Per Stig Møller er allerede økset som de konservatives leder. Spørgsmålet er kun, hvor meget blod, der skal spildes
Når en hane har fået hovedet hugget af, kan den godt løbe lidt rundt og sprede blod omkring sig. Men tidsperspektivet er kort.
Som statsminister-kandidat er Per Stig Møller økset. Og dermed har Det konservative Folkeparti heller ikke nogen interesse i at beholde ham som politisk leder. Det er slutfasens længde, der kan gisnes om. Ikke udfaldet.
Bogstavelig dead-line er tiden umiddelbart forud for det konservative landsråd den 13.-14. september i Ålborg. Her vil det nemlig blive åbenbart, at Per Stig Møller ikke vil kunne mønstre den opbakning blandt partiets græsrødder, der er nødvendig for at opnå et overbevisende valg som partiformand. En kneben valgsejr er i hans situation ikke nok. Et nederlag er katastrofalt. Og han kan heller ikke bakke ud af formandskandidaturet.
Ganske vist var han i de indledende manøvreringer sidste uge tøvende overfor, om han skulle gå efter den forholdsvis nominelle partiformandspost. Men da den vanskelige balance med Engell som fortsat formand for folketingsgruppen blev resultatet af forrige weekends magtkamp, erklærede Møller sig til partiformandsskabet. Han skulle bruge posten som vægt bag sig.
Nu er den ekstra vægt mere nødvendig end nogensinde, men at række ud efter den får Møller til at vælte.
Men så længe får spillet næppe lov at køre. To begivenheder i forgårs søndag skabte sikkerhed for, at Per Stig Møllers reelle lederskab for Det konservative Folkeparti kom til at vare nøjagtigt en uge.
Den ene kom om morgenen i form af Berlingske Tidendes bemærkelsesværdige, skarpe og velskrevne leder:
"Bør Det konservative Folkeparti endnu en gang skifte leder? Det må de vel efterhånden selv om. Hvis partiet mener, at dets statsministerkandidat ikke behøver at vise hverken folketingsgruppe eller vælgere den respekt at stå ved, at han har siddet inde for spirituskørsel, og hvis partiet mener, at det også er i orden at lyve sig fra det, indtil spørgsmålet stilles helt præcist med rigtigt årstal og straffens længde - jamen, så hold da fast i ham."
Den anden kom hen under dagen, da det konservative folketingsmedlem Helge Adam Møller til denne avis og siden til den ganske befolkning via tv-stationerne udtalte:
"Per Stig Møller er ikke egnet til at fortsætte som leder. Han har løjet bevidst ved flere lejligheder for at beskytte sig selv, og det sætter en plet på partiets værdighed. Hans handling er moralsk værre end Hans Engells".
Selv om Helge Adam Møller ikke er nogen sværvægter i partiet, er kritikken nu fremført af et synligt medlem af folketingsgruppen, som oven i købet er retspolitisk ordfører.
Det afskærer Per Stig Møller fra at fortsætte på den kurs, som han og hans rådgivere var nået frem til inden hans egen tv-optræden søndag aften: Nemlig at gøre sagen til et opgør med de 'privatlivskrænkende' medier, særligt Ekstra Bladet.
At dreje sagen til at handle om, hvorvidt de folkevalgte eller medierne bestemmer, kunne for Per Stig Møller flytte fokus væk fra hans egne gerninger. Sådan en afværgemanøvre har f. eks. hjulpet skandaleramte amerikanske politikere. Men den duer jo ikke, når kritikken er ytret lige så skarpt fra de konservatives egne folkevalgte rækker.
Og rumlen er begyndt at få mæle fra konservative længere nede i partiapparatet, om end den endnu er mere diffust formuleret som et krav om udrensning blandt de rådgivere, der fik Per Stig Møller til at opføre sig så tåbeligt, som han gjorde ved sine løgne og fortielser. Her er der en ironisk parallel til Hans Engells og Per Stig Møllers egen kritik af Nyrup Rasmussen som uegnet til embedet, fordi han ikke magter at sætte sig ud over dårlig rådgivning.
I forståelsen af begivenhedsforløbet er personlighedens karakter også af betydning. Sind er skæbne, som det hedder i mundheldet.
Ugebrevet Mandag Morgen bragte i går en i øvrigt begejstret gennemgang af Per Stig Møllers handlemuligheder - skrevet før grunden begyndte at skride under ham. Heri hedder det bl. a.:
"I sine hidtidige cheffunktioner, i Danmarks Radio og i Miljøministeriet har han imponeret ved sin flid og engagement - men ikke ved personalepsykologi og ledelse. Tværtimod bedømmer flere kilder ham som arrogant og kolerisk".
Berlingske Tidende har i sin ovennævnte leder fat i samme aspekt: "Et intelligent menneske er ikke nødvendigvis et klogt menneske."
De, der har haft lejlighed til at komme tættere ind på politikeren Per Stig Møller, vil have kunnet bemærke en fascination af eget intellekt og et stivsind over for ændringer af én gang fastlagte bedømmelser.
Disse karaktertræk sås tydeligt i Møllers optræden i tv søndag aften: Han og hans rådgivere var blevet enige om, at straffedommen tilhørte "privatlivets fred". Og hvis andre mente noget andet, måtte det være udtryk for, at medierne har rykket grænserne for privatlivets fred, og "vi nærmer os amerikanske tilstande".
Møllers notoriske begavelse synes ikke at kunne rumme den tanke, at medier kan have en berettiget interesse i en statsministerkandidats forudgående fængselsophold, og at privatlivets fred handler om det, der er ægte privat: Kærester og andre forhold inden for hjemmets - men altså ikke fængslets - fire vægge.
Tilsvarende kom Per Stig Møller i sin fastholdelse af lovovertrædelsen som udtryk for "ungdommeligt overmod" langt ud i retning af at argumentere for overbærenhed med unge, mandlige spritbilister.
Disse svagheder i karakteren kan folketingsgruppen ikke have været uvidende om, da den valgte Per Stig Møller.
Men udbudet af lederemner var overordentligt begrænset. Og er jo altså én færre næste snarlige gang.
Nu hævner det sig, at Poul Schlüter gennem hele sin ti-årige statsministertid stort set ignorerede sin egen folketingsgruppe. At han tilmed anså den for talentløs, bekræftede han ved gentagne gange at hente konservative ministre udefra.
Mens Venstre benyttede sin høje profilering under den borgerlige regering til at indsluse mælende mænd og kvinder i folketingsgruppen og blandt dem på spring, tillagde Schlüter og hans folk det større betydning, at gruppen bare forholdt sig i ro.
Netop det, at der ikke blev sat konservative kræfter ind på yngelpleje i mellemlaget, gør, at en stor del af folketingsgruppens medlemmer er frembragt gennem langsommelig karriere i partiet. Derfor er de også præget det indbyrdes fjendskab, der i mands minde har hersket mellem de to konservative ungdomsorganisationer: Konservative Studerende (KS) og Konservativ Ungdom (KU).
KS'erne er de akademisk ræsonnerende, tvivlrådige Hamlettyper, begyndende med Chrismas Møller, der som partileder fra midten af 1920'erne til det bitre brud i 1947 lå i evigt klammeri med sit eget parti - og ikke kun det nazificerede KU.
Nyere KS-politikere er Haunstrup Clemmensen og Henning Dyremose, der begge blev udmanøvreret af den KU-opfostrede fløj, der er skolet i praktisk handling frem for snak: Til KU-fløjen hører Erik Ninn-Hansen og Hans Engell.
Delelinien KU-KS er i vid udstrækning sammenfaldende med en politisk deling: KU'erne er til højre i partiet, KS'erne er til venstre. Per Stig Møller er - som læseren vil kunne gætte - KS'er. Når der har været spekulationer om, at Møller ville fjerne Engells nærmeste ansatte rådgivere, skyldes det også, at de er hentet fra KU-lejren.
Det opgør, der nu følger hos de konservative, vil endnu en gang få disse gamle sår til at springe op. Jo længere Møller løber rundt, des mere blod bliver der spredt ud over hans eget.
