Læsetid: 6 min.

Amagerbunkeren og Stærevolièren

21. januar 1997

Show-discount eller store armsving i den nærmeste tids planlægning af vigtige offentlige byggerier

Der er monumentalplaner i luften denne uge. Påkrævede bygningsdele i million-milliardklassen, der fyger rundt som bolde i to simultane artistnumre - Det Kgl. Teaters udbygning på Kgs. Nytorv og Københavns Universitets udvidelse på Amager.
På fredag offentliggøres første del af arkitektkonkurrencen om KUA's fremtid. Ti projekter er valgt ud til videre bearbejdning. Men hvad de hver især stiller op med Universitetets Amagerklodser ved foreløbig kun dommerne i bedømmelsesskomiteen. Og i disse dage indkredses så på Københavns Rådhus og Christiansborg den kommende, endelige strategi for skuespillets tarv i kongeligt regi.
På et møde i fredags mellem Københavns overborgmester Jens Kramer Mikkelsen og kulturminister Ebbe Lundgaard slog den nye mand i regeringen fast, at en alternativ placering af et nyt skuespilhus ikke kan komme på tale - sådan som det har været foreslået og hidtil nærmest forudsat i både Københavns bystyre og den almindelige offentlige og politiske debat. I alt fald ikke i "en overskuelig fremtid" og ikke uden at processen i Folketinget må "starte helt forfra".
Boldene har flere gange været spillet frem og tilbage mellem Kulturministeriet og Borgerrepræsentationen, efter at det for få uger siden kom frem, at der ikke synes at være kommunalt flertal til at vedtage de nødvendige ændringer i Stærekasseområdets lokalplan. Hvorefter det i nogen tid lå i luften, at de 700 mio. kr. givetvis kunne bruges på et skuespilhus et andet sted i hovedstaden, hvis de folkevalgte ikke kunne samle sig om Sverre Fehns projekt ved Kgs. Nytorv.

Det står nu åbenbart, efter kulturministerens faglige og politiske sonderinger fast, at det kan pengene ikke. De er bundet til stedet og til den flere år lange procedure, som for snart et år siden og efter EU's tjenesteydelsesregler resulterede i arkitektkonkurrencen og den præmierede, meget diskuterede volière omkring Stærekassen og det nye høje skuespilhus bag ved.
Så hvis ikke pengene kan bruges dér, vil der angiveligt nemt kunne gå både femten og tyve år, før en ny placering kan udskrives i konkurrence.
Derfor kan et nyt dilemma blive, at f. eks. Venstre - som hidtil har været tungen på vægtskålen i den sensible balanceakt om kravene til lokalplanen og ændringerne i Gammelholm-kvarteret - vil foreslå væsentlige modifikationer af projektet for at kunne gå ind for det på stedet, hvor det er tegnet.
Den faldgrube har vi her i avisen - belært af mange års triste danske erfaringer - set som en risiko lige fra starten.
Efter den første begejstring for det overraskende vinderprojekt stod det klarere og klarere for mange, inklusive Deres ærbødige, at det ønskede teatervolumen fylder for meget i bydelen - også fraset den rundetårnshøje glasarkade, som egentlig ikke fylder mere end Tordenskjoldsgade, men til gengæld synes at ville blive ensbetydende med en afskæring af hele kvarteret fra Kgs. Nytorv.

Derfor har det endog på lederplads her i dagbladet været fremført, at konkurrencen åbenbart er udskrevet på for kortsigtet grundlag - men at der ikke må skæres, hugges eller files i Sverre Fehns helhed, hvis man vil fastholde beliggenheden på stedet.
For hvad kunne man ikke finde på, hvis der skal modificeres? Man kunne f. eks. finde på at foreslå det nye skuespilhus gravet en etage eller to ned for at sænke taghøjden mod Nyhavn. Eller af hensyn til den fredede Stærekasse og gadesammenhængen foreslå glasarkaden raderet helt ud af sammenhængen. For sådan set udfylder den ingen livsvigtige overdækningsfunktioner, der ikke kan klares med individuelle paraplyer. Men den giver givetvis funktionelle problemer for ind-og udkørsel af kulisser.

Alligevel kommer Sverre Fehns helhedsgreb ind i billedet som en vigtig oplevelsesfaktor for sammenhængen: Den rumlige sammenhæng mellem Kgs. Nytorv og både den helt nye scene og de to eksisterende. Og den stimulerende opstigning fra det overdækkede byrum til nye foyer'er.
Derfor vil det være ufestligt at sænke fundamentet for det nye skuespilhus i Fehns udkast. Og derfor vil det efter alt at dømme være nedslående bare at skulle gå gennem en glasdør ind fra gaden uden glasoverdækning ligesom alle mulige andre steder i København - Magasin, Scala, Folketeatret eller Hennes & Mauritz.
Derfor vil parolen her fra sidelinien fortsat være: Byggeopgaven er fra starten forkert stillet. Men hvis der skal bygges til på Kgs. Nytorv, så skal det efter alt passeret være som foreslået af Sverre Fehn.
Fehns greb var netop at give teatrets bestyrelse den glasarkade, man så brændende ønskede sig, men her i storslået respekt for Stærekassen.
Gadeoverdækningen var ikke ultimativt forlangt i konkurrenceprogrammet, men det stod de fleste konkurrerende klart, at muligheden for glastag ikke var et arkitektonisk tilbud, man skulle afstå fra at benytte, hvis man ønskede at komme i betragtning under bedømmelsen.
(At det så allerede i perioden før konkurrencen - under forberedelserne af konkurrenceprogrammet, hvor udvidelsesmulighederne blev drøftet mellem Akademirådet, Kulturministeriet og Det Kgl. Teater - stod de implicerede klart, at rammerne på stedet var for snævre til alle de ønskede kubikmeter, er nu en delikat forglemmelse!)
Derefter kom så konkurrencens resultat på bordet, og da meget efterhånden taler for at agere anderledes end planlagt føler den involverede kulturminister som bygherre sig foranlediget til at præcisere beslutningsgrundlaget - og altså ikke diskutere helt andre placeringsmuligheder for den femogtyveøre. Det kan han formentlig heller ikke uden videre, af hensyn til EUs konkurrenceregler.

Og her er det så yderligere, det bliver vigtigt ikke at ryste på hånden, hvis det bliver besluttet, at der skal projekteres: Den skitserede helhed skal i så fald bevares som storladent udspil på tværs af alle mulige forbehold. Både af hensyn til konkurrencereglerne om det substantielle i forslaget. Og for ikke at nedskrive behovet for et skuespilhus til en foreløbig løsning. Ellers ender det ligesom i sin tid med KUA-discounten på Amager.
Dengang blev det humanistiske fakultet flyttet fra Københavns Universitet til filialen for enden af Amager Fælled. Interimistisk - som det hed. Det betød, at logiet kun skulle vare et par år, indtil der var fundet en mere permanent løsning på allokationerne. Defor skulle bygningerne også projekteres, så de - når studenterene havde fået mere behagelige omgivelser - kunne anvendes til alle mulige andre formål. Autoværksteder f. eks. Eller supermarkeder og lagerrum.
Universitetsforholdene blev imidlertid aldrig ændret. Derfor er der stadigvæk så uhyggeligt på Københavns Universitet Amager - nu femogtyve år efter. Og derefter blev der for få måneder siden udskrevet arkitektkonkurrence om, hvad man skal stille op med betonbunkerne, nu KUA er blevet permanent og ligefrem skal udbygges på stedet.
Skal de rives helt ned? Eller delvis? Og hvordan skal udbygningen af institutionen se ud - i sammenhæng eller modstrid med de eksisterende solide, men triste byggeklodser?

Første del af konkurrencen er åben, og resultatet offentliggøres nu på fredag. Ti projekter er valgt ud, men præsenteres anonymt, fordi de ti firmaer skal konkurrere videre på mere præcist grundlag.
Der har tidligere, af et enkelt bestilt firma, været givet bud på en principløsning for, hvordan der kunne bygges om på de mørke og dybe arealer. Men enden blev alligevel en åben konkurence, som nu er bedømt og venter på første publicering og offentlige diskussion.
Sådan set er det utroligt, at betonsystemet fra dengang er så solidt og fleksibelt tænkt, på godt og ondt - at det kan bygges om og stables på en anden måde. Og spændende at se, hvad de konkurrerende har fået ud af omstændighederne i toppen af Fælleden og den planlagte Ørestad.
Længere sydpå i Ø-slipset blev for kort tid siden valgt et tysk projekt til det nye Rigsarkiv. Under stor tumult, fordi arkitekterne i dommerkomiteen ville noget andet end bygherren.
Det alterntive danske projekt var efter nogens mening for risikablet, arkivklimatisk. Og for højt i omgivelserne.
Det sidste argument kan sammen med diskussionerne om Sverre Fehns høje glasarkade få én til at mindes, hvad den engelske arkitekt Richard Rodgers engang svarede, da Information spurgte ham, om han da ikke selv kunne se, at hans store Lloyds kontorhus er for højt i forhold til de andre bygninger langs Themsen:
"Man siger da heller ikke om en smuk cirkusprinsesse, at hun er to tommer for lang!"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu