Læsetid: 5 min.

Kim Young-sams demokratiske problem

14. januar 1997

Strejkerne og demonstrationerne i Sydkorea handler ikke kun om arbejdskamp. Præsidentens autoritære metoder og et umodent demokratisk system er med til at frustrere sydkoreanerne

De daglige demonstrationer fortsætter i Beograd og Sofia - og i Seoul. Selv om aktionerne foregår på hver deres side af jordkloden, i Europa og Østasien, har de det til fælles, at tusinder af mennesker hver dag går på gaderne i protest mod deres politiske ledere.
Mens demonstrationerne i Serbien og Bulgarien beskrives som borgernes kamp mod det gamle styre og dets efterkommere, har vestlige medier mest beskrevet demonstrationerne i Sydkorea som forkælede arbejderes kamp for at fastholde gamle privilegier og forsøg på at blokere for tiltrængte reformer på arbejdsmarkedet. Reformer, der er nødvendige, hvis Sydkorea fortsat skal kunne begå sig i den internationale konkurrence.
Det er muligvis sandt, at det, Sydkorea har oplevet i de seneste uger, er en arbejdskamp, der er en følge af den stigende globalisering af verdenshandelen. En globalisering, som det eksportorienterede Sydkorea må tilpasse sig, især med henblik på de nuværende økonomiske problemer, voksende handelsunderskud og fald i Sydkoreas økonomiske vækst.
Men det er kun den delvise forklaring på strejkerne og demonstrationerne i Sydkorea. Aktionerne i Seoul har også dybereliggende politiske årsager. Som i Beograd og Sofia viser demonstranterne i Seoul også her deres frustration over et politisk system, hvor magtudøvelsen skaber dybe skel mellem dem, der styrer og dem, der bliver styret.
I tilfældet Sydkorea bliver dette skel ekstra grotesk, når man tænker på, hvem det er, der leder landet. Præsident Kim Young-sam er ikke som kollegerne i Serbien eller Bulgarien repræsentant for det gamle styre - i Sydkoreas tilfælde civile og militære diktaturer - men derimod en tidligere systemkritiker, der i årtier kæmpede mod diktatorerne og i 1993 blev den første civile præsident uden militær baggrund.
Under Kim Young-sam har Sydkorea fortsat den gradvise udvikling mod demokrati, og han tiltrådte selv præsidentembedet som en reformvenlig leder, der ville slå ned på korruptionen og begrænse militærets politiske indflydelse. Hvilket han har gjort, og som i starten gjorde ham populær i befolkningen.

Siden hen er det gået jævnt ned ad bakke. Det seneste år har han forvandlet sig fra due til høg i forholdet til Nordkorea, så håbet om, at en civil præsident ville kunne forbedre forholdet til det betonkommunistiske Nord og måske føre til afspænding på den koreanske halvø, er smuldret. En løsning på genforeningsspørgsmålet og dermed en endelig afslutning på Den Kolde Krig synes ikke væsentligt nærmere efter fire år med Kim Young-sam ved roret.
Til det autoritære billede af Kim Young-sam hører også, at hans styre sidste år slog hårdt ned på demonstrerende studenter. Og nu senest kommer så den omstridte arbejdsmarkedslov, der dels giver arbejdsgiverne bedre muligheder for at fyre ansatte i modsætning til tidligere tiders livstidsansættelser, og dels udsætter lovliggørelsen af uafhængige fagforeninger til efter år 2000. En lov, der blev efterfulgt af arrestordrer på de fagforeningsledere, der står i spidsen for protestaktioner mod loven.
Som om ovenstående ikke var rigeligt, fik Kim Young-sam sammen med arbejdsmarkedsloven vedtaget en lov, der giver det nationale sikkerhedsbureau - det tidligere KCIA, som diktatorerne blandt andet brugte til at slå ned på fagforeningerne - ekstra beføjelser til jagten på nordkoreanske spioner og sympatisører. Beføjelser, som Kim selv i sin tid fratog sikkerhedsbureauet, og som oppositionen og fagforeningslederne nu frygter kan bruges mod dem også.
I dag råber demonstranterne i Seouls gader, at Kim skal træde tilbage, og militante fagforeningsledere siger ligeud, at præsidentens afgang nu er målet for aktionerne - der i øvrigt i dag og i morgen ventes at udvikle sig til en generalstrejke, der skal lamme det meste af Sydkorea.
Hvordan er det kommet så vidt for Sydkoreas første civile og folkevalgte præsident, at han må true med arrestationer og lade politiet sende tåregas mod landets borgere? Og hvorfor bruger han til en vis grad samme autoritære metoder som sine diktatoriske forgængere?

Forklaringen skal søges i Sydkoreas politiske system, der på papiret er demokratisk, men i realiteten er en ikke særlig veludviklet udgave af demokrati.
Selve forløbet omkring vedtagelsen af den omstridte arbejdsmarkedslov fortæller en del om netop det problem.
For at forhindre en afstemning om arbejdsmarkedsloven og det mindst lige så vigtige forslag om flere beføjelser til sikkerhedsbureauet blokerede oppositionspartierne i december for al adgang til parlamentsbygningen. Oppositionen vidste, at den ville tabe afstemningen og tyede derfor til udemokratiske midler for at forhindre den.
Men Kim Young-sam viste beslutsomt, at han også kender den slags metoder. Han indkaldte sit regeringsparti - og kun det - til et tophemmeligt møde i parlamentet den 26. december før daggry. Mødet var så hemmeligt, at medlemmerne havde fået besked på ikke at fortælle om det til nogen, hverken hustruer eller privatchauffører.
Resultatet af denne manøvre var, at både arbejdsmarkedsloven og sikkerhedsloven blev vedtaget i løbet af kun syv minutter. Kort efter startede demonstrationerne og strejkerne.

Kim Young-sams Sydkorea, og til en vis grad også begivenhederne i Serbien og Bulgarien, er eksempler på, hvor svært det kan være for et land at forsøge at indføre en demokratisk styreform i løbet af kort tid.
Det er forholdsvis let at skabe demokratiske institutioner, men langt sværere at skabe demokratiske processer og en demokratisk politisk kultur. Det er svært at ændre gamle vaner - og især uvaner. Det tager længere tid.
Sydkorea har i løbet af bare 30-40 år gennemlevet en utrolig økonomisk udvikling, der i dag giver landet en position som verdens 13. største økonomi - hvilket ved årets udgang blev belønnet med landets optagelse i de 'rige nationers klub', OECD.
Samme hæsblæsende hastighed har præget den politiske udvikling. Mens vestlige nationer har haft en lang, lang periode til at udvikle både økonomien og demokratiet, har Sydkorea kun haft ganske kort tid til begge dele.
Hvad angår demokrati, har det kun et lille årti på bagen i Sydkorea - og resultatet er usikkert og skrøbeligt. Det, som Sydkorea har haft at bygge på, har været ubehagelige erfaringer i dette århundrede, først som undertrykt japansk koloni, derefter en blodig krig mellem Nord og Syd, og som tidligere nævnt mere end 30 års diktatur.
Resultatet er indtil videre et demokrati uden et solidt fundament og tilstrækkeligt lange rødder. Et eksempel har direkte forbindelse til den specielle situation på Korea-halvøen: På grund af den reelle trussel fra det kommunistiske Nordkorea er alt, der kan betragtes som venstreorienteret, blevet undertrykt og totalt afvist uden nogen form for åben debat i Sydkorea.
Resultatet har været det paradoksale - eller måske forudsigelige - at mens Sydkorea har været én af de mest antikommunistiske nationer i verden, har den marxistiske ideologi bevaret sin tiltrækningskraft længere i Sydkorea end i de fleste andre dele af verden.
Derfor sympatiserer mere radikale studenter stadig med styret i Nordkorea, og derfor bliver kriser som den nuværende i Sydkorea så tilspidsede. Og derfor er der stadig ikke udsigt til et kompromis iSeoul.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu