Læsetid: 6 min.

USA med moderat republikaner ved roret

12. februar 1997

Clinton må træffe de politiske beslutninger i dialog med en sleben udgave af Newt Gingrich

Da Kongressen i Washington for nylig påbegyndte en ny to-årsperiode, spurgte mange amerikanere: Hvad blev der monstro af formanden for Repræsentanternes Hus - den konservative Newt Gingrich? Svaret er: Gingrich og hans bryske stil er blevet begravet af republikanerne, men hans radikale idéer lever videre i bedste velgående. USA's konservative parti har altså skiftet taktik, ikke program.
Efter republikanernes valgsejr i 1994, de euforiske måneder i 1995, den fatale lukning af forbundsbureaukratiet i vinteren 1995-96 og Robert Doles nederlag til Clinton i præsidentvalget har partiet nu lagt sine bombastiske erklæringer om en konservativ revolution på hylden.
Indbegrebet af disse to års opgang og nedgang, Newt Gingrich - et hårtslående, veltalende, infantil og selvglad kongresmedlem fra en rig forstad til sydstatsbyen Atlanta - er gledet i baggrunden. Javel, han blev lige knapt nok genvalgt som formand i Huset, men tyngdepunktet i partiet er blevet forskubbet til senatet, hvor republikanerne øgede deres flertal til 55 mod 45 mandater under valget sidste efterår.
Senatet er ligesom det engelske Overhus en forsamling af mere distingverede politikere, mens Repræsentanternes Hus ligner det engelske Underhus i den forstand, at atmosfæren er livlig, løs og ofte ustruktureret. Det kræver en mammut-indsats for partiledere at samle tropperne og få dem til at stemme for et eller andet. Så divergerende er de politiske og økonomiske interesser, medlemmer af Huset repræsenterer.
Blandt senatets 100 medlemmer tænker man derimod stort. For det første vælges en senator for seks år. Det giver mere tid til at sætte sig ind i tingene og lære institutionen at kende indefra. For det andet repræsenterer en senator hele sin stat og ikke kun en enkel valgkreds. For det tredje pålægger forfatningen senatet større myndighed i nationale og udenrigspolitiske affærer. Set fra Det Hvide Hus er senatet derfor altid en institution, der er lettere at forhandle med end Repræsentanternes Hus, selv om hver enkelt senator bærer rundt på et større ego og skal stryges over håret mere end kollegerne i det andet kammer.

Ved indgangen til præsident Bill Clintons anden embedsperiode tyder alt på, at de politiske beslutninger vil blive formet i en dialog mellem Det Hvide Hus og senatets republikanske flertal. Det havde naturligvis været uligt bedre for Clinton at råde over sit eget flertal i Kongressen. Det næstbedste er imidlertid at indgå et samarbejde med senatets formand. I sidste samling hed han som bekendt Bob Dole, indtil han forlod posten sidste sommer og lagde alle sine kræfter i præsidentkampagnen. Hans efterfølger blev en konservativ senator fra USA's fattigste stat, Mississippi. Trent Lott.
Det interessante ved Lott er hans fortid. I 1980'erne blev han sammen med to andre unge og ærkekonservative republikanere, Newt Gingrich og Vin Weber, kendt for "aldrig at tage gidsler" i deres kampagne i Repræsentanternes Hus mod sociale bistandsprogrammer, mod skatter og afgifter, mod uddannelses- og handelsministeriet - der begge skulle nedlægges - og mod statsstøtte til kulturlivet. Men Trent Lott er ikke så ideologisk rendyrket en politiker som Gingrich (Weber er ude af billedet). Han er en gentleman fra det gamle Syden.
I sin tid plejede Gingrich halvt spøgende at bede om karantæne, når han havde været udsat for Clintons uimodståelige charme på tomandshånd. Så forgiftet var republikaneren blevet af sin opponents argumenter.
Det behøver Lott ikke. "Jeg har mødt præsidenten mange gange. Selv om vi ser anderledes på mange ting, kan jeg lide ham som person. Vi kan udrette noget sammen," har senatsformanden sagt.
At Clinton og Lott nu er blevet USA's to mest betydningsfulde politikere lå allerede i kortene for et par år siden. I sin bog Behind the Oval Office beskriver Clintons tidligere uformelle rådgiver Dick Morris, hvordan han i 1995 fik en kontakt i stand mellem de to mænd. Man skal huske, at det skete i en periode, hvor Gingrich og hans revolutionære fortropper i Repræsentanterne Hus erklærede Clinton for at være "irrelevant". Hvis den hemmelige forbindelse var blevet afsløret, kunne Lott være blevet dømt for "højforræderi" af sit parti.
Dick Morris var i stand til at formidle mellem præsidenten og Lott - der var Doles andenmand i senatet - fordi han havde været rådgiver for begge i sin tid. En demokrat og en republikaner fra Syden. Det siger noget fundamentalt om de to politikere og den kultur, de er vokset op i - begge tager afstand fra konfrontation og er tilbøjelige til at søge midtpunktet. Set fra den vinkel forekommer Clinton og Lott at være godt rustet til at skabe resultater i de kommende fire år.

For USA's belastede demokratiske system er det utvivlsomt en god nyhed. Samarbejde mellem Det Hvide Hus og Kongressen og på tværs af partierne er partout nødvendigt - ellers kommer man ikke ud af stedet. Amerikas politiske institutioner er simpelthen ikke indrettet til kompromisløs ideologisk partipolitik. Det sørgede landets vise fædre for, da de skrev forfatningen. På den anden side er der brug for dristige politiske initiativer for at løse USA's finansielle, sociale og racemæssige problemer. Dem skal man ikke forvente at se i Clinton/Lott-æraen.
Det antydes af præsidentens tale til Kongressen i sidste uge og hans budgetforslag for 1998, der er første trin i en femårsplan, som skal bringe forbundsstatens finanser i ligevægt inden 2002. For at tage USA's budgetproblemer først. I europæiske øre lyder det måske, som om amerikanerne som sædvanlig går til yderligheder, når de vil skabe ligevægt i statens husholdning i løbet af fem år. Budgetunderskuddet bliver trods alt kun 1,7 procent i indeværende år.
På kort sigt truer heller ikke nogen fare. Det er på lang sigt, at amerikansk økonomi - og i øvrigt alle vestlige økonomier - kan risikere at komme ud i en alvorlig budgetkrise med uforudsigelige sociale følger, med mindre man griber ind i tide. Årsagen er den såkaldte baby-boom generation, der blev født efter Anden Verdenskrig og som i løbet af de næste tyve år trækker sig tilbage med pension og gratis lægehjælp.
Her ligger en udgiftsbombe og venter. Hvis regeringen ikke lang tid i forvejen får bragt udgiftsstigningen ned i et langsommere tempo, vil budgetunderskuddet vokse meget hurtigt efter 2002. Man kan sætte pensionsalderen op til 67 fra 65. Dyrtidsregulering kan sættes ned. Ja, pensionsfonden kan gradvist blive privatiseret. Uanset hvad, er alt dette ensbetydende med at underskrive sin dødsdom som politiker og præsident. Alternativet er øget gældsætning for staten, en højere rente og med sikkerhed en recession.

Selvfølgelig kunne man foreslå at lade USA's velhavere betale for deres pension og hospitalsophold og hæve deres indkomstskat. Men det er utilstrækkeligt og i øvrigt urealistisk i en tid, hvor konservative idéer styrer Amerikas politiske liv. Stillet overfor dette scenarie har Clinton valgt at krybe udenom, mens Lott håber, at en forfatningsændring, der forbyder budgetunderskud, vil give begge partier et dække til at gribe fat om ondets rod.
Sidstnævnte initiativ er en rigtig dårlig idé, den lette udvej, fordi politikerne frasiger sig et personligt ansvar for at løse et problem og lægger det hele over på forfatningen. Dertil kommer, at en ligevægt på statsfinanserne pålagt af forfatningen vil lægge de sociale bistandsprogrammer i en spændetrøje, eftersom ingen i USA vil foreslå drastiske nedskæringer i forsvarsbudgettet eller nye skatter. Forfatningsændringen blev nær vedtaget sidste år af to tredjedel flertal i Kongressen. I år hersker der ligeså stor usikkerhed om udfaldet.
Eftersom Clinton er bundet på hænder og fødder af en lang række forhold udenfor hans kontrol, især det republikanske flertal, har han valgt at fokusere på et ukontroversielt indenrigspolitisk tema - uddannelse. Præsidenten vil investere 51 milliarder dollar i de næste fem år. Det er til at overskue, for summen svarer kun til 7 procent af væksten i forbundsstatens budget. Men når man kaster et blik på USA's mange problemer, virker initiativet slapt og defensiv.
Præsidenten foreslår også at spendere omkring 40 milliarder dollar på at "reparere" bistandsreformen fra i sommer. Men det er én af de punkter i budgetforslaget, der kan forhandles om. Republikanerne har lovet at skyde det i sænk.
Væksten i indkomstkløften, social ulighed, racespændingen i storbyerne, forureningen og en forringet infrastruktur bliver end ikke nævnt af Clinton. Hvis man ikke vidste det i forvejen, så illustrerer det, hvem der sidder ved rorpinden i Washington. Ikke en demokratisk præsident, men en mere sleben udgave af Gingrich ved navn Trent Lott, der går for at være en moderat republikaner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu