Læsetid: 5 min.

Ytringsfriheden og obskøniteten

10. januar 1997

Internettet stiller store krav til brugernes ansvarsbevidsthed -
hvad kan brugerne
kræve til gengæld?

Forleden kunne man i BT læse om en mand, der havde sneget sig ind i sin skoles computerlokale om natten for at lægge børneporno ud på internettet. Manden blev afsløret og pågrebet fordi han havde glemt at slette sin e-mail adresse på computeren.
Slemt var det, og grimt, usmart og pinligt, og den slags må man slet ikke, det siger loven. Det er sådan set indlysende, at hvad man ikke må i den virkelige verden, det må man heller ikke på internettet. Omvendt: Hvad man ifølge loven om ikke gerne så dog straffrit kan publicere i den materielle verden, det bør man naturligvis også kunne offentliggøre på internet.
Som det fremgår af dagens forsidehistorie om censur på internet, er sagen reelt ikke helt så enkel. "Hvis man ikke overholder vore betingelser, forbeholder vi os retten til uden varsel at lukke hjemmesiden og/eller opsige dit abonnement," lyder beskeden fra Tele Danmark Internet A/S til de kunder, der bygger hjemmesider hos Danmarks største udbyder. Selskabet tillader ikke pornografi og sætter et loft over, hvor mange besøgende der må være på en given hjemmeside. Hvis en hjemmeside får et publikum, der efter selskabets mening er for højt, bliver hjemmesidens ejer kontaktet og "så finder vi nok sammen ud af, om indholdet kan gøres lidt mindre interessant."
Det er uklart, hvad der ligger bag formuleringen, men selskabets vilje til og mulighed for at lukke uønsket materiale ned eller redigere det om, er til at få øje på. Spørgsmålet er så, om et firma, der udbyder internetopkoblinger, sælger moralsk neutrale tekniske løsninger, eller om den sælger redigeret information på linie med
f. eks. en avis.

Fremtidsforsker Maria Therese Hoppe sagde for nylig til Information, at pressen spiller på folks frygt for det fremmede, og at de fleste internet-historier er opkog på sager, der lige så vel kunne være - og er - foregået i den prædigitale æra, men som får et ekstra præg af uhygge, når de forbindes med det verdensomspændende edderkoppespind, World Wide Web; internettet. Børneporno er grimt, men trods alt et bedaget fænomen, der ikke behøver internet for at være smudsigt.
Sagen er en anden, når internettet og administrationen af samme "overruler" principper og rettigheder, vi har vænnet os til som ubetingede goder i den netløse del af historien - så er internettet sin overskrift værd, for så kammer det over og bliver selv uanstændigt.
Og det er nu, der skal tages stilling: Den seneste danske internetstatistik viste en fordobling af antallet af opkoblinger i perioden medio 95 til medio 96.
Maria Therese Hoppe venter, at gassen går af nyhedsballonen, når danskerne har fået bedre føling med nettet og de muligheder, det rummer. Danskerne har længe ligget bagest i feltet af internetforbrugende befolkninger, men branchen og dens iagttagere venter, at 1997 bliver året, hvor Danmark for alvor kommer med.
Intensiv konkurrence på udbydermarkedet - der er for øjeblikket ca. 25 udbydere i Danmark - har gjort det både billigere og nemmere for private at koble sig op. Udbydere anslår, at 400.000 danskere har adgang til internet, enten privat eller på arbejdspladsen.
Halvdelen af disse er forbundet til nettet via Tele Danmark Internet A/S, en underafdeling af telefonselskabet Tele Danmark, der satser bredt og markant i de indledende heats til den digitale revolution, der venter lige om hjørnet.

Tele Danmark, der er på trapperne med tv- og radiotransmission, er efter lanceringen af den billige og brugervenlige internet-ABC med tilhørende opkobling, CD-rom-programmet Opasia, et solidt hestehoved foran konkurrenterne i kampen om dominans på det digitale marked.
Et marked af uoverskuelig størrelse og karakter. Tv og radio, musikproduktioner og film, bøger og aviser, computerprogrammer m.m. kan overføres digitalt.
Det rejser først og fremmest uafklarede spørgsmål af skatteteknisk art, i og med at produkter kan distribueres over landegrænser og udenom toldvæsen, men det kan hen ad informationsmotorvejen tillige rejse spørgsmål om ytringsfrihed og kontrol af adgang til viden. Hvem skal bestemme, hvad man kan og må gøre tilgængeligt for resten af den opkoblede verden fra hjemmecomputeren?
Én ting er, at den enkelte internetudbyder har mulighed for at udelukke brugere, hvis de ikke overholder firmaets etikette. Værre er det, hvis digitalt baserede mediekonglomerater eller sammenslutninger af udbydere med uransagelige interesser kan opstille regler for ytringsfrihed.
Danmarks ældste og mest erfarne internetudbyder, det halvt statsejede, halvt kommercielle UNI-C, har formuleret en politik om kontroversielt materiale på internettet, der afskriver udbyderens ret til censur eller redigering:

Internet er et transportmedie for alle typer data. Det er betænkeligt at indføre generelle kontrolforanstaltninger for trafikken på et transportmedie. Der kan argumenteres for, at man derved truer fundamentale frihedsrettigheder.
Det er ikke teknisk eller økonomisk muligt at gennemføre en generel kontrol af trafikken på internet.
UNI-C frasiger sig ansvaret for data, der transporteres på nettet. Analogien er, at telefonselskaber ikke kan gøres ansvarlige for hvad kunderne siger til hinanden.
Hvis UNI-C omvendt bringes i besiddelse af konkrete oplysninger om at ulovligt materiale distribueres fra maskiner, vil vi dog føle os forpligtet til at forhindre dette.
Indtil nøjere regler eller lovgivning er fastsat - og specifikke danske retningslinier af lovmæssig eller anden art findes, efter hvad Information i går erfarede, ikke herhjemme - kunne UNI-C's politik være et eksempel til efterlevelse for andre internetudbydere.
Men er der ikke god grund til at være striks med nettet, kan man spørge, og da ikke mindst, når folk lusker rundt og sender børneporno ud - måske nok, men der er mange skær i indsejlingen til infoalderen, og kaster man et blik på USA, finder man friske argumenter for at holde ikke bare børnepornoen på afstand, men tillige ytringsfriheden i hævd.
Bill Clinton underskrev sidste år The Telecommunication Bill i kongressen. Herefter er der givet mulighed for at spærre netforbindelser, der giver adgang til materiale med ikke alene obskønt, men tillige uanstændigt (indecent) materiale.
Ingen har defineret, hvad der menes med uanstændigt. Det er et gummiord, der kan bruges efter forgodtbefindende. Vedtagelsen af lovpakken har rejst et ramaskrig - på internettet. Millioner af amerikanske netbrugere har installeret et Blue Ribbon-mærke på deres hjemmeside i protest mod en lovgivning, der har bandlyst den frie adgang til Mark Twains værker, Sophocles Oedipus Rex, Botticellis skumfødte Venus, The Catcher in the Rye og sågar the HIV infoWEB.
Pragtfulde og brugbare sager, man ikke må se, fordi de er uanstændige. Selvfølgelig er det langt ude og langt væk fra Danmark, men alligevel kan der være grund nok til at kræve pornoen frigivet hos Danmarks største netudbyder, Tele Danmark Internet A/S ikke så meget for obskønitetens og da slet ikke for børneponoens skyld - den er jo ganske enkelt ulovlig - men simpelt hen for ytringsfrihedens skyld.
For hvad bliver det næste, Tele Danmark ikke ønsker at se på brugernes hjemmesider?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu