Læsetid: 6 min.

Blev Clinton reddet af Jeanne d'Arc?

21. februar 1997

Noget stak under, da anklageren i Whitewater-skandalen meddelte sin aftræden forleden

I bakkerne øst for Los Angeles ligger et gement fængsel, hvis misvisende navn er: Sybil Institute for Women.
I dette kvindefængsel har Bill og Hillary Clintons veninde fra tiden i Arkansas, Susan McDougal, siddet buret inde siden december. Den unge dame på 40, der plejede at ankomme til retssalen i Little Rock i stramme cowboybukser og sorte solbriller, er blevet dømt til 18 måneders fængsel af justitsministeriets særanklager i Whitewater-affæren, Kenneth Starr.
Forbrydelsen? Foragt for retten. Hun afviser nemlig at besvare følgende spørgsmål: "Talte William Jefferson Clinton efter Deres bedste vidende sandt under retssagen imod Dem?"
Under retssagen sidste år blev Susan McDougal idømt to års fængsel for svig i forbindelse med nogle lån, som hun havde taget under falsk forudsætning. Pengene skulle bruges til at dække det betragtelige underskud, hun og ægtemanden James McDougal havde indkasseret sammen med Clinton-familien på investeringen i den famøse Whitewater-ejendom. Clinton benægter kendskab til lånet.
Den dom har Susan McDougal appelleret og burde derfor være på fri fod. Men det amerikanske retsmaskineri kan engang imellem være lige så ubamhjertigt, som det er gavmildt. Sidste efterår tilbød Starr at frafalde alle anklager, inklusiv dommen på to år, hvis blot Susan McDougal ville svare på ovennævnte spørgsmål. Det sagde hun nej tak til. Så ville damen hellere ind og ryste tremmer.
Det var midt i præsidentvalgkampens hede, og amerikansk presse konkluderede derfor - overilet, viser det sig - at Bill måtte have lovet Susan en benådning, hvis han blev genvalgt. En præsident kan nemlig til hver en tid benåde en forbryder.

Det har altid været antaget, at Susan McDougals kompromisløse nej til Starr kun kan tolkes på en måde: Hun dækker over sin gamle ven - og måske kæreste. Husk på, hvad der ville ske, hvis Susan en dag sagde: Præsident Clinton løj under ed i retten! At begå mened som USA's præsident svarer til at vinke farvel til Det hvide Hus fra den samme helikopter, som fløj Nixon i politisk eksil under Watergate-skandalen. Et tungt ansvar hviler på Susan McDougals skuldre.
Er det muligt, at helt andre overvejelser ligger til grund for hendes standhaftige holdning? Svaret er ja, nu da Clinton mod forventning ikke har benådet sin veninde. Kan man forestille sig, at en flot og smart påklædt sydstatskvinde, der som studine giftede sig med en kendt og meget ældre forretningsmand i Arkansas med politiske forbindelser på højeste sted, er villig til at stå fast på sit standpunkt? Selv, hvis hun må betale med straf? En moderne Jeanne d'Arc.
Indtil videre er pressen og de professionelle Clinton-hadere gået udfra, at Susan McDougal er en principløs tøs, som slavisk følger den sti, der fører til pengekassen. Intet tyder på, at den version vil ændre sig i den nærmeste fremtid. Men hvorfor ikke tage hendes forklaring for pålydende? Den går ud på, at Starr og hans team er politisk motiveret og forsøger at knalde præsidenten på et eller andet. Den slags vil hun ikke medvirke til.
At svare på det famøse spørgsmål ville være ensbetydende med at acceptere anklagemyndighedens præmis - at Clinton lyver. Men den amerikanske præsident er hidtil ikke anklaget for noget. Det kan derfor ikke være Starrs opgave at spørge hende, om Clinton begår mened. Det vedkommer ikke retssagen mod Susan og James McDougal.
Sådan skal hendes begrundelse mere eller mindre udlægges. Hvis den står til troende, bliver det interessante, at nogle andre uløste gåder i puslespillet går op.

Først skal det lige understreges, at Kenneth Starr blev udpeget for to år siden af Clintons justitsminister. Det skete, efter at Det Hvide Hus var kommet under pres fra medierne og republikanerne i Kongressen. Indtil sidste sommer kørte høringerne i senatet for fuld udblæsning, alt imens særanklageren indsamlede bevismateriale, afhørte vidner og fuldførte den første retssag. Så gik luften ud af udvalgsformand Alphonse D'Amatos ballon. Meningsmålinger viste, at han risikerede at blive lige så upopulær som Newt Gingrich.
Da senatet opgav at fortsætte sin egen undersøgelse, stod Starr pludselig uden politisk dække. Samtidig dalede interessen i pressen. Kort efter Clintons valgsejr skete der desuden noget ret opsigtsvækkende. Starr rejste til Detroit og fortalte en eksklusiv forsamling af konservative forretningsfolk, at "mit hold har gjort store fremskridt. Vi befinder os på et kritisk punkt og bevæger os fremad meget, meget hurtigt."
Hvabehar! Siden hvornår er det blevet en uafhængig særanklagers opgave at fortælle sine golfkammerater, hvor langt han er nået i en retsundersøgelse mod USA's præsident? Sålænge der ikke foreligger noget resultat, vedkommer det ikke offentligheden. Her fornemmede man pludselig italienske tilstande. Forskellen på situationen i de to lande er dog stor.
I Italien taler anklagere og dommere ud for at søge beskyttelse fra den offentlige opinion. De politiske partier har nemlig altid kvalt undersøgelser af korruption. I USA kan en særanklager regne med sin uafhængighed og støtte fra oppositionspartiet. Da senatet vaklede i fjor, frygtede Starr tilsyneladende at blive svækket og skyndte sig at minde amerikanerne om sin eksistens. Det turde være et indicium på, at han er i vanskeligheder.
Efter talen i december har det hele tiden forlydt, at Starr på grundlag af sit bevismateriale ville beslutte, om der skal rejses sigtelse mod Bill og Hillary Clinton inden udgangen af februar. I stedet skete der noget relativt uventet. Ugemagasinet The New Yorker rapporterede, at James McDougal havde ændret sit vidneudsagn om præsidenten, da han blev truet af Starr med 80 års fængsel efter retssagen sidste efterår.
Nu påstod Hr. McDougal, at han tidligere havde løjet. Clinton var underrettet om det svigagtige lån på 300.000 dollar. Han var tilstede på hint møde. At han under ed havde sagt det modsatte, at Clinton ikke vidste noget, skyldtes et ønske om at beskytte ham. Men den slags opportune omvendelser er ikke meget værd overfor en nævningedomstol. Starr kunne kun håbe, at Susan ville høre op med at spille martyr ude i Los Angeles og følge sin ekshusbonds sti.
Her må særanklageren imidlertid være blevet skuffet. I samme New Yorker-artikel - og det synes ingen at have taget notits af - erklærede Susan McDougal nemlig, at hun nu accepterede sin skæbne. Jeanne d'Arc vil udsone hele sin straf på halvandet år. "Mit liv her i fængslet er såmænd ikke værre end min tilværelse udenfor. Det var blevet et Helvede."

Forleden, en uge senere, løb en anden meddelelse ind fra Los Angeles. Kenneth Starr er fra 1. august d.å. blevet hyret som dekan for det juridiske fakultet på Pepperdine University. Denne nyhed er naturligt nok blevet modtaget med lettelse i Det Hvide Hus og med vrede og foragt af republikanerne og pressen. Starrs afgang kunne nemlig betyde, at han har opgivet at fælde Clinton.
Hvis den tolkning er korrekt, så bekræftes de værste anelser om Starrs motiver for at have accepteret opgaven i sin tid. Da George Bush var præsident, gik han lige glip af et sæde i Højesteret og måtte fortsætte som forbundsdommer. Chancen for berømmelse opstod, da justitsminister Janet Reno udpegede ham i 1995 på anbefaling af det republikanske flertal. Hans baggrund er imidlertid ikke særlig apolitisk. Kenneth Starr er ærkekonservativ og Clinton-fjende.
Han har arbejdet for en højregruppe, der argumenterer for, at præsidenten ikke kan erklære immunitet i Paula Corbin Jones' sag imod Clinton for seksuelle tilnærmelser. Sidste efterår gav Starr en tale på et forum, der arrangeredes af en anden Clinton-hader - højreevangelisten Pat Robertson. I sin tid som uafhængig anklager har Starr og hans advokatfirma repræsenteret tobaksindustrien, der bekæmper Clintons planer om at fjerne nikotin fra cigaretter. Det smager af interessekonflikt.
At Starr nu tager sit gode tøj og rejser til Los Angeles, er en naturlig følge af, hvad der skete i senatet sidste sommer. Han har ikke længere opbakning fra sine republikanske allierede, og han er kørt fast i undersøgelserne mod Clinton. Nu skal andre overtage ansvaret.
Det betyder ikke, at præsident Clinton er uskyldig i et cover-up i forbindelse med Whitewater-affæren, hvilket sagen handler om. Men andre relaterede undersøgelser kan skade ham og hustruen Hillary. Eksempelvis fjernelsen af dokumenter fra Vincent Fosters kontor i Det Hvide Hus efter hans selvmord i 1993. Eller fyringen samme år af syv medarbejdere i præsidentens rejsekontor. Eller fru Clintons regnskab fra 1980, der forsvandt i 1994 og med ét dukkede op i 1996. Eller opdagelsen i Det Hvide Hus af 900 FBI-dokumenter om politiske modstandere.
Føljetonen fortsætter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu