Læsetid: 5 min.

Demokrati og asfalt

6. marts 1997

Tilfældet Phønix bliver ikke det sidste, hvor de store pensionskassers beslutninger berører de små ejeres jobs. Men tilfældet Phønix kan blive endnu en vejviser, der peger på behovet for at gøre milliarderne i kasserne demokratisk kontrollerede

Når asfaltfabrikken Phønix' fremtid skal afgøres, har både Lønmodtagernes Dyrtidsfond og Arbejdsmarkedets Tillægs Pension noget at skulle have sagt. De ejer hver en klump aktier i Phønix.
LD og ATP ejer også hver en klump aktier i både Superfos og Icopal. Det er to andre asfaltkæmper, der begge bejler til den guldrandede asfaltfabrik i Vejen.
Der er ikke noget underligt i, at ATP og LD ejer aktier alle tre steder. Hver fjerde aktie eller obligation på Københavns Fondsbørs ejes af en pensionskasse, og LD og ATP hører til de allermest bredmavede af slagsen. Procentdelen af aktierne, som pensionskasserne sidder på, stiger. Og når der er sat loft over hvor stor en del af en virksomhed, en pensionskasse må eje, så siger logikken, at stort set alle veldrevne, børsnoterede selskaber har en bid af ejerskabet deponeret i pensionskassernes dyb.
I tilfældet Phønix vil alle have fingrene i det sorte, tjærede vejguld. Udover de to danske bejlere har en norsk virksomhed budt gode, norske oliemillioner for at få lov at disponere over de 1500 jyske tagpap- og asfaltarbejderes arbejdspladser.
Men der er rygter i omløb på Phønix. Både Superfos og Icopal har planer om at købe Phønix for at lægge den overskudsgivende virksomhed i graven. Der er overkapacitet på asfaltmarkedet, og der er brug for strukturrationaliseringer, som det hedder på Management Newspeak.
Phønix skal måske dø, eller kannibaliseres så produktionen flyttes, eller i hvert fald underordnes en overordnet planlægning et andet sted.
Det er sådan noget, der automatisk koster arbejdspladser. Og for en lille by som Vejen gør fabrikken Phønix hele forskellen på, om byen er driftig og livlig, eller blot er et skrantende hul i dødskamp.
Derfor er Phønix' nærmeste pårørende, de ansatte, mest tændt på en løsning, der bringer de norske asfaltfolk fra Rieber og Søn ind på de danske veje. Rieber og Søn vil i og for sig også lave strukturrationaliseringer. De vil bare gøre det ved at udkonkurrere Icopal og Superfos.
Men ATP ejer 14 procent af Icopal, og LD ejer ni. Så ATP's og LD's logik må byde dem at satse på, at Icopal ender som Phønix-ejere.
Slutresultatet er naturligvis det samme, uanset hvem der vinder, selvom de fyrede ikke nødvendigvis kommer til at bo i Vejen allesammen.
Der kan kun være et vist antal beskæftigede i den danske asfaltbranche, og det antal bestemmes af behovet for asfalt, og teknologien man lægger asfalt med. Det er markedets logik, uanset hvem der ejer de ildelugtende fabrikker.
Men tilbage i Vejen sidder de ansatte og skumler over ATP og LD's rolle i hele sagen.
Hver og én, der til daglig er så heldig at være tilknyttet arbejdsmarkedet, betaler en sum til ATP. I LD er det noget færre, men langt de fleste af Phønix' ansatte har lod og del i LD's milliarder, der stammer fra de indefrosne dyrtidsportioner sidst i halvfjerdserne.
Medarbejderne i Phønix i Vejen er altså medejere af pengekasserne ATP og LD. Og begge de to kasser arbejder for at rive tæppet væk under fødderne på deres egne ansatte, og deres egne ejere, i Phønix.
Det har fået tillidsmand Hans Jørgen Levesen på Phønix til at stille et spørgsmål.
"Man kan spørge sig selv, om man som lønmodtager ikke burde have muligheden for i de to store magtfulde fonde at kunne vælge fra, så mine indbetalinger ikke blev brugt direkte til at skade mig selv og min gode sikre arbejdsplads", spørger tillidsmanden.
LD og ATP er ikke indrettet, så de små indbetalere har noget at skulle have sagt. Det er fagbevægelse og arbejdsgivere i fællesskab, der bestemmer, hvor skabet skal stå.

Der er lang vej igen, før tillidsmanden på Phønix får besvaret sine spørgsmål med en ordning, der giver ham en direkte indflydelse.
I foråret 1994 satte regeringen et udvalg i sving. Udvalget skulle overveje mulighederne for større direkte indflydelse på investeringspolitikken for medlemmer i kollektive og obligatoriske pensions- og livsforsikringsordninger. Og udvalget skulle overveje modeller for at give medlemmerne i ATP og LD direkte adgang til at udpege repræsentanter til repræsentantskab og bestyrelse. Udvalget skulle også analysere andre spørgsmål, der har relation til demokrati, åbenhed og betryggende forvaltning.
Efter et par og tyve møder barslede udvalget med betænkning 1306 om Demokrati og åbenhed om pensionsinstitutternes investeringsbeslutninger. Det var i december 1995.
Og som udvalget ganske rigtigt skrev i betænkningen, så var det op til en politisk vurdering, om de faglige og tekniske vurderinger i rapporten skulle føres ud i livet. Det er der ikke politisk vilje til.
Blandt modellerne i rapporten er der blandt andet én, der ville have gjort tillidsmanden på Phønix glad.
Den går ud på et direkte medlemsvalg på nationalt eller regionalt plan af repræsentantskab og bestyrelse i ATP og LD, hvor alle medlemmer (altså indbetalere) har mulighed for at kandidere.
Det politiske liv tog nu ikke imod rapporten med begejstring og efterfølgende handlekraft.
Politikerne ville ikke lovgive om demokratiseringen af pensionskasserne. Lovgivning på området vil være et indgreb i private foreninger og selskaber. Godt nok til fordel for den enkelte bruger, men alligevel et indgreb.
Og samtidig skulle det politiske liv slås imod en skjoldvagt af store, stærke, rige organisationer som AC, LO, DA, Amtsrådsforeningen, Dansk Industri og mange flere. De administrerer og har indflydelse på pensionsmilliarderne i dag, og de vil ikke have det på nogen anden måde.

Det eneste, der foreløbig er født af det store arbejde, er et Pensionsmarkedsråd, foreslået i rapporten, som økonomiminister Marianne Jelved (R) har fået trumfet igennem. Ad bagvejen.
Da folketinget i april sidste år snakkede pensionskasse-demokrati var der et flertal imod et Pensionsmarkedsråd. Så Marianne Jelved fik afsat penge til rådet på finansloven, og kan nu oprette rådet administrativt.
Der går ikke mange dage eller uger, før Pensionsmarkedsrådet får set dagens lys.
Rådet? Det skal kaste en projektørstråle igennem nattemørket, der omgiver de 1000 milliarder kroner i pensionspenge, der i dag bliver administreret af de store kasser.
Projektørstrålen får form af rapporter og analyser om udviklingen på pensionskasseområdet. Og en årlig rapport skal blandt andet analysere pensionskassernes investeringer. Så allerede indenfor det nærmeste års tid kan man regne med en evaluering af ATP's og LD's rolle i angrebet på en asfaltfabrik ved Vejen.
Samtidig med oprettelsen af
Pensionsmarkedsrådet opfordres alle landets pensionskasser til
at demokratisere sig selv. Det har de ikke gjort noget videre af foreløbig.
Tilfældet Phønix bliver ikke det sidste, hvor de store pensionskassers beslutninger berører de små ejeres jobs. Men tilfældet Phønix kan blive endnu en vejviser, der peger på behovet for at gøre milliarderne i kasserne demokratisk kontrollerede.
I næste uge kommer SF med et lovforslag, fisket ud af økonomiministerens rapport fra 1995. Det drejer sig om direkte valg til ATP og LD. Det vil blive stemt ned, fordi især socialdemokraterne ikke er blevet bløde i knæene endnu. Det er trods alt socialdemokraternes egne organsaitioner, der styrer de kasser, som medlemmerne vil have indflydelse på. Men med Phønix, og med det nye Pensionsmarkedsråd, vil der aldrig blive stille om de 1000 milliarder kroner i pensionskasserne på samme måde, som der har været til nu.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu