Læsetid: 6 min.

Harmløst dokument genopliver dæmoner

6. februar 1997

Fransk-tysk forsvarserklæring uden nyheder udløser storm om
atom-strategi, national suverænitet og amerikansk hegemoni

Frankrigs udenrigspolitik er en sjælden gæst i den franske Nationalforsamling, men den holdt sit indtog med et brag forleden. Det skyldes nogle tilfældige omstændigheder - et uheld, om man vil.
For at forstå forløbet må man huske, at udenrigs- og forsvarspolitikken i Frankrig i hovedsagen er præsidentens anliggende, og at parlamentet ikke har ret meget at skulle have sagt på det område.
Dette forklarer til dels, hvorfor Jacques Chirac undlod at underrette parlamentet om det "fransk-tyske koncept for forsvars- og sikkerhedspolitik", som han underskrev sammen med forbundskansler Helmut Kohl på topmødet i Nürnberg den 9. december 1996.
Parlamentet blev ikke underrettet om dokumentet, hverken før eller efter underskrivelsen. Det skete først den 29. januar, da dokumentet - efter voldsomme protester fra socialistisk og kommunistisk side - blev distribueret i Nationalforsamlingen og gjort til genstand for en kort debat (Information den 30. januar). Forinden var teksten blevet kendt i den tyske Forbundsdag og offentligggjort i uddrag - oversat fra den tyske version - i det parisiske dagblad Le Monde.
Den franske regering havde behandlet dokumentet som "konfidentielt". Efter "afsløringen" er det blevet trykt i sin helhed, analyseret og kommenteret vidt og bredt af politikerne og medierne.

Men før man overhovedet diskuterede indholdet, var der altså en ophidset debat om hemmeligholdelsen og - som den kommunistiske gruppeformand, Alain Bocquet, udtrykte det - regeringens "sjofling" af parlamentet.
Når man dertil konstaterer, at dokumentet strengt taget intet nyt rummer, men først og fremmest resumerer allerede indgåede aftaler, fælles hensigtserklæringer og principielle betragtninger fremsat i løbet af de sidste ti år, står man overfor et opgør af den slags, som franskmændene kalder psykodrama - ophidsede skænderier om uhåndgribelige emner.
Til sammenligning var teksten frit tilgængelig i Tyskland, men blev praktisk talt ignoreret af medierne. Kun en ekstremt seriøs avis som Frankfurter Allgemeine offentliggjorde nogle uddrag, og det var først den franske debat, der fremkaldte kommentarer i de tyske medier.
Det 16 sider lange dokument er så vagt, at man kan fortolke det i alle mulige retninger.
I Frankrig udleder man to vigtige punkter af det. På den ene side, at Frankrig anerkender USA's ledende rolle i NATO-landenes atomforsvar, på den anden side, at Tyskland går med til en "dialog" om det franske atomvåbens eventuelle rolle i et fælles europæisk forsvar.
Selv om der ikke er noget afgørende nyt i teksten, rører begge punkter ved noget meget kontroversielt. Hvis man fortolker det derhen, at "Frankrig underkaster sig USAs lederskab i NATO" og "opgiver den hidtidige, rent nationale franske atomdoktrin", er helvede løs i Frankrig. Det er omtrent det, der er sket.
Hvis man på den anden side fortolker den tyske holdning som et skridt hen imod at gøre Tyskland til atommagt via - eller i fællesskab med - Frankrig, er helvede løs i Tyskland. Men efter en enkelt socialdemokratisk advarsel skyndte Kohls talsmand sig at forsikre, at den tyske holdning til atomvåben ikke er ændret.

Det tilsyneladende harmløse dokument genopliver således dæmoner på begge sider af Rhinen. I Frankrig er der dels kampen mod "amerikansk dominans", dels ideen om det franske atomvåben som en national helligdom, ukrænkelig og udelelig, et centralt element i den nationale identitet og et symbol på den nationale suverænitet. Det er den politiske arv fra de Gaulle.
I Tyskland er der omvendt en indgroet aversion mod atomvåben (og atomkraft), en resolut afvisning af kontakt med og ansvar for atomvåben - samtidig med en traditionel accept af USA's lederskab og den amerikanske "atomparaply".
Hvis det omhyggeligt udarbejdede fransk-tyske "strategiske koncept" skal have nogen mening, skal der ske en vis tilnærmelse fra begge sider, og dokumentet kan ses som et skridt til at muliggøre en forsoning.
Det indgår også i en proces, der allerede er i gang, nemlig Frankrigs genindtræden i NATO's integrerede militære struktur (som de Gaulle trak Frankrig ud af i 1966) og i den forbindelse bestræbelserne på at give Europa en mere selvstændig rolle i NATO (Chiracs betingelse for den franske genindtræden).
Det er Chiracs nye tilnærmelsespolitik over for NATO - og især hans manglende resultater i retning af amerikanske indrømmelser til Europa - der gør det nye dokument omstridt i Frankrig.
Den tyske forsvarsminister, Volker Rühe, må enten have tænkt sig dårligt om eller bevidst have pustet til ilden, da han den 29. januar sagde: "Det er bemærkelsesværdigt, at Frankrig for første gang har underskrevet et dokument, hvor NATO's atomforsvar betegnes som afgørende, de britiske og det franske atomsystemer som supplerende... Nogle mener endog, at dokumentet betegner en NATO-isering af Frankrig..."
Denne udtalelse blev citeret - og brugt som en alvorlig anklage mod regeringen - fra socialistisk side under debatten i Nationalforsamlingen.
Forsvarsminister Charles Millon konstaterede imidlertid, at der intet som helst nyt er i den pågældende passage i det fransk-tyske dokument, der lyder: "Den øverste garanti for de allieredes sikkerhed udgøres af Alliancens strategiske atomstyrker, i særdeleshed De Forenede Staters".
Denne sætning stod nemlig allerede i et kommunike vedtaget på NATO's topmøde i Ottawa og underskrevet af Frankrig - i 1974, påpegede forsvarsministeren.

Hvis der intet nyt er i dokumentet, er det bemærkelsværdigt, hvor megen blæst der er om det i Frankrig.
Forklaringen må nok søges i, at det rører ved en latent debat om Frankrigs nationale suverænitet - som man ser truet af USA's dominerende rolle i NATO og Tysklands økonomiske og monetære lederskab i EU.
I den forstand er debatten en sikkerhedspolitisk pendant til Maastricht-debatten, en politisk modvægt mod en EU-debat, hvor man stirrer sig blind på møntunion og økonomiske kriterier. Der er almindelig enighed om, at debatten er ønskelig og nødvendig, og selv om det nye dokument ikke i sig selv tilføjer noget nyt, vil ingen benægte, at emnet er vigtigt.
Tyskland og Frankrig er og bliver EU's to centrale sværvægtere, og hvis de virkelig finder frem til et fælles strategisk og sikkerhedspolitisk koncept, kan det blive retningsgivende for resten af Europa. Hovedbudskabet synes at være, at de to lande faktisk ønsker et europæisk forsvarsfællesskab, med det fransk-tyske par som den hårde kerne.
De rystelser, sagen forvolder i Frankrig, kalder mindelser frem om det mislykkede forsøg på at oprette det Europæiske Forsvarsfællesskab (Europahæren) i 1954, et af de store dramaer i efterkrigstidens europæiske samarbejde. Projektet strandede i den franske Nationalforsamling på grund af frygten for tysk genoprustning og fransk suverænitetsafgivelse.

I centrum for den nye debat er Chiracs kursændring i forhold til NATO. Han har erkendt, at Frankrig kun kan kæmpe for en europæisk forsvarspolitik i samarbejde med sine europæiske partnere, og at ingen af disse - mindst af alle Tyskland - drømmer om at opgive NATO eller den amerikanske garanti til fordel for et teoretisk europæisk forsvarsfællesskab.
Derfor har han valgt at gå ind i NATO og forsøge at "reformere NATO indefra". De angreb, der nu rettes mod ham fra socialistisk og kommunistisk side (og bag kulisserne også fra mange af hans egne gaullistiske partifæller) går ud på, at han lader Frankrig "underkaste sig USA", at han sælger ud af den nationale suverænitet - med andre ord, at han svigter de Gaulles politik, som sikrede Frankrig uafhængighed og indflydelse.
Det er påfaldende, at socialisterne bruger disse argumenter på en særlig aggressiv måde og dermed optræder som mere gaullistiske end Chirac, der ellers har taget patent på at være de Gaulles arvtager. Der er dog ikke enstemmig opslutning blandt socialisterne til denne kampagne, der lidt for åbenlyst spiller på splittelsen blandt gaullisterne. En vis forlegenhed blandt disse er mærkbar, og nogle af de gamle gaullister har udtalt sig på linje med oppositionen - dog ikke under debatten i Nationalforsamlingen, hvor man har respekteret partidisciplinen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu