Læsetid: 6 min.

Gigantisk fransk selvforståelse

18. januar 1997

Franske magt-ambitioner vinder ikke genklang. De fleste foretrækker at stå sig godt med verdens mægtigste magt - USA

Den kolde krig er ganske vist forbi, men der er stadig to giganter, der kæmper om magt og indflydelse i verden - USA og Frankrig... Det er næsten nødvendigt at placere sig i dette fordrejede perspektiv for at forstå en række begivenheder, der har markeret præsident Chiracs udenrigspolitik i 1996.
I NATO, FN, Mellemøsten, Afrika, Irak - over en bred front har der været sammenstød mellem USA og Frankrig i det forløbne år. Og opgøret fortsætter i 1997 på nogle områder, dog måske med en tendens til kompromis. De franske ambitioner er hidtil blevet proklameret med brask og bram som en direkte udfordring til USA, men er mundet ud i nederlag eller tilbagetog.
Tonen har været ualmindelig skarp, i visse tilfælde et godt stykke udenfor det normale diplomatiske register. Da Frankrig i april "blandede sig" i fredsprocessen i Mellemøsten ved at sende udenrigsminister Hervé de Charette afsted på en mæglingsmission, der dublerede USA's, var den amerikanske irritation åbenlys og blev udtrykt så groft, at det skabte et hadefuldt forhold mellem den franske udenrigsminister og hans amerikanske kollega, Warren Christopher.
I årets løb blev der lejlighedsvis udvekslet giftigheder, og en episode sidst på året satte prikken over i'et. Da NATO's generalsekretær holdt en afskedstale for Christopher i NATO-hovedkvarteret, forlod de Charette demonstrativt lokalet - hævder amerikanerne, men det er blevet dementeret af det franske udenrigsministerium. Det amerikanske udenrigsministeriums talsmand, Nicholas Burns, brød med diplomatisk skik og brug mellem de vestlige allierede, da han beskyldte den franske minister for "en utrolig opvisning i dårlig opførsel".

Den fransk-amerikanske strid i NATO kom som en overraskelse, efter at der i slutningen af 1995 var lagt op til en ny idyl med Chiracs beslutning om fransk genindtræden i alliancens integrerede militære system - næsten 30 år efter at de Gaulle havde trukket Frankrig ud af det. Chiracs formål var at kæmpe for en europæisk forsvarspolitik inden for NATO's rammer, og det viste sig snart, at han satsede direkte på en europæisk overtagelse af nogle af de vigtigste kommandoposter i NATO.
Midt på året lod han forstå, at en ny vægtfordeling var en betingelse for, at Frankrig ville fuldføre sin genindtræden. I centrum for konflikten stod det franske krav om, at posten som øverstkommanderende for Sydregionen med hovedkvarter i Napoli skulle overlades til en europæer (underforstået en franskmand, forlød det overalt, men Frankrig har siden dæmpet tonen og forsikret, at det aldrig havde været betingelsen).
USA sagde fra begyndelsen klart nej til det franske krav. Chefen for Sydregionen har altid været en amerikansk admiral, og USA agter ikke at give slip på denne post, der samtidig er kommandoen over USA's mægtige 6. Flåde i Middelhavet, af primær betydning i USAs internationale strategi.
Frankrig har siden erklæret, at man forstillede sig en adskillelse af funktionerne som øverstkommanderende for Sydregionen og USA's 6. Flåde Men bortset fra, at en sådan adskillelse er et brud med en hævdvunden tradition og måske praktisk uigennemførlig, havde den franske regering stillet sig i et uheldigt lys ved tilsyneladende at fremsætte et urealistisk krav, grænsende til det naive. Hvordan kunne franskmændene forestille sig, at USA's 6. Flåde skulle stilles under kommando af en fransk admiral, spurgte man overalt i alliancen.
Det lykkedes ikke at finde en løsning på striden på NATO's ministerrådsmøde i Bruxelles i december, og man satser nu på det næste halvårlige møde i Madrid i juli.

Der tales om forskellige kompromisformler, for eksempel en princiel aftale om europæisk overtagelse af postens NATO-funktioner, men udskydelse af den praktiske gennemførelse i nogle år.
Men stridens forløb har allerede vist svagheden i Chiracs diplomati, hvis overordnede mål er at kæmpe mod amerikansk "hegemoni" og skabe en europæisk modvægt, et modspil og en større europæisk selvstændighed i forhold til USA. På fransk hjemmebane kritiseres Chirac - både af traditionelle gaullister, af centrumpolitikere som ekspræsident Valéry Giscard d'Estaing og sågar af socialister - for at have ført Frankrig "tilbage i folden" i NATO, under USA's dominans, uden på forhånd at have sikret sig at kunne opnå de ændringer i retning af europæisk indflydelse og selvstændighed, han ønsker som modydelse.
Fra amerikansk side påpeger man til gengæld, at Chirac næppe er i stand til at stille krav, fordi han strengt taget "ikke har noget at sælge".
USA siger det ikke direkte og officielt, men amerikanske diplomatiske kilder gør opmærksom på, at USA ikke nødvendigvis betragter Frankrigs genindtræden i NATO's militære organisation som en gevinst - i betragtning af Frankrigs stridbare holdning over for USA og dets evne til at yppe kiv. Nogle amerikanske ledere er endog direkte modstandere af den franske genindtræden - således viceudenrigsminister for europæiske anliggender John Kornblum, der nu ventes udnævnt til USA's ambassadør i Bonn. Han har spillet en vigtig rolle i den fransk-amerikanske strid i 1996.
Kritikere af Chiracs udenrigspolitik gør opmærksom på, at han åbenlyst søger at genoplive de Gaulles politik, men at denne spillede på konkurrencen mellem to supermagter, USA og Sovjet. I dag er der kun èn supermagt, og det er derfor anakronistisk at ville efterligne de Gaulles udfordring til USA.

Hvis man under alle omstændigheder vil gå til kamp mod USA's overherredømme, gør man klogt i at have allierede. Men hvis der er et gennmemgående træk ved Chiracs udenrigspolitiske initiativer, er det, at Frankrig står alene - i nogle tilfælde fra begyndelsen, i alle tilfælde i den sidste ende, fordi praktisk talt ethvert land foretrækker at stå sig godt med USA, verdens mægtigste magt, hvis det skal vælge mellem Frankrig og USA.
Denne simple kendsgerning gælder hvad enten det drejer sig om franske udspil i Mellemøsten, i Afrika eller i NATO. Præferencen for USA er i sidste instans afgørende for alle - fra pariaen Irak til Frankrigs privilegerede partner Tyskland. I NATO støtter Bonn de franske krav - under fransk pres og uden entusiasme - men i London, Haag, Bruxelles, Rom, Madrid eller København leder man forgæves efter tilslutning til Frankrigs anti-amerikanske korstog.
Den "europæiske søjle" i NATO er en fransk ide, der kun giver begrænset genlyd i resten af Europa, og hvis den skal forstås som en udfordring til USA, en risiko for konflikt, melder man hus forbi. Hos de tidligere Warszawapagt-lande, der er kandidater til medlemskab i NATO, er ønsket om amerikansk lederskab endnu mere udtalt. Ved striden om Sydregionen er det et ironisk træk, at Italien og Spanien synes at foretrække en amerikansk øverstkommanderende frem for en fransk.

De franske nederlag er ikke gået ubemærket hen i den franske presse. Chirac kritiseres for en udenrigspolitik, der kendetegnes af store armsving og mangel på realisme, og han beskyldes for at tale, før han tænker.
Nogle af nederlagene kunne have været undgået, hvis Frankrig ved habilt og omhyggeligt diplomati havde skaffet sig allierede, plejet sine alliancer og sikret sig støtte. Andre kunne have været undgået, hvis man havde opgivet eller udskudt initiativer, der på forhånd var dømt til at mislykkes. Ofte synes den franske regering at starte en offensiv uden at være tilstrækkeligt underrettet om de faktiske forhold og de taktiske muligheder. Stormløbet mod NATO's Sydregion er således startet på et tidspunkt og på en måde, der helt ignorerer stemningen i Kongressen i Washington.
Ved siden af den mislykkede aktion i NATO hæfter man sig ved Frankrigs højt proklamerede, men forgæves kamp for forlængelse af Boutros-Ghalis mandat som FN-generalsekretær og det strandede forsøg på at få sendt en international styrke til regionen ved de Store Søer i Afrika.
I begge tilfælde var Frankrig i konfrontation med USA og led nederlag. I sidste tilfælde blev det franske initiativ mistænkt for at være et indirekte forsøg på at støtte det forhadte og korrupte Mobutu-regime i Zaire - og skadede således Frankrigs renomme.
I Mellemøsten har Chirac i 1996 slået kraftigt til lyd for europæisk medvirken i fredsprocessen og støttet palæstinenserne, men har kun opnået bifald i de arabiske lande - hvor Frankrig søger at varetage kommcercielle interesser. Det samme gælder Irak, hvor Frankrig ikke lægger skjul på sit ønske om forsoning med Saddam Hussein-regimet. Men overalt i regionen støder Frankrig dybest set på den samme reaktion - det er kun USA, der virkelig tæller, og det er USA, man på langt sigt ønsker forståelse med.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu