Analyse
Læsetid: 6 min.

Verden i det onde

4. januar 1997

Statsminister og justitsminister lever med deres retspolitiske initiativer i virkeligheden op til Socialdemokratiets mest tvivlsomme traditioner

Nationens politiske iagttagere sidder i dise timer og river hår ud af hovedbunden i hidtil forgæves forsøg på at uddrage en slags rationale af statsministerens determinerede nytårsudtalelse om regeringens påtænkte foranstaltninger mod den påståede voldsoptrapning i det danske samfund. Forundringen siden er ikke just blevet mindre, efter at den nyslåede justitsminister Frank Jensen har sat konkrete boller på knippelsuppen og bebudet diverse skærpelser af strafferammerne, herunder indespærring af mindreårige voldsmænd(drenge) i passende forbedringsanstalter.
Lidet har det anfægtet de socialdemokratiske topministre at allerede eksisterende praksis, set i et forholdsvis kort tidsperspektiv, rent faktisk har betydet ganske betydelig skærpelse af straffene i de såkaldt meningsløse gadevoldssager. Lige så lidt har det åbenbart betydet at ministrenes umiddelbare bagland, som ifølge sagens natur er den radikale regeringspartner, ikke med et kvæk er blevet taget med på råd, inden hhv. statsminister og justitsminister udtalte sig på den samlede regerings vegne. Denne kendsgerning har som bekendt ikke gjort økonomiminister og viceregeringschef Marianne Jelved, hendes radikale ministerkollegaer, samt formanden for Retsudvalget, Bjørn Elmquist, i foreliggende forbindelse ikke hr. Hvemsomhelst, mildere stemt. I et i forvejen snart stramtandet regeringssamarbejde tæller det, når parterne springer op og falder ned på koalitionspartnerens mærkesager.
Dertil kommer yderligere som endnu en hovedrystende tilføjelse at statministerens mundtlige tilbud og dagen efter Frank Jensens fremstrakte arme og ben, må forekomme de borgerlige som et kærkomment men temmelig idiotisk bidrag til den oppositionelle kileindbankning mellem de to regeringspartier. Jamen, når regeringen ligefrem gør det selv!
Med andre ord er det for en umiddelbar betragtning meget vanskeligt for ikke at sige umuligt at se den klare fornuft i stats- og justitsministerens mobilisering af lov og orden-vilddyret i dansk politik.
Hverken Nyrup eller Jensen kan vel have været i tvivl om de radikales indstilling til disse spørgsmål. Ingen af dem kan heller have været uvidende om at Bjørn Elmquist oven på nedsvælgning af flere på hinanden følgende uldhårede kameler i det forgangne ikke også ville kunne sluge en lovændring med henblik på at holde forbrydere - herunder de unge af slagsen - længere indespærrede. Hvordan skulle Elmquist med den radikale helt udtrykkelige grundindstilling dog efterhånden kunne det?

Man kan altså enten vælge at afskrive hele historien - lige fra statsministerens uheldige formuleringer i Nytårstalen og til Frank Jensens totalt ukvalificerede begrundelser i de respektive massemedier for forslagene om strengere straf som udslag af momentan dumhed og blot endnu et eksempel på en regeringsleder og i atter et tilfælde en ny justitsminister, der bare ikke kan finde ud af at manøvrere med møblerne, uden at slå porcelænet i stykker.
Men man kan også vælge at opfatte udspillet som et reelt stykke socialdemokratisk politik, der ikke er blevet til som en sidste øjebliks panikhandling under udarbejdelsen af talen på Marienborg. Snarere som rationelt og historisk begrundet og fremprovokeret af Socialdemokratiets foreliggende, højst påtrængende behov for markering i en sag. Ikke at fremgangsmåden i sidste ende vil vise sig at være mere hensigtsmæssig i regeringssamarbejdet - og slet ikke at de udtalte holdninger bliver mere rimelige, blot dét at handlemåden i et således markeret perspektiv for en øjebliksbetragtning ikke forekommer så helt igennem totalt hovedløs som umiddelbart.

For at begribe denne kringlede tankegang, fordres en nøjere analyse af Socialdemokratiets traditionelle retspolitiske standpunkt. Sagen er vel den at socialdemokraterne ofte tillægges en progressiv og humanistisk retsopfattelse, som står i modsætning til den borgerlige lov- og orden holdning, som når denne udtrykkes af politikere i andet geled i Venstre og hos de konservative. Det har i det store og hele været opdelingen og rollefordelingen. For en overfladisk betragtning.
Det indtryk at Socialdemokratiet har gjort - og fortsat gør - sig til talsmand for alternative retslige anskuelser tager imidlertid udgangspunkt i undtagelsestilfælde i partiets lange historie. Socialdemokratiske politikere var undervejs på ingen måde kendetegnede ved vildt reformerende forestillinger om forbrydelse og straf.
"Den dybe sandhed, at verden 'ligger i det onde', forstås af mange som en opfordring til at tage en hånd i med". Denne pudsige og i vore dage lidt gammeldmodige formulering skyldes politikeren og juristen, den højt begavede kyniker, K.K. Steincke, socialdemokratisk justitsminister, og senere navnkundig socialminister, i årene 1924-39. Steincke udtrykker for så vidt her en grundlæggende dansk borgerlig - og altså socialdemokratisk - rets- og kriminalitetsopfattelse, der trods andre agtværdige socialbestemte holdninger til skiftende samfundsproblemer af de tunge rask væk, når talen er om forbrydelse og forbrydelsers årsager opererer med begreber som det gode og det onde. Utvivlsomt bifaldt Steincke principielt - som så mange andre ledende socialdemokrater i tiden - den konservative Winston Churchills ofte citerede udslag af statskløgt at såfremt man skulle vise barmhjertighed i drabssager og afskaffe dødsstraffen, kunne man passende opfordre de herrer mordere til at begynde.
Med andre ord bekender man sig i den slags flotheder til en ganske stærk og ganske entydig tro på menneskets frihed til at handle - så godt som uafhængigt af den sociale og økonomiske baggrund - godt eller ondt. Dermed sanktioneres straffen som en både hensigtsmæssig, rimelig, retfærdig og ikke mindst rationel modforanstaltning. Hvis mennesket i den gode stat af egen fri vilje og med åbne øjne valgte at handle ondt, måtte det også være inden for mulighedernes grænse at bevidstgøre denne ondskab ved samfundets fordømmelse i form af straf. Tankegangen var selvsagt den at der for den opadklatrende arbejderklasse, hvis borgerliggørelse ved hårdt individuelt arbejde var målet, måtte sættes grænser for, hvor meget negativt og hvor mange ulykker man kunne og burde tillægge miljøets betydning. En afstandtagen til det kriminelle element beroende latent i mennesket, men identificerbar og til at tage livtag med, kom derfor uden videre på tale og indpassede sig som den naturligste holdning af verden i det omfangsrige og ganske magtfulde småborgerskab, Socialdemokratiet også skabte.
Ser man tilbage på socialdemokratiske justitsministre gennem tiderne og inddrager man skamløst men ikke desto mindre nøgternt den forfærdende undtagelsestid under og umiddelbart efter besættelsen, står et billede tilbage, men ikke just i noget flatterende lys for et progressivt retssynspunkt. Kommunistloven og ikke mindst dens forvaltning foranstaltet for en stor dels vedkommende af socialdemokratiske kræfter vidnede bestemt heller ikke om en dybtforankret demokratisk retsopfattelse. Ikke at forglemme det juridiske galehus ved retsopgøret efter befrielsen, hvor socialdemokraterne også havde et afgørende ord, og hvor de fleste dispositioner talte deres klare sprog om straf uden forbindelse med gerningsmandens baggrund, men snarere som samfundets hævn og tilgodeseelse af den såkaldt folkelige retsbevidsthed.

Siden da videreforvaltedes en tvivlsom retstradition uden mange og overbevisende forsøg på fornyelse og inddragelse af retsvidenskabens møjsommeligt indsamlede resultater. Det burde i mellemtiden heller ikke være kommet bag på nogen at det var en konservativ justitsminister der frigav pornoen og indførte den frie abort, ligesom det omvendt var ganske karakteristisk at en socialdemokratsik ledet regering omvendt ikke havde nævneværdige skrupler ved at tage initiativ til diverse grundlovsbetænkelige særlove. Det skær af progressivitet, der trods alt har omgærdet partiet - og samtidig redet det som en mare og formentlig været medvirkende til at hæmme en gunstigere vælgerudvikling, stammer som antydet fra - omend markante - undtagelser fra linien. Men undtagelser der i perioder har præget socialdemokratisk retspolitik. Det er således karakteristisk at kritikere af den humane retspolitik altid hiver tidl. justitsminister Ole Espersen frem. Karakteristisk i den forstand, og når sandheden skal frem, at der ikke er så mange andre at skælde ud. Men Espersen gjorde i retspolitisk forstand ikke nogen varig sommer, og den fernis han i sin korte tid som minister og senere retspolitisk ordfører formåede at smøre på, er tilsyneladende nu skallet endegyldigt af. Statsministeren fremviser nu selv undermalingen, som mildt sagt har en anden farve.
Justitsministerens opfølgende udmelding, hvor uhensigtsmæssig den end forekommer set i dette regeringssamarbejdes perspektiv, kan meget vel være bestemt af det interne partimæssigt bestemte investeringsbehov i en valgkamp, som man roligt kan begynde at grue for.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her