Læsetid: 5 min.

Traktatmagi og folkets røst

26. februar 1997

Et halvt søjlespring og en delvis ophævelse af et enkelt EU-forbehold.
En udlændingepolitik, som gælder i Danmark uanset hvad, og en ny EU-traktat. Denne cocktail betyder to EU-afstemninger - forvirret?

Egentlig er det hele meget simpelt. Det afgørende spørgsmål lyder: "Ønsker Danmark at deltage i en fælles EU-udlændingepolitik. Ja eller nej." Mere kompliceret behøver den nuværende debat i Danmark om en eller to EU-folkeafstemninger ikke være.
Resten handler nemlig i princippet udelukkende om det taktiske spil i dansk indenrigspolitik, beskyldninger om løftebrud og en forfærdelig omgang EU-jura, der let kommer til at lyde meget kompliceret.
Det er næppe forbigået læsernes opmærksomhed, at der i de seneste par uger har været røre i den hjemlige indenrigspolitiske andedam. Endnu en diskussion om, hvorvidt Danmark delvist skal ophæve et af de fire EU-forbehold er dukket op.
Den blev lanceret af indenrigsminister Birte Weiss (S), der på en konference i København tog tabuemnet op. Hun stillede spørgsmålet, om det er en god ide, at EU's samarbejde om flygtninge, immigration og visa fortsætter med at foregå efter mellemstatslige principper. Alle var i princippet enige i, at den problematik, som indenrigsministeren rejste, er reel. De hidtidige erfaringer viser, at det går meget trægt med EU-samarbejdet om udlændige, og en af årsagerne til dette er den mellemstatslige arbejdsmetode. Alle EU's 15 medlemslande skal være enige for at kunne træffe beslutninger, og de beslutninger, der træffes, skal derefter godkendes i de nationale parlamenter.

Men netop dèt at samarbejdet om udlændigepolitik
foregår efter den mellemstatslige metode er en del af det danske EU-forbehold. For at få danskerne til at stemme ja ved den anden folkeafstemning om Maastricht-traktaten lovede de danske politikere på ja-fløjen blandt andet, at Danmark ikke vil acceptere, at EU dropper det mellemstatslige princip på hverken udlændingepolitik eller andre områder som politisamarbejde, der hører ind under det samme forbehold.
Så samtidig med, at Birte Weiss åbnede for en relevant diskussion af, om samarbejdet i EU's udlændingepolitik er tilstrækkeligt effektivt, åbnede hun også for en
diskussion af fremtiden for et af de danske EU-forbehold.
Og dermed var der åbnet for en debat, der ikke alene er stærkt følelsesladet, men også dybt kompliceret.
For at starte med det mere simple er det efterhånden blevet meget tydeligt, at Danmark har et problem i de nuværende forhandlinger om en ny EU-traktat.
13 af EU's 15 medlemslande mener, at EUs udlændingepolitik skal gøres mere effektiv ved gradvist at gøre samarbejdet mere overstatsligt. De danske traktat-forhandlere ved at ved bare at afvise den løsning, sætter Danmark sig også uden for indflydelse på, hvordan EU's udlændingepolitik skal indrettes i praksis. Danmark har længe spillet en aktiv rolle i det daglige arbejde med udlændingepolitik i EU. Blandt andet er Danmark bannerfører på et forslag om, at der skal laves en byrdefordeling af flygtninge internt i EU.
Derfor er det stærkt utilfredsstillende for danske politikere og især for den danske regering at se, at de ikke kan få indflydelse i forhandlingerne. Men godt hjulpet af et kompromis-forslag, som det hollandske EU-formandskab præsenterede i sidste uge, har Danmark fundet en model, der kan bidrage til en foreløbig løsning af problemet med det danske EU-forbehold. Modellen kunne i princippet kaldes for et hjørnespark.

Holland har foreslået, at EU-landenes samarbejde om udlændingepolitik i princippet fortsætter nogle år endnu efter de mellemstatslige principper. De lægger op til, at den næste EU-traktat kommer til at indeholde et sæt spilleregler for udlændingepolitikken, som er mellemstatslige. Men x antal år - Frankrig har foreslået fem - efter, at traktaten er trådt i kraft, overgår samarbejde til at være overnationalt.
For den danske regering løser denne model et indenrigspolitisk problem. Når traktat-forhandlingerne er afsluttet til sommer, vil danske politikere kunne sige, at det danske forbehold stadig består fuldt ud. Der vil ikke være noget behov for straks at holde en folkeafstemning om en ophævelse af forbeholdet på udlændingepolitikken. For i traktaten vil der stå, at dette samarbejde først skal gøres overnationalt i eksempelvis år 2002.
Det betyder, at den nye EU-traktat vil kunne godkendes i Danmark uden en diskussion om de danske forbehold. Hvis traktaten ikke indeholder noget, der rent juridisk kan karakteriseres, som om Danmark afgiver suverænitet til EU, vil traktaten kunne godkendes af Folketinget. Ellers skal den til folkeafstemning.
Når så tiden nærmer sig eksempelvis år 2002, vil der ikke længere være nogen vej udenom for de danske politikere. På det tidspunkt vil de være tvunget til at afholde en folkeafstemning om en ophævelse af forbeholdet på det udlændingepolitiske område.
Det er allerede i dag let at forestille sig spørgsmålet, som stilles til folket. Vil Danmark deltage i EU's fælles udlændingepolitik. Ja eller nej. Hvad danskerne svarer vil reelt være totalt ligegyldigt. For realpolitisk vil Danmark alligevel være tvunget til at følge EU's udlændingepolitik slavisk. Hvis Danmark fører en mere restriktiv politik end EU, vil de øvrige EU-lande kritisere Danmark for at læsse vores flygtningeproblemer over på de andre lande. Og hvis Danmark fører en mindre restriktiv politik end resten af EU, vil Danmark blive oversvømmet af flygtninge.

Nu er der ingen, der kan sige, om det hollandske kompromis med hjørnesparksmodellen også vil blive det resultat, der kommer ud af traktat-forhandlingerne.
I dets nuværende udformning er det så vidtgående på andre områder, at det formentlig endda vil kræve en ændring af den danske grundlov, hvis det skulle accepteres. Den udvandingsproces er imidlertid allerede i gang i Bruxelles.
Men når temperaturerne når op på kogepunktet i den danske indenrigspolitik, hver eneste gang de danske forbehold er til diskussion, er det let at forstå, hvorfor eksempelvis den nuværende
diskussion om antallet af mulige EU-folkeafstemninger meget let bliver kompliceret.
De konservative har næsten leveret et klassisk eksempel på denne totale forvirring. Først Hans Engell, der efter en meningsmåling i Jyllands-Posten så en taktisk mulighed for at få et ja til den egentlige traktat, hvis afstemningen var kædet sammen med en afstemning om udlændingepolitik i EU og det tilhørende forbehold. Det er politisk selvmord, lød det fra Poul Schlüter. Og så i går kom den nye konservative leder, Per Stig Møller, på banen med en melding om, at afstemningerne bør foregå separat.

Det er reelt, når regeringspartierne og Venstres Uffe Ellemann-Jensen siger, at det er for tidligt at tage stilling til, hvor mange folkeafstemninger der skal være og hvornår. Det afhænger af forhandlingsresultatet.
Samtidig er det forståeligt, at især unionsmodstanderne har travlt med at få regeringen til at forpligte sig til ikke at røre forbeholdene - hverken i traktat-forhandlingerne eller ved en folkeafstemning. Ved at skabe indenrigspolitisk uro håber de at kunne aftvinge nogle løfter fra regeringen.
Men slutresultatet af debatten om antallet af folkeafstemninger er den totale forvirring, som Det Konservative Folkeparti er det mest præcise bevis på.
For beslutninger om folkeafstemninger afhænger nemlig ikke udelukkende af resultatet i traktat-forhandlingerne. De er også omgivet af en lang række indenrigspolitiske taktiske hensyn og vurderinger. En del af de danske problemer kan løses med traktatmagi, men med de modeller, der for tiden er på bordet, kommer Danmark ikke udenom til slut at høre på folkets røst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu