Læsetid: 7 min.

Hårdt mod hårdt i den baskiske konflikt

28. januar 1997

Kan den spanske regering fortsat kan satse på at udrydde terrorismen alene ved politi-indsats, eller må regeringen åbne op for muligheden for at forhandle med med ETA?

I sidste uge foretog det franske politi endnu en af sine vellykkede aktioner mod den baskiske terroristorganisation ETA. Efter en kort biljagt på de små landeveje uden for Bordeaux stoppede politiet en grå Fiat Tipo med falske nummerplader. Bilens fører, den 39-årige José Luis Urrusolo Sistiaga, var godt klar over, hvad klokken havde slået.
"Godt gået," sagde han, da han blev trukket ud af bilen. "I har fanget et af de vigtigste ETA-medlemmer".
Urrusolo Sistiaga - også kendt som El Largo - har i 15 år været en af de mest eftersøgte ETA'ere. Han blev første gang identificeret i 1982 som medlem af den daværende comando Madrid. Siden har han ifølge det spanske indenrigsministerium været med til at begå 16 mord og to kidnapninger. De seneste par år har han boet med sin familie i en lille landsby i Sydfrankrig, hvor han af naboerne var kendt som en charmerende og venlig mand. Han deltog tit i skolearrangementer sammen med sin otteårige datter, og ingen tvivlede på hans identitet som økonom med analyseopgaver for det spanske finansministerium.

Men virkeligheden var en ganske anden. Fra sit franske landsted menes Urrusolo Sistiaga at have været ansvarlig for optræningen i brug af skydevåben og bomber. Samtidig har han sandsynligvis fungeret som koordinerende chef for den nuværende comando Madrid og omtales i det hele taget som terroristorganisationens numero 3, den tredjeøverst placerede.
Derfor er det heller ikke underligt, at de spanske medier og - især - de ansvarlige politikere i de seneste dage har udlagt arrestationen som "et hårdt slag mod ETA" og et "vigtigt skridt mod udryddelsen af terroristorganisationen".

Det siger sig selv, at en grundlæggende forudsætning for, at en terroristbande kan gennemføre sine attentater er, at organisationen er nogenlunde intakt, at de forskellige led fungerer, og at der i sidste ende er folk, der for deres politiske ideer er villige til dræbe uskyldige borgere. Ethvert brud på gruppens struktur - og især når det sker i toppen af den - kan direkte forhindre nye attentater og dermed redde menneskeliv.
Derudover har det flere gange vist sig, at en tur i kachotten og udsigt til at spendere resten af livet bag tremmer kan få selv en hårdkogte terrorist på bedre tanker. I hvert fald har en del tidligere og nu fængslede ETA-ledere om ikke angret deres synder så dog betvivlet den store forkromede mening i år efter år at dræbe mere eller mindre tilfældige mennesker. Det betyder ikke så meget for den pågældende terrorist, som alligevel sidder i fængsel, men det kan have en forebyggende virkning på de unge aspiranter, for hvem de fængslede ETA'ere er både martyrer og helte. Det samme kan selve arrestationen af et ledende medlem - det viser, som indenrigsminister Jaime Mayor Oreja sagde, "at alle terrorister før eller siden ender i fængsel".
Så igen: Der var al mulig grund til at fejre dette seneste resultat af samarbejdet mellem det spanske og det franske politi. Det var et vigtigt slag mod den terrorisme, der stadig er et af Spaniens allerstørste problemer.
Spørgsmålet er bare, om det er nok. Om den spanske regering fortsat kan satse på at udrydde terrorismen alene ved politi-indsats. Om den kan blive ved med at stille hårdt mod hårdt. Eller om den før eller senere selv må tage det første skridt og åbne op for muligheden for forhandlinger med ETA.

Ser man tilbage på ETA's historie, er den ikke kun fyldt med hundredevis af blodige attentater, men også med flere hundrede fængslinger og lejlighedsvise nedskydninger af ETA-medlemmer. Lige siden organisationens start i 1959 har den spanske stat - i de første mange år under Francos styre - forsøgt at komme den til livs via politiet og loven.
En overgang i midten af 1980'erne fik nogen inden for den daværende socialistregering tilmed den fikse idé at give ETA igen med egen medicin. I stedet for formelle anholdelser og langsommelige retsprocesser kunne man bare sende nogle pistolmænd ud og skyde terroristerne i nakken, sådan som de selv gjorde mod så mange andre. Det dertil oprettede antiterrorkorps GAL nåede at udrydde 28 ETA-medlemmer eller rettere sagt: formodede ETA-medlemmer, for researchen bag mordene var ikke altid lige grundig.
Nogle år senere, i 1992, opnåede politiet sin hidtil største succes i kampen mod ETA, da man i den sydfranske by Bidart fangede hele ETA's daværende ledelse på en gang. Det var den helt store triumf, og ingen var i tvivl: Nu var det slut. Organisationen var ramt i hjertet. Det endelig slag var vundet.
Det holdt ikke særlig længe. På mærkværdig vis fik ETA, som alle årene har været superprofessionelt organiseret, genopbygget sin infrastruktur, og pludselig var der igen nakkeskud og bombesprængninger. Og sådan har det været lige siden. Ikke som i de rigtigt blodige år i slutningen af 70'erne, umiddelbart efter demokratiets indførsel, hvor terroristernes attentater kostede over hundrede liv om året, men stadig med et gennemsnit på en halv snes drab om året. Det seneste var i forrige uge, og det næste kan komme i morgen.
Det er det ene problem. Et andet er de unge baskiske ETA-sympatisører, der har gjort gadevold med afbrænding af busser, telefonbokse m. m. til et fast ugentligt indslag i alle de større baskiske byer. Disse unge bliver flere og flere, deres metoder bliver mere og mere voldelige, og en stadig større del af dem finder vej til ETA's særlige ungdoms-terrorgrupper, de såkaldte comandos Y. Her har de rigtige kommandoer et bredt rekrutteringsgrundlag, og de unge er både mange nok og rabiate nok til, at man kan tage deres trusler alvorligt, når de siger, at "der vil være konflikt i årevis".
Men uanset hvor lange udsigter løsningen af den baskiske konflikt har, er den spanske regerings politik klar: Den forhandler ikke med terrorister. Punktum.
Den har ikke tænkt sig at give indrømmelser til en organisation, der myrder for at fremme sine politiske interesser, som finansierer sig selv gennem regulær pengeafpresning og mordtrusler, og som i øvrigt kun har et mindretal af den baskiske befolkning bag sig. Forståeligt nok, for hvor er man henne, hvis man i et demokratisk samfund giver indrømmelser til en flok voldsmænd?

Alligevel er det spørgsmålet, om den spanske regering i det lange løb kan blive ved nægte enhver form for dialog med ETA. Den baskiske sociolog Sabino
Ayestarán har beskrevet forholdet mellem den spanske stat og ETA som en magtkamp mellem den stærke og den svage, hvor den stærke - staten - "hele tiden tvinger den svage til at begå værre og værre handlinger".
Det er præcis, hvad der er sket med ETA. Den spanske stat har tilsyneladende aldrig overvejet, om ETA har bare en lille smule ret i noget af det, den siger.
Om det for eksempel er helt urimeligt at kræve en afstemning om selvstyre i en region, der historisk, kulturelt og sprogligt har sine klare særpræg. Man har kun fordømt terroristerne på grund af af deres metoder.Resultatet er, at der 30 år efter organisationens første drab stadig er jævnlige attentater.
Godt nok er ETA blevet svækket, og godt nok har organisationen mistet en stor del af den brede opbakning. Men terroristerne er samtidig blevet mere desperate, og det bliver de ikke mindre farlige af. De svarer igen, lige så snart de i stand til det.

Denne anspændte situation har Aznars regering netop nu en mulighed for om ikke at løse, så i hvert fald at opbløde. Endda uden at give alvorlige indrømmelser til terroristerne. Regeringen behøver blot at følge den del af den spanske lovgivning, som siger, at fængselsfanger skal afsone deres straf så tæt på deres hjem som muligt. Den regel gælder ikke for de mere end 500 fænglede ETA-medlemmer. Af hensyn til "nationens sikkerhed" sidder de spredt ud over hele landet, og kravet om at få dem bragt til fængsler i Baskerlandet er blevet mærkesag for ETA og dens legale ansigt, partiet Herri Batasuna. Ja, selv det konservative baskiske parti PNV har bedt regeringen om at begynde at overflytte baskiske fanger til fængler nærmere deres hjemsted. Det ville i udgangspunktet ikke kræve det store. Man kunne f. eks. starte med at hente fangene på de Canariske Øer og i det spanske Afrika til fastlandet.
Det ville tage et argument fra de voldelige nationalister. Og konkret ville det sandsynligvis betyde, at fængselsbetjenten Ortega Lara, der nu har været gidsel hos ETA i over et år, blev sat fri. I sig selv et resultat.
Men den spanske regering ser sagen stik modsat: Hvis Ortega Lara blev sat fri, ville "der være et håb om at opnå fred", som indenrigsminister Jaime Mayor Oreja har formuleret det. Så er man lige vidt. Det er stadig hårdt mod hårdt; hvis ingen tager det første skridt, forbliver konflikten låst, og så er det bare at vente på den næste arrestation og det næste attentat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu