Læsetid: 6 min.

'Ersbøll-sagen' skyldes indenrigspolitiske hensyn

24. januar 1997

Er Danmarks EU-forhandlere, Ersbøll, Helveg og Nyrup overhovedet uenige - og
i givet fald om hvad?

Stor uenighed i den danske delegation af EU-diplomater og politikere, der er involveret i forhandlingerne om den næste EU-traktat. Det indtryk må enhver avislæsende dansker få, efter at have set overskrifterne i de danske aviser den forgangne uge.
Berlingske Tidende kunne levere overskrifter som "EU-topforhandler faldet i unåde" og "Ersbøll: EU-reform er ikke vigtig." Jyllands-Posten var leveringsdygtig med overskriften om, at "Nyrup og Helveg underkender chefforhandler" og sådan kunne listen fortsættes.
Årsagen til hele affæren er en lang snak, som den danske chef-forhandler, ambassadør Niels Ersbøll havde i mandags med danske journalister i Bruxelles i forbindelse med EU's udenrigsministerrådsmøde.
Kort fortalt var et af Niels Ersbølls budskaber under denne samtale, at det er misvisende, når der i offentligheden gives indtryk af, at den kommende udvidelse af EU med nye medlemslande fra Central- og Østeuropa står og falder med udfaldet af de nuværende forhandlinger om en ny EU-traktat.
Det blev i medie-udgaven til, at Ersbøll ikke mener, udfaldet af regeringskonferencen overhovedet har betydning for den kommende udvidelse. Og både udenrigsminister Niels Helveg Petersen og statsminister Poul Nyrup Rasmussen reagerede i Danmark med klare udmeldinger om, at de var uenige i den vurdering.
Det er Ersbøll formentlig også, og dermed kan man spørge sig selv, hvorfor der overhovedet opstår sådan nogle historier, som har præget denne uges EU-dækning i pressen.

Forklaringen ligger i høj grad i det fænomen, som Øjvind Hesselsager i en hel anden sammenhæng har været i gang med at afdække her i bladet de seneste dage. Nemlig mediernes tendens til at lave såkaldte "ja-nej" historier, hvor virkeligheden skal opstilles som sort eller hvid for at tage hensyn til læsere og seere, der helst skal have verdens-situationen skåret ud i pap.
Den komplicerede verden, når det gælder forholdet mellem de nuværende traktat-forhandlinger og deres forbindelse til den kommende udvidelse af Den Europæiske Union, er, at der er en sammenhæng mellem disse to begivenheder. Men det er op til EU's medlemslande at afgøre, hvor tæt denne sammenhæng er. Der er altså ikke tale om nogen videnskabelig eller matematisk sandhed, der kan bruges til at måle, om det er statsministeren eller chefforhandleren, der har mest ret. Det afhænger nemlig af den politik, som EU-landene i fællesskab beslutter sig for.
Der er bred enighed blandt EU's medlemslande om, at det er nødvendigt at ændre på samarbejdets karakter, hvis det også skal kunne fungere, når der er 26 medlemmer i Unionen mod de nuværende 15 medlemmer. Denne enighed fremgår blandt andet af forskellige erklæringer fra EU-topmøder, vedtaget af EU's stats- og regeringschefer. Senest på topmødet i Dublin blev det slået fast, at traktat-forhandlingerne skal afsluttes, før forhandlingerne om optagelse af nye medlemslande kan begynde. Det blev også fastslået, at traktat-forhandlingerne skal afsluttes med et "tilfredsstillende resultat."
Poul Nyrup Rasmussen og hans EU-kolleger har dog ikke præciseret, hvad et tilfredsstillende resultat er, og alene derfor er det umuligt at sige, om eksempelvis indholdet i det traktat-udkast, der blev præsenteret i december, vurderes som værende tilfredsstillende, hvis ellers de 15 medlemslande kunne enes om dets indhold.
En anden årsag til, at det er umuligt at sige præcist, hvor afgørende traktat-forhandlingerne er for planerne om at udvide EU, er det simple faktum, at ingen med sikkerhed ved, hvor omfattende den kommende EU-udvidelse bliver. Og hvor hurtigt den kommer til at foregå. Dette afgøres igen først og fremmest af de nuværende 15 EU-landes politiske vilje til at optage nye medlemslande.

Lidt banaliseret kan man sige, at de nuværende traktat-forhandlinger handler om at få ændret på EU, sådan at Unionen er i stand til at fungere effektivt i sin beslutningstagning, når der er optaget nye medlemslande. Men det er ikke den eneste forudsætning, der skal opfyldes for at udvidelsen kan realiseres.
En anden forudsætning, der er mindst lige så vigtig, er noget, der er helt udenfor EU-landenes kontrol. Ansøgerlande som Polen, Tjekkiet og Ungarn skal nemlig også udføre et stort stykke hjemmearbejde, for at man kan sige, at forudsætningerne for en udvidelse af EU er til stede. Ansøgerlandene får næppe problemer med at håndtere de nye arbejdsområder, som den næste EU-traktat vil tilføre EU-samarbejdet. Deres problemer ligger derimod i at klare betingelserne for at blive optaget i det EU, der kendes allerede i dag.
Problemerne med at gøre Polen klar til at overholde alle EU's regler for det indre marked, arbejdet med at få Tjekkiet indrettet sådan, at landet er i stand til at opfylde de miljøregler, som EU allerede har vedtaget. Ungarns problemer med at få indrettet den nationale lovgivning, så den er i overensstemmelse med EU's konkurrence-regler og så videre.
Det er altså også en forudsætning for EU's kommende udvidelse, at medlemslandene er villige til at hjælpe østeuropæerne med at få deres nationale love bragt i overensstemmelse med EU's regler, og det er en forudsætning, at der i EU er en politisk vilje til at hjælpe ansøgerlandene ved at give dem fleksible overgansordninger på de områder, hvor der er store problemer. Ellers bliver udvidelsen ikke til noget.
En tredie forudsætning for udvidelsen af EU er en reform af hele EU's budget. Der er tale om en reform, der kommer til at omfatte tre områder. Dels skal EU's landbrugspolitik ændres, det samme skal EU's struktur- og regionalpolitik og endelig skal der ændres på den måde, som EU finansierer sine udgifter på.

Det er velkendt, at det ville koste EU en formue, hvis den nuværende landbrugspolitik også skulle omfatte de nye medlemslande fra Central- og Østeuropa. Men igen kan forudsætningerne, om at reform er nødvendig, ikke opstilles entydigt. Hvis man forestiller sig, at EU i første omgang bare optog Tjekkiet, Ungarn, Slovenien og Cypern som nye medlemmer, ville en reform af landbrugspolitikken ikke være så påtrængende. Men i det øjeblik Polen også er med i den første gruppe af nye medlemslande, bliver en reform af landbrugspolitikken uundgåelig, hvis ikke udgifterne for et EU-medlemskab skulle stige drastisk for de nuværende medlemslande.
På samme måde kan man sige, at hvis EU kun skal optage en lille håndfuld nye medlemslande, kan de nuværende traktat-forhandlinger ende med mindre justeringer i EU-samarbejdet, og Unionen vil alligevel kunne fungere efter en sådan udvidelse. Men skal Unionen allerede nu forberede sig på 26 medlemslande, er der behov for mere grundlæggende ændringer.
Derfor har Niels Ersbøll ret, når han siger, at den kommende udvidelse hverken står eller falder med resultatet af de nuværende traktat-forhandlinger. Omvendt har statsministeren også ret i, at et tilfredsstillende resultat i traktat-forhandlingerne er en forudsætning for den kommende udvidelse.
Det utrolige ved hele affæren er, at både Ersbøll, Helveg og Nyrup alle er fuldt ud bekendte med den lange række af forudsætninger, der er opstillet her i artiklen. Når så Ersbølls kommentarer og mediernes udlægning af hele sagen alligevel fører til en snerpet kommentar fra statsministeren og en telefon-samtale mellem ambassadøren og Helveg, skyldes det først og fremmest hensynet til den indenrigspolitiske EU-debat.
Berlingske Tidende peger i en artikel om sagen på, at Ersbøll med sine udtalelser "lagde en bombe under" regeringens strategi. Denne strategi går kort fortalt ud på at argumentere for, at danskerne skal stemme ja ved den næste folkeafstemning for ikke at blokere for en udvidelse af EU.
Men igen er verdensbilledet mere kompliceret. Det er nok sandsynligt, at EU-landene i hvert tilfælde midlertidigt vil lægge udvidelses-planerne på is, hvis danskerne stemmer nej igen. Alene af den årsag at det så først er nødvendigt at løse de problemer, som et dansk nej indebærer. Derfor er et dansk ja altså en af forudsætningerne for, at EU kan starte udvidelses-forhandlingerne som planlagt. En anden forudsætning er ratifikation af den næste EU-traktat i alle de øvrige EU-lande.
Der kan opstilles utallige forudsætninger for den kommende udvidelse af EU mod øst. Og når en forudsætning ændres, forandres andre samtidig. Men til syvende og sidst afhæger alt af den til enhver tid eksisterende politiske vilje i EU's medlemslande til at optage nye medlemslande. Teoretisk set forhindrer kun en ting EU i at optage 20 nye medlemslande i morgen og det er den velbegrundede manglende politiske vilje.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu