Læsetid: 6 min.

Brent Spar - et spil om image og tid

12. marts 1997

De forskellige spillere i miljøspillet kan uddrage hver deres lære af den opgivne dumpning af Brent Spar i Atlanterhavet. Nu søger Shell at gøre sagen til symbol på 'industriens ny åbenhed'. Andre motiver spiller også ind

Det transnationale olieselskab Shells skrummel af en udtjent olieboreplatform Brent Spar ligger med sine 137 meters højde og 14.500 tons vægt og venter i den norske Erfjord, nordøst for Stavanger. Det har skrumlet gjort siden juli 1995. Spørgsmålet er, hvad Brent Spar og ejer Shell venter på.
Brent Spar er blevet den store symbolsag i international miljøpolitik. Enhver kan i den finde den mening, han eller hun leder efter.
For miljøorganisationerne stod sagen først - da Shell stævnede mod udførelsen af sin oprindelige beslutning om at dumpe platformen i Atlanterhavet - som et lysende eksempel på, at industrien endnu intet havde lært af den internationale miljødiskussion siden FN's første globale konference i Stockholm i 1972: At industriens ledere fortsat tror, at de store spørgsmål kan klares i fortrolig aftale med regeringer uden inddragelse af offentligheden.
For demokratiske regeringer - og det er den britiske, trods al sin forstokkethed - er sagen det første rigtigt store eksempel på, at business as usual måske ikke længere er fremkommelig, når miljøorganisationer og medier får tændt offentligheden på en anskuelig sag. For briterne var situationen den pikante, at regeringen havde over-ruled embedsværkets bekymringer og givet Shell tilladelse til dumpningen.
En tilladelse, som premiereminister Major forsvarede både over for en opbragt Kansler Kohl og i Underhuset - for så pludselig at hænge i den blå luft, da Shell ikke kunne udholde kritikken og en begyndende forbrugerboykot og meddelte, at sænkningen var opgivet.

Pinagtighederne for den britiske regering var en forsmag på dem, der ventede den franske i forbindelse med genoptagelsen af atom-prøvesprængningerne i Stillehavet - et projekt, som præsident Chirac endte med at indstille før planlagt.
For de større virksomheders industriledere var sagen også et lærestykke. På internationale konferencer talte de ligefrem om "tiden før og efter Brent Spar". Det gjorde indtryk, at sagen kom til at gøre så ondt på Shell. Kollegerne forstod, at det ikke bare var et spørgsmål om "forkert håndtering i medierne", det var selve sagens indhold - brugen af naturen som losseplads for et meget synligt stykke affald - der var det egentlige problem. Det landskab, som transnationale selskaber med høj profil bevæger sig i, er simpelthen blevet et andet.
For medierne blev sagen en bittersød oplevelse. På den ene side var det en sejr for kritisk journalistik, at Shell og den britiske regering ikke slap afsted med den lukkede beslutningsform i spørgsmål af international interesse. På den anden side gav det blandt journalister anledning til betydelig selvransagelse, om dækningen havde været fair: Var den konkrete forureningstrussel blevet overspillet i forhold til det mere principielle - havet som losseplads - som sagen snarere handlede om?
Til denne tvivlrådighed bidrog det, at Greenpeace overspillede sin hånd. I juni-juli 1995, da sagen var på sit højeste, påstod Greenpeace, at Brent Spar rummede 5.000 tons olie. Da platformen efterfølgende blev undersøgt i Norge, viste tallet sig at være 75-100 tons. Det var lidt mere, end Shell selv havde anslået, nemlig 53 tons, men overdrivelsen var så åbenbar, at miljøorganisationen måtte rykke ud med en undskyldning til Shell.
Dermed blev sagen i anden omgang en lærestreg også for andre miljøorganisationer: Tvivlsomme eller urigtige miljøargumenter rejser tvivl, om den gode sag nu også er så god - eller om den snarere er drevet af hensyn til fundraising og anden selvopholdelse. Og pressen er nu blevet så skeptisk, at miljøorganisationer må regne med at blive vurderet mindst lige så skeptisk som deres modparter.

Da Shell havde sundet sig efter Brent Spars forankring i norsk fjordvand, bad selskabet om rådgivning fra den britiske organisation The Environment Council, som Shell betegner som "uafhængig", men som ifølge britiske kilder i hvert fald ikke har en uvenlig disposition over for industriens interesser. Organisationen har til formål at "fostre dialog" mellem de forskellige aktører i miljøspørgsmål.
The Environment Council foretog i efteråret 1995 et omfattende rundspørge blandt deltagere og observatører på den europæiske miljøscene, heriblandt også hos Deres nærværende nyhedsanalytiker.
Det råd, som synes at være kommet fra flest udspurgte, og som The Environment Council i hvert fald gjorde til sit over for Shell, var, at den eneste vej videre frem for virksomheden er en åben international dialog om Brent Spars videre skæbne.
Det er i det lys, man skal se det møde, som Shell i går afholdt i København, hvortil var inviteret alt, hvad der kan krybe og gå i dansk miljøpolitik.
Mødet er en gentagelse af en tilsvarende begivenhed i London i november 1996.

Ved en international konkurrence har Shell indhentet i alt elleve forslag til, hvad man kan stille op med Brent Spar, hvis man ikke dumper den.
Seks internationale virksomheder skal undersøge de foreliggende muligheder og aflevere planer og tilbud inden udgangen af april. "Og", understreger Shell, "Ingen ved i dag, hvad den endelige løsning bliver."
Men nok så interessant er det, at Shell samtidig fremhæver:
"Den britiske regering kræver, at uanset hvilken ny løsning til bortskaffelse, der vil blive foreslået, så skal den være mindst lige så god eller bedre end den oprindelige plan om at dumpe Brent Spar".
Det vil sige, at Shell forbeholder sig at følge et tolvte forslag: Nemlig stadig at dumpe Brent Spar i Atlanterhavet.
Det kan umiddelbart virke gådefuldt. Dels fordi denne løsning viste sig at bringe Shell i den nuværende kattepine. Og dels fordi den britiske regering jo ikke længere kan insistere på autoritet i sagen, når Brent Spar ligger i norsk farvand.
Spørgsmålet er af særlig betydning, fordi den britiske konservative regering stadig insisterer på, at miljøløsninger kun behøver at opfylde målestokken Best Practical Environmental Option - den bedste praktiske miljøløsning. Altså ikke noget med forsigtighedsprincip eller andre formuleringer af ønsket om bæredygtig udvikling. Herved adskiller den britiske regering sig markant fra de nordiske og den hollandske.
På det offentlige møde i London i november blev bindingen til de tolv handlemuligheder en frustration for mange af mødedeltagerne: Hvorfor gør Shell sig ikke én gang for alle fri af den britiske regerings favntag og erklærer, at dumpning er udelukket, og at det handler om at finde en anden form for løsning?
Et norsk firma har allerede foreslået ophugning på land i Norge og anvendelse af de enkelte dele af platformen til forskellige praktiske formål. Hvorfor siger Shell ikke bare tak til?

Det er der flere forklaringer på.
Selve høringsrunden giver Shell lejlighed til at reparere på sit image, uden at virksomheden endnu har afskrevet sig dumpningsmuligheden. Den kan vise sig at være den firmaøkonomisk billigste - og dermed i britisk forståelse den mest praktiske.
Shell kan jo til sin tid meddele, at nu har man altså været hele denne offentlighed igennem, og der fremkom ikke noget andet forslag, der levede op til (britiske) myndighedskrav.
Men Shell har også brug for at vinde tid.
For Brent Spar er blot en af flere hundrede platforme, der skal skrottes på et eller andet tidspunkt. Vil sag-til-sag-beslutningsgangen, der fremmer dumpning som løsning, blive opretholdt af myndighederne? Det spørgsmål har ikke alene Shell, men også de andre transnationale olieselskaber en vital interesse i.
Det kommer der to former for svar på senere i år:
Dels det britiske parlamentsvalg dette forår, hvor en mulig Labour regering må forventes at følge op på den kritiske holdning partiet udtrykte over Majors tilladelse til dumpningen af Brent Spar.
Dels et møde til september blandt deltagerlandene i Oslo Paris-konventionerne om beskyttelse af Nordsøen og Østersøen.
Så Shell poserer åbenhed og søger at vinde tid.
Den store symbolsag har endnu ikke fundet sin afslutning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu