Læsetid: 7 min.

Køb våbnene tilbage

20. marts 1997

Tirana holder vejret i
dag, hvor oprørernes ultimatum mod præsident Berisha løber ud. Vesten slipper ikke for at hjælpe Albanien med at genoprette lov og orden

Da en ny regering for national forsoning blev indsat i Tirana for godt en uge siden, vækkedes et lidt mere end spinkelt håb om, at situationen i det lille Balkan-land nu bevægede sig i retning af en eller anden form for stabilitet, i hvert fald en bedring i forhold til status quo.
I dag må man desværre endnu engang konstatere, at det ser stadig sortere ud. Den 35-årige tilsyneladende dynamiske premierminister Bashkim Fino, der sin unge alder til trods blev sat i spidsen for at bjærge et minimum af lov og orden ud af det totale kaos, har ikke levet op til rollen som national forsoner. Han har svigtet sin eneste opgave af vital betydning, nemlig dialogen med oprørerne i syd, som satte krisen i gang, og uden hvis direkte deltagelse i forhandlingerne Albanien godt kan glemme alt om at vende tilbage til bare nogenlunde normale tilstande.
Inden for de seneste dage har Bashkim Fino annonceret en rejse til den oprørskontrollerede, sydalbanske by Gjirokaster tæt ved grænsen til Grækenland, hvor han selv har været borgmester. Hver dag er rejsen blevet udsat, fra i forgårs til i går, fra i går til i dag, fra i dag til i morgen. Jo mere tid, der går, jo mere står det klart, at den nødvendige dialog mellem dem, der har skudt sig til kontrollen over den sydlige del af landet, og dem, der i første omgang stillede sig på oprørernes side mod præsident Berisha - nemlig oppositionen - ikke har nogen kontakt med hinanden.
Det politiske niveau arbejder så at sige i et andet og løsrevet luftlag i forhold til de bevæbnede oprørere.
At der nu er tre parter i den albanske krise har stået klart i mere end en uges tid. Præsident Berisha og de sørgelige rester af hans støtter er den ene part. Oppositionen med Socialisterne - eks-kommunisterne - i spidsen er den anden. Og oprørerne er den tredje - og i øjeblikket stærkeste - og de lytter ikke til andre end sig selv.

I denne ikke særligt frugtbare tredeling af det albanske samfund er det ikke umiddelbart entydigt hvem, der slutter sig til hvem.
I landets sydlige dele er både hæren og politikorpset gået over på oprørernes side, mens Tirana deler sig i en hovedpart, der ikke ved, hvem den skal lytte til, og nogle små veldefinerede mindretal, der slutter op om henholdsvis oppositionen og Berisha.
I den nordlige del af landet er situationen en helt tredje. Her forekommer de bevæbnede grupper at stå bag Berisha, der har sikret sin nordlige fødeegn de største politiske privilegier i det, der i præsidentens fem år ved magten har været en dybt uretfærdig, nepotistisk og privilegiestyret forvanskning af et demokratisk system. Det er dog ikke muligt at sige, om den nordlige del af landet er villig til at møde de mere talrige oprørere fra syd i ringen.
Til dette firkantede forsøg på at sætte de forskellige parter i båse kommer et ukendt antal ukontrollerede kriminelle bander, der for en dels vedkommende er fanger rømmet fra landets nu totalt tømte fængsler, mens andre er småknægte, der synes, det er sjovere at lege røvere og soldater med kalashnikover end at gå i skole.
Fælles for dem er, at de lader hånt om både politikere og oprørere og ganske enkelt udnytter de anarkistiske tilstande til at berige sig ved plyndringer og more sig med voldelige overfald på eksempelvis kvinder. Senest er der meldinger om, at børn bliver kidnappet og forældrene tvunget til at udbetale løsepenge for at få dem tilbage.
I dette scenarium er det indlysende, at den oprindelige vrede mod præsidenten, der ansås som skyldig i folkets tab af sparepenge i de såkaldte pyramidespil, ikke længere har nogen betydning. Tværtimod sidder mange albanere og drømmer om, at tiden kunne skrues tilbage. Det var trods alt mindre slemt at have mistet sine penge end at sidde indespærret som magtesløse fanger i et kollektivt delirium. For det er, hvad der er tale om, en ukontrollabel folkelig sindssyge, hvor samfundets værste kræfter slippes løs.

I dag udløber det ultimatum, som oprørerne i syd har stillet over for præsident Berisha. Han må gå af. Ellers vil de marchere ind i Tirana.
Det nytter imidlertid ikke at være blåøjet. Efter al sandsynlighed er oprørerne på nuværende tidspunkt fuldstændig ligeglade med, om Berisha sidder i sadlen eller ej. Deres krav vil, hvis det mod forventning skulle blive efterkommet, formentlig blot blive efterfulgt af et andet. Det er bemærkelsesværdigt, at oprørerne endnu ikke har ytret, hvad de ønsker ud over præsidentens afgang. Vil de selv tage magten i Tirana? Hvis det ikke er det, de er ude på, hvorfor går de så ikke i dialog med oppositionen og den nationale forsoningsregering?
Sandheden er nok i højere grad som den albanske forfatter og medlem af oppositionen Fatos Lubonja sagde i sidste uge: Dette er Albaniens første erektion.
Efter 45 års undertrykkelse i det mest stalinistiske og lukkede regime i Østeuropa er alle kræfter sluppet løs for første gang i et nyt og lige så skrækvækkende regime, der hersker efter parolen: Den stærkeste vinder. Og sådan vil det fortsætte, indtil en eller anden myndighed træder til med den fornødne autoritet. Ingen besidder en sådan autoritet inden for landets grænser. Ergo må den komme udefra. En delegation fra EU, der netop har været på en tredages fact-finding-mission i landet, har lokket med en gulerod. Først må I selv genoprette lov og orden, dernæst kommer vi med mad og penge udefra.
Ideen er god, men virkeligheden en anden. Et medlem af oppositionen, socialdemokraten Pavli Zeri, der i aftes var til møde i Rom med den italienske regering, sagde over telefonen til Information: "Vi kan ikke klare det selv. Politiet eksisterer ikke mere, vi har brug for en international politistyrke".
For eksempel skal der hjælp til at afvæbne befolkningen, der er kommet i besiddelse af anslået 150.000 håndvåben fra hærens tømte våbenlagre. En måde kunne være at opkøbe disse våben. I Albanien kan man få alt for penge. Mange civile, der gemmer en kalashnikov under dobbeltsengen for at kunne forsvare deres familie, ville utvivlsomt aflevere deres våben, hvis de til gengæld fik 30 dollars i hånden. Men det er formentlig ikke gjort med det. Også her ville afpresningsprincippet træde i kraft, og de mest snu ville hæve prisen, efterhånden som våbnene blev samlet ind. Verdenssamfundet ville i så fald have valget mellem at betale prisen.

Men spørgsmålet er, om ikke den albanske folkesjæl stadig har den autoritære styreform fra årtiers kommunistisk herredømme så indkodet i blodet, at en eventuel international militær- eller politistyrke kunne skabe den fornødne respekt. Når alt kommer til alt, ved oprørerne godt, at de er stærke i forhold til Berisha, men intet ville kunne stille op mod en militær styrke fra Europa. Og respekten for Europa og længslen efter at blive som os er lige så udbredt i Albanien som sand i ørkenen.
Under alle omstændigheder har albanerne behov for at blive hjulpet i gang med genopbygningen af samfundet. I modsætning til i 1991, da albanerne var på hungersnødens rand, er der hverken håb eller tillid tilbage i dag, og hvis den skal genoprettes, må der hjælp til udefra. Groft sagt er albanerne som børn, der famler sig frem i demokratiets svære kunst, og selv højtstående politikere ser på udlændinge med bedende blikke: Hvordan gør man? At sætte Albanien under vestlig administration ville nok være at drive det for vidt, men en eller anden camoufleret mellemløsning er, hvad albanerne selv beder om.
Spørgsmålet er så, om Vesten vil ofre sine idealer om, at hvert land bør styre sig selv. I hvert fald er den nuværende krise tilstrækkelig dokumentation for, hvor galt det kan gå, hvis de får lov at operere stort set uden kontrol udefra som i Berishas regeringstid.
Nu kan Vesten med Europa i spidsen så endnu engang kæmpe med sin dårlige samvittighed over at have trådt som en elefant i en glasbutik, som det var tilfældet i det tidligere Jugoslavien. Præsident Berisha skulle forlængst have været standset i sin langsomme, men sikre opbygning af et egentligt diktatur, der for alvor stod klart under de manipulerede parlamentsvalg sidste år.
Som et plaster på såret har den kluntede fremfærd denne gang kostet langt færre menneskeliv, for albanernes hensigt har aldrig været at slå hinanden ihjel i modsætning til eks-jugoslaverne. På samme måde har den albanske krise foreløbig medført en flygtningestrøm af langt mindre dimensioner end krigen i Kroatien og Bosnien.
Alligevel er der nok at rydde op i. Roen falder ikke over Albanien uden vores hjælp.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu