Læsetid: 5 min.

Danskernes nej til unionen

14. februar 1997

Nyrup vil snakke praktisk EU-politik på asyl-, flygtninge- og visum-området, mens LO er klar til et mere principielt opgør med forbeholdene

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen har sammen med 162 andre medlemmer af Folketinget vedtaget en forklaring på, hvorfor 50,6 procent af de danske vælgere sagde nej til EU ved folkeafstemningen i 1992.
"Det danske nej til EF-unionen den 2. juni 1992 var udtryk for, at et flertal af danskerne ikke ønsker Europas forenede Stater. Det var derimod ikke et nej til EF-medlemskabet eller til europæisk samarbejde."
Citatet findes i de indledende bemærkninger til den lov, der lagde op til den anden folkeafstemning, hvor temaet var Maastricht-traktaten minus de fire forbehold. Det er derfor ikke for meget sagt, at forbeholdene retter sig mod symbolerne på den europæiske statsdannelse. De er vendt mod dansk deltagelse i fælles:

statsborgerskab
mønt
forsvar
politi

Det er de fire forbehold, Poul Nyrup Rasmussen nu har sat til diskussion.
Det sker ikke med et bredt anlagt frontalangreb af principielle dimensioner, men med praktiske henvisninger til behovet for et EU-samarbejde om asyl-, flygtninge- og visumpolitikken, tre af de i alt ni politikområder, der alle omfattes af politi-forbeholdet.
Selv om statsministerens udspil ikke nødvendigvis flytter noget i danskernes holdning til forbeholdene, så er det udtænkt med fuld indsigt i den danske EU-debats største paradoks.
På den ene side fortæller den ene meningsmåling efter den anden, at danskerne står vagt om hvert enkelt af de fire forbehold.
På den anden side fortæller meningsmålingerne også, at danskerne siger ja til at styrke det praktiske EU-samarbejde på de områder, forbeholdene dækker.
Modstanden mod Europas Forenede Stater er med andre ord ikke mindre stærk end viljen til praktisk EU-samarbejde.
Det dokumenteres senest i dagbladet Børsen, hvor Greens analyseinstitut i begyndelsen af måneden kunne fortælle, at halvdelen af vælgerne vil fastholde politiforbeholdet. Ifølge den samme meningsmåling er 76,3 procent af vælgerne samtidig for "en udvidelse af politisamarbejdet for at bekæmpe kriminalitet".
I marts sidste år offentliggjorde ugebrevet Mandag Morgen en AIM-måling om danskernes holdning til et EU-forsvar. Her sagde 64 procent af de adspurgte, at de er helt enige i, at "EU bør udbygge sit samarbejde om fredsbevarelse og forebyggelse af krig, også selv om det kan inddrage militære spørgsmål".
I samme måned sagde 52,5 procent ifølge Greens og Børsen nej til at ophæve det danske forbehold her.

Ved at holde sig til de praktiske henvisninger til behovet for et EU-samarbejde om asyl-, flygtninge- og visumpolitikken forsøger Nyrup at sætte gang i EU-debatten på et praktisk plan, der kunne finde sted neden under den mere principielle diskussion af forbeholdene.
Der udover sætter Nyrup gang i diskussionen af lige netop asyl-, flygtninge- og visumpolitikken, fordi et EU-samarbejde her ikke nødvendigvis bliver byggesten i et Forenet Europa. Derved adskiller EU-samarbejdet om de tre områder sig fra alle andre områder, dækket af de fire danske forbehold.
SF's toppolitikere er fuldstændig på det rene med, at Nyrup med omhu sætter ind overfor kædens svageste led, når han åbner en diskussion af de fire danske forbehold med en snak om asyl- ,flygtninge- og visumpolitikken.
Når SF-formand Holger K. Nielsen afviser at diskutere Nyrups diskussion sker det derfor også for at undgå, at diskussionen om EU-samarbejdet på de tre områder bliver en løftestang til et generelt opgør med forbeholdene.
"Der er ingen saglig grund til at opbygge et overstatsligt samarbejde på de tre områder. Min erfaring med EU-samarbejdet er, at når først man starter et sted, så fortsætter man et andet sted bagefter," siger Holger K. Nielsen.

Det er ikke kun den slags indenrigspolitiske overvejelser, der styrer Nyrup. Under forhandlingerne på EU's regeringskonference arbejder en række lande for, at EU-samarbejdet om de tre områder skal styrkes i en overstatslig form.
De peger på, at det nuværende samarbejde ikke fungerer. Nu skal EU-landene udforme og vedtage den ene konvention efter den anden for at få dækket asyl-, flygtninge- og visumpolitikken.
Indtil nu er ingen konventioner ratificeret i alle femten medlemslande og er derfor ikke trådt i kraft endnu. En konvention om fælles grænsekontrol bliver blokeret af både Spanien og Storbritannien, fordi de ikke kan blive enige om Gibraltars status.
For Holger K. Nielsen er den slags eksempler et tegn på, at der ikke er politisk vilje blandt EU-landene til at føre samarbejdet ud i livet.
"Der er ingen garanti for, at EU-samarbejdet om asyl-, flygtninge- og visumpolitikken kommer til at fungere, blot fordi det bliver overstatsligt," siger Holger K. Nielsen.
Udfaldet af den diskussion kan aflæses i meningsmålingerne. Hvis danskerne ifølge meningsmålingerne lader sig overbevise af Nyrup i de kommende måneder, så kan han føle sig fristet til at bøje sig fra presset fra de andre EU-lande og tage et opgør med det danske forbehold her.

Det kan imidlertid vise sig at være en farlig strategi, for de fire danske forbehold er ikke kun historien om den danske skepsis over for Europas forenede Stater. De er også udtryk for en skepsis over for politikerne.
Særligt EU-modstanderne vil derfor hurtigt udnytte et Nyrup-opgør med et forbehold på grund af asyl-, flygtninge- og visumpolitikken.
"Man skal ikke tage røven på vælgerne og droppe forbeholdene. Det egner sig ikke til at skabe tillid til det politiske system," siger Ole Krarup, der er medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EF-Unionen.
Dertil kommer, at Krarup er særdeles skeptisk over for Nyrups pragmatiske EU-samarbejde på de tre områder.
"Tænk på, hvor følsom og polariseret flygtningedebatten er i Danmark. Det er et område, hvor vi ikke kan afgive det nationale politiske ansvar for beslutningerne. Det vil være halsløs gerning," siger Ole Krarup.
Junibevægelsens Jens Peter Bonde rækker på samme måde tilbage til danskernes mistillid.
"Forbeholdene er en garanti til befolkningen. Den kan politikerne ikke bare løbe bort fra og svigte garantien," siger Jens Peter Bonde.

Den problemstilling har aldrig påvirket LO-toppen, der lige siden folkeafstemningen i 1993 har presset på for at tage et opgør med alle fire danske forbehold.
I denne uge siger faglig sekretær Ib Wistisen til Berlingske Tidende, at flere af forbeholdene er en hæmsko for Danmark.
LO planlægger af samme grund en mere aktiv dansk EU-politik. "Danmarks plads skal ikke være på sidelinjen," siger Wistisen.
Så kan der igen komme drøn på en dansk EU-diskussion om de fire forbehold, som for både tilhængere og modstandere har stor symbolsk betydning. Det kan overskygge for den kendsgerning, at deres betydning for praktisk politik har været ringe.
Sådan vil det ikke blive ved med at være. En række EU-lande arbejder hårdnakket på at etablere et EU-samarbejde om emner, der er omfattet af et dansk forbehold.
Når det engang begynder at virke, vil den danske diskussion også kunne tage udgangspunkt i en præcis viden om, hvad EU-samarbejdet på de følsomme områder indebærer. Indtil da vil diskussionen svinge mellem dansk modstand over for Europas Forenede Stater og dansk vilje til praktiske løsninger med de andre EU-lande.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu