Læsetid: 6 min.

Vil Kina stadig sige nej?

25. februar 1997

USA's udenrigs-minister Albright måtte gå på listesko under sit første besøg i Kina, der i den kommende tid vil fokusere på stabilitet

Den amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright ankom i går til Beijing, få timer efter at liget af Kinas mangeårige leder Deng Xiaoping var blevet brændt på Babaoshan-kirkegården, vest for hovedstaden.
I dag holdes den officielle mindehøjtidelighed i Folkets Store Hal med 10.000 indbudte gæster. Albright er ikke blandt de indbudte, så hun rejser hjem til USA inden højtideligheden, men inden da har hun tilbragt et døgn i Kina - hendes første besøg som USA's udenrigsminister og sandsynligvis også det vigtigste.
Deng Xiaoping insisterede på en simpel begravelse, og ingen udenlandske ledere er inviteret med til mindehøjtideligheden. Albrights besøg i Kina var planlagt inden Dengs død i sidste uge, men alle ser det som et positivt tegn, at besøget blev gennemført trods den nye situation i Kina.
Det vidner om, at Kinas nye ledelse ønsker at fortsætte dialogen med USA, men den kinesiske ledelse har måske især ønsket at vise, at Dengs død er af mindre betydning for Kinas forhold til omverdenen. I sine sidste år havde Deng ingen direkte indflydelse på kinesisk udenrigspolitik - udover den symbolske - og ledelsen har med præsident og partileder Jiang Zemin i spidsen ønsket at understrege dette med Albrights besøg.
Albright fik til gengæld en enestående mulighed for at møde den kinesiske topledelse så kort efter Dengs død. Hun har dermed haft lejlighed til at få en fornemmelse for dens 'bæredygtighed', og hun fik samtidig mulighed for at indlede det fremtidige samarbejde.

En kinesisk kommentator brugte i dagene efter Dengs død et kinesisk ordsprog til at beskrive den nye politiske situation: Når en and svømmer, ser alt roligt ud på overfladen, men set nedefra er der voldsom bølgegang. Med andre ord: Dengs efterfølgere ser måske ud til at have styr på situationen, men i det skjulte har de travlt med at få et fastere greb om magten.
I en sådan situation vurderer de fleste, at der næppe vil ske de store forandringer, hverken på det indenrigspolitiske eller det udenrigspolitiske plan. Måske snarere tværtimod.
En amerikansk talsmand gav da også før Albrights ankomst til Beijing udtryk for, at USA ikke har de store forventninger.
"I de kommende uger og måneder vil Kina fokusere på kontinuitet, stabilitet og konsensus inden for ledelsen. Med andre ord: Intet risikabelt", sagde den unavngivne talsmand til Reuter.
Også den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, har konkluderet, at Jiang Zemin vil få så travlt med at konsolidere sin magt, at han må rette opmærksomheden mod interne problemer og derfor næppe vil gøre noget for at forbedre forholdet til USA.
I helt modsat retning peger derfor en artikel, som New York Times bragte i går. Ifølge avisen er Kina og USA tæt på at indgå en aftale om menneskerettigheder. Kina skulle være parat til at undertegne to centrale FN-erklæringer om menneskerettigheder, løslade otte politiske fanger og genoptage forhandlinger med Internationale Røde Kors om besøg til fanger. Til gengæld har USA lovet at afstå fra at presse en resolution, der kritiserer Kina, gennem FN's Menneskerettighedskommission i de kommende måneder.
Nicholas Burns, talsmand for det amerikanske udenrigsministerium, aflivede hurtigt historien og sagde, at der ikke var tegn på et sådant gennembrud. Men han tilføjede også, at New York Times' historie var "unøjagtig", hvilket bidrog yderligere til den almene forvirring, der herskede mandagen igennem. Var der alligevel noget om den eller hvad?
Hvis Kina virkelig er ved at give efter på så afgørende et punkt og på så afgørende et tidspunkt, kort efter Dengs død, ville det være overraskende, og det ville samtidig afkræfte ovenstående tolkninger af den forsigtige kurs, som den ny ledelse vil føre i den kommende tid. Eller ville det?

Hvad enten New York Times-historien har noget på sig eller ej, kan man fastslå, at Kina og USA allerede måneder før Dengs død forsøgte at indlede en ny form for dialog. Den amerikanske præsident Bill Clinton har talt om et "konstruktiv engagement" med Kina, hvor enkeltspørgsmål som menneskerettigheder ikke må overskygge alle andre.
Den nye udenrigsminister Albright lovede ved sin tiltrædelse tidligere på året, at hun fortsat ville fokusere på Kinas overtrædelser af menneskerettighederne. Men mandag i Beijing sagde hun, at "hovedformålet er at engagere Kina og få lederne til at forstå, at vi gerne ser Kina som en del af det internationale samfund".
Albrights besøg i Beijing er faktisk et resultat af dette nye og konstruktive samarbejde, og ifølge planen vil resten af året være booket op af en række udvekslinger af besøg mellem de to lande:
Den kinesiske udenrigsminister Qian Qichen besøger USA om kort tid, derefter følger den amerikanske vicepræsident Al Gores besøg i Kina, sandsynligvis allerede i næste måned. Derefter er der planlagt topmøder mellem Jiang Zemin og Bill Clinton i henholdsvis Kina og USA senere på året.
Hvis den kinesiske ledelse er parat til at indgå en aftale med amerikanerne på menneskerettighedsområdet, kan det derfor være et forsøg på at sige tak for tilliden til Clinton.
Det er set før, at Kina har givet indrømmelser på området i form af løsladelser af systemkritikere på vigtige tidspunkter. Metoden er blevet brugt til at "belønne" amerikanske ledere, som f. eks. præsident Bush, men metoden har samtidig været brugt til at skabe tvivl om, hvordan omverdenen skal behandle Kina for at presse forbedringer igennem på menneskeretsområdet.
Erfaringen er også, at indrømmelser fra kinesisk side ofte er blevet fulgt op af senere stramninger.

Det handler alt sammen om interne og eksterne forhold. Eksternt har Kina brug for et nogenlunde gnidningsløst forhold til verdens eneste supermagt USA, der bl. a. repræsenterer et vigtigt eksportmarked for Kina. USA er desuden en vigtig investor og kilde til sidste nyt inden for teknologien.
Politisk har Kina også brug for et rimeligt forhold til USA. Deng Xiaoping indså det i sin tid og var manden bag den endelige normalisering i 1979. Han stod bag Kinas åbning til omverdenen, især USA.
For USA har Kina haft forskellige betydninger, men altid med en central placering. Gennem 1980'erne som modvægt mod Sovjetunionen og efter den kolde krigs ophør som en vigtig regional stormagt, der hvis den økonomiske vækst fortsætter både er et ekstremt vigtigt marked for amerikansk erhvervsliv, og samtidig kan udvikle sig til en supermagt og dermed blive en modvægt til USA i det kommende århundrede.
Der er fælles interesser, men sandelig også modstridende.
For Kina - eller rettere den kinesiske ledelse - er der de interne forhold i riget at tage hensyn til. I den kinesiske ledelses øjne vejer otte systemkritikeres skæbne ikke særligt tungt. De bliver i fængslet, hvis ledelsen vurderer, at de på fri fod kan være en trussel mod regimet og den interne politiske stabilitet. De bliver løsladt, hvis ledelsen vurderer, at de på fri fod - og helst i eksil i USA - kan give ekstra point i forholdet til USA.
På samme måde vil den nye ledelse holde en nationalistisk og formentlig tiltagende skinger kurs, hvis den vurderer, at det er det, der skal til for at tilfredsstille høgene især inden for hæren, men også i de intellektuelle kredse, der mener, at "Kina kan sige nej" - hvilket er titlen på en nyere og meget populær bog i Kina. Bogen handler netop om stormagten Kina, der ikke længere behøver at finde sig i USA's og andre vestlige nationers irettesættelser.
I de kommende måneder vil vi sandsynligvis høre Kina sige nej og atter nej - kombineret med enkelte ja'er, når det passer ind i programmet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu