Læsetid: 6 min.

Bruxelles, Beograd, Tirana og retur

8. marts 1997

Informations korrespondent

I fem år forsøgte EU forgæves at løse jugoslavien krisen med ord-diplomati. Nu er turen kommet til Albanien, hvor EU fortsætter som før

Det er svært for de gamle rotter i EU-faget ikke at komme til at tænke på begivenhederne i Luxembourg i juni 1991, da det blev klart at EU's nuværende formand Hans van Mierlo i går var i Albaniens hovedstad Tirana som repræsentant for EU's 15 medlemslande. Det er klart, at det der foregår på landjorden i Albanien for øjeblikket ikke bare tilnærmelsesvis kan sammenlignes med begivenhederne i Jugoslavien sommeren 1991. I Albanien er der især tale om et oprør mod landets politiske ledere, mens Jugoslavien i langt højere grad var et opgør mellem etniske minoriteter, der var blevet samlet i en kunstig statsdannelse.
Men den der betragter EU's ageren overfor uro, der opstår indenfor egne rækker i form af europæiske lande, der er naboer til EU, vil opdage, at der er væsentlig flere lighedstegn mellem sommeren 1991 og foråret 1997, end man umiddelbart skulle tro.
Da borgerkrigen i Jugoslavien brød ud i sommeren 1991, havde det europæiske samarbejde ikke formelt set ikke nogen fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. 12 lande var samlet i EF, der primært arbejdede med at skabe et indre marked. I traktaten om det indre marked fra 1987, var der enkelte paragraffer om et halvformelt Europæisk Politisk Samarbejde (EPS). Det bestod primært af, at nogle såkaldte politiske direktører fra EFs medlemslande jævnligt mødtes og enedes om udenrigspolitiske erklæringer, der blev udsendt på EPS-brevpapir. Medlems-landenes udenrigsministre diskuterede også jævnligt udenrigspolitiske spørgsmål af interesse og udsendte fælles erklæringer.

I juni 1991 mens borgerkrigen begyndte i Jugoslavien, var der EF-topmøde i Luxembourg. De 12 medlemslande var i gang med at forhandle traktaten om Den Europæiske Union. Den blev som bekendt færdig et halvt år senere på et topmøde i Maastricht.
Balladen i Jugoslavien bekymrede naturligvis EF-landene og derfor drog tre EF-udenrigsministre midt under selve topmødet afsted til de vigtigste byer i Jugoslavien for at mægle mellem parterne. Delegationen blev ledet af den
luxembourgske udenrigsminister Jacques Poos og han havde følgeskab af hans hollandske kollega Hans van den Broek og italieneren Gianni de Michelis, der lagde fly til rejsen.
Da de tre ministre kom tilbage til Luxembourg på topmødets anden dag og aflagde rapport kunne en stolt Jacques Poos fortælle, at EF nu havde skabt fred i Jugoslavien. I den opløftede stemning gjorde Poos også et nummer ud af at understrege, at Europa sandelig ikke er afhængig af USA. Europa kan løse sine egne konflikter.
I november 1993 trådte Maastricht traktaten i kraft og med den fik EU formelt en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Derfor ville det umiddelbart være oplagt at tro, at den hollandske EU-formand Hans van Mierlo ville stå stærkere, da han i går ankom til Tirana, end da Jacques Poos i 1991 ankom til Beograd. Men det ser ikke sådan ud, hvis man skal dømme ud fra størrelsen af henholdsvis den gulerod og den stok, som Hans van Mierlo havde med i attachémappen til Tirana.
På gulerodssiden er det nuværende EU med dens fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik
reelt ikke i stand til at love albanerne mere, end det som det gamle EF havde med til Beograd. Nemlig løfter om, at den rige del af Europa i kraft af EU, vil være villig til at hjælpe Albanien gennem en omstillingsproces i retning af bedre økonomi og mere demokrati. EU kan stå til rådighed med økonomisk og teknisk assistance, hvis albanerne ønsker det. EU er allerede til stede i Albanien med forskellige hjælpeprogrammer og Europa-Kommissionen har sit eget kontor i Tirana.

På stokke-siden, er det reelt også de samme trusler, EU er i stand til at stille Tirana overfor, som Beograd blev præsenteret for i 1991. Det er truslen om et stop for den nuværende økonomiske hjælp, truslen om isolation fra resten af Europa osv.
I forhold til situationen omkring Jugoslavien i 1991, er der dog en forskel i kraft af, at EU i den erklæring, som van Mierlo havde med til Tirana fredag, går ganske tæt på at blande sig i og stille krav til indenrigspolitiske forhold i Albanien. EU lægger i erklæringen et stærkt politisk pres på Albanien for at få gennemført retfærdige valg og for at få indført et reelt demokrati i landet.
På det overordnede og mere teoretiske plan har EU reelt allerede i dag mulighed for at bede forsvarsorganisationen Vestunionen om at udføre opgaver for EU. Hvis situationen i Albanien forværres og der eksempelvis blev behov for at få humanitær hjælp frem til dele af Albanien, kunne EU i teorien anmode Vestunionen om at hjælpe til med en sådan opgave. Men nøjagtig som det var tilfældet i Jugoslavien, er der heller ikke i EU i dag nogen politisk vilje til at overhovedet at tænke på brug af militære midler. I modsætning til situationen omkring Jugoslavien i 1991, er der dog heller ingen, der hidtil har set noget behov for nogen form for militær indsats i Albanien.

Men den nuværende situation i Albanien sætter endnu engang fokus på EU's rolle i det internationale diplomati. Især fordi netop den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i EU også er oppe til revision i forbindelse med de nuværende forhandlinger om en ny EU-traktat.
Det mest succesrige ved EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik indtil videre er formentlig det forhold, at de 15 EU-landes arbejde med at skabe fælles holdninger i udenrigspolitiske spørgsmål er med til at forhindre, at EU-landene kan spilles ud mod hinanden.
I tilfældet Jugoslavien var især serberne meget dygtige til at spille flere EF-lande ud mod hinanden, samtidig med at de to andre store udenrigspolitiske aktører USA og Rusland i starten af borgerkrigen i Jugoslavien ikke var særligt nærværende i det diplomatiske spil. Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik ses især af de små EU-lande som en fordel.
Tidligere ville de få europæiske stormagtslande som Tyskland, Frankrig og Storbritannien positionere sig i forhold til en situation som den i Albanien i dag. Mindre lande som Danmark og Belgien ville ikke spille nogen betydelig rolle i det diplomatiske spil. Men i dag er de med omkring bordet, når EU's fælles holdning fastlægges.
Ulempen ved det nuværende EU-system er, at alle 15 medlemslande skal være enige om, hvad EU skal mene og det fører ikke sjældent til, at EU's udenrigspolitiske holdninger reelt bestemmes af den mindste fællesnævner blandt de 15 medlemslande.
I forhold til forhandlingerne om en ny EU-traktat, der løber for øjeblikket, er der ikke udsigt til, at meget vil ændre sig i EU's rolle som udenrigspolitisk aktør. I forhold til EU's ageren i den nuværende Albanien situation, ville et forslag om at etablere en egentlig EU-udenrigspolitiske analyseenhed, formentlig kunne have været med til at få arbejdet med at få lagt en fælles EU-strategi overfor Albanien til at gå hurtigere.
Forslaget om at EUs ministerråd skal have en særlig person, der er ansvarlig for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik ville formentlig også lette på arbejdet med at koordinere indsatsen i de forskellige organisationer som EU, OSCE og IMF, der alle er til stede i Albanien i disse dage.
Et forslag om at udenrigspolitiske beslutninger skal kunne træffes med flertalsafgørelser, ville næppe få den store betydning, da EU-landene hidtil har udvist forholdsvis ens holdninger til, hvordan EU skal håndtere situationen i Albanien. Og endelig vil der også efter den næste EU-traktats ikrafttrædelse være en stor modstand mod at EU skal anvende militære midler i større målestok i europæiske nabolande.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu