Læsetid: 6 min.

Gode argumenter for overflødigt kraftværk

25. januar 1997

Både forretnings- og miljømæssige argumenter for at bruge 1,3 milliarder på at give århusianerne et kraftvarmeværk, de egentlig ikke har brug for

Det er ikke underligt, at energi- og miljøminister Svend Auken tager sig god tid til at overveje, om han vil give sin tilladelse til, at elselskabet Midtkraft med penge fra ELSAM bygger et nyt mellemstort kraftvarmeværk på havnen i Århus.
På den ene side er der ingen tvivl om, at der slet ikke er brug for værket - Jylland og Fyn er i forvejen så rigeligt velforsynet med elektrisk kraft, at der ikke er behov for de 88 MegaWatt, det nye værk er tænkt at producere.
For kun lidt over et år siden skældte ELSAM selv i store annoncer ud over de mange nye lokale kraftvarmeværker, der var godt i færd med at sende alt for megen strøm ud i de vestdanske kabler.
Hvilket altså ikke forhindrer samme ELSAM i nu at presse på for at få lov at bygge Århusværket.
Ej heller er der risiko for, at århusianerne vil komme til at fryse deres tæer uden den varme, det påtænkte værk skal producere.
Ude på Studstrupværket nord for byen står to kun 12-13 år gamle blokke og producerer al den fjernvarme, Århus har brug for. Og det tilmed med miljørigtig rensning af røgen for svovl og kvælstofilter.
På den anden side er der en meget bred alliance, der presser på for at få Auken til at give den nødvendige tilladelse.
Presset kommer fra så usædvanlige partnere som de lokale SF'ere, ELSAM-toppen og østjyske socialdemokrater med Thorkild Simonsen i spidsen.
Deres politiske modstandere er i denne forbindelse de energipolitiske ordførere for R, S, og SF. De har alle tre med mere eller mindre hævet røst udtrykt svære betænkeligheder ved det fornuftige i at putte 1,3 milliarder (ettusindetrehundrede millioner, hvis nogen skulle være i tvivl) i sådan en stor delvis kulfyret sag midt inde i Århus, når der nu sådan set slet ikke er brug for den.
Midt imellem står Svend Auken, der endnu ikke har ytret hverken sym- eller antipati for nogen af parterne. Ministeren har hidtil kun lyttet, og det har været til Energistyrelsen, der har brugt usædvanlig lang tid - 16 måneder - på at behandle den drilske sag fra Århus.

Drilsk er sagen, fordi der trods det manglende behov faktisk godt kan argumenteres ædrueligt for det nye Århusværk. Og fordi ELSAM's stærkeste argument for at bygge værket er den biomasseplan, som et bredt politisk flertal selv har påtvunget elselskaberne.
Miljø-argumenterne er dels, at op til tre fjerdedele af brændslet skal være halm og træflis - hvilket regnes for vedvarende energi, da planterne i vækst optager lige så meget CO2, som de afgiver, når de bliver brændt.
Og dels er miljøfordelen, at det nye Århusværk vil gøre det muligt at køre med såkaldt lavtemperaturdrift i det århusianske fjernvarmesystem.
Selv om temperaturen i rørene sænkes til 70 grader, bliver der ikke nødvendigvis koldere i forbrugernes stuer. Men for hver grad, temperaturen sænkes, spares der 1,3 procent af energien på kraftvarmeværket. Hvis værkets turbiner vel at mærke er konstrueret til lavtemperaturdrift og altså kan udnytte den forholdsvis kolde damp i elproduktionen.
Studstrupværkets turbiner er konstrueret til, at dampen ved udgangen er over 100 grader varm. Hvilket gør det umuligt at score den fulde miljøgevinst på lavtemperaturdrift.
Beregninger fra Midtkraft viser, at hvis og når Århusværket en gang er bygget, kan Studstrupværket sætte sin produktion så meget ned, at det giver en besparelse på 42.000 tons kul pr. år. Da Århusværket selv skal bruge 7.000 tons pr. år, bliver den årlige nettobesparelse 35.000 tons.
Heraf skyldes de 15.000 tons fidusen med lavtemperaturdrift. De resterende 20.000 tons skyldes den delvise omlægning til biomasse-brændsel.
Inden den kære læser falder helt ned af stolen i benovelse over de mange sparede tons kul, er det dog værd at bemærke, at den samlede nettobesparelse på de 35.000 tons kun svarer til 2,5 procent af Studstrupværkets eget kulforbrug og til cirka 0,6 procent af ELSAM-værkernes samlede forbrug.

Men der er altså ingen tvivl om, at der vitterlig er en CO2-gevinst ved at opføre Århusværket. Dog er gevinsten trods alt så relativ beskeden, at den ikke i sig selv kan begrunde en seriøs plan om at bygge værket. I hvert fald ikke før Studstrup engang om 15-20 år alligevel vil være slidt ned.
Når Århusværket alligevel allerede nu er blevet en alvorlig sag for Auken og Folketingets energipolitikere, så hænger det sammen med ELSAM's langsigtede forretningsmæssige og teknologiske interesser. Samt formentlig med Århus Kommunale Værkers økonomiske ditto.
For at tage det sidste først, så vil de kommunale værker, der skal aftage varmen fra værket og distribuere den til forbrugerne, selvfølgelig spare på indkøbsprisen, når der på grund af lavtemperaturfordelen er brugt mindre energi på at fremstille varen. Og hvad der er sparet, er som bekendt tjent.
Desuden vil de kommunale værker uden et nyt Århusværk være nødt til at etablere et ekstra rørpar fra Studstrup til Århus Midtby. Ellers vil der ikke være tilstrækkelig sikkerhed for varmeforsyningen, hvis der sker uheld med de eksisterende rør. Den sikkerhed har der tidligere været i et nu nedrevet værk på Århus havn - det gamle Århusværk.
Et ekstra rørpar er en halvdyr fornøjelse. Over 300 millioner kroner. De penge sparer de kommunale værker, hvis Midtkraft med penge fra ELSAM bygger Århusværket. Til gengæld skal Århus Kommunale Værker via varmeprisen være med til at finansiere det nye værk.

Men det helt afgørende for ansøgningen til Auken er ELSAM's interesse i med Århusværket at slå to fluer med ét slag og udvikle en teknologi, der kan sikre organisationen med de store kraftværker en fortsat central placering på et fremtidigt elmarked, der vil være præget af både stigende liberalisering og stærkere miljøkrav fra såvel politikere som forbrugere.
Den ene af de to fluer er den biomasseplan, et solidt flertal i Folketinget vedtog i 1993.
Planen forpligter den danske elsektor til pr. år at brænde 1,2 millioner tons halm og 0,2 millioner tons træflis, i alt 1,4 millioner tons biomasse, fra år 2000.
Det er synd at sige, at elselskaberne har været gode til at leve op til planen. De er end ikke nået op på at brænde en halv million ton biomasse pr. år, nu tre år før dead-line.
Et nyt Århusværk vil med et årligt forbrug af 200.000 tons flis og 100.000 tons halm opfylde mere end en femtedel af politikernes krav. En pæn sjat.

Den anden flue, ELSAM vil slå på havnen i Århus, er udviklingen af en ny lovende kedeltype med såkaldt CFB-teknik.
CFB-teknikken ser ud til at kunne løse de tekniske problemer, der hidtil har været med afbrænding af halm.
Brændes halmen ved lav temperatur, får man kun en ringe udnyttelse af den potentielle brændværdi. Men sker forbrændingen ved høj temperatur på konventionelle kraftværker, udvikles der ved forbrændingen klor og andre stoffer, der hurtigt ødelægger anlægget.
I Grenaa byggede ELSAM for nogle år siden et lille decentralt kraftvarmeværk med CFB-teknik, der futter halm af. Det mellemstore Århusværk er tænkt som næste skridt i udviklingen af teknologien, inden CFB til sidst kan bruges til kombineret kul- og biomasseafbrænding på helt store værker i 400-500 MW størrelse.
Så store tekniske og kommercielle visioner er der i det planlagte værk, at EU's energiprogram THERMIE vil støtte byggeriet med 30 millioner kroner. Desuden vil to af Europas største elselskaber, Electricité de France og tyske VEAG, samarbejde med Midtkraft om at projektere og høste erfaringer fra værket.
Med andre ord har ELSAM udset Århusværket til at være det redskab, der på én gang kan imødekomme det politiske krav om at brænde biomasse og organisationens eget forretningsmæssige ønske om at udvikle en kraftværksteknologi, der vil være konkurrencedygtig de kommende årtier.
Men måske er CFB-teknik på store værker slet ikke den samfundsmæssigt og miljømæssigt smarteste måde at brænde halm og flis af på. Store værker kræver store investeringer, der låser strukturen fast for mange år, og som har det med at blokere for lokale og mere miljøvenlige løsninger. Og store værker kræver transport af biomasse over store afstande.
Sådanne politiske overvejelser er dog ikke et problem for ELSAM. Det er det derimod for Svend Auken. Ikke underligt, at ministeren har brug for god tid og mange drøftelser med partierne bag biomasseaftalen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu