Læsetid: 6 min.

Kohl søger udveje fra sin egen møntunion

25. marts 1997

Der er særdeles gode grunde til at overveje at udskyde ØMU'en. Det er bare nogle andre end dem, som man diskuterer

For enhver, der ikke er indviet i det subtile kodesprog og den labyrintiske logik, som kendetegner forberedelserne af EU's økonomisk-monetære union (ØMU), må det lyde besynderligt, at hele projektet måske vil blive udskudt som følge af Tysklands voksende arbejdsløshedstal. Ikke desto mindre er det en mulighed, der nu drøftes mere og mere åbenlyst både på de finansielle markeder og i de politiske miljøer.
"I betragtning af at talen om at udskyde den fælles mønt er officielt tabu, høres den skrækkeligt meget i øjeblikket", skrev det britiske ugemagasin The Economist i sidste uge. Det har ikke mindst været tilfældet efter offentliggørelsen af de seneste økonomiske statistikker i Tyskland. De viser nemlig, at arbejdsløsheden i februar satte ny efterkrigsrekord med i alt 4.670.000 ledigtregistrerede (svarende til 12,2% af arbejdsstyrken). Og selv om svagt stigende ordrebeholdninger giver håb om, at den tyske lavkonjunktur er ved at vende, forudser Det Tyske Handelskammer en samlet økonomisk vækst i 1997 på kun 2,0% (mod regeringens oprindelige skøn på 2,5%).
Det fik for to uger siden Tysklands økonomiske overvismand, Herbert Hax til at bekræfte, hvad alle forbundsrepublikkens hovedbanker og økonomiske forskningsinstitutter længe har sagt: Den tyske stat vil i indeværende finansår ikke være i stand til at bringe sit underskud ned under den grænse på 3,0% af det samlede bruttonationalprodukt (BNP), som traktatligt er en af adgangsbetingelserne for ØMU-deltagelse.
Med andre ord: Hvis man tager Maastricht-traktatens stabilitetskriterier alvorligt, vil Tyskland næppe kunne kvalificere sig til den fælles mønt fra det planlagte begyndelsestidspunkt den 1. januar 1999.
Uden Tyskland i startfeltet vil ØMU-projektet imidlertid miste sin eksistensberettigelse. D-marken har hele tiden været ankeret i de monetære konvergensbestræbelser. Et forsøg på at børsnotere den nye euro side om side med D-mark vil kunne afstedkomme helt uoverskuelige konsekvenser, såvel på markedet som i de politiske systemer.
EU er derfor stillet i et ubehageligt dilemma. "Enten slække på kriterierne - og i så fald bør man sige det nu - eller Tyskland må vente med euro'en til senere", som Herbert Hax formulerede det til Bild am Sonntag.

Det surreale ved hele denne diskussion kommer ikke af de aktuelle økonomiske forhold, men af selve Maastricht-traktaten.
For at begribe de besynderligheder, der er på færde, vil en kort rekapitulation af traktatens forhistorie være formålstjenlig: Efter at EF-samarbejdet en årrække havde været præget af dyb stagnation, resolverede integrationisterne i midten af 80'erne, at vejen til den eftertragtede politiske union måtte gå via et stadigt tættere økonomisk fællesskab. Første trin skulle være et fælles, harmoniseret Indre Marked. Andet trin skulle være en fælles valuta for dette marked. Det var daværende kommissionsformand, Jaques Delors' kongstanke, at kun på en så fyldig økonomisk makronbund ville det omsider kunne lykkes at bygge en fælleseuropæisk forskningspolitik, industripolitik, socialpolitik, udenrigspolitik og hærstyrke.
Derfor lod regeringskonferencen i 1990-91 sig heller ikke anfægte af, at den gamle, europæiske virkelighed brød sammen. Konferencen var indkaldt for at fuldbyrde designet til den fælles valuta, og selv ikke Jerntæppets forsvinden kunne rokke politikerne fra den dagsorden.
Tværtimod erklærede Helmut Kohl nu, at virkeliggørelsen af ØMU var et spørgsmål om krig eller fred i Europa! Med den tyske genforening og med presset for merkantile og politiske åbninger østover som ny horisont var det indlysende, at ØMU-processen måtte forceres. Ikke mindst, fordi ØMU blev set som en besegling af den fransk-tyske afspænding, der havde nået sit foreløbige klimaks i forholdet mellem Mitterand og Kohl.

Derfor de yderst detaljerede køreplaner frem mod startddatoen 1. januar 1999. Vejen til møntfællesskabet var betrådt og "irreversibel", erklærede de udmattede stats- og regeringschefer, da de i december 1991 præsenterede regeringskonferencens resultat. Men, som Tysklands forhenværende finansminister Karl Schiller (sarkastisk) bemærkede, "har økonomiske syvårs-programmer en frygtelig tilbøjelighed til at miste forbindelsen med virkeligheden".
Derfor de endnu mere detaljerede 'konvergenskriterier'! De skulle for det første sikre processens dynamik; alle de økonomisk svagere medlemsstater fik travlt med at justere deres finans- og pengepolitik i et kapløb om at tilfredsstille de præcise adgangsbetingelser. For det andet skulle kriterierne sørge for, at den nye fællesvaluta blev stort set lige så stærk som D-marken. Hvis køreplanen kun havde været en tidstabel og adgangen til ØMU fri og betingelsesløs, ville den nye valuta uvægerligt være blevet svækket af inflatorisk pres fra de medlemsstater, der endnu ikke havde lært at omgås finanspolitikken og seddelpressen med varsomhed.
Især den magtfulde og i henhold til forfatningen uafhængige tyske Forbundsbank spillede en hovedrolle i formuleringen af de restriktive kriterier, hvis alfa & omega var - og er - finanspolitisk disciplin.

Nu viser det sig paradoksalt, at Tyskland antagelig ikke selv vil kunne leve op til kriterierne. Hvad så?
"Stabiliteten må prioriteres frem for tidstabellen", siger Herbert Hax gådefuldt. Gådefuldt, fordi ingen ved deres fulde nationaløkonomiske fem vil betvivle, at den tyske økonomi er tilstrækkelig stærk og stabil til at kunne indgå med positiv vægt i møntunionen. Og yderligere gådefuld, fordi de færreste betvivler, at en udskydelse vil fremkalde spekulationer, måske ligefrem kaos på valutamarkederne.
Hvis ØMU efter tysk opfattelse er et spørgsmål om krig eller fred i Europa, skrinlægger man vel ikke bare projektet, fordi statens underskud et tilfældigt finansår er 0,2% af BNP for højt? Noget må stikke under.
Dette 'noget' er de sydeuropæiske økonomier! Meningen med konvergenskravene var aldrig at screene Holland, Danmark, Østrig endsige Tyskland ved ØMU-indgangen. Meningen var at definerere et væddeløb præcist sådan, at Frankrig ville være i stand til at nå mål, mens Italien, Spanien og Grækenland umuligt kunne gøre det.
Nu er det umulige alligevel ved at indtræffe. Portugal har allerede bragt sit underskud under de 3,0%. Spanien og Italien er ganske tæt ved. Tyskland risikerer med andre ord at skulle opgive D-marken til fordel for et valutafællesskab med lande, hvis økonomier man nærer en dyb mistillid til.
Derfor er ingen i øjeblikket mere interesseret i de tyske arbejdsløsheds- og underskudstal end tyskerne selv. Hvis Italien i 1997 ender med et underskud på 3,1% af BNP, er der stadig en mulighed for at sætte ØMU-projektet i søen. Så gælder det bare om, at Tyskland når ned på de 3,0%, der kan begrunde en udelukkelse af liraen.
Hvis Italien derimod får fusket sine tal helt ned på 3,0%, gælder det om at holde Tyskland udenfor. På forhånd er den tyske befolkning dybt skeptisk over for en opgivelse af efterkrigstidens største nationale triumf og klenodie, D-marken. At indtræde i et skæbnefællesskab med politiske systemer, der som det italienske hverken har tradition eller kultur for stram styring af finanspolitikken og værn om valutaens soliditet, vil derfor være en opskrift på katastrofe. En svag euro uden demokratisk legitimitet vil ikke virke forenende, men splittende i Europa.

Konklusion: Der er særdeles gode grunde til at overveje en ØMU-udskydelse - det er bare nogle helt andre grunde end dem, man diskuterer.
Mens Helmut Kohl, Theo Waigel og Hans Tietmeyer fortsætter med at messe de seneste seks års faste remse - "ØMU kommer til tiden" og "der kan ikke blive tale om at lempe på adgangsbetingelserne" - overvejer deres embedsmænd bag kulisserne de mulige scenarier for den nærmeste fremtid.
Hvis Tyskland med en ensidig erklæring frasiger sig muligheden for at opfylde betingelserne til tiden, må man forvente en massiv reaktion: Den europæiske kapital vil søge over i D-mark, der vil blive kraftigt opskrevet, også over for dollar, mens liraens formodentlig vil bryde helt sammen. Den politiske følgevirkning kan blive katastrofal. For alle de EU-lande, der i årevis har strammet og spinket for at leve op til D-markens standarder, vil føle sig forrådt af Tyskland. Og ikke uden grund.
Derfor må et andet scenario forekomme mere tillokkende: En fælles, koordineret udskydelse af euro'ens start. Den planlagte Europæiske Centralbank går igang med at øve sig på at fastsætte rentesatser og pengeforsyning, i første omgang for en fællesvaluta uden medlemslande.
Dem forventer man så vil komme i løbet af et år eller to.
Indtil forventningerne næste gang må justeres.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu