Læsetid: 6 min.

Det europæiske Dakar-rally ruller

22. januar 1997

Frankrig og Tyskland stiller sig igen i spidsen for arbejdet med at udbygge EU-samarbejdet. Folketinget kan se frem til, at fortidens form for EU-debat forsvinder

Der var ganske meget showbiz over hele seancen, da den tyske udenrigsminister, Klaus Kinkel, sammen med sin franske kollega, Hervé de Charette, mandag kom stormende ind i ministerrådets bygning i Bruxelles. I stedet for at gå direkte op til det møde, som de øvrige EU-udenrigsministre allerede var i gang med, gik Kinkel og de Charette ned i pressesalen og afholdt et timelangt pressemøde med èt eneste budskab:
Frankrig og Tyskland står sammen om at presse på for konstant at få udbygget EU-samarbejdet.
Den franske udenrigsminister gik endda så vidt, at han karakteriserede det veletablerede fransk-tyske samarbejde som motoren i det europæiske Dakar-rally.
Alle EU-iagttagere ved, at når Frankrig og Tyskland slår sig sammen og præsenterer fælles udspil i forhandlinger om den fremtidige indretning af EU-samarbejdet, er der tale om udspil, der får stor betydning for forhandlingerne.
For udenforstående kan det let se ud, som om disse to store lande dominerer EU-samarbejdet. Men nøglen til deres succes består i, at det store flertal af Unionens 15 medlemslande ofte er villige til at gå endnu længere end især Frankrig. Og derfor har disse lande sjældent problemer med at tilslutte sig et fransk-tysk udspil, som i hvert fald anses for at være et nyt skridt på vejen mod et udbygget EU-samarbejde.

Den rolle, som Frankrig og Tyskland spiller som lokomotivet, der konstant trækker de øvrige lande hen imod et mere udbygget EU-samarbejde, har altid været stor.
Den nuværende forhandling om en ny EU-traktat er især beregnet på at gøre Unionen i stand til at optage nye medlemslande. Når EU vokser fra 15 til måske 19 lande i begyndelsen af det næste årti, skulle man umiddelbart tro, at den fransk-tyske rolle som motor for en videre udvikling af EU-samarbejdet ville formindskes.
Men efterhånden som forhandlingerne om den næste EU-traktat skrider fremad, ser det nærmere ud til, at det modsatte bliver resultatet.
Årsagen til dette ligger i begrebet "fleksibilitet," der i den offentlige debat oftere bliver misforstået end forstået.
De nuværende traktat-forhandlinger er omgivet af de sædvanlige støjsignaler, der ofte gør det svært at gennemskue, hvad der faktisk foregår i selve forhandlingerne, og især omkring begrebet fleksibilitet er der meget støj på linien.
I nogle lande og af nogle politikere præsenteres begrebet som en ny mulighed for, at hvert enkelt EU-land selv kan vælge og vrage, hvilke dele af EU-samarbejdet, landet skal deltage i. Det er forkert.
EU-veteranen Jens-Peter Bonde fra JuniBevægelsen hører til dem, der mest præcist rammer en klar definition af begrebet fleksibilitet i en pressemeddelelse, som han udsendte som kommentar til mandagens diskussion om emnet.

"Fleksibilitet dækker over begreberne forstærket samarbejde
og forstærket integration. Meningen er ikke at give mere frihed for medlemslandene i EU og de nye ansøgerlande. Meningen er derimod at fjerne kritiske EU-landes vetoret i Ministerrådet mod mere integration," skriver Jens-Peter Bonde.
Han peger samtidig på, at begrebet fleksibilitet vil blive brugt til en udbygning af EU-samarbejdet "på netop de områder, hvor Danmark har sine undtagelser." Nemlig et udvidet samarbejde på forsvarsområdet og et udbygget politisamarbejde.
Årsagen til, at der er opstået så stor forvirring om begrebet fleksibilitet skyldes især, at mange EU-debatører har haft travlt med at præsentere begrebet fleksibilitet som løsningen. Uden at de klart har defineret, hvilke problemer begrebet fleksibilitet skal løse.
Fleksibilitet er ikke et begreb, der er introduceret for at gøre det lettere for EU at klare optagelsen af nye medlemslande. Diskussionerne mandag viste klart, at alle EU-landene er enige om, at nye medlemslande skal deltage fuldt ud i hele det EU-samarbejde, der eksisterer i dag. Nye medlemslande fra Central- og Østeuropa skal også deltage fuldt ud i de eventuelle udbygninger af EU-samarbejdet, som den næste EU-traktat kommer til at indeholde.
Det vil sige fuldt medlemskab af det indre marked. Deltagelse i den økonomiske- og monetære union (ØMU) - når ellers den nationale økonomi tillader det. Fuld deltagelse i det nuværende samarbejde om en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, inklusive trekants-samarbejdet mellem EU, WEU og NATO. Samt fuld deltagelse i det nuværende og udbyggede samarbejde om politi, retsvæsen og udlændingepolitik. Det er et krav, der stilles til alle fra Estland til Rumænien.
Fleksibilitet er et begreb, der får betydning for fremtiden.
I dag skal alle EU's medlemslande være enige, hvis eksempelvis det eksisterende politisamarbejde om kampen mod narkohandel og international kriminalitet skal udbygges indenfor rammerne af EU. Når EU har 20 eller flere medlemslande bliver det naturligvis endnu sværere at enes om en gradvis udbygning af EU-samarbejdet. Derfor har Frankrig og Tyskland introduceret ideen om begrebet fleksibilitet.
Tanken er, at en mindre gruppe på eksempelvis to trediedele af EU's medlemslande skal kunne enes om at udbygge deres indbyrdes samarbejde på bestemte områder. De lande, der ikke ønsker at deltage, skal så kunne vælge at stå udenfor. De, der står udenfor, deltager stadig i hele det EU-samarbejde, som kendes i dag. Men behøver ikke at deltage i for eksempel et udvidet forsvarssamarbejde, der kunne omfatte fælles våbenindkøb.
Ved at indføre denne form for fleksibilitet i EU-samarbejde mister EU-skeptiske lande som Storbritannien eller Danmark deres mulighed for at forhindre øvrige EU-lande i at udbygge deres indbyrdes samarbejde. Betalingen for dette er, at euro-skeptikerne selv slipper for at skulle deltage i det udbyggede samarbejde.

I den danske indenrigspolitik vil begrebet fleksibilitet i fremtiden føre til en helt ny form for EU-debat. De to gange, EU-samarbejdet er blevet udbygget de seneste ti år, er det danske folk blevet præsenteret for en pakkeløsning. En samlet traktat, hvor der ikke var mulighed for vælge og vrage. Tilhængerne af traktaten har argumenteret med de mest let-sælgelige dele af traktat-pakken, mens modstanderne har fokuseret på det modsatte. Med begrebet fleksibilitet vil Folketinget i fremtiden skulle diskutere hver enkelt udvidelse af EU-samarbejdet, og der vil være en klar mulighed for at sige nej-tak, hvis flertallet i Folketinget ikke mener, at denne senest foreslåede udbygning er i Danmarks interesse.
For Frankrig og Tyskland har indførelsen af begrebet fleksibilitet også stor interesse. De ønsker at fortsætte deres rolle som motoren i det europæiske Dakar-rally.

I dag skal Frankrig og Tyskland samle alle EU's 15 medlemslande om deres initiativer til en udbygning af EU-samarbejdet. I fremtiden vil de kun skulle samle omkring to trediedel af Unionens medlemslande. Derfor vil begrebet fleksibilitet skabe fornyet dynamik i arbejdet med at øge den europæiske integration.
Netop derfor er der nogle EU-lande som især Storbritannien, der ønsker at hvert enkelt EU-land skal kunne forhindre, at mindre grupper af medlemslande udbygger deres samarbejde indenfor EU's ramme.
I dag holder Frankrig og Tyskland sig ofte tilbage med at foreslå nye udbygninger i samarbejdet, fordi de på forhånd opgiver at overvinde britisk modstand mod et sådant forslag. Men med indførelsen af begrebet fleksibilitet i traktaten vil briter eller danskere ikke længere kunne blokere, og derfor vil det være lettere for de integrations-ivrige lande i mellem- og sydeuropa at foreslå nye udbygninger af EU-samarbejdet.
Så vil euro-skeptiske lande som Danmark, Storbritannien og Sverige få muligheden for at gå med i denne udbygning af samarbejdet eller frivilligt vælge at spille i den europæiske 2. division.
Faren ved begrebet fleksibilitet er, at det nuværende EU-samarbejde langsomt går i opløsning, hvis EU splintres i mindre grupper, der samarbejder om forskellige områder.
Spanien frygter eksempelvis, at fleksibilitet vil blive brugt af ØMU-deltagerne til at lave et tættere økonomisk samarbejde på eksempelvis skatteområdet, som vil gøre det endnu sværere for de udenforstående lande at komme med i møntunionen.
Begrebet fleksibilitet er kommet for at blive. Der er ikke nøglen til optagelsen af nye medlemslande i EU. Men det er nøglen til, at det fransk-tyske eksprestog kan holde farten i den europæiske integration oppe.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu