Læsetid: 5 min.

Arbejdsgivernes gode hånd

15. februar 1997

LO-siden skal spille en svag hånd godt, hvis de skal bryde arbejdsgivernes standhaftige fastholden af tre-årige overenskomster og "bunkebryllup" i forligsinstitutionen

Det hævdes, at der i Danmark kommer storkonflikt på arbejdsmarkedet hvert 12. år.
Da den sidste store konflikt fandet sted i 1985, ja, så er der måske grund til at følge slagets gang med ekstra interesse i år.
Det er i hvert fald påfaldende med hvilken iver, arbejdsgiversiden pudser og sliber deres konfliktvåben i disse måneder. Dansk Arbejdsgiverforening (DA) med Dansk Industri (DI) i ryggen har over hele linien ført de korslagte armes politik. DA står meget fast på, at der kun kan blive tale om forhandlinger, hvis fagforbundene accepterer tre-årige overenskomster, der samlet og på én gang bliver sendt ud til afstemning.
Da LO-formand Hans Jensen er bundet op af en kongresbeslutning om ikke at acceptere "bunkebryllup" i forligsinstitutionen - altså en samlet mæglingsskitse sendt ud til urafstemning. Og da LO-ledelsen gentagne gange offentligt har advaret mod tre-årige overenskomster, så kunne meget tyde på, at storkonflikten står for døren.
Men sandheden er nok snarere, at Hans Jensen og LO-toppen går en svær tid i møde som sandsynlige tabere af hele overenskomstspillet.

Det er der tre helt åbenlyse årsager til:

DA behøver i realiteten ikke at frygte en storkonflikt.
Arbejdsgiverne ved, at regeringen meget hurtigt vil blive tvunget til et regeringsindgreb.
Arbejdsgiverne ved også, at regeringen vil få endog meget svært ved at skaffe et politisk flertal for et indgreb. Den borgerlige oppositions visnepolitik får her mulighed for at virke for fuld kraft, fordi venstrefløjen aldrig hidtil har støttet et politisk indgreb i en overenskomstsituation.
Hvis SF ønsker at bryde traditionen, vil partiet sælge sig så dyrt, at det givetvis bliver uspiseligt for regeringen.
En storkonflikt kan således koste regeringen dens liv, og LO foretrækker ganske bestemt en tre-årig overenskomst fremfor risikoen for, at Uffe Ellemann-Jensen bliver statsminister. LO er tvunget til at bøje sig, før der sættes gang i strejker og lock out.
HK's enegang.
Det store LO-forbund HK har indgået tre-årige overenskomster med to af deres arbejdsgivermodparter.
HK har i mange år haft store problemer med deres landsoverenskomst, der dækkede alle lige fra kassedamen til kontorfuldmægtigen. Med de indgåede aftaler får HK'erne i stedet ni selvstændige overenskomster.
Men prisen var høj: Niveauet i overenskomsten er arbejdsgivervenligt, den er tre-årig, og den risikerer at blive en del af det bunkebryllup, som LO ikke ønsker.
Den model, som HK-forligene er tegnet efter, kan meget vel være grundlag for det eventuelle mæglingsforslag, som forligsmand Asbjørn Jensen udarbejder. Forligsmanden har dog det problem, at HK-forligene kun dækker det såkaldte minimallønsområde, hvor der er mulighed for senere lokale lønforhandlinger. Man vil derfor nu se forligsmanden gøre sig store anstrengelser for at få et modelforlig i stand på normallønsområdet.
Men alt i alt har HK's enegang svækket Hans Jensens udtalte modstand mod tre-årige overenskomster. SiD-toppen har da også raset mod, hvad de mener er HK's forræderi. I enrum vil Hans Jensen i dette spørgsmål være enig med SiD.
Ingen mobilisering.
I modsætning til overenskomstsituationen i 1985, hvor der var et højlydt og bredt funderet krav om 35 timers arbejdsuge, er der i dag ikke formuleret noget samlende krav fra fagbevægelsens side.
Efter opsvinget i strejkeaktiviteterne i 1995-96 med Ri-Bus og skraldemandskonflikt er der igen kun spredt murren i krogene. LO og fagforbundene mærker ikke et voldsomt medlemspres for store spring fremad. Det ved arbejdsgiverne også godt.

Meget tyder således på, at Hans Jensen skal spille sine kort ualmindeligt godt, hvis han ikke skal tabe spillet. Arbejdsgivernes forventninger om tre-årige overenskomster kan meget vel blive indfriet, imod at LO-siden får lidt mere i pension og løn under sygdom til dem, der mangler dette gode.
Et sådant resultat er der givetvis ikke tilfredshed med blandt store grupper af LO's lavtlønnede medlemmer i blandt andet SiD. Specialarbejderne har traditioner for at stemme nej, hvis de ikke er tilfredse med forhandlernes resultater. Et nej ved en urafstemning kunne før i tiden elimineres af den udemokratiske 35 procents-regel. Men i dag skal kun 25 procent af de stemmeberettigede sige nej, hvis stemmeprocenten ligger under 40.
Det er med andre ord blevet nemmere at forkaste et forlig, end det var tidligere. Derfor står arbejdsgiverne benhårdt på, at forligene skal kædes sammen. På den måde sørger forligsmandsloven for at drukne enkelte faggruppers eventuelle modstand mod et forlig.
Arbejdsgiverne ved godt, at en enkeltstående konflikt med en faggruppe hurtig kan brede sig til andre grupper, der kan etablere sympatikonflikter. Bare se Nyhavn. Derfor vil LO-siden have svært ved at komme igennem med kravet om, at de enkelte faggrupper skal stemme hver for sig. Hans Jensen er da også begyndt at tale om, at LO "indtil videre" har besluttet at holde fast i de decentrale forhandlingsforløb.
Hele dette forløb er egentlig synd for den sympatiske nye LO-formand. Men det er endnu mere trist for fagbevægelsens medlemmer. Går det som forudset her, vil stemmeprocenten endnu engang blive meget lav. Og medlemmerne vil berettiget føle, at de ikke har nogen indflydelse på udarbejdelsen af deres egen overenskomst.

Vender vi til sidst blikket mod de offentligt ansattes overenskomster synes udviklingen på det private område at smitte af på Mogens Lykketofts strategi. Han har hidtil været åben overfor to-årige overenskomster, men er nu begyndt at lugte blod. Med tre-årige overenskomster vil der også være lidt mere at smøre med for at stille de lønhungrende sygeplejersker, lærere og pædagoger tilfredse.
Den store nyhed i de offentlige overenskomster bliver et helt nyt lønsystem. Hvor de offentligt ansatte tidligere helt automatisk steg i løn år for år, bliver denne automatik sat delvist ud af kraft.
Nu bygger man lønnen op om en basisløn, der så kan suppleres med funktionsløn, kvalifikationsløn og resultatløn. De såkaldte fedterøvstillæg er altså kommet for at blive, hvilket til overmål blev understreget, da lærerne i går - trods en kongresbeslutning om det modsatte - anbefalede deres medlemmer at sige ja tak til 0,9 procent i en decentral lønpulje.
Tilsammen betyder det øget lønsspredning på det offentlige område. Institutionslederne vil sandsynligvis høste udbytte af de nye lønsystemer. Det er mere tvivlsomt, om den menige pædagogmedhjælper har lige så lyse fremtidsudsigter.
Kommer der en konflikt ud af den nuværende overenskomst-
situation er der således størst sandsynlighed for, at det bliver nogle af de offentligt ansatte grupper, der går i aktion.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu