Læsetid: 5 min.

Ms. Albright, russerne og Europas nyordning

22. februar 1997

Madeleine Albrights lyn-turné til europæiske hovedstæder bragte ingen løsning på hovedspørgsmålet: Hvilken vægt tildeles Rusland i Europas nye sikkerheds-arkitektur?

USA's nye udenrigsminister, Madeleine Albright, har i den forløbne uge præsenteret sig over for både gamle og nye allierede og gamle (og nye?) modstandere på en hvirvelstorms-turné til de europæiske hovedstæder.
Den diplomatiske tour-de-force havde det dobbelte formål at banke lidt fodslag ind i geledder af vesteuropæiske lande, der - gjort møre af en massiv strøm af trusler og jeremiader fra Moskva - var begyndt at vakle i spørgsmålet om en udvidelse af NATO.
Samt at lodde stemningen i Kreml: Er der eller er der ikke basis for en aftale om Ruslands plads i Europas nye sikkerhedsstruktur forud for NATO's uomgængelige beslutning til juli om at udvide med tre, muligvis fire tidligere Østblok-lande?
Ms. Albright, der som barnefødt tjekke fra mellemkrigstiden selv er et produkt af det delte Europa, gjorde sin entré med manér. Hun parlerede en français i Paris - et billigt trick, men det virker - og førte sig ellers frem som verbal damptromle i en stil, der har været fruens kendemærke under hendes fire år lange periode som USA's FN-ambassadør.
"Vestens nye jernlady" blev hun kaldt af sin russiske modpart, Jevgenij Primakov, efter de to udenrigsministres møder torsdag og fredag. Ikke nødvendigvis ment negativt: Den principfaste, men ligefremme britiske eks-premierminister, Margaret Thatcher, var en stærk personlighed, russerne forstod og beundrede.
Albrights stil er altså markant anderledes end forgængerens, den bedemandsagtige karrierediplomat Warren Christopher's, men indholdet i det amerikanske budskab er det samme: NATO bliver udvidet, hvad enten Moskva piber eller synger. Det, der i et vist omfang kan forhandles om, er betingelserne - herunder Ruslands plads i det nye sikkerhedsarrangement.
Albright lagde under sin rundrejse endda en tidsplan på bordet: Beslutning om udvidelse på NATO-topmødet i Madrid 7.-8. juli, forhandlinger med de indbudte medlemslande frem til december, hvorefter alliancens medlemslandes parlamenter har et år til den nødvendige vedtagelse og ratifikation af tiltrædelsespagten, og de nye medlemslande - Polen, Tjekkiet, Ungarn og måske også Slovenien - således kan indtræde i løbet af 1999.
This lady is not for turning,
neither!

Så kan kværulanter, som for eksempel USA's gamle koldkrigsstrateg, George Kennan, kalde NATO-udvidelsen "den mest skæbnesvangre fejl begået i amerikansk politik i tiden efter den kolde krigs afslutning".
"Hvorfor", spørger Kennan, "skal øst-vest relationerne fokusere på spørgsmålet om, hvem der bliver allierede, og derfor også hvem der bliver fjender, i en fantasifuld og helt uforudsigelig, ja tilmed usandsynlig militærkonflikt engang i fremtiden?"
Albrights svar på dette spørgsmål blev offentliggjort i en grundig gennemgang af udvidelses-problematikken, "Why bigger is better", i tidskriftet The Economist forud for hendes Europa-rejse.
Kernen i den amerikanske udenrigsministers - og andre NATO-strategers - argumentation er, at modstandere af udvidelsen lægger for stor vægt på NATO's hovedopgave under den kolde krig: at "inddæmme", hvad man så som den militære trussel fra Sovjetunionen og Østblokken.
"Det var ikke alt, hvad NATO gjorde. Alliancen skabte den sikkerhed, som de sammenbrudte samfundsøkonomier behøvede til at bygge sig op påny. Den hjalp Frankrig og Tyskland til at blive forsonede og gjorde den europæiske integration mulig. Den bragte Italien, Tyskland og senere Spanien tilbage til de europæiske demokratiers familie. Den har af-nationaliseret de allieredes sikkerhedspolitik. Den har stabiliseret forbindelserne mellem Grækenland og Tyrkiet. Altsammen uden at et skud er løsnet", skriver Albright.
Det nye, udvidede NATO ses altså først og fremmest som en sikkerheds- og samarbejdsskabende organisation med helt de samme opgaver i Øst- og Centraleuropa som i efterkrigstidens Vesteuropa: At sikre den interne politiske stabilitet i tider med store økonomiske omvæltninger, nedfryse eller helt løse nationale konflikter og konflikter med mindretal, og virke afskrækkende, og dermed forebyggende, i eventuelle konfliktsituationer.
Samtidig får NATO en ny opgave, som allerede har været prøvekørt i Bosnien: En rolle som fredsbevarende eller fredsskabende organisation i Europa.
Som Madeleine Albright gør opmærksom på, er der omkommet langt flere mennesker i konflikter i Europa i de seneste fem år, især i Bosnien og Tjetjenien, end under de forudgående 45 års kold krig.

Hvorfor så ikke inddrage Rusland i dette nye sikkerhedsarrangement, måske endda med russisk medlemskab af NATO som et politisk mål i en ikke alt for fjern fremtid?
Svaret fra NATO-strategerne er: Det vil også ske i et vist omfang, hvis Rusland vil, og Moskva ellers erkender sin degradering fra global supermagt til større regional magt.
Ingen fremtrædende NATO-politiker vil sige andet, end at døren for Ruslands NATO-medlemskab fortsat står åben, selv om vanskelighederne, der er forbundet dermed, er indlysende:
Skal NATO i givet fald også inddrages i Ruslands konflikter i Syden, Kaukasus for eksempel? Eller eventuelle konflikter med den fremstormende asiatiske stormagt, Kina? For ikke at tale om besværet - og omkostningerne - med at harmonisere et faldefærdigt russisk militærapparat med NATOs militære standarder.
Derfor er NATO's tilbud til Rusland i forbindelse med den forestående øst-udvidelse reduceret til:

en politisk aftale, et såkaldt charter, der forpligter NATO til at konsultere Rusland i spørgsmål, der vedrører europæisk sikkerhed. Altså russisk hørings-ret, ikke veto-ret. Disse konsultationer kan ske ad hoc eller i et særligt NATO-russisk råd, som Moskva helst ser det.
oprettelse af en permanent fælles NATO-russisk brigade til indsættelse i fredsbevarende operationer, magen til den der blev etableret i Bosnien,
øget russisk tilstedeværelse, for eksempel i form af et permanent liaison-kontor, ved NATO-hovedkvarteret i Bruxelles,
et allerede afgivet løfte om, at NATO hverken har "intentioner, planer eller grund til at udstationere atomvåben på de nye medlemslandes territorier",
betydelige indrømmelser til Rusland i de netop påbegyndte forhandlinger om en ny CFE-traktat, en traktat, der lægger loft over antallet af konventionelle (ikke-atomvåbenbærende) våben og styrker i Europa.
Albright præsenterede i Moskva et forslag om, at antallet af konventionelle styrker i både Europa og Rusland reduceres markant, og at de såkaldte territoriale lofter over styrker i de formodentlig nye NATO-lande - Polen, Tjekkiet og Ungarn - ikke vil overstige de nationale lofter. Oversat: at disse landes NATO-medlemskab ikke fører til en større troppekoncentration i regionen.

Selv om mødet i Moskva mellem Albright og den russiske ledelse siges at have været "konstruktivt", lagde ingen af parterne bagefter skjul på, at der stadig var stor afstand.
Kremls krav er en juridisk bindende aftale, der forhindrer udstationering af atomvåben, samt udenlandske styrker og -faciliteter på de nye NATO-landes territorium. Desuden ønsker man en aftale om, at en eventuel senere NATO-udvidelse ikke inkluderer lande, der grænser op til Rusland, som for eksempel de baltiske stater. Endelig kræver Rusland "stor vægt", ikke nødvendigvis vetoret, men heller ikke blot høringsret, i beslutninger, der vedrører europæisk sikkerhed.
Ved at lægge så relativt bastante krav på bordet - krav, som NATO-alliancen ikke kan opfylde - har den russiske regering gjort det svært for sig selv at klatre ned ad stigen - især i det i stigende grad nationalistiske og anti-vestlige politiske miljø i Rusland.
Både vestlige og russiske iagttagere, Information har talt med, hælder derfor til den opfattelse, at en aftale mellem NATO og Rusland ikke er på plads, når NATO til juli træffer beslutning om udvidelse. Og at verden går ind i en tid med større turbulens og konfrontation mellem Øst og Vest.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu