fra en SF-formand, der stadig skal have Enhedslisten med, hvis han vil skaffe regeringen flertal for noget som helst.
Man skal ned i detaljen for at finde et fingerpeg om, at Holger K. Nielsen måske i virkeligheden her signalerer, at han stadig er "billigt til salg", som Hans Engell sagde, da SF indgik den nu så berømte, men måske knap så kontante aftale med regeringen om næste års finanslov.

Holger K. Nielsen kræver i samme interview og samme bombastiske vendinger, at regeringen til næste år vrider armen helt om i baglommen på Kommunernes Landsforening, så kommunerne tvinges til at udrydde samtlige ventelister i landets børnehaver og vuggestuer.
Til gengæld vil SF så skaffe regeringen flertal for en stram økonomi-aftale med kommunerne for 1998, lyder budskabet.
Et udsagn der, som Holger K. givetvis selv havde forudset, omgående og helt rituelt blev atomiseret af både statsministeren og formanden for Kommunernes Landsforening, Venstremanden Evan Jensen - men som ikke blev mindre væsentligt af den grund. Holger K.'s melding vil nemlig også vidt og bredt blive læst som en drilagtig, men samtidig meterbred åbning til regeringen.
Ifølge Børne & Ungdomspædagogernes Landsforbund har 200 kommuner allerede afviklet ventelisterne, i 40-50 kommuner er man godt på vej - kun i knap 30 kommuner er der et reelt vente-listeproblem. Som sandelig kan være alvorligt nok, men dog næppe så alvorligt, at det i maj 1997 vil forhindre Holger K. Nielsen og Mogens Lykketoft i endnu engang at finde hinanden i jagten på de mere uforudsigelige forligspartnere i Enhedslistens ringhjørne. Især ikke, hvis forliget sikrer endnu en beskæring af ventelisterne - og SF en fortsat placering nær magtens centrum.

SF's 13 folketingsmedlemmer og deres bagland i partiets hovedbestyrelse vil efter alt at dømme hellere bide hinanden i øjet, end de vil opgive den indflydelse, de konservatives afsporing så pludseligt har foræret dem.
Som et af partiets folketingsmedlemmer, Margrete Auken, så smukt formulerede det her i avisen i tirsdags:
"Tag blot det nyligt indgåede finanslovsforlig med SF, som jeg selv var stolt over: Det er en klam sag, når man holder den op imod miljøtruslerne, den er som heroin til narkomaner, selv om den er meget mindre bims, end hvis Lykketoft havde lavet den med sine sædvanlige legekammerater, V og K".
Holger K.'s melding om næste års kommuneaftale signalerer på samme måde, hvordan SF'erne nu arbejder som besatte for at surre sig selv fast til magten - uanset smagen eller graden af klamhed. Ingen indrømmelser vil blive givet uden modydelser, naturligvis, men de egentlige, politiske omvæltninger kan man godt vente med en stund endnu.

SF's iver skaber, med en vis forsinkelse, intens opmærksomhed på Christiansborg. Ikke fordi de tunge midtbanespillere endnu anser et langsigtet samarbejde med SF for sandsynligt, endsige ønskværdigt. Og heller ikke fordi regeringen stadig synes handlingslammet af de konservatives fravær.
Den stigende fokus på SF's nye rolle rejser et helt andet og mere fundamentalt spørgsmål: Får SF's uventede placering i solen nu konsekvenser for klimaet i selve den afgørende diskussion i partiet - den om EU?
Eller i pap: Hvis SF står til langsigtet indflydelse på revisionen af bistandsloven, kommune-økonomien og i sidste ende hele regeringens økonomiske politik - er partiet så tættere på det afgørende ja til den næste EU-traktat?
EU's regeringskonference afsluttes i midten af 1997 - og selv Poul Nyrup siger nu, at en folkeafstemning bliver nødvendig, hvis de seneste skitser til en ny traktat bærer igennem. En folkeafstemning, hvis en sådan bliver nødvendig, ventes få måneder efter konferencens afslutning.
Hér - og ikke i kommuneforliget eller i slagsmålet om den ny bistandslov - ligger den egentlige, tunge betydning af SF's ryk-ind mod omdrejningspunktet i dansk politik. Hér kan forskydningen få sin mest direkte betydning for regeringens og Poul Nyrups fortsat gode humør.

Vælger SF at anbefale befolkningen at stemme nej til den kommende EU-traktat, vil det få konsekvenser, som kun få forstandige endnu spår om. Ikke engang i SF's egne rækker har man endnu turde nær-studere det scenarie.
Hans Engells forkølede og ualmindeligt mislykkede forsøg på at lokke Poul Nyrup Rasmussen til at indgå en "fredspagt" om EU-politikken skal f.eks ses i det lys. Hans Engell øjnede pludseligt og alt for sent, hvor umuligt det vil være for Det konservative Folkeparti at gøre alt på een gang: Føre benhård opposition, vælte Nyrup, frede EU-politikken, hævde sin egen profil, holde SF uden for indflydelse, Uffe Ellemann fra livet - og samtidig sikre danskernes renhjertede opbakning til den fortsatte integration i Unionen.
Nyrup har roligt afvist pagten - tænk hvad den ikke kunne have gjort ved statsministerens forhold til SF. Poul Nyrup forhandlingsstrategi på EU's regeringskonference er nøje afstemt med hans fortolkning af SF's stilling i EU-sagen - som i øvrigt holdes ajour ved løbende samtaler med bl.a. Holger K. Nielsen i Statsministeriet. Samtlige af de resultater, Danmark hidtil har opnået under konferencen, har glædet SF; regeringen undviger med stor præcision udspil, der for alvor kunne støde SF.
Økonomiminister Marianne Jelved (R) retter også ind: Ministeren bad på Det radikale Venstres seneste hovedbestyrelsesmøde først sin partibestyrelse om at skrue ned for forventningerne til næste års reformer i velfærdssystemet - dem har ministeren sat på vågeblus, så længe regeringen er afhængig af SF. Men dernæst skruede hun op igen - og rettede nu en ganske intens appel til forsamlingen om i stedet at fokusere den radikale energi på EU-sagen.
Samtidig mobiliserer modstanderne. I sidste uge afleverede unionsmodstandernes brede alliance, Demokratisk Fornyelse, de 20.000 stemmer, der giver ret til at stille op ved næste folketingsvalg.
I forgårs sagde over halvdelen af de adspurgte i en meningsmåling fra Greens Analyseinstitut nej tak til den fælles EU-mønt.
I dag, torsdag, "lukker" Folkebevægelsen mod EU-unionen 15-20 rådhuse, herunder Københavns, i protest mod EU-kommissionens tanker om socialpolitikken.
I morgen...
EU-modstanden er alive and kicking. Og det er stadig - som ved den seneste folkeafstemning i 1993 - SF der sidder med nøglen.

I det lys er det måske værd at minde om, at hverken SF's stilling til de resterende slagsmål på EU's regeringskonference eller til et ja eller nej ved en kommende folkeafstemning endnu er afklaret.
Og at partiets stillingtagen nu ikke alene vil påvirkes af det reelle indhold af den kommende EU-traktat, men så sandelig også af, hvilken position partiet iøvrigt indtager i dansk politik - og af folkestemningen.
SF's hovedbestyrelse, som i sidste ende afgør folketingsgruppens mandat, er splittet i tre hovedstrømme.
Én, der sigter mod et ja ved en kommende EU-afstemning.
Én, der stadig hælder til et nej.
Og en stadigt voksende gruppering, der hverken ved ud eller ind. Men som blandt andet består af politiske individer, der reelt går mindst lige så meget op i andre ting - herunder de mere synlige resultater for børn, familier, arbejdsløse og miljøet, SF kan hente hjem i det mere gennemskuelige, realpolitiske værksted på Christiansborg.
SF's øjeblikkelige meldinger om børnepasning, gensplejsede bønner, bistandslov, førtidspension, finansloven for 1998 er alle detaljer i EU-sagen - men de bærer en del af svaret på, hvor den lander.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu