Læsetid: 6 min.

Japanere og fransk arrogance lukker bilfabrik

7. marts 1997

Renault-top dirigerer lukning af bilfabrik i Belgien fra Paris og skyder skylden på globaliseringen. Afmagt er konsekvensen, en styrket højrefløj kan
blive resultatet

Det er ikke videnskabeligt bevist, at århusianere er dummere end andre mennesker, men et eller andet folkefærd skal jo være offer for vittighederne. I Tyskland er det østfriserne (Ostfriesenwitze), i USA polakkerne (polish jokes), og i Frankrig er det belgierne (histoires belges). Nu vil tilfældet, at det tit er franskmændene - i hvert fald magthaverne i Frankrig - der opfører sig, som om de var hovedpersoner i belgierhistorier. En sådan fransk belgierhistorie fra virkelighedens barske økonomisk-industrielle verden har udspillet sig for få dage siden - i Belgien. Nærmere betegnet i Vilvoorde, en nordlig forstad til Bruxelles.
Der er sket det, at den franske bilproducent Renault har besluttet at lukke sin fabrik i Vilvoorde, hvorved de 3.100 ansatte mister deres job. Dette skridt er blevet taget på en så hovedløs og hovedkulds måde, at det opfylder alle betingelser for en belgierhistorie. Så meget mere, som en række voldsomme reaktioner, der med sikkerhed kunne forudses ved netop denne fremgangsmåde i netop denne sammenhæng, kom helt bag på ophavsmændene.
For resten - er der noget mere belgierhistorieagtigt end den skik at betegne en industriel masseafskedigelse som en "socialplan"? Det er normalt i dagens Frankrig. Denne betegnelse, der blev opfundet af franske teknokrater for få år siden, har på pervers vis vundet hævd i medierne og den offentlige debat. Kun undtagelsesvist hører man en enkelt kritisk indvending mod denne absurde sprogbrug.
Man kunne forestille sig, at en sådan "socialpan" kom i stand efter grundige forberedelser og rådslagninger, måske endog forhandlinger med fagforeninger, tillidsmænd, samarbejdsudvalg etc. - f. eks. om de sociale foranstaltninger, der bør iværksættes, hvis en indskrænkning af personalet er uundgåelig (den oprindelige mening med ordet socialpan). Men alt dette springer man i reglen over med samlede ben i det franske erhvervsliv, og i tilfældet Vilvoorde kom meddelelsen om fabrikslukningen som et lyn fra en klar himmel.
Hvad man navnlig har bebrejdet Renault i dette tilfælde, er den brutalitet og hensynsløshed, hvormed dette selskab - engang fransk industris flagskib - har behandlet sin fabrik i det lille naboland. Arrogance og overlegenhed er blandt de ord, der anvendes hyppigst af kritikerne, i Belgien som i Frankrig.

Hvorfor spilde tid på rådslagninger, politiske eller psykologiske hensyn, menneskelige omgangsformer eller bare sund fornuft, når fabrikslukningen nu engang er en "strategisk nødvendighed", fremtvunget af globaliseringen og konkurrencen - som Renaults generaldirektør, Louis Schweitzer, påpeger det med selvfølgelighedens legitimitet. Han tog ikke selv til Bruxelles for at give meddelelsen, men sendte selskabets generalsekretær, Michel de Virville, der - til forskel fra Schweitzer - er stort set ukendt af offentligheden. Den 27. februar tog generalsekretæren TGV-toget, den elegante franske superekspres, der forbinder Bruxelles med Paris på to timer. På en pressekonference på Hotel Hilton i Bruxelles meddelte han, at fabrikken i Vilvoorde lukker den 30. juni. Han besvarede enkelte spørgsmål og spurgte derefter, som om han havde tankerne andetsteds: "Hvornår går det næste tog til Paris?"

Belgierne stod betuttede tilbage. Men snart reagerede de med en vrede, der gav sig udslag i protestdemonstrationer, anti-franske slagord og opfordringer til boykot af franske varer. En kommentar, der har haft en særlig gennemslagskraft, betegner Renault som en "flugtbilist".
For byen Vilvoorde er der tale om en økonomisk katastrofe, men hele Belgien føler sig ramt og føler sig arrogant behandlet. Tilfældigvis bor den belgiske statsminister, Jean-Luc Dehaene, i Vilvoorde, og hans kone er medlem af byrådet. Det vidste Renault-chefen måske ikke. Eller måske var han revnende lige glad? I hvert fald har det bidraget til at stille den franske klodsethed i denne affære i relief. Et fund! Som et blad har skrevet: Hvad ville der ske i Frankrig, hvis Ford uden varsel og uden forhandling besluttede at likvidere sine fabriksanlæg i omegnen af Bordeaux, hvor premierminister Alain Juppé er borgmester?
Den belgiske regeringschef - der først blev underrettet aftenen før den fatale meddelelse - har kritiseret Renault i ualmindelig skarpe vendinger, og affæren har fremkaldt en krise i forholdet mellem de to lande.
Den flamske delstatsregering, der står med de økonomiske problemer efter fabrikslukningen, og som gennem måneder havde haft kontakt med Renault om en eventuel udvidelse af selskabets aktiviter i Flandern, blev slet ikke underrettet på forhånd om lukningen. Vidste Renault-chefen iøvrigt, at Belgien er et splittet land, hvor flamlænderne og de fransksprogede vogter på hinanden? Også på det punkt lidt af en krudttønde, Vilvoorde...
I Frankrig er Renault blevet stærkt kritiseret, både af regering og opposition. Renault er i dag principielt et privat selskab, efter at staten i fjor har afhændet 6 pct. af aktierne til private og dermed mindsket sin andel fra 52 til 46 pct.
Regeringen regner sig derfor ikke for ansvarlig, men den synes at glemme, at staten stadig er en meget stor aktionær. Præsident Chirac og premierminister Juppé hævder, at de ikke var underrettet om beslutningen om Vilvoorde, men Renault oplyser, at de blev underrettet midt i februar - og ikke gjorde indsigelse.
Efter den voldsomme reaktion er Juppé tilsyneladende kommet på andre tanker, idet han onsdag indkaldte Schweitzer til et møde for at kritisere fremgangsmåden. Renault-chefen sagde efter mødet, at beslutningen om lukning stod fast, men at han nu ville optage forhandlinger med fagforeninger og personalerepræsentanter om en række "sociale ledsageforanstaltninger".
Bortset fra det karakteristisk franske, at forhandlinger først optages efter beslutningen og under pres af protester og skandale, viser denne meddelelse, at den oprindelige "socialplan" netop ikke var en socialplan, men en simpel fabrikslukning med masseafskedigelse til følge.

Den socialistiske oppositionsleder, Lionel Jospin, har erklæret, at "den brutale beslutning om at lukke den belgiske fabrik er absurd, både finansielt, industrielt og socialt".
Begrundelsen for beslutningen er, at Renault har mistet markedsdandele i konkurrencen med japanske, amerikanske, tyske og italienske biler. Det gælder også den anden store franske bilproducent, PSA, men Renault kritiseres for manglende planlægning og dårlig ledelse, der har påført selskabet milliardtab og nu fører til panikagtige foranstaltninger. Det går ikke bare ud over belgierne - i kølvandet på beslutningen om lukning i Vilvoorde har selskabet bebudet nedlægning af 2.764 arbejdspladser på fabrikker i Frankrig.

Renault, der blev nationaliseret under de Gaulle i 1945 (bl. a. som straf for, at grundlæggeren Louis Renault havde samarbejdet med tyskerne), var i mange år en slags udstillingsvindue - for statslig industri, fransk kvalitet, gode arbejdsforhold og stærke fagforeninger. Arbejderne var stolte af Renault, som de følte var deres eget foretagende. Dette enestående eksperiment med sin blanding af socialisme, nationalstolthed og arbejderromantik hører fortiden til. Ikke alene er Renault privatiseret, men selskabet er godt på vej til at blive forhadt, et symbol på den arrogante ledelse, den følelseskolde teknokratiske elite, der optræder i omtrent samme skikkelse i statsadministrationen og erhvervslivets giganter.
Affæren Vilvoorde kommer på et tidspunkt, hvor ikke alene arbejdsløshed, men i stigende grad massearbejdsløshed vækker bekymring, og flere og flere føler sig som hjælpeløse ofre eller truet af anonyme økonomiske kræfter. Man hæfter sig ved, at arbejdsløsheden registreres som en positiv faktor på Børsen, og det har fremkaldt bitre kommentarer, at lukningen har fået Renault's aktier
til at stige. Renault (og regeringen, der samtykkede) synes at have været blind for de risici, man var omgivet af på alle sider i denne sag. Og for de indlysende virkninger på det symbolske plan. Tilsyneladende uden at tænke sig om har man slået til i Bruxelles, i hjertet af EU, og hermed på ny
afsløret mangelen på solidaritet i det stærkt omstridte europæiske projekt. Og hver gang eliten viser sin arrogance, risikerer
den at styrke den populisme,
der i dag inkarneres af det yderste højre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu