Læsetid: 6 min.

4x400 meter euro-stafet

20. februar 1997

Tyskland vakler på sin euro-kurs, mens de svage lande faktisk har planer klar for at nå ØMU-toget. Kreativiteten kender ingen grænser i kampen om at nå over målstregen i tide

Forestil Dem et atletikstadion. Klokken har ringet for sidste omgang i prestige-disciplinen 4x400 meter euro-stafet.
På grund af den generelt store interesse for at deltage er løbebanen forlængst udvidet fra de normale 8 baner til 15 baner.
Ja, arrangements-kommissionen har endda barslet med ambitiøse fremtidsplaner om, at op til 27 lande kan deltage på et nyt og mere moderne stadion et godt stykke tid efter årtusindeskiftet.
Men i euro-stafetten anno 1997 er der - helt naturligt - kun plads i startblokkene til de 15 løbere, som er medlem af organisationen.
Euro-stafetten har en enkelt lighed med principperne ved de olympiske lege: Det er vigtigst at gennemføre og mindre vigtigt, om man bliver nummer et, to eller tre.
Flere regler gør imidlertid euro-stafetten noget forskellig fra OL:
For eksempel skal løberne være i mål inden for tidsgrænsen, den 1. januar 1998. Ellers bliver man udelukket fra de kommende års vigtigste løb fra og med sæsonen 1999. Måske kan løberne få lov til at deltage et par år senere. Men kun ganske få af de 15, som er på banen i dag, er interesseret i det scenario. Det er alt eller intet.

Ovenstående scene er naturligvis pop-smart fiktion. Ikke desto mindre er der mange ligheder mellem et atletik-løb og de 15 EU-landes regeringers respektive forsøg på at opfylde Maastricht-traktatens konvergenskriterier - hvordan landene kan kvalificere sig til ØMU'en med den fælles mønt euro'en.
Derfor tilbage til atletikstadion:
På grund af alt-eller-intet-indstillingen har udgangstempoet i stafetten været sensationelt højt. Fra yderbanen har italieneren, grækeren og belgieren vist utroligt gå-på-mod og udstrålet stor selvtillid. "Vi skal nok nå det," synes man at kunne aflæse på især belgierens og italienerens ansigtsudtryk.
Italien og Belgien har således udvist stor fantasi og kreativitet i deres løbestil, og de øger tempoet frem mod opløbssvinget på denne sidste runde.
Luxemborg har ført gennem hele løbet og synes sikker på at kunne klare tidskravet. Lige efter ligger Finland, Holland, Danmark og Frankrig. Og i næste gruppe Spanien, Østrig, Irland og Portugal.
Tempoet er højt, så hvis disse løbere bider smerterne i sig, kunne de måske nå det.
Men især den danske løber er ved at falde af på den. Halvhjertet hænger han på, og han kigger tvivlende op på danskerne på tilskuerpladserne. Han ser ud, som om han søger deres opbakning til at løbe igennem. Men de danske tilskuere trænger sig ikke ligefrem på i heppekoret. De synes, tempoet er for højt, så de nøjes med at vifte en smule med det rød-hvide flag.
Den svenske løber ser ud, som om han er ved at give op. Han er ny i konkurrencesammenhæng og lidt usikker på, om han overhovedet burde have stillet op.
Den britiske løber ligger sidst, og der bliver han nok. Selv om briten helt sikkert har potentiale til en bedre placering - og nok kunne klare tidskravet - lunter han demonstrativt bagest med attituden "I do not like this competition and will under no circumstances do my utmost to win". Han lyder ikke helt, som om han mener det, men de britiske tilskuere elsker det.

Den løber, som på forhånd var (selv)udråbt som storfavorit, er tyskeren. Alle havde regnet med, at han skulle trække læsset og sætte tempoet, hvilket han også gjorde på de første omgange.
Men her i opløbssvinget er han faldet af på den. Han puster og stønner og har svære lommesmerter på grund af for megen lediggang.
Der er opstået tvivl om, hvorvidt han kan klare at komme i mål til tiden. De øvrige deltagere skæver nervøst til ham. De vil nødigt undvære ham i de vigtige løb fra 1999. Rent faktisk udtalte flere af de andre landes løbere inden konkurrencen, at hvis ikke tyskeren nåede det, burde man overveje at udsætte det store løb i 1999.
Den tyske løber er imidlertid stædig og synes at insistere på at komme i mål til tiden.
"Det er afgørende for euro-stafettens fremtid", udtalte han inden løbet.
"Jeg kan ikke acceptere en forsinkelse af det store løb i 1999", sagde han på et pressemøde.

Derfor hviler der her i opløbssvinget et stort pres på den haltende tyske løber. De tyske tilskuere - hvoraf mange er arbejdsløse og derfor ikke forsømmer noget ved at møde talstærkt op med bannere - råber til løberen, at han bør stoppe. Det gør simpelthen for ondt at se på. Især hvis italieneren også klarer tidskravet. For kan det virkelig passe, at vores stærke mand skal løbe sammen med sådan en svækling i det store løb 1999? Det vil uvægerligt svække arrangementets status på globalt plan. De tyske tilskueres holdning til den italienske løber deles tilsyneladende af den tyske løber. I hvert fald kom en af tyskerens rådgivere for kort tid siden til at lufte ideen om, at man måske kunne ændre reglerne, så italieneren skulle løbe et par ekstra omgange. Eventuelt kunne man tilbyde italienerne at deltage i et særskilt kvalifikationsløb om et par år.
Planens formål var at få de tyske tilskuere til at sluge italienerens deltagelse i det store løb i 1999. Og den skulle sikre, at de tyske tilskuere bakkede op om den tunge, rutinerede tyske sprinter. Således at han ikke - her i karrierens efterår - behøver at trække sig tilbage ved næste års interne udvælgelsesløb i Tyskland. Det ville jo være et flot punktum på en lang karriere, hvis han kunne løbe i spidsen for det tyske hold i endnu fem år.

En skarp italiensk reaktion tvang imidlertid tyskeren til at dementere, at man i hovedkvarteret i Bonn havde slige planer. Og efter at den tyske løber her i opløbssvinget har store problemer, er presset på ham næsten umenneskeligt stort.
Især fordi både italieneren, spanieren og belgieren viser tænder. Som sagt har løberne fra de tre lande udvist stor kreativitet og pyntet på rekordlisten i en grad, så nogen har kaldt det latterligt.
Tyskeren ved ikke rigtigt, hvad han skal sige til de pyntede rekordlister. For på den ene side vil han gerne have, at det store løb i 1999 bliver til noget. Der er jo ikke meget ved et arrangement, hvis man er eneste deltager sammen med Luxemborg. På den anden side skal deltagerne ikke kunne fuske med rekordlisterne og kvalificere sig på en billig baggrund.
Forløbig har tyskeren valgt at holde lav profil. Især overfor sin ven, den franske løber, som også har udvist en vis kreativitet med sin rekordliste. Det er vigtigt for tyskeren, at franskmanden kommer over målstregen til tiden. Ellers kan det være godt det samme. Og så overvejer han i et svagt øjeblik - her på opløbsstrækningen, hvor han er i problemer - selv at tage ekstraordinære metoder i brug for at pynte på rekordlisten. "For jeg skal bare nå det", tænker han.
Stadion syder og koger nu så meget af blandingen af forventningspres og skeptiske buh-råb, at vi holder en pause i transmissionen, inden vi viser de sidste 50 meters tætte opløb.

Der er to mulige slutninger på euro-stafetten.

Den ene: Det er blevet så ukomfortabelt for tilskuerne at kigge på, at de mister interessen. Det gør ondt. En gruppe tyske tilskuere tager initiativ til at storme ud på løbebanen for at kræve, at løbet bliver afblæst. De franske, svenske og britiske tilskuere slutter op og løber ind på banen i et menneskehav og forsøger - omend ikke at afblæse - men så i hvert fald at forlænge euro-stafetten og udskyde det store løb i 1999. Selv om forsøget svækkes af, at de hollandske, luxembourgske, danske, græske, italienske, spanske, irske, belgiske, portugisiske, østrigske og finske tilskuere bliver på lægterne, så lykkes det for dem.
Den anden: En kombination af løbernes stædighed og tilskuernes passivitet gør, at mindst otte af de 15 løbere når i mål til tiden. Dermed kan arrangements-kommissionen ånde lettet op, for nu er det store løb i 1999 sikret. Og dermed er også fredens og tilskuernes fremtid i Europa sikret. Det vil tilskuerne også forstå at påskønne, om ikke lige nu og her så i hvert fald senere. Og så vil de løbere, som ikke nåede over til tiden være ekstra interesserede i at få chancen senere.
Hvordan ender euro-stafetten? Vi får svaret næste år. Foreløbig løber de som besatte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu