Læsetid: 5 min.

Socialt lapperi

28. februar 1997

Oppositionen skriger på gennemgribende velfærdsreformer, men regeringen byder fortsat kun på lapperier

Socialminister Karen Jespersen (S) har sendt sit forslag til en ny bistandslov til høring, og snart begynder de politiske forhandlinger med Folketingets øvrige partier.
Forhandlingerne bliver vanskelige, for ministeren har hele tiden ønsket et bredt forlig om loven. Men Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten trækker i den ene retning, og Venstre og de konservative trækker i den anden. En ting er de dog enige om, nemlig at der er et skrigende behov for sammenhængende og omfattende velfærdsreformer i Danmark. Men det lægger socialministerens lovforslag slet ikke op til.
Der har allerede været et langt forløb forud for de tre lovforslag, som Karen Jespersen i onsdags kunne offentliggøre. Den eksisterende bistandslov er tyve år gammel, og talrige ændringer har gjort den svær at administrere.
To embedsmandsudvalg blev derfor nedsat i 1995 med det formål at give et bud på en revision. Bistandsloven skulle splittes op i en kontanthjælps- og i en servicedel, den skulle forenkles, og den skulle omskrives, så den er i tråd med regeringens socialpolitik.
I henholdsvis slutningen af august og september sidste år kunne socialminister Karen Jespersen så præsentere "Forslag til Lov om aktiv socialpolitik" og "Forslag til Lov om social service".

Den første høringsperiode blev en massiv nedskydning af de to udkast. Dels på grund af enkeltheder i kontanthjælpsdelen, der fokuserer meget på aktivering og borgernes ansvar og pligter, og dels på grund af de manglende overordnede perspektiver.
LO gav et meget fyldigt høringssvar og skrev blandt andet:
"Generelt er det LO's opfattelse, at der med lovudkastet ikke er taget hånd om de grundlæggende problemer. Lovforslaget er lagt op som en revision, men efter vores opfattelse er der behov for en grundlæggende reform af hele bistandssystemet; en reform der rækker ind i det næste årtusinde."
Socialistisk Folkeparti ytrede en lignende holdning. Partiet foreslog, at en ny socialkommission skulle analysere behovene i samfundet og lave et lovudkast på den baggrund.
Og i Information i januar sagde den konservative Per Stig Møller, der i mellemtiden har fået en ny jobbeskrivelse, at Danmark har brug for en gennemgribende reform, der forholder sig til hele arbejdsmarkedet.
"Arbejdet er ikke gjort med at forringe bistandsklienternes vilkår, hvis ikke deres muligheder for at komme i arbejde samtidig øges. Det vil sige, at der skal ændres på regelsættet inden for arbejdsmarkedsområdet," sagde han dengang.
Og nu, hvor han er blevet partileder, har han bebudet, at de konservative vil komme med et stort samlet velfærdsudspil inden næste valg. Reformerne skal skabe en bedre sammenhæng mellem uddannelse, forskning, arbejdsmarked, lønsystemer og skattestruktur, siger han.
Også Det Radikale Venstre laver analyser i øjeblikket og forbereder den store samlede velfærdsplan. Paradoksalt nok er det ikke krudt, som skal fyres af i denne regering. Her har man valgt at støtte de socialdemokratiske lappeløsninger.

Det er ikke så svært at forstå, at en mindretalsregering tager reformerne lap for lap, fordi den hele tiden er afhængig af opbakning fra Folketingets øvrige partier. Men resultatet bliver meget let en slingrekurs mellem venstrefløjen og de borgerlige partier, hvor den store sammenhæng går tabt.
Det skal retfærdigvis nævnes, at regeringens lapper er forbundet med en rød tråd, så i sidste ende kan der komme en sammenhængende sociallov ud af de spredte initiativer. Den røde tråd i regeringens socialpolitik er, at kommunerne i højere grad forpligtes til at tage udgangspunkt i individet, når de yder støtte.
Sygedagpengereglerne blev ændret i december måned, så kommunerne skal gribe ind allerede efter otte uger i stedet for efter 13 uger. Og de skal sørge for, at der bliver udarbejdet en plan for den sygemeldtes videre forløb.
Planen skal laves i samarbejde med den syge, vedkommendes fagforening og arbejdsgiver, og formålet er at finde en vej tilbage til arbejdsmarkedet. Lignende tanker har regeringen drøftet i de interne forhandlinger om en reform af førtidspensionen. Også dér skal kommunerne først og fremmest tænke i beskæftigelse, så pension bliver en allersidste udvej for borgerne.
Og sådan bliver det også med den nye bistandslov, hvis den bliver vedtaget. Igen er kommunerne forpligtet til at gøre en mere aktiv indsats for, at den ledige kommer i arbejde. Hvis der er udsigt til en længerevarende kontanthjælpsperiode, skal kommunen inden otte uger have lagt en plan for den indsats, som skal hjælpe borgeren i gang.
Hvis kommunerne formår at leve op til de mål, er det sandsynligt, at de udstødte får et mere indholdsrigt liv, at nogle borgere bliver hjulpet fra passiv forsørgelse til et mere aktivt liv, og at andre igen vil komme i ordinært arbejde.
Men sammenhængen mellem systemerne, der kan give det store udslag, mangler stadig. Som flere påpeger, er det nødvendigt at ændre forholdende på arbejdsmarkedet, hvis mærkbart flere arbejdsløse skal i ordinært arbejde.
Og det er her, det bliver svært for den nuværende regering at få noget igennem. Det vil kræve, at regeringen vælger side og samarbejder med enten SF og Enhedslisten eller med de konservative og Venstre. Og regeringen er tilsyneladende hverken i stand til eller interesseret i at foretage det valg. Det kan skyldes det faktum, at de borgerlige ikke er sociale nok, og at venstrefløjen ikke er økonomisk ansvarlig nok til, at så store reformer kan gennemføres med én fløj. Der er også vælgerne at tage hensyn til.

Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten har meget til fælles med de sociale organisationer, der i den første høringsperiode skældte så meget ud på de første udkast til en ny bistandslov. I den lejr mener man, det er et paradoks, at det er muligt at fremskaffe så mange aktiveringstilbud - men ikke ordinære jobs. Man mener, det er en skævvridning, når aktiverede arbejder til en langt lavere løn og uden rettigheder side om side med fastansatte ude i virksomhederne. Derfor skal der åbnes mulighed for, at der kan forhandles løn og vilkår på lige fod med andre. I stedet for at betragte de arbejdsløse som billig arbejdskraft må arbejdsgiverne vise ansvarlighed ved at være villige til at give en ordentlig løn, mener venstrefløjen.
De borgerlig partier ser hellere, at mindstelønnen bliver sat ned, så arbejdsgiverne får mulighed for at ansætte flere mennesker. Dette skal kombineres med en skattereform, så de lavtlønnede til gengæld får skattelettelser.
Regeringen har hidtil undladt at presse modeller ned over erhvervslivet. Men både erhvervsminister Jan Trøjborg (S) og socialminister Karen Jespersen har opfordret virksomhederne til at påtage sig et større socialt ansvar, så flere mennesker får mulighed for at blive ansat i et skånejob frem for at blive sat uden for arbejdsmarkedet. Man satser altså på frivillighed og holdningsændringer i stedet for lovgivning.

Oppositionen får altså ikke sine gennemgribende reformer på velfærdsområdet, og Karen Jespersen får sandsynligvis heller ikke den brede opbakning til sin bistandslov, som hun havde håbet.
Men det er realistisk, at Det Konservative Folkeparti og Venstre vil støtte forslaget, da deres nøgleord aktivering, aktivering og aktivering er kommet i fokus sammen med ansvarligheden, der skal få snylterne ud af systemet, så den offentlige ydelse alene gives til de virkelig svage i samfundet.
Regeringen får lidt, og de borgerlige får lidt, men der er endnu ikke udsigt til, at der for alvor kommer til at ske noget for de mange.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu