Læsetid: 6 min.

Blair og det forvaltede pund

18. februar 1997

Under endnu et stormløb mod Major står præmisserne for valget stadig klarere

Fornuften i en effektiv, professionel markedsføring af politiske partier og deres ledere drages efterhånden ikke mere for alvor i tvivl. Overbevisningen om visdommen i denne øvelse - med alt hvad den indebærer af annoncesamfundets ufrivillige komik og krænkelser af vælgerkorpsets intelligens - bliver dag for dag fastere, skønt kritikere for så vidt burde have let spil. Strategien lagt af en hær af professionelle valgkamp-eksperter er på forhånd blotlagt af iagttagere. Disse behøver kun at påvise de forudsagte faser i slagets gang for at afdække strategien totalt.
Så vidt er det kommet i England, at Tony Blair's mediestrateg, John Mulholland, der så sjældent som næsten aldrig giver interviews, i går beredvilligt i avisen The Guardian diskuterede de dybere overvejelser bag Labours valgstrategi. Alene det at interviewet fandt sted, afspejler den moderne valgkamps problemkompleks - eller dilemma. John Mulholland, hvis opgave det jo er at tilvejebringe en solid valgsejr til Labour senere på foråret og dermed Tony Blair's indflytning i 10, Downing Street, erkender at han - netop i sin egenskab af valgstrateg - forstærker det indtryk af politikeren som en art marionet med valgstrategerne som mørkelagte dukkeførere. Kyniske i deres professionelle stræben efter succes for kandidaten - kunden - og dermed sig selv - men dybest set uinteresserede i det politiske indhold.
I denne proces, som i sin natur må afvise enhver distraktion fra de professionelle valstrategers bestræbelser, siger det sig selv, at de samme vil være tilbøjelige til at betone det ukontroversielle, og omvendt opmuntre ethvert af kandidatens motiver, der tjener til at understøtte den lagte strategi.
Med andre ord: kandidaten bedes holde det for sig selv, såfremt han pludselig får en lys ide, der afviger fra valgeksperternes møjsommeligt tegnede billede af kandidaten. Det er image, det drejer sig om - ikke improvisationer og impulsive, følelsesbetonede, politiske holdninger, som strategerne på deres side ikke har en kinamands chance for at kontrollere, når først de er sluppet ud i medierne.
I den forstand kommer det næppe bag på den opmærksomme britiske vælger, såfremt kandidaten for en nøjere analyse til sidst fremstår som en vante med tommeltot i begge sider.
The Guardians interview med unge John Mulholland røber på sin egen bagvendt ærlige måde, hvorledes mekanikken i moderne valgstrategi næsten uundgåeligt bortfjerner kandidaten fra de gamle dyder, hvorledes den anonymiserer ham politisk og fremstiller partiet som en vare, der blot har at leve op til annoncørens formulerede forventninger.
Én ting er sikkert og vist: markerede holdninger med deraf følgende ekstern og nok så afgørende intern - ofte heftig - debat har før i tiden haft afgørende betydning i britisk venstrefløjspolitik. Vel at mærke holdninger der klart adskilte Labour fra også den menneskelige fløj af de konservative, og som i nærmere hudkontakt med den sociale virkelighed distancerede sig fra de ellers så humane liberale.
Lige fra Keir Hardie i århundredets begyndelse over Ramsay McDonald, Clement Attlee, Hugh Gaitskell, Wilson, Callaghan, Michael Foot og Kinnock har hjertet banket hørbart i venstre side. Labour har kæmpet, sejret og ofte lidt nederlag på sine holdninger og indre splittelse, som dog i sidste ende lige så ofte inddæmmedes i erkendelse af enhedens betingelse. Enheden mellem fløje og fag i kampen mod uretten og i solidaritet med dem, der måtte se sig stående uden for den sociale mobilitet opefter. Så at sige vandt Labour retten til riget, ved at vinde over sig selv og med hyl og skrig kue det evige indre partibøvl.

John Mulholland brokker sig i interviewet over The Guardians til tider ofte harske dækning af Labours transformering fra dette Labour i strid med sig selv til Labour, det midtsøgende folkeparti. Ganske karakteristik fremhæver Mulholland - som politiske funktionærer flest - pressens iboende men utidige snagen i interne konflikter og spektakulære brølere.
The Guardian burde ikke som sympatiserende med venstre, mener labourvalgstrategen, ganske på linie med sensationsaviserne, blive stikkende i den dårlige presseskik med udelukkende at bore efter splid og ballade.
På den baggrund tør man tro, at Mulholland udtrykker en udbredt holdning i det nye Labour, hvis voksende irriation over pressen nok så meget skal søges i, at partiet beskyldes for at være defensivt og holdningsløst. Mulholland bestrider naturligvis dette, men dementerer så at sige sine egne udtalelser i samme sætning. Det ville jo være tåbeligt, hvis Labour forsøgte at leve op til The Guardians og andres krav om mod og radikalisme ved at foretage sig noget, der med rimelig sandsynlighed ville koste partiet valgsejren, siger Mulholland.
Og her slutter ringen. Labour og Tony Blair må på denne valgstrategiske eller markedstekniske baggrund se i øjnene, at farveløsheden, opportunismen og principløsheden nemt i vælgernes opfattelse forveksles med partifarven.
Kan hænde erobringen af midten - i hvert fald i meningsmålingerne - er nemmere på denne måde. Mere problematisk er det imidlertid, om Labour i opløbet evner at fastholde grebet med fødderne plantet i dette - noget nær - ingenting.
Det er ikke nogen hemmelighed, at britisk Labour og præsident Clintons demokratiske parti i USA har og har haft ganske nære kontakter. Historisk rodfæstede holdningspartier, der i relativ principfasthed ofte løb betydelige risici i den politiske kamp, har transformeret sig til salgsorienterede forretningsforetagender med så vidt muligt garanteret profit. I den politiske postmodernisme baserer de sig på markedets yderste konsekvens: fremfor kampagner, der lancerer egne demonstrative kvaliteter, fremstilles modstanderens fejl og mangler - i relief til egen holdningsmæssig usynlighed.

I den henseende kan man jo mene, at Labour, som tiden nu går, vil stå stadig stærkere, eftersom de konservatives bølge af bad luck synes ustandselig. Men spådomme om John Majors snarligt forestående fald blev jo ikke færre, efterhånden som de ikke gik i opfyldelse.
Snarere tværtimod skal man lede længe i moderne britisk historie efter en politisk leder, der så længe og vedholdende har stået på ét ben ved afgrundens rand.
"I am walking over hot coals suspended over a deep pit at the bottom of which are a large number of vipers baring their fangs". Som han med dette billede af sin vandring på gloende kul udspændt over ormegården selv har sagt det. Meningsmålingerne for Major synes forfærdende, er forfærdende. Men i betragtning af den aktuelle økonomiske udvikling i Storbritannien - med forbehold. Den økonomiske ruin, som thatcherismen umiddelbart efterlod, og som Major jo sanktionerede, har på det seneste vist sig noget mere reparabel, end kritikerne forudså. Godt nok bor de hjemløse stadig under Londons broer, og godt nok har Major ikke bestilt andet end at cementere den Friedmansk inspirerede superliberalisme i engelsk udgave: fribytternes paradis, hvor fanden tager de sidste. Men et synligt tegn på en slags opsving, som samtidig opfattes uomtvisteligt, er pundets stærke kurs.
Som Mads Qvortrup skildrede i avisen i lørdags, mener iagttagere, at Major-regeringen, takket være sin enestående mulighed for efter forgodtbefindende at kunne ændre renten, har afstedkommet denne overkurs på næsten 10,50 kroner. Uanset hvad man mener om Whitehalls rolle i den historie, er det en kendsgerning, at briterne fortsat lægger overordentlig vægt på Sterlings styrke. Ikke mindst i lyset af den udbredte og betydeligt fjendtlige holdning til EU, ØMU'en og yderligerere integration. De frafaldne konservative vil med et styrket pund og alt hvad dette indebærer af national selvfølelse, få lidt sværere ved at vende Major ryggen.
Omvendt er Blair efter alt at dømme nu fanget af sin farveløshedsstrategi, som næppe indebærer, at han vil forsvare ØMU'en med den begrundelse, at et sådant arrangement fremover bør forhindre frie britiske finansministerielt iværksatte rentebevægelser.
Det er muligt, at tiden nu endegyldigt er ude for John Major, at pundets styrke kommer for sent, og at han ikke kan vende billedet og mirakuløst vinde sit 2. parlamentsvalg. Men det er ikke længere fornuftigt at afskrive en konservativ sidste øjebliks redning.
Principløshedens og det uforpligtende standpunkts forudsætning - og disse størrelser har Tony Blair og hans postmodernistiske valggeneraler som påvist spekuleret i - er modstanderens manglende egenskaber. I britisk politik er det ikke en manglende egenskab at skulle gå til valg på et styrket pund.
Bare man gør det, mens det er det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu