Læsetid: 6 min.

Afrika som særligt fransk aktionsfelt

9. januar 1997

Trods senere års tale om demokrati er der stadig ikke langt mellem Frankrigs militære interventioner i Afrika

Frankrigs rolle i Afrika var langtfra udspillet med kolonitiden.
De Gaulles Frankrig, der udviklede sig samtidig med afkoloniseringen, havde altid en aktiv Afrika-politik, der udmærkede sig ved en blanding af militær (rådgivning, våbenhjælp, opretholdelse af franske baser og intervention i henhold til aftaler), økonomi (bistand, kreditter, det afrikanske franc-system) og politik (støtte til pro-franske regimer, mest diktatoriske og næsten altid korrupte).
Det var vævet sammen med varetagelse af franske økonomiske interesser i de pågældende lande, finansielle operationer til fordel for partipolitiske eller private interesser - et uigennemskueligt system, hvor agenter og hemmeligt diplomati spillede en vigtig rolle. Frankrigs forbindelser med afrikanske lande sorterede reelt ikke under udenrigsministeriet, men under præsidentembedet. Det eks-franske Afrika blev regnet for et specielt fransk interesseområde, og præsidenten havde ikke alene den forfatningsmæssige overhøjhed over den franske udenrigspolitik, men regnede uofficielt Afrika for sit eget særlige aktionsfelt.
Det synligste udtryk for disse tilstande var franske militære interventioner med få års mellemrum - hvis det ikke var flere gange samme år - enten for at beskytte franske borgere eller for at redde en diktator fra et oprør, eller begge dele. Frankrig var og blev "Afrikas gendarm".
Denne gaullistiske tradition er blevet forvaltet af præsidenterne Pompidou, Giscard d'Estaing, Mitterrand og Chirac med lejlighedsvise forsøg på reformer, og i de senere år har "demokrati" været på dagsordenen. Men der er stadig ikke langt mellem de militære interventioner, og alt ialt er kontinuiteten lettere at få øje på end forandringerne.

Således er der noget forunderlig velkendt over den situation, Frankrig står i i dag i den Centralafrikanske Republik - en af Frankrigs vigtigste "klienter" i Afrika, værtsland for den næststørste franske militærbase på kontinentet.
Et par tusind franske soldater kontrollerer hovedstaden Bangui og har efter alt at dømme allerede afgjort den væbnede konflikt mellem oprørske afdelinger af hæren og den siddende præsident - til fordel for sidstnævnte.
Det nye ved situationen er, at præsidenten er folkevalgt, og det er et utraditionelt forspil, der har ført til den nuværende ærketraditionelle situation.
Ange-Félix Patassé blev lovformeligt valgt til præsident i 1993, men han fik hurtigt et dårligt ry som en autokratisk og korrupt leder, der spillede kynisk på stammemodsætninger, formøblede den økonomiske hjælp fra udlandet og styrede landet mod fallit.
Den regulære hær blev udsultet, mens præsidenten koncentrede de militære midler om præsidentgarden og gendarmeriet for at beskytte sig selv og slå ned på uroligheder. Den nuværende krise har sin oprindelse i mytterier i hæren, der protesterer mod udeblevne betalinger.
I løbet af 1996 var der to mytterier forud for det nuværende, der begyndte i november. Efter de første blodige uroligheder og plyndringer blev franske tropper første gang udkommanderet i Bangui i maj for at beskytte udenlandske statsborgere og "opretholde lovlige tilstande". På fransk initiativ blev der iværksat et mæglingsforsøg under medvirken af fire afrikanske præsidenter. Da det seneste mytteri brød ud i november, blev de franske tropper i hovedstaden forstærket, men de søgte at opretholde en stødpudezone uden at tage parti.
I sidste weekend blev to franske soldater, der havde vovet sig ind i et mytterist-behersket kvarter af byen, dræbt af mytterister, og det udløste en fransk straffeekspedition, der kostede en halv snes mytterister livet. Den franske aktion blev iværksat efter rådslagninger på højeste sted i Paris, d.v.s. efter ordre fra præsident Chirac. Den blev udført midt om natten og foregik med panservogne, maskingeværer og helikoptere, en respektindgydende styrkedemonstration.
I løbet af få timer havde Frankrig placeret sig i sin traditionelle rolle, og en ny fase var begyndt. En tilfældig episode havde udløst franske rygmarvsreflekser, men der er ikke tale om en politisk beslutning fra fransk side. Frankrig har ikke længere nogen klar politik og synes at være havnet i den nuværende situation imod sin vilje. At noget sådant kan ske, er kun forståeligt, når man husker de foregående årtiers indgroede politik, fra de Gaulle og fremefter.
Frankrig har trods al tale om demokratisering af Afrika aldrig opgivet den militære tilstedeværelse, der forudsætter baseaftaler med regeringerne og rummer en permanent risiko for indgreb i den interne politik i de enkelte lande. Frankrig er altid parat til at rykke ud fra baser spredt over kontinentet - den største i Djibouti i Østafrika med 3.500 mand fra hær, flåde og luftvåben, den næststørste i Centralafrika. Samtidig hænger det ved Frankrig som en politisk belastning, at den tidligere kolonimagt gennem årene har støttet diktatorer af den mest odiøse slags, blot de var pro-franske og - under den kolde krig - anti-kommunistiske.
Zaires berygtede diktator, Mobutu, er prototypen på Frankrigs alliererede i Afrika, og selv om der officielt ikke er franske tropper i Zaire, en tidligere belgisk koloni, er det kendt, at Mobutu støtter sig på militære rådgivere og lejetropper af flere nationaliteter, heriblandt franske.

Centralfrika er ofte blevet betegnet som en hvepserede, og med de nyeste begivenheder har Frankrig endnu engang stukket fingrene i den. Militære franske kilder siger, at der ikke er nogen vej tilbage nu. De franske tropper behersker militært situationen til fordel for præsident Patassé, og den endelige militære nedkæmpning af oprørerne er en langt sandsynligere udgang på krisen end den mægling, man officielt har stræbt efter. Men samtidig er der tegn på, at præsidenten politisk er blevet svækket, og Frankrig har fået en meget upopulær rolle.
Det er ikke uinteressant som historisk fodnote, at Patassé engang var premierminister for den centralafrikanske diktator Bokassa, der udnævnte sig selv til kejser. Bokassa var i 1970'erne en af Frankrigs favoritter i Afrika og perlevenner med præsident Giscard d'Estaing. Indtil hans despoti og storhedsvanvid blev for groft, og han blev styrtet ved et kup, organiseret af franske regeringsagenter i 1979.
Oppositionen i Centralafrika beskylder nu Frankrig for militært at have grebet ind til fordel for Patassé, og den franske aktion i Bangui har også fremkaldt voldsom kritik hjemme i Frankrig.
Den socialistiske partileder, Lionel Jospin, har udtrykt frygt for, at der opstår en stærk anti-fransk stemning i Centralafrika. Den militære aftale mellem Frankrig og Centralafrika "er ikke en politi-aftale, og den franske hær bør ikke optræde som en intern sikkerhedsstyrke eller præsidentgarde for præsident Patassé," sagde Jospin. "Hvis man vil undgå at køre videre i fortidens interventionisme og at blive fanget i maskineriet på det militære plan, må man finde en politisk udgang på krisen. Det indebærer en dialog mellem magten og oppositionen i Centralafrika." Jospin krævede, at offentlighed og parlament i Frankrig blev informeret om den franske regerings politik i Centralfrika.
Allerede mens de franske tropper nøjedes med at opretholde en stødpudezone, beskyldte oprørstyrkerne Frankrig for indgreb til fordel for Patassé, idet kun den franske tilstedeværelse hindrede hans fald.

Den franske militære aktion forleden var faktisk, hvad præsidenten og hans venner havde ventet på med utålmodighed og nu modtog med lettelse. Den har tjent to formål - at redde regimet og sikre opretholdelsen af den næststørste franske militærbase i Afrika, strategisk vigtig for fremtidige franske aktioner i et stort område. Men den franske regering vil ikke vedkende sig hverken det ene eller det andet af disse to formål.
Kritikerne beskylder Frankrig for i dag at vakle mellem en ny demokrati-fremmende politik i Afrika - i samarbejde med andre lande - og den gamle interventions- og klientpolitik.
Under krisen i Rwanda erklærede præsident Chirac højtideligt, at den franske hær ikke længere ville foretage "ensidige aktioner" i Afrika. Det er nu blevet dementeret af kendsgerningerne, selv om den franske regering betegner straffeaktionen som "legitimt selvforsvar". Med denne aktion, skriver Le Monde, risikerer man, at den offentlige opinion i Afrika endnu en gang mobiliseres mod Frankrig - "en opinion, der - navnlig hos de unge - vender sig imod, at den gamle kolonimagt fortsat holder nogle lande i området fuldstændig under sin kontrol, som det er tilfældet i den Centralafrikanske Republik."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu