Analyse
Læsetid: 6 min.

Major Morendo

1. marts 1997

John Major glemmer historien. I 1964 ventede den britiske konservative leder med at udskrive valg til sidste øjeblik. Hans parti blev dengang udslettet af Labour

Nederlaget i suppleringsvalget kan blive den sidste krampetrækning fra John Majors regering.
"Dette er skriften på væggen for den konservative regering", sagde Labours partiformand, Tony Blair, efter torsdagens knusende Labour-sejr ved suppleringsvalget i Wirral South-valgkredsen syd for Liverpool.
Resultatet taler sit tydelige sprog: Labour vandt i en kreds, som har været konservativ siden indførelsen af stemmeretten i 1832. Tony Blair's reformerede arbejderparti beviste, at det kan vinde selv i et område, hvor antallet af arbejdere procentuelt set er mindre end i Hulmebæk og Gentofte. De konservative havde ved parlamentsvalget i 1992 et flertal på otte tusinde. Fredag morgen kunne valgbestyreren meddele, at Labour's kandidat, Ben Chapman, havde slået sin konservative rival, Les Byrom, med 8.223 stemmer en vælgerfremgang på 16 procent for arbejderpartiet.
Det siger sig selv, at sådanne valgresultater ikke automatisk afspejler en national tendens. Vicepremierminister Michael Hesseltine havde allerede inden valgresultatet forudset, at "vælgerne vil gi'os et los i....". Resultatet er officielt blevet kommenteret som "uheldigt, men ikke katastrofalt". Det konservative partis hovedkontor meddelte i en pressemeddelse i går, at "flere vælgere har antydet, at de denne gang vil stemme Labour, men de vil vende tilbage til os ved parlamentsvalget".
Denne tolkning kan dårligt betegnes som andet end ynkelig. Selv det konservative partis egne valgstrategier tvivler på, at slaget kan vendes. "Sagen er den, at landet stønner efter forandring. Dette ønske om forandring, denne it-is-time-for-a-change-stemning gør det næsten umuligt at vinde. Selv nogle af vores mest trofaste supporters tilkendegiver, at det er dårligt for demokratiet, at et parti har magten i over tyve år", sagde en unavngiven minister ifølge flere nyhedsmedier i går.
Men alt er som bekendt muligt i politik. De positive konservative tolkninger støttes med lidt god vilje af det faktum, at det konservative parti ikke har vundet er suppleringsvalg siden juni 1982, og alligevel har vundet de tre følgende parlamentsvalg. Mindre end et år inden valget i 1992 tabte John Majors parti således den konservative højborg Eastleigh til Labour. Resultatet blev dengang set som et bevis på, at Labour ville vinde parlamentsvalget. Faktum er - som de konservative påpeger - at Labour tabte parlamentsvalget, og at de konservative genvandt Eastleigh.

Ønsketænkning eller ej, situationen er radikalt ændret siden 1992. Mens John Major på samme tid i 1992 var side om side med den daværende Labourleder Neil Kinnock i meningsmålingerne, må den samme premierminister nu sande, at den dynamiske Labourleder Tony Blair ifølge meningsmålingerne har et forspring på mellem 14 og 17 procent. Torsdagens resultat underbygger næsten præsist meningsmålingerne.
Hvad der ydermere må vække bekymring i det konservative parti er, at valgdeltagelsen ved suppleringsvalget var overraskende høj. Valgdeltagelsen ved suppleringsvalg er normalt væsenligt lavere end ved parlamentsvalg. Valgforskere har hidtil forklaret, at de fleste konservative bliver hjemme ved suppleringsvalg, hvorfor Labour vinder. Det var også forklaringen ved suppleringsvalget i Eastleigh i 1992.
Valget i Wirral South bryder mønsteret; valgdeltagelsen nåede 74 procent, mere end ti procent over det normale landsgennemsnit. Dette resultat betyder, at de konservative, der normalt bliver hjemme, denne gang har stemt på Labour!
Set i et historisk perspektiv er det ikke sket, siden James Gallaghan's Labour parti tabte valgkredsen i arbejderkvarteret Liverpool, Edge Hill, til de konservative i marts 1979. Er man overtroisk, kunne det tyde på, at nederlag i Liverpool-distriktet er et forvarsel om katastrofenederlag ved parlamentsvalget.

Den umiddelbare konsekvens af valgresultatet er, at John Majors regering nu er i mindretal i Underhuset. Dette vil næppe få umiddelbare konsekvenser, da han efter al sandsynlighed kan regne med støtte fra David Trimbles Ulster Unionist Party.
Major kan givetvis overleve indtil hans foretrukne valgdag den 1. maj. Men han vil ligesom James Gallaghan i 1979 være i den ydmygende situation at kun evindelige studehandler kan redde hans skind. Det første tegn på dette kom allerede fredag, hvor Nordirlandsminister Patrick Mayhew indgik en aftale om at oprette et regionalråd i Nordirland. Noget som regeringen hidtil har afvist, men som er blevet krævet af David Trimble.
Denne aftale er blevet tolket som et quid pro quo. Hvad der er bemærkelsesværdigt, er imidlertid, at regeringen ikke har modtaget nogen garanti for, at unionisterne til gengæld vil støtte regeringen. Unionisterne ønsker ikke at blive upopulære hos den fremtidige premierminister Tony Blair ved at holde hånden over hans politiske ærkefjende.
Hvad nederlaget samtidigt betyder er, at de konservative mister flertallet i parlamentets forskellige udvalg. Det betyder brutalt sagt, at et flertal i udvalgene ikke længere kan sylte pinlige sager, som kan forøge indtrykket af den konservative regerings uomtvistelige inkompetence.

At nederlaget i Wirral South samtidigt vil give Labours kampagne yderligere momentum, mens de konservative vil synke dybere ned i den efterhånden bundløse resignation, som har karakteriseret de lokale partiforeninger, gør kun John Majors krampagtige klyngen sig til magten desto mere ubærlig for ikke at sige ynkelig.
En yderligere grund til, at John Majors dage sandsynligvis er talte, er, at han ikke længere har pressen bag sig. Valgforskeren Dennis Kavanagh har påpeget, at Majors sensationelle sejr i 1992 primært var et resultat af den skræmmekampagne som tabloid-avisen The Sun førte mod Labour og for John Major.
Siden 1992 er selv den højrepopulistiske The Sun blevet en af majors hårdeste kritikere. Bladet har derimod udtrykt sig positivt om Tony Blair. At andre mere seriøse blade som The Times og The Daily Telegraph har fulgt trop betyder reelt set, at John Major i dag er den mest ensomme mand i britisk politik. Man kan derfor undre sig over, hvorfor han så stædigt undlader at udskrive valget.
John Majors partifælle, den tidligere konservative næstformand, Jeffrey Archer, forklarede for kort tid siden Majors tøven på følgende måde: "Der er en vandrehistorie i Overhuset, som siger, at der kun er to mennesker i Storbritanien som tror, at Labour kan tabe valget: John Major og Tony Blair. Det er derfor, John venter med at udskrive valget, og det er derfor Blair er så påpasselig med ikke at skræmme middelklassen".

Kun een tidligere premierminister har forsøgt at udskyde valgdatoen i håb om en pludselig bedring af partiets meningsmålinger, nemlig den daværende konservative premierminister, Alec Douglas-Home, i 1964.
Home regnede - som det eneste medlem af kabinettet - med, at hans parti ville blive belønnet for den positive økonomiske udvikling, hvis han ventede med at udskrive valget til sidste øjeblik. Resultatet var, at Douglas-Homes parti blev udslettet af Labours dengang nye leder Harold Wilson.
Der er flere grunde til at sammenligne valget i 1964 og det kommende valg. Douglas-Home var oppe mod en folkeafstemning, der krævede forandring efter 14 års konservativt styre. De konservative var samtidig oppe mod et fornyet Labour parti, som havde valgt den unge Oxford-uddannede Harold Wilson til formand. Det gav dengang partiet opbakning i middelklassen,
Parallellen til 1997 synes næsten for tydelig.
At John Major overser denne parallel kan måske skyldes, at han ligesom Douglas-Home har en tyrkertro på, at han trods alle forudsigelser kan vinde valget. John Major er ikke en mand, der bruger tid på at studere historiebøgerne. Det er måske grunden til, at han ikke lærer af Douglas-Home's eksempel og udskriver valg. Historikere har været enige om at bedømme Douglas-Home som en politiker, der ikke turde tage en politisk beslutning; en mand ude af trit med vælgernes holdninger og ikke mindst en intellektuel middelmådighed uden lederevner.
Efter valgresultatet i Wirral South er der noget, der tyder på, at selv ikke Tony Blair er i tvivl om, at Labour vil vinde.
At den stærkt troende Tony Blair i går konstaterede, at Major ikke kunne læse skriften på væggen, er måske ikke en tilfældig metafor. Den skrift på væggen som profeten Daniel udlagde for herskeren Balsazzar var: "Gud har talt dit riges dage og gjort ende derpå. Du er vejet på vægten og fundet for let". Den Hellige Skrift meddeler videre, at "den samme nat blev Balsazzar, kaldæernes konge, dræbt" (Dan.5).
Man behøver næppe være profet for at forudse, at Major - metaforisk set - vil lide samme skæbne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her