Læsetid: 6 min.

NATO udvides - men til hvilken pris?

23. januar 1997

NATO beslutter til sommer at udvide med tre, måske fire medlemmer. Striden mellem Rusland og Vesten handler om, hvilke indrømmelser Moskva skal have for sin stiltiende accept

Det vil være synd at sige, at der var store forventninger til mødet mandag mellem NATO's generalsekretær, spanieren Javier Solana, og den russiske udenrigsminister Jevgenij Primakov på en luksus-datsja udenfor Moskva - det første af en lang række møder i en diplomatisk spurt forud for NATO's afgørende topmøde om udvidelse til juli.
"Russerne ændrede ikke deres stillingtagen væsentligt. Men det havde heller ingen ventet - og atmosfæren var god", sagde en NATO-talsmand efter mødet.
Hvorimod der lød anderledes dystre toner fra den russiske udenrigsministers talsmand, Gennadij Tarasov: "Det er klart for enhver uhildet iagttager, at alliancens udvidelse skaber fare for en ny opdeling af Europa. Det kan føre til en situation, som vi alle troede var forbi med Den Kolde Krig".
Netop i disse dage er det så den amerikanske vice-udenrigsminister Strobe Talbott, der er i Moskva til forhandlinger med både Primakov og ministerpræsident Viktor Tjernomyrdin. Og sidstnævnte rejser i begyndelsen af februar til Washington til drøftelser med vicepræsident Al Gore.
Der er højaktivitet både på de bonede gulve og i røgfyldte konferencerum. Og efter hvert møde vil den vestlige talsmand tone frem for pressekorpset og kundgøre, at russerne præsenterede kendte synspunkter, men at der fortsat er håb og en god atmosfære. Og den russiske ditto vil anlægge gravkammerrøst og fremsige mørke forudsigelser om nye jerntæpper, nye trusselsscenarier.
Alt postyret vil vare ved til kort før den 7.-8. juli, hvor NATO på et topmøde i Madrid vil meddele, at man har indbudt Polen, Tjekkiet og Ungarn - og måske også lilleputnationen Slovenien - til at indtræde i alliancen.

Der er nemlig ingen tvivl om udfaldet af diskussionen: den principielle beslutning om, at NATO skal udvides blev truffet allerede på topmødet i Bruxelles i begyndelsen af december.
Det, der forhandles om så intenst i de kommende måneder, er hvilken pris, Rusland skal have for - trods skrig og skrål - i sidste ende at acceptere udvidelsen uden at ty til politiske hævnaktioner.
Denne accept er vigtig for Vesten, selv om Rusland ikke har midler til at forhindre udvidelsen. Et såret Rusland, der føler sig sat uden for indflydelse, har mange metoder til at påvirke det globale politiske klima.
Man kan effektivt genere de baltiske stater - f.eks. med økonomiske sanktioner - eller, som man gør for øjeblikket, ved at undlade at underskrive en ellers færdigforhandlet grænseaftale med Estland.
Kreml kan optrappe sin troppetilstedeværelse i andre tidligere sovjetrepublikker. Det russiske parlament, Statsdumaen, kan nægte at underskrive den aldrig ratificerede START 2-atomnedrustningsaftale. Moskva kan med sin vetoret i FN's Sikkerhedsråd blokere for udstationering af fredsbevarende styrker.
Seneste eksempel på Kremls spillen med musklerne var det pludseligt fremsatte forslag i sidste uge om et statsforbund mellem Rusland og dens forarmede slaviske lillebror, Hviderusland.
Et forslag, som reelt ikke betyder det store i det al-europæiske sikkerhedsarrangement, fordi russiske og hviderussiske styrker allerede er snævert integreret i forsvarssamarbejdet i SNG (de eks-sovjetiske staters mere løse forbund), men som unægtelig vil give Rusland større tyngde på verdenskortet. Og som vil få den konsekvens, at NATO efter udvidelsen vil grænse direkte til et sådant storrussisk statsforbund.
Så der er mange gode grunde til, at Vestens forhandlere i de næste måneder vil strække sig langt for at nå til overenskomst med russerne, før beslutningen om NATO-udvidelse konkretiseres til juli.

Hvad er det så, Rusland vil have som modydelse for at acceptere det uundgåelige?
Indholdet af forhandlingerne mellem Solana og Primakov er mørkelagte, men ifølge de oplysninger, der siver fra NATO-kilder, drejer det sig om tre russiske krav i forbindelse med selve udvidelsen, krav om væsentlige indrømmelser i de netop begyndte forhandlinger om en ny CFE-traktat (traktat om de konventionelle styrker i Europa), samt - ikke mindst - krav om russisk medindflydelse, grænsende til vetoret, på afgørende beslutninger om sikkerhedsforhold i Europa.
Hvad angår NATO-udvidelsen kræver Rusland for det første en skriftlig NATO-garanti for, at der ikke vil blive udstationeret atomvåben i de nye medlemsstater, hverken nu eller på noget som helst tidspunkt i fremtiden.
NATO vedtog i december en erklæring, hvori det hed, at alliancen "ikke har planer om og ingen grund til" at udstationere atomvåben, men Moskva ønsker løftet specificeret og gjort mere bindende gennem underskrivelse af en pagt.
For det andet kræver Rusland en formel NATO-garanti for, at ingen udenlandske styrker vil blive udstationeret i de nye medlemslande, og at der heller ikke etableres udenlandske base-faciliteter.
Endelig ønsker russerne et løfte om, at udvidelsesprocessen skal stoppe med de udvalgte centraleuropæiske lande, muligvis med et par tilføjelser, men under ingen omstændigheder - hverken nu eller i fremtiden - kommer til at omfatte lande som Ukraine eller de tre baltiske stater.
Det er et krav, NATO har meget svært ved at honorere. Ganske vist forlyder det uofficielt fra NATO-kilder i Bruxelles, at en NATO-
udvidelse med f.eks. de baltiske stater ligger langt ude i fremtiden. Men det er fortsat alliancens politik, at døren til medlemskab skal holdes åben for alle, der er interesseret. Et traktatfæstet løfte om ikke at optage balterne vil være stærk kost og lægge NATO-beslutningstagerne åbne for beskyldninger om politisk og moralsk svigt.

Derimod har Vesten visse muligheder for at give indrømmelser i de netop igangsatte forhandlinger om en ny traktat om de konventionelle (d.v.s. ikke-atomvåbenbærende) styrker i Europa, den såkaldte CFE-traktat.
Traktaten, der blev indgået i 1990, satte grænser for, hvor mange kampvogne, pansrede mandskabsvogne, artilleri-stykker, kamphelikoptere, fly og tropper, der må udstationeres på hver sin side af det daværende Jerntæppe. Der blev endvidere sat grænser for, hvor mange af disse våben og soldater, som måtte befinde sig i specifikke zoner.
Men med Murens fald og såvel Warszawapagtens og Sovjetunionens opløsning bortfaldt grundlaget for de møjsommeligt udregnede kvoter. Moskva fik andre sikkerhedsbehov, bl.a. i det urolige Kaukasus, men var af traktaten forhindret i at flytte så mange tropper til området, som man ønskede.
I en revideret traktat ønsker russerne disse zone-grænser helt afskaffet - et lands militær skal kunne flyttes derhen, hvor der er brug for det indenfor landets egne grænser. Moskva kræver desuden, at et udvidet NATO ikke må have flere styrker eller mere materiel end det nuværende. Desuden ønsker russerne et forbud mod at udstationere nye styrker i lande, hvor de ikke fandtes i november 1995 - hvilket effektivt vil forhindre NATO-udstationering i Østeuropa.
NATO-kilder i Bruxelles siger, at der er en vis forståelse for det første russiske krav - selv om især Tyrkiet advarer kraftigt mod en russisk troppekoncentration i Kaukasus-området. Hvorimod det ligger tungere med de to sidste.
Den sidste russiske betingelse for en accept af NATO-udvidelsen er den vel nok vigtigste: At Rusland - som det hedder i diplo-
speak - "inddrages i en fælles beslutningsproces".
NATO har allerede sagt, at man vil tilbyde Rusland - og i øvrigt også Ukraine - en særlig status i forhold til de andre ikke-medlemslande, f.eks. i form af et charter, underskrevet af NATO og Rusland, som giver Moskva ret til "at blive konsulteret" forud for beslutninger af større sikkerhedspolitisk betydning.
Men NATO har - angiveligt på grund af intern uenighed - ikke lagt sig fast på, hvad denne konsultations-ret indebærer. Hvilken type beslutninger omfatter den? Skal NATO være indbyrdes enig, før Rusland inddrages, eller kan russerne deltage i forhandlingerne fra første øjeblik? Hvor langt skal man strække sig for at opnå enighed med russerne?
Kremls officielle holdning står fast: Man vil have status som stormagt med fuld beslutningsret indenfor en al-europæisk sikkerhedsorganisation, som gerne må være et styrket OSCE (den p.t. ikke særligt magtfulde Organisation til Sikkerhed og Samarbejde i Europa).
Forhandlingerne fortsætter. Imens breder den opfattelse sig - især i USA - at fordelene ved NATO-udvidelsen efterhånden opvejes af ulemperne ved de indrømmelser, man er nødt til at give russerne undervejs. Men det er en helt anden historie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu