Kravene til den moderne toppolitiker afspejler en markedsbestemt egenskabsløshed
Det Konservative Folkepartis aktuelle indre krise, hvis dybde næppe lader det hjemsøgte parti i fred foreløbig, er selvsagt udløst af en akut lederkrise forårsaget af en højst konkret begivenhed i form af et stk. påkørt betonklods på en nattemørk nordsjællandsk motorvej. Alle kender de efterfølgende begivenheder, hvis tumultagtige karakter - som for at gøre ondt værre - udsprang af den afløsende leders mildt sagt mangelfulde udtalelser og hele opfølgende adfærd.
Nedenunder dette velkendte forløb afspejler begivenhederne, som det efterhånden må være endog partiets mest trofaste støtter begribeligt, en langt mere fundamental krise af både principiel og politisk art. Det konservative parti består med andre ord - og som førhen i dets dramatiske historie - af to store fløje, hvoraf den ene, Per Stig Møllers, for tiden står en anelse stærkere end den anden. Tilhængerne her på lag må imidlertid imødese en faretruende - måske fatal - svækkelse, såfremt deres nye leder blot én gang til kludrer i den politiske håndtering af en given ømtålelig sag.
Den anden fløj, hvis bagmand utvivlsomt er den tavse mand, Hans Engell og folketingsgruppens detroniserede ledelsesteam, vil i lang tid fremover være handicappet af, hvad man kunne kalde mangel på personligheder af manøvredygtig kategori. Denne påstand understøttes ved betragtningen af den tidligere politiske, nu udenrigspolitiske ordfører Anne Birgitte Lundholt, hvis position ved en mere eller mindre selvoppumpet og lattervækkende konflikt med den nye leder er sat på farligt spil fra på tirsdag, men hvis karisma på ingen måde står mål med ambitionerne om en holdbar politisk førerposition.
Netop dette tema kan det måske være værd af dvæle en kende ved: ledelsesproblemet i dansk politik - ikke alene i konservativ sammenhæng, men for så vidt og principielt bredt videre ud.
Begivenhederne i og omkring det konservative førerfelt har affødt formuleringen af visse normer for danske ledende politikeres adfærd. Normer som man vel hele tiden har vidst eksisterede et eller andet sted - men så at sige på det ubevidste plan. Først nu - i aktualitetens søgelys og ved den samlede presses afsøgning af temaet og efterfølgende forsøg på at etablere generaliseringer - kommer normerne til mere håndbgribeligt udtryk.
Det kan således slås fast at en given politisk leder som sådan ikke kan tillade sig at melde sig selv for spirituskørsel. Endnu mindre - må man formode - blive grebet i spitituskørsel. Her er en kant, som nu blev trukket op.
Derimod vil det fremover være af mindre betydning, såfremt en partiformand skulle erkende en eventuel lignende forseelse tidligt i voksentilværelsen. Per Stig Møllers synspunkt: At en 24 årig knægts dumheder - på et tidspunkt hvor vedkommende ikke har været på valg eller bestridt noget offentligt embede - ikke har noget at gøre med bedømmelsen af den midaldrende partileders habitus, synes at være adopteret af brede kredse i den danske befolkning.
Pressen som helhed har - efter formentlig at have vejret folkestemningen - været tilbageholdende i kritikken af hin konkrete forsyndelse i den konservative leders fortid, men har så meget desto mere på lederplads bebrejdet Per Stig Møller for hans sandhedsfordrejelser over for journalisterne. Med andre ord kan man konstatere at den danske presse tilsyneladende ikke accepterer løgnen som redskab i toppolitikeres forsøg på at værne om deres egen vandel og privatsfære. I den forbindelse bør man hæfte sig ved at aviskommentarer og læserbreve ikke just har dyrket dette sandhedssynspunkt for sandhedens egen skyld, snarere ud fra en hensigtsmæssighedsvurdering.Om nu blot Per Stig Møller fra første færd havde sagt sandheden og kun sandheden om sin fortid, ville han have stået stærkt og aldeles undgået den efterfølgende lederkrise.
Det andet hensigtsmæssighedssynspunkt i den forbindelse: at Per Stig Møller, såfremt han havde sagt sandhden, utivlsomt var blevet vraget som ny leder, er ikke - eller i langt mindre grad - slået igennem, skønt det ud fra en nøgtern analyse er yderst relevant.
Imidlertid er det ene hensigtmæssighedssynspunkt i moralsk henseende jo ikke stort bedre end det første. Hvilket igen vil sige at man formentlig kan tillade sig følgende polemiske og illusionsløse slutning: At en politisk leder ubetinget skal sige sandheden, såfremt han ikke har noget bedre.
I den almindelige argumentation mod pressens behandling af Per Stig Møller - den del af argumentationen som ganske åbenbart har været frembåret af partimedlemmer eller sympatisører - finder man gang på gang en betragtning, hvis indhold kan sammenfattes i det overordnede synspunkt: Sandhedskravet til politikere bør trods alt ikke spænde ben for en given håbefuld politisk leder, som bør have en chance.
Den erfaring, som Per Stig Møller sikkert til sin egen og andres overraskelse har kunnet høste af forløbet, er: at overbetoner pressen sandhedskravet til politikeren, indtræder en slags kynisk konsensus - ikke mindst i kredse, der traditionelt hylder de gamle dyder. Eftersom det er opfattelsen - retfærdigt eller ej - at politikere generelt lyver, anses det for urimeligt, såfremt én der åbent er grebet i øvelsen udsættes for pressens vedholdende angreb.
Eftersom det ligeledes er opfattelsen - retfærdigt eller ej - at journalisters forhold til sandheden nogenlunde er som politikeres, opfattes et fornyet angreb eller blot en forsigtig påmindelse om den givne politikers lemfældige omgang med sandheden for hetz mod vedkommende. Vel at mærke når sagen nu engang er afdækket og slut, og politikeren som i dette tilfælde har forklaret og forsvaret sig ud fra en nogenlunde rimelig hensigtsmæssigheds betragtning.
Det er ganske karakteristisk at den politiker i den konservative folketingsgruppe, der har stillet sig i åben opposition, Helge Adam Møller, til fulde har måttet sande den ældgamle erfaring at moralistens kors er tungt.
De færreste betvivler Helge Adam Møllers oprigtige kærlighed til det konservative værdigrundlag, hvilende på Sandhedens Klippegrund. Så mange desto flere betragter ham som et naivt fjols, der har skadet sit parti og bare skal slå hælene sammen og holde mund, hvilken anbefaling obersten nu synes at følge.
Imidlertid er de konservatives problemer ikke hermed løst, en unægtelig antagelse, som igen kaster lyset på den politiske leder som figur og fænomen.
I det foreliggende tilfælde har Per Stig Møller ikke kun dummet sig på et formelt plan. Den side af sagen er som antydet reperabel, endskønt operationen ikke bliver nem. Således er uoverensstemmelsen med Anne Birgitte Lundholt for en umiddelbar betragtning temmelig slem. Smider lederen hende ud, kan oprøret eksplodere mellem hænderne på ham. Beholder han hende nogenlunde unafægtet, fremstår han som et magtesløst skvat, enhver kan hundse med.
(Man skal dog parentetisk bemærket ikke glemme at Møller har læst Machiavelli. Man kunne jo her konspiratorisk erindre den trængte leder om et gudbenådet afsnit i Fyrsten, hvor den gamle magtfilosof fascineret beretter om den embedsmand, som fyrsten om natten lader partere i fire dele og anbringe på torvet i hvert verdenshjørne, så borgerne om morgenen selv kan se, hvad der sker, hvis de laver vrøvl. Den fremgangsmåde fordrer som ved al magtudøvelse koldsindighed).
Skal man tro centrale sider af pressens fremstilling af konservatismens førstekraft er det netop den lærde og intelligente mands vilde temperament, der er hans egentlige problem, hans politiske achilleshæl. Akademisk arrogance og hidsig adfærd. Kan det være værre. Tilmed har den konservative leder fremlagt sine visioner, visioner som ikke faldt i god jord, eftersom de netop var visionære og ikke indeholdt noget om æg, mel, salt og gryn samt urimelige miljøafgifter på store biler
Med andre ord, ifald vi igen skal slutte baglæns og lære noget principielt af den konservative krise kan man begynde at ane lederidealet, en art godtkøbsmanagement, byggende på et moralsk hensigtsmæssighedsgrundlag.
En politisk leder må ikke være: akademisk, arrogant, hidsig og visionær, men skal derimod være koldsindig og sanddru - det sidste ikke i en forstand så det gør noget - og ihvertfald ikke hvis det strider mod hensigtsmæssigheden.
Allerhelst skal han undgå at bringe sig i situationer, hvor problemstillingen aktualiseres. Lidenskabsløshed er at foretrække, ligesom han bør afholde sig fra spontanitet og forhastede udtalelser eller initativer, der bringer ham på kollisionskurs med klienterne i partiet.
Dette ikke sagt som skjult forsvar for de konservative, snarere som en hilsen til beundrere af moderne typer somTony Blair for hvem politisk egenskabsløshed synes at være princippet.
