Læsetid: 6 min.

Fjernsyn - for dig?

22. marts 1997

Mens De Kendte springer fra kanal til kanal, støbes tv-kuglerne til alles kamp mod alle om seerne og reklamepengene

Hvad laver du?
"Ikk' noget."
"Der er fjernsyn for dig."
"Okay. Nu kommer jeg!"
Handskedukken (der ser ud, som om den ikke er blevet vasket i otte år) kravler op i studieværtens skød og ser forventningsfuldt ud på seerne.
"Skal vi se en tegnefilm i dag?" spørger den.
"Studieværten ryster på hovedet.
"Nej. I dag skal vi høre om, hvad der rigtigt sker inde i fjernsynet. Altså rigtigt. Bag skærmen. Bag kulisserne."
"Det lyder kedeligt."
Handskedukken virrer med filthåret.
"Jamen, det er det ikke," siger studieværten, "Nu skal du bare høre: Der kommer hele tiden nye kanaler, og det kan være svært at følge med i det altsammen. Preben Elkjær er blevet dømt til 50 timers sports-tv hver uge, og det startede den 14. marts, og den 7. april starter der en ny kanal, der hedder TvDanmark."
"TvDanmark?"
"Ja. Lad os starte med den," siger studieværten og titter pædagogisk ud på seerne.
"I 1982-83, da loven om lokal-tv blev lavet, var det dels for det, at de lokale græsrødder skulle til orde. Det gik venstrefløjen ind for. Højrefløjen på den anden side havde en klar interesse i at bryde DR's monopol - husk, der var ikke noget TV2 dengang. Man opnåede et bredt forlig i folketinget. Mens forhandlingerne om TV2 trak ud i årevis, gik kulturminister Mimi Jacobsen (CD) med til, at aktieselskaber fik lokale sendetilladelser. Dermed var kommercielt lokal-tv indført, og Klaus Riskær Pedersen købte sig ind i det, der i dag hedder Kanal 2. Men da der ikke var noget finansieringsgrundlag, solgte han igen."
"Lokal-tv stationerne blev presset til samsending og sponsering for at overleve. Siden blev reklamefinansiering lovlig, først på radio siden tv, og græsrodsideen blev mere og mere udvandet. Så kom der en mand, der hed Harry Sloan."
"Skal vi ikke se en tegnefilm?"
"Ikke endnu. Harry Sloan købte en masse små skrammelstationer i Nord-Europa og også i Danmark. Så lavede han et selskab, der hed Scandinavian Broadcast System (SBS), som han satte på aktier, som han solgte på Wall Street. Det tjente han halvanden milliard kroner på. De, der købte aktier, regner med at tjene mange penge. Ubekræftede rygter siger, at danske pensionskasser er medejere af SBS."
"Harry Sloan beholdt selv 10 pct. af aktierne. Det fusionerede amerikanske gigantselskab ABC/Disney ejer 23 pct. af aktierne i SBS."
"Jaaaa, Disneeeey!"
"Nemlig. De ejer det kvarte af SBS, der igen er 100 pct. ejet af selskabet Broadcast Danmark, der leverer og koordinerer programmer til TvDanmark, som består af otte danske lokalstationer, nemlig Kanal 2 i København, TV-Vestsjælland, TV-Fyn, TV-trekanten i Fredericia, TV-Aalborg, TV-Herning, TV-Århus og TV-Næstved. I forvejen har SDS en konsoliderende aktiepost i Kanal 2 i København, TV-trekanten og TV-Fyn."
"Samsendingen, som der blev skabt juridisk mulighed for efter medieforliget i efteråret 1996, kan foregå på betingelse af, at de enkelte stationer dagligt leverer en times nyhed/aktualitetsstof."
"Det gider jeg ikke se."
"Lad os nu se, om det overhovedet kommer. Den adm. direktør i TvDanmark, Jesper Sehesyed Lund, siger: "Det bliver en svær opgave for de små stationer, men det må gå som det går."
"Du kan tro, TvDanmark bliver en benhård konkurrent til de reklamefinansierede stationer TV2 og TV3. Sehested Lund fortæller, at TvDanmark har afsat 200 millioner kroner til programkøb de næste to et halvt år. Pengene skal bruges på Disney-pakker, som TvDanmark har indkøbt i fælleskab med DR. Desuden aftager SDS alt, hvad Steven Spielbergs selskab Dreamworlds laver de næste fem år, men der er også - i samarbejde med Nordisk Film - planlagt egenproduktioner, hvor spydspidserne er Isabella Miehe Renard, Tina Riising og Jesper Bøttzauw."
"Ham kender jeg ikke."
"Men det kommer du til. 'Vores målsætning er i løbet af fem år at sidde på 25 pct. af reklameomsætningen, som forventes at blive to milliarder kroner på den anden side af årtusindsskiftet,' siger Jesper Sehested Lund, 'altså en andel på 5-600 millioner, og her skal man huske på, at vi fra start har en andel på tæt ved 10 pct.'"
"Jeg kan ikke følge med," mumler handskedukken.
Nej, det går stærkt. Det siger medieforskeren Frands Mortensen også.
"Det hele går for stærkt," siger han og nævner, at den nye sportskanal TVS kun havde fire dage til at lave dummyproduktioner, før de gik i luften den 14. marts kl. 18, fordi DBU krævede, at man startede samtidig med Superligaen. Frands Mortensen tror, der er 100.000-vis af seere, der ikke aner, at TVS ligger på kabelanlægget. Det samme gælder den nye radiokanal Radio 2. Det går stærkt."
"Hvorfor?"
"Det handler om penge. Man skal være hurtigt ude for at få fingre i årets reklamekroner. Det handler så meget om penge, at Broadcast Danmark har ansat cand. merc. Simon Svegaard som analyse- og programchef. Han kommer med noget i lommen, der hedder 7-system, udviklet af et australsk firma."
"Seven up?"
"Nej. 7-system. Det er en analysemetode, der går bag om seertallene og er et effektivt værktøj, både når der skal sælges annoncer og lægges programmer."

TVS har en plan.
"Sportskanalen har en plan. Fra første august kommer den til at koste 150 kr. om måneden plus 50 kr. for en dekoder. Så rasler seertallene ned. Men det gør ikke noget, for TVS har en rig onkel, der hedder Tele Danmark."
"For Tele Danmark er sportskanalen det lokomotiv, der skal bringe dekoderen ud til danskerne. Tele Danmark har købt dekoderne af firmaet Multichoice, fordi Tele Danmark ved, at dekoderne er nøglen til betalings-tv i Danmark. Tele Danmark har samtidig lavet en aftale med Multichoice om, at de skal administrere Subscriber Management Systemet (SMS), dvs. serviceringen og faktureringen af den enkelte kunde."
"Multisjøjs?"
"Multichoice, der formidler dekodere og programmer, er for nylig blevet købt af den største europæiske betalings-tv-aktør, franske Kanal Plus, som også har stationer i Holland, Belgien, Italien samt investeringer i Tyskland og i Spanien. Multichoice skal levere digitale programpakker pr. satellit, som skal placeres i Tele Danmarks net, når de til efteråret udvider deres analoge net med digitale dele."
"Desuden siger Frands Mortensen, at Tele Danmark - sammen med den norske mediegigant Schibsted, der ejer det norske dagblad Verdens Gang og det svenske Aftonposten samt er hovedaktionær i det norske TV2 og sammen med SBS er ejer af TV Norge - købt Metronome, som er delt op i fire mindre selskaber: Ny Metronome Holding, Metronome Video (der samarbejder med Warner Bros), Metronome Productions, som er det selskab, der sammen med Skandinavisk Film har rettighederne til morgen-TV på TV2. Endelig er der Metronome Studios, som Schibsted har 75 pct af aktierne i, og som med tiden skal pumpes op til et produktionsselskab for fjernsyn og film og levere pakker til deres egne kanalnet. Tele Danmark er altså allerede langt fremme på mediebanen. Husk, at de samarbejder med TV2 om Radio 2, Morgen-TV og TVS."
"Tele Danmark og Metronome bygger netop nu studier i Philips' tidligere fabrik på Amager. Der skal TVS, Radio 2 og de studier, Metronome planlægger, bo, og Skandinavisk Film - der ejes af Erik og Ole Stephensen, Michael Meyerheim og Peter Herforth og som netop har ansat Jarl Friis Mikkelsen og udgør den anden halvdel af TV2's morgen-tv, skal vistnok også flytte ind dér. Skandinavisk Film konkurrerer med Nordisk film, som ejes af Egmont Fonden - det er dem med Anders And - men de ejer også produktionsselskabet Nordisk Film samt en tredjedel af det norske TV2."
"Anders And! Jaaa."
"Disney/ABC producerer ikke bare tv, de har startet egen Disney-kanal i England og er på vej med én i Tyskland. Men nu synes jeg, vi skal se en tegnefilm..."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu