Læsetid: 6 min.

Algeriets endeløse helvede

11. januar 1997

Fem års magtkamp mellem militæret og den islamiske opposition har ikke bragt en politisk løsning nærmere i Algeriet

For hver gang en bilbombe sprænger uskyldige forbipasserede i luften i Algier. For hver gang en familie massakreres i en landsby. For hver gang en gruppe unge dømmes til døden for "terrorisme". For hver gang en mistænkt islamist skydes ned af sikkerhedsstyrkernes hætteklædte ninja'er, for hver gang en guerillabase bombes med napalm - rykker freden og den politiske dialog ét skridt længere væk.
Og frygten ét skridt nærmere.
Frygten for, hvor den næste uforudsigelige bombe sprænger, hvor den næste almindelige borger får halsen skåret over, og hvor den næste skolepige voldtaget, gennemsyrer dagens Algeriet.
Ikke mindst efter denne uges bombekampagne, der har kostet mindt tyve livet og såret langt over 100.
De almindelige algeriere: lærere, mekanikerne, gadefejerne, bankfunktionærerne, er gidsler i opgøret mellem militæret og den islamiske opposition.
En magtkamp, som trods fem års blodsudgydelse og et sted mellem 60.000 og 80.000 dræbte - heraf i tusindvis af civile - langt fra er slut.
Tværtimod tyder alt på, at den tilsynelandende endeløse voldsspiral vil få endnu et makabert vrid i løbet af de kommende måneder, hvor militærstyrets topfigur, den tidligere general og nuværende præsident Liamine Zeroual, agter at gennemføre et parlamentsvalg, som allerede på forhånd må betegnes som dybt udemokratisk.

Dét, der kæmpes om, er hvem, der skal have magten i Algeriet.
Siden uafhængigheden fra franskmændene i 1962 har militæret - det vil sige den militære del af den oprindelige modstandsbevægelse FLN, Front de Libération Nationale - været landets reelle magthaver.
Frontens redskab var indtil 1988 et strikt étpartisystem, som i bedste østeuropæiske stil indførte en statsstyret økonomi og undertrykte al politisk modstand.
Folkelige uroligheder og brødopstande i slutningen af firserne tvang imidlertid FLN til demokratiske reformer, og ved årsskiftet 1991-92 var algiererne parat til at stemme ved landest første fire valg.
Efter første valgrunde stod det imidlertid klart, at demokrati i Algeriet var lig med et politisk magtskifte fra FLN til den populære oppositionsbevægelse Front Islamique du Salut, FIS.
Officielt var det udsigten til oprettelsen af en "udemokratisk" islamisk republik i Algeriet, der efterfølgende fik militæret til at gribe roret og aflyse valget.
Men den relle årsag til kuppet var udsigten til at miste de privilegier, som tredive års totalt magtmonopol havde sikret alle i toppen af systemet.

I hvert fald har disse "demokratiske" generaler og deres tilhængere i statsaministrationen vist sig at have meget lidt forståelse for, hvad demokrati vil sige.
Valget i 1991 har de naturligvis nægtet at godkende, Frelserfronten er stadig forbudt, og en ny valglov, som blev godkendt ved en folkeafstemning i november, forbyder alle partier baseret på etniske eller religiøse ideer at stille op.
Dertil kommer, at det nye parlament, som algerierne skal stemme til - sandsynligvis i juni måned - er sammensat på en måde, som til hver en tid giver præsidenten en de facto veto-ret over alle beslutninger.
Det sker via oprettelsen af et nyt Overhus, der skal godkende alle love med tre fjerdedeles flertal. Et flertal som ikke kan skaffes til veje - med mindre den tredjedel af Overhusets medlemmer, som præsidenten personligt udpeger, stemmer for.

Hvor mange partier, som trods diverse begrænsninger alligevel vil stille op til valget, er i øjebliket uklart.
Dels kræver den nye valglov, at alle partier afholder en ny stiftende kongres med repræsentation fra mindst 25 af landets 48 provinser - inden de overhovedet kan få lov at beskæftige sig med politisk aktivitet. Og dels forbyder den alle partier, hvis officielle leder ikke befinder sig i Algeriet, at stille op.
Forbudet mod etniske partier vil sandsynligvis udelukke de to berberiske partier Rassemblemt pour La Culture et la Democracie, RCD, og Mouvement Culturel Amazigh, MCA.
Forbudet mod religisøe partier vil med sikkerhed udelukke FIS, og - hvis det passer regeringen - også de to religiøse småpartier Hamas og En-Nahda (Renæssance).
Forbudet mod partier, hvis ledere befinder sig udlandet, vil udelukke såvel Front des Forces Socialistes, FFS, og Mouvement pour la Democracie, MD, som ledes af tidligere præsident Ahmed Ben Bella.
Og endelig vil kravet om repræsentation i over halvdelen af provinserne gøre det af med adskillige af de mindre partier.
Tilbage står så stort set kun FLN. Og hvis den situation har en vis lighed med fortidens étpartisystem, er det ikke helt forkert. Især ikke, når man tager i betragtning, at FLN - der i forbindelse med valget i 1991 skiftede politik til fordel for demokrati i vestlig forstand - i sommers blev kuppet indefra af én af militærstyret trofaste folk.
Hvad den menige algerier egentlig ønsker, er uhyre svært at vide.
Troværdige meningsmålinger er nemlig ikke noget, som eksisterer i Algeriet anno 1997.
Tager man valgresultatet i 1991 som udgangspunkt, ønsker et flertal et islamisk alternativ til FLN, men det er langt fra sikkert, at det stadig forholder sig sådan.
Islamisternes blodige guerillakrig har fået mange - ja, måske endog de fleste, til at miste tilliden til et islamisk alternativ, og dels var mange af Frelserfrontens oprindelige stemmer uden tvivl rene proteststemmer, som i dag vil gå til andre partier.
Tager man november måneds folkeafstemning om den nye valglov som termometer, synes de fleste algerierne at betragte en stærk mand - det vil sige general Zeroual og hans nådesløse sikkerhedsstyrker - at være den eneste udvej.
Men om det virkelig forholder sig sådan, er uvist, eftersom stemmeoptællingen blev foretaget af Zerouals egne folk uden nogen form for uafhængig kontrol.
Og sætter man sin lid til internationale analyseinistitutter såsom Economist Intelligence Unit, EIU, i London, ser det ud til, at omkring 30-35 procent af vælgerne vil stemme på de tre Zeroual-venlige partier FLN, Hamas og En-Nahda, mens omkring 25 procent vil stemme på socialisterne i FFS, hvis de altså opstiller.
Faktisk er EIU så optimistisk, at instituttet betegner Zerouals valgplaner som "det hidtil bedste forsøg" på at løse den algeriske krise.

Alle iagttagere er imidlertid enige om, at der ikke findes nogen nemme løsninger.
Og i hvert fald ingen, som det er muligt med sikkerhed at forudse konsekvenserne af.
Zerouals valg løser i sig selv intet. Det er analytikerne også enige om. Først og fremmest fordi det ikke kan standse volden.
Selv om det i perioder er lykkedes militæret at tilbageerobre kontrollen med størstedelen af det vidtstrakte land, er det ikke på noget tidspunkt de seneste fem år lykkedes at standse hverken bombeattentaterne, angrebene på militærbaser eller drabene på civile tilhængere af militærstyret.
Og sådan vil det formentlig også være fremover.
Trods intern splittelse blandt de islamiske grupper kan de åbenbart stadig finde tilstrækkeligt mange unge mænd, som er villige til at betale med deres liv for drømmen om et islamisk tusindårsrige.
Valget vil naturligvis øge Zerouals facade af legitimitet, men det gør ham ikke til demokrat. Desværre er størstedelen af det internationale samfund parat til at lade, som om han er det alligevel - af frygt for hvad alternativet vil være.
Og dét er i øjeblikket endnu et spørgsmål, som er næsten umuligt at besvare.
Vil en genindførelse af demokratiet stadig føre til oprettelsen at en islamisk republik, eller har befolkningen fået nok af drømmeriger og absolutte idealer?
Det kan kun et frit og demokratisk valg afgøre.
Men selv denne menneskeret er i øjeblikket en uopnåelig utopi for de 25 millioner indbyggere, som prøver at redde sig igennem morgendagen i Frygtens Republik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu