Læsetid: 6 min.

Bibis balancegang

14. marts 1997

Nettet strammes om Israels ministerpræsident Netanyahu, der forsøger at redde sit politiske skind ved at spille skiftevis barsk og flink. Før eller siden vil han være nødt til at vælge side

Jeg er dødtræt af at høre, at alt, hvad vi gør, er i strid med fredsaftalerne og alt, hvad palæstinenserne siger, er i overensstemmelse med aftalerne.
Sådan lød meldingen fra den israelske ministerpræsident, Benjamin Netanyahu, forleden på en pressekonference i Moskva. Og det kan man jo godt forstå.
Lige siden Netanyahus højrenationalistiske regering for to uger siden besluttede at opføre et nyt jødisk kvarter midt i det palæstinensiske Østjerusalem, har kritikken haglet ned over den israelske leder.
Og dét bliver den ved med. Sent torsdag ventedes FN's Sikkerhedsråd at vedtage nok en fordømmelse af byggeriet og en opfordring til Israel om at lade bulldozerne blive hjemme. Og kort forinden fulgte Europa-parlamentet i samme fodspor.
Men også denne gang ventes Netanyahu at vende det døve øre til og insistere på at gennemføre byggeriet - selv om resultatet kan blive en ny væbnet konfrontation mellem israelere og palæstinensere.
Oven i konflikten om byggeriet i Østjerusalem har Netanyahus regering besluttet kun at forlade yderligere ni procent af Vestbredden som led i den aftale om tilbagetrækning, som Israel indgik med palæstinenserne i januar måned. Det er væsentlig mindre end de 30 procent, som palæstinenserne havde regnet med at få.
Lægger man oven i hatten en tredje beslutning om at lukke fire palæstinensiske administrationskontorer i Østjerusalem, ligner det efterhånden et systematisk forsøg på at skyde fredsprocessen i sænk.

Men så enkelt er det ikke.
Det, Netanyahu prøver på, er først og fremmest at lukke munden på den israelske regerings mest nationalistiske medlemmer.
En opgave, der er blevet endnu vigtigere, efter Arbejderpartiets Shimon Peres klart har sagt, at han ikke har tænkt sig at indgå i nogen national samlingsregering for at redde Netanyahu, hvis højrehøgene kvitter.
Ud over byggeriet i Jerusalem har Netanyahu lovet høgene, at de fire palæstinensiske kontorer i Østjerusalem bliver lukket, og at der snarest vil blive bygget to nye bygninger i den israelsk-kontrollerede del af Vestbredsbyen Hebron. Alt sammen skridt, der demonstrerer Israels overherredømme i de to byer.
Til gengæld skal højrefløjen så acceptere den begrænsede tilbagetrækning fra Vestbredden.
Og hér er det, Netanyahus andet formål viser sig. At overlade nye dele af Vestbredden til palæstinenserne er, set med Netanyahus øjne, et meget stort skridt. Opvokset som han er med opfattelsen af, at alt land mellem Middelhavet og Jordanfloden er israelsk ejendom.
Med tilbagetrækningen fra yderligere ni procent af Vestbredden håber han at holde fredsprocessen i live, så han har en chance for på længere sigt at levere den fred med sikkerhed, som han så højtideligt lovede vælgerne sidste år.
Netanyahu forsøger med andre ord både at berolige højreekstremisterne og erobre midten i israelsk politik.
Lyder det som en umulighed i længden, er det ikke helt forkert.
Hvis der var valg i dag, viser opinionsmålinger, at Netanyahu kun ville få 21 procent af stemmerne, og dét er en klar advarsel om, at vælgerne ønsker en anden politik, end den han hidtil har ført.
Hvis Netanyahu skal have en chance for at blive genvalgt som ministerpræsident i år 2000, bliver han altså nødt til at satse på en kompromissøgende midterkurs, der tilgodeser israelernes ønske om fredelig sameksistens med landets arabiske naboer.

Mens Netanyahu således har intenst brug for at holde fredshåbet og dermed de gode forbindelser til palæstinensernes præsident, Yassir Arafat, i live, er selvsamme Arafat i samme situation.
Omend af andre grunde.
I øjeblikket kan man se Arafat gøre sit yderste for at få det internationale samfund; FN, USA, Japan, EU, Den Arabiske Liga, ja hvem som helst til at lægge pres på Israel.
Han er rasende over byggeriet i Østjerusalem, uforstående over for lukningen af de fire palæstinensiske kontorer i byen og dybt fornærmet over kun at få alt i alt tolv procent at Vestbredden.
Han har som så ofte før vist sig at spille mesterligt på netop det internationale klaver.
Og også denne gang har han fundet et diplomatisk trumfkort frem af ærmet. I den kommende weekend har han således inviteret topdiplomater fra USA, Rusland, Japan, EU, Egypten og Jordan til Gaza. Officielt for at redde fredsprocessen - men i praksis snarere for at tildele Israel nok en larmende international afklapsning.

Når Arafat spiller fornærmet over kun at få tolv procent af den besatte Vestbred i denne første fase af Israels tilbagetrækning, skyldes det, at han havde ventet med tiden at få hele 90 procent.
Han beskylder nu Israel for at bruge beskridte tricks og løbe fra allerede indgåede aftaler, men faktisk har han selv accepteret, at ingen af de hidtidig indgåede aftaler siger noget som helst om omfanget af Israels tilbagetrækning.
Tværtimod erklærede Israel umiddelbart efter underskrivelsen af Hebronaftalen i januar, at Israel alene ville afgøre omfanget af tilbagetrækningen. En udlægning, som USA straks beskræftede som korrekt.
I bagklogskabens navn kunne man beskylde Arafat for at være dummere, end loven tillader, og for nu at komme rendende til det internationale samfund med sin hovedpine.
Men igen er det ikke så enkelt.
Der er én meget god grund til, at Arafat ustandselig beder omverdenen om hjælp. Han er oppe mod en modstander, som er uendelig meget stærkere end ham selv. Han forhandler ganske enkelt konstant med ryggen mod muren og må være tilfreds med enhver femogtyveøre, der kommer hans vej.
Sådan har det været hele tiden. Ingen af de mange aftaler, palæstinenserne har indgået med Israel, har været aftaler mellem ligemænd.
Og det bliver de heller aldrig. Dertil er Israel alt for magfuldt, både politisk, diplomatisk, økonomisk og militært.
Man må ikke glemme, at dét PLO, som skrev under på den første aftale i Oslo for fire år siden, var politisk totalt splittet, diplomatisk amputeret af Arafats uheldige støtte til den irakiske diktator Saddam Hussein under Golfkrigen og militært komplet til grin.
Arafat havde med andre ord kun to kort at spille; den interntionale opinion og den palæstinensiske intifada - opstanden, der efterhånden var begyndt at irritere Israel ikke så lidt.
Resultatet var Oslo-aftalerne, der i første omgang gav Arafat et mikroskopisk kongerige bestående af ørkenflækken Jeriko og lidt over halvdelen af den overbefolkede og fattige Gaza-stribe.

I dag er dét kongerige så vokset til at omfatte lidt over en tiendedel af Vestbredden, og Arafat håber stadig, at tiden vil vise sig at være på hans side.
Men den palæstinensiske Schweizer-ost af usammenhængende selvstyre-enklaver, han i dag hersker over, er umiddelbart ikke noget imponerende resultat at fremvise efter fire års forhandlinger.
I dag står Arafat stadig med ryggen mod muren. Ganske vist har han nu en velbevæbnet politistyrke, men den kan han ikke spille ud mod israelerne, hvis han samtidig vil bevare det internationale samfunds sympati.
Der udover er situationen den samme som før.
Og derfor bliver han nødt til gang på gang at gå til FN's Sikkerhedsråd, til Washington, Moskva, Cairo, Amman, Bruxelles og Tokyo for at bede om hjælp.
Men achilleshælen ved den model er, at det internationale samfund kun kan gå så langt, som USA og Israel vil tillade.
Og dét er ikke særlig langt.
For på bundlinjen vil Israel ikke acceptere nogen form for udefrakommende mægling. Den kunne jo tænkes at påvirke magtbalancen i palæstinensisk favør, og det synes israelerne naturligvis er en rigtig dårlig idé.
Problemet er bare, at en varig og holdbar fred kun kan indgåes, hvis parterne respekterer hinanden. Og dét kniber det i øjeblikket gevaldigt med.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu