Læsetid: 6 min.

Voldens spor, æstetisk og politisk

1. februar 1997

Nye læsere kan begynde her

Vold på filmlærredet, tv-skærmen og teaterscenen har været ugens store tema i Information.
Debatten har haft to begyndelsespunkter. Det ene er teaterensemblet Dr. Dantes nye forestilling Paradis, der havde premiere sidste fredag og blev anmeldt her i avisen i mandags. Vor anmelder, Anne Flindt Christensen, reagerede med afsky på forestillingens mange voldsscener og kaldte den et "menneskeforrående teater, der voldtager sine tilskuere".
Det andet begyndelsespunkt er forfatteren Ulrich Horst Petersens nye bog, Mod barbariet, der udkommer på tirsdag. Bogen har i nogen tid cirkuleret her på redaktionen, og i dagens avis bringer vi på side 9 et større uddrag, der diskuterer skellet mellem god vold og dårlig vold i filmkunst og kunst i det hele taget.
Inkluderer vi dagens avis, har Information i ugens løb bragt ikke mindre end tretten artikler om emnet. Torsdag steg også dagbladet Politiken på, og i går fulgte en (ganske vist noget ha-stemt) kommentar i Det Fri Aktuelt.
Temaet - vold på film og fjernsyn, i kunst og litteratur - er centralt og påtrængende. Det rører ved kernen i den moderne kulturtilstand, hvis en kerne da ellers findes, og vi kan kun garantere læserne ét: at debatten vil fortsætte i næste uge.
Derfor det følgende resumé. Der har været mange spor og forskellige ender i de hidtidige bidrag - i sig selv en god grund til at afklare, hvad der tales om, og hvad der ikke tales om. Dertil kommer, at nye læsere kan begynde her.

Lad os begynde med udelukkelserne.
Debatten drejer sig ikke om, hvorvidt børn (og voksne) påvirkes til vold - selv bliver mere voldelige - af at se og læse voldsscener. Spørgsmålet blev ganske vist rejst af Marie-Louise Kjølbye i et dobbeltinterview i fredagsavisen, men ingen af de to adspurgte - Morten Skriver og Lars Movin - fandt det udpræget væsentligt. Det er måske en lovlig flot holdning, med de senere års eksempler på mindreårige mordere i erindring. Men der er god grund til at holde det ude fra debatten om vold og kunst.
Som Ulrich Horst Petersen formulerede det i går (til Politiken): "For mig er vold i film eller anden kunst ikke et spørgsmål om, hvad folk bliver påvirket til at gøre, men hvilken opfattelse af livet, den slags kunst giver udtryk for. Det er hovedspørgsmålet. Mindre, om man bliver kriminel af at bruge den".
Debatten drejer sig heller ikke om indførelse af censur eller ej.
Ingen af de røster, der har ladet sig høre i debatten indtil nu, har talt for censur. På den baggrund forekommer det ikke bare billigt, men også misledende, at Niels Frid-Nielsen i går konkluderede sin kommentar i Det Fri Aktuelt - sarkastisk vendt mod de "halvgamle snerper" på Information og Politiken: "Forbud, censur og moralsk panik er tilbageslag, eller i bedste fald udtryk for en nostalgisk længsel efter dengang, verden endnu ikke var blevet moderne."
Censur har i den senere tid været debatteret og praktiseret i England, især i anledning af David Cronenbergs film Crash - om unge mennesker, der kun kan få deres erotiske kicks gennem voldsomme bilsammenstød.
Men ikke i Danmark. Ulrich Horst Petersens nye bog rummer tværtimod en længere analyse af forløjetheden i tidligere epokers censurerede idylfilm, såvel i Danmark som i USA. Han registrerer her en "mærkelig tomhed på lærredet", dækkende over et fortrængt barbari, som blot slippes løs og eksponeres, da der omsider lettes på censurlåget. Og: "Om barbariet viser sig i splatterfilmenes afsavede lemmer eller idyllens forløjede fravær af alt det der kunne true den, er mindre afgørende end at de spejler hinanden."

Nej - debatten handler denne gang om det æstetiske. Om æstetikkens (rette) tilgang til volden. Men da ingen æstetik kan eksistere frit og uafhængigt af kødelig og åndelig sameksistens med de levende mennesker og det omgivende samfund, er det kun naturligt, at debatten bevæger sig i forskellige retninger. Vi kan i hvert fald lokalisere tre spor.
Dr. Dantes forestilling Paradis "overskrider fiktionens grænse", hævdede vor anmelder i mandags. Forestillingen "betjener sig af virkemidler, der fører teatret over i en faktisk virkelighed". Voldsscenerne er så heftige, at truslen fra scenen ikke bliver til at skelne fra frygten på gaden. Og det er en overskridelse, mente Anne Flindt Christensen. Publikum voldtages til at være "ufrivillige deltagere i en brutalitetsøvelse". Der mangler en æstetisk distancering af de voldsomme virkemidler.
Debattens første spor lagde teatrets leder, Nikolaj Cederholm, i sit svar til Flindt Christensen. Det handler om politik, forklarede han tirsdag i et interview med Hanne Dam. Volden er de marginaliseredes reaktion på et samfund uden mening. I stedet opfinder de deres egne regler - det er en ny form for "klassekamp", der adskiller sig fra fortidens ved at være uden organisering og uden ideologi. Derfor den manglende æstetiske distancering i Paradis; det er udtryk for stykkets solidaritet med de afkoblede.
Rent vrøvl, svarede Horst Petersen onsdag i et interview med samme Hanne Dam. Måske kan man tale om volden som udtryk for en klassekamp på globalt plan. Men i Danmark afspejler de voldelige subkulturer snarere "en kolossal selvforelskelse", resultatet af "et permissivt samfund, der ikke sætter sin ungdom på nogen form for hård prøve".
Modreplikken kom torsdag fra Gritt Uldall-Jessen, som tydeligt identificerer sig med Cederholms politiske karakteristik af de afkoblede: "At ikke blive taget alvorligt sætter en vrede igang, der også breder sig udi kroppen og som kræver forløsning." Uldall-Jessen erklærer, at hun med lyst konsumerer alle former for underholdningsvold for den kropslige spænding og kropslige forløsning, det giver hende selv. Helt personligt. Her ender det politiske spor. I sort nihilisme.

Debattens andet spor handler om den æstetiske forskel på god vold og ond vold. Grænselinjen blev bl.a. trukket af Morten Piil i går, i en foromtale af Martin Scorseses "voldsspækkede melodrama" Cape Fear (vist i aftes på TV2). Det er ikke en voldsfilm, mener Piil, det er "en film om vold". Det er nemlig "den kunstneriske kvalitet (deri iberegnet det moralske gehalt), der sætter grænsen".
Til debat står ifølge dette synspunkt ikke, hvad der vises, og hvor meget der udtrykkes, men frem for alt den kunstneriske kvalitet i det enkelte værk. Hollywood-gennemsnittet opbyder i disse år en stigende "kvotient af holdningsløs vold", mener Piil og henviser bl.a. til David Lynch' Vilde hjerter og Quentin Tarantinos Pulp Fiction. I disse film fremtræder volden som vilkårligt krydderi på kulørte historier, morbide salgsartikler, der skal vække opsigt og lokke publikum i biografen. Piil går hårdt i rette med de danske filmanmeldere for deres ukritiske opgejlen ved denne "underholdningsvold".
Samme spor forfølger både Morten Skriver og Lars Movin i gårsdagens avis. Skriver fremhæver Christian Lemmerz' døde grise, og Movin fremhæver Brett Easton Ellis' American Psycho som eksempler på kunstnerisk legitim brutalitet.
I dagens essay på side 9 kan læserne imidlertid følge, hvordan Ulrich Horst Petersen påviser, at grænsen hele tiden flytter sig. I forhold til Shakespeares Hamlet forekommer volden i Scorseses Taxi Driver at have fået sit eget liv, løsrevet fra al organisk sammenhæng med andre dramatiske motiver. På den anden side beskriver begge værker også et samfund i opløsning, og volden i Taxi Driver forekommer kunstnerisk velbegrundet i forhold til dens vilkårlighed i f.eks. Stanley Kubricks A Clockwork Orange. Så hvor vil dette spor med tiden og fremskridtet føre hen?

Det tredje og sidste spor handler om sammenvævningen af æstetik og politik. Det stilles med stor enkelhed og uhyre præcision i Horst Petersens nye bog: "hvad er kunstnerisk moral i et samfund og en kultur uden moral?"
Er det nok at svare som Politikens leder i går, at (film)kunsten blot skal afspejle det moderne samfunds tab af uskyld?
Eller må man ligefrem svare med Horst Petersen, at der slet ikke kan tales "om god vold i god kunst i et demokrati, fordi vor grundtanke er, at livet skal lykkes"?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu