Læsetid: 5 min.

Tysk arbejdsløshed som skræmmebillede

13. februar 1997

Lige som de europæiske økonomier kan trække hinanden op ved håret, kan de gensidigt bidrage til at trække hinanden længere ned i hængedyndet. De kommende måneders europæiske arbejdsløshedstal bliver uhyggelig læsning

Den internationale presse fandt de store bogstaver frem forrige fredag, da de tyske arbejdsløshedstal for januar måned blev offentliggjort.
Tallene viste en stigning på godt en halv million arbejdsløse fra december til januar. En i efterkrigstiden hidtil uset stigning, der ydermere bragte arbejdsløshedstallet op på godt fire millioner personer. Et tal der ikke er set siden Hitles magtovertagelse i 1933. En oplysning med klar adresse til de tyske politikere om, at de sociale spændinger er stigende i det genforenede Tyskland.
Den dramatiske stigning i arbejdsløshedstallet forsøges delvist forklaret ved hårdt vintervejr i januar; men selv efter, at der er foretaget en såkaldt sæsonkorrigering af tallene, er der en stigning på 160.000, som har bragt den officielle arbejdsløshed meget tæt på 11 procent.
Hvad skyldes så denne stigning i arbejdsløsheden, spørges der febrilsk. Og med Pavlovs præcision flyder finanspressen over med historierne om det høje tyske omkostningsniveau og de store tyske virksomheders fortsatte rationalisering af produktionsstrukturen, der sender bølger af "overflødig" arbejdskraft på gaden.
Denne forklaring er lige så stereotyp, som den er forkert. Ses tallene for tysk økonomi efter i sømmene, så er det eksporten, der - som sædvanlig - udgør det dynamiske element.
Derimod ligger den indenlandske efterspørgsel underdrejet - ikke mindst de offentlige investeringer og det offentligt støttede byggeri er blevet ramt af Helmuth Kohls sparerunder.

I virkeligheden er det en gevaldig flovmand til hele den del af økonom-standen, der beredvilligt har sunget med på melodien, om at "her går det godt" uanset omfanget af offentlige besparelser.
Her udgør analyserne fra de internationale samarbejdsorganisationer (OECD, IMF og BIS) dog en delvis undtagelse. Nok tør OECD ikke direkte skrive, at EU-landenes fortsatte stramninger af finanspolitikken er ved at trække tæppet væk under den europæiske konjunktur; men OECD undlader dog ikke i halvårsrapporten fra december 1996 først at gøre opmærksom på, at alle de europæiske lande (bortset fra Norge og Irland) har en højere arbejdsløshed end nødvendigt.
Dernæst præsenteres læseren for nedenstående tabel, der viser omfanget af de finanspolitiske stramninger, der er sat i kraft fra den 1. januar i år:

Tabel 1. Finanspolitiske stramninger i EU-landene:
(procent af BNP)
Tyskland -0,7
Frankrig -0,6
Italien -2,0
Storbritannien -0,8
øvrige EU-lande -0,6
Kilde: OECD, Ec. Outlook, Dec. 1996, s.10

Note: Tallene i tabellen skal tolkes som de af landenes parlamenter vedtagne ændringer i offentlige udgifter (besparelser) og indtægter (skatteforhøjelser). Hvis et land derimod beslutter at privatisere jernbanerne (UK), sælge luftfartselskab (Tyskland) eller Postgiroen (DK), så har det ikke nogen direkte aktivitetsvirkning og er ikke omfattet af opgørelsen af finanspolitikken. Det reducerer blot behovet for at sælge statsobligationer.

Tabellen følges i teksten op med en forsigtig konstatering, at "i de lande, hvor arbejdsløsheden fortsat forventes at være høj, kunne de finanspolitiske stramninger måske foregå i et lidt langsommere tempo".

Nu er OECD jo heller ikke bundet af den binding, at regnestykkerne over den offentlige budget saldo skal udvise et underskud mindre end de tre procent af nationalproduktet (BNP), som er foreskrevet i Maastricht-traktaten.
OECD-sekretariatet tror simpelthen ikke på, at de foreslåede besparelser på navnlig sundheds- og socialbudgettet i Tyskland bliver vedtaget med den begrundelse, at "tilsvarende besparelser har førhen ofte vist sig for optimistiske" (s. 57). Så i stedet for et underskud på 2,5 procent af BNP, som den tyske regering spillede ud med i efteråret, regner OECD med et underskud på (mindst) 3,4 procent for 1997. Og godt det samme må det vist tilføjes; for var det lykkedes for forbundskansleren at stramme finanspolitikken udover de 0,7 procent af BNP, så ville januartallet for arbejdsløsheden have været endnu værre.

Det uhyggelige ved den aktuelle situation er, at alle EU-lande strammer på samme tidspunkt.
Det har uvægerligt en afsmittende effekt, der bidrager til at gøre arbejdsløsheden større end forudsat i de enkelte nationale skøn. Lige som de europæiske økonomier kan trække hinanden op ved håret, kan de gensidigt bidrage til at trække hinanden længere ned i hængedyndet. De kommende måneders europæiske arbejdsløshedstal bliver uhyggelig læsning.
Det skal heller ikke overses, at den tyske inflation er presset i bund. Løn- og prisstigningstakten ligger i underkanten af en procent på årsbasis. Set i lyset af årlige produktivitetsstigninger i den private sektor på to-tre procent, så vil udviklingen i lønomkostningerne pr. produceret enhed meget let kunne gå hen og blive negative.
Dette er baggrunden for den advarsel som Bank of International Settlement udsendte i sin seneste årsberetning (1996). BIS kaldes populært centralbankernes centralbank og er placeret i Basel. Den må i øvrigt ikke forveksles med Den europæiske Centralbank, der er planlagt placeret i Frankfurt, når ØMU'en bliver en realitet. Advarslen fra BIS bør ikke siddes overhørig:
"Det er formentlig det rigtige historiske øjeblik at gentage det råd, som både John Maynard Keynes og Knut Wicksell (to af datidens mest indsigtsfulde europæiske økonomer. j.j.) gav i de tidlige 1920'ere. De reagerede imod den uberegnelighed som guldstandarden (datidens ØMU. j.j.) kunne føre til i prisudviklingen. Guldstandarden tillod nemlig, at prisniveauet i lange perioder enten kunne stige eller falde. Keynes og Wicksell konkluderede derfor, at det måtte være centralbankernes opgave at modstå tendenser til såvel inflation som deflation (faldende priser)" s.164
Det er stadig et relevant råd. Blot med den tilføjelse at i dag er det ikke i samme grad som i 1920'erne centralbankerne, der øver indflydelse på løn- og prisudviklingen endsige arbejdsløsheden. I dag er det derimod finanspolitikken (den offentlige sektors indtægter og udgifter), der spiller den helt dominerende rolle for den økonomiske udvikling i EU, og her ser vi her i 1997 betydelige stramninger i alle EU-lande.
Stramninger, der som nævnt uundgåeligt vil øge arbejdsløsheden igennem 1997 og derved forstærker risikoen for at en egentlig deflationsproces sættes i gang på europæisk niveau.
En proces som intet EU-land vil kunne smyge sig uden om.

Her savnes der fra regeringens side en seriøs stillingtagen til, hvordan arbejdsløsheden på europæisk plan varigt kan nedbringes. Ja, i al beskedenhed blot et bidrag til at bremse den fortsatte stigning. For i betragtning af, at vi nu i mere end 20 år har været vidner til en stort set ubrudt stigning i den europæiske arbejdsløshed, så er det måske lidt svært at dele økonomiministerens optimisme med hensyn til, hvilken økonomisk politik, der i sidste instans vil sikre, at vi på længere sigt kommer til at opleve en gunstig udvikling i ledigheden.
I så fald ville det blive med en betydelig risiko for, at en anden af Keynes' advarsler (ligeledes fra 1923) overhøres: "In the long run we are all dead".
Hvilket jo indiskutabelt er rigtigt; men næppe til megen nytte ved tilrettelæggelsen af den økonomiske politik. Og som nævnt indledningsvist er arbejdsløshedstallene nu af en sådan størrelse, at mellemkrigstidens økonomiske og politiske udvikling ikke blot kan afvises som et til lejligheden opstillet skræmmebillede.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu