Læsetid: 6 min.

Opgøret i regnskoven

11. marts 1997

Kun hvis marshall Mobuto kapitulerer, får FN's generalsekretær Kofi Annan og Frankrig mulighed for at sætte deres interventionsstyrke ind i krigen i Zaire

FN's generalsekretær Kofi Annans appel om en international interventionsstyrke i Zaires borgerkrig er fuset ud.
Kampen om Kisangani er nemlig så afgørende for oprørerne og nabolandene Uganda, Rwanda og Burundi, at FN kan glemme alt om at lande soldater midt i deres krig. FN's intervention vil alt andet lige bremse dem, og de har ingen intention om at lade sig bremse. Forhandlinger? Meget gerne, siger oprørerne - når præsident Mobuto Sese Seko er gået af, og oprørerne har plads i en overgangsregering. Erobringen af Kisangani kan tvinge Mobuto til denne indrømmelse.
Kisangani er ikke bare Zaires tredjestørste by, men også meget mere end det: Kisangani er knudepunktet, der binder det vidtstrakte land sammen - den smule, det hænger sammen. Zaires økonomiske aktiver ligger i en halvbue syd, øst og nord om den mægtige regnskov, der dækker hele den centrale del af landet.
De sydlige provinser Kasai og Shaba huser landets mineralrigdomme: Kobber, kobolt, kul, guld, diamanter. Det ligger klods op af Zambias mest økonomisk aktive område, kobberbæltet, og er forbundet til Sydafrika med både jernbane og gode veje.
Mod øst er der rig landbrugsjord og handel med Tanzania, Rwanda, Burundi og Uganda. Den nordlige del giver skovdrift og har mulighed for landbrug, men ligger op af underudviklede dele af Sudan og Den Centralafrikanske Republik. Inde i skoven er der diamanter, mange andre steder bliver der vasket guld i floderne.

Hovedstaden Kinshasa ligger i den vestlige del af landet, lige uden for regnskoven; den huser den politiske og økonomiske elite. Det vil sige det kleptokrati, tyvestyre, der gennem de seneste årtier har drænet landet for værdier. Men Kinshasa er en ø, hvor ingen farbare veje fører mod nord, øst eller mod syd. Jernbanetog skramler sig undtagelsesvist ned til havnebyen Matadi mod vest. Varer og rejsende fra resten af landet når Kinshasa pr. fly eller flodpramme, der besejler den store Zaireflod.
I den østlige ende af skoven, 2.000 kilometer ad flodvejen, dér hvor floden krummer og drejer stik mod syd, ligger Kisangani, landets næststørste havneby. Dér samles trådene fra de økonomisk aktive zoner, og fragt og personer omlæsses mellem biler og flodpramme.
Oprørerne har allerede taget hele det østlige, det halve nordlige og indfaldsvejene til de sydlige områder. Nu har de omringet Kisangani. Får de byen, har de kontrol over hele territoriet.
Der er ingen vej gennem skoven mellem Kinshasa og Kisangani. Hvis resterne af den zairiske hær bliver sendt på flugt ned ad floden, vil den næppe nogensinde kunne kæmpe sig tilbage.
Derfor bliver slaget om Kisangani sandsynligvis voldsomt og blodigt, og oprørerne indrømmede også i går for første gang i det seks måneder lange oprør, at de mødte stiv modstand.
Hæren er demoraliseret og konstant på kanten af opløsning. Den er dårligt udrustet, og soldaterne dårligt eller slet ikke lønnet.
Penge er et problem for den statskasse, som skiftende regeringer og præsidenten konstant har plyndret. Lederen af de 300 lejesoldater - polakker, kroater, serbere, ukrainer, hviderussere og franskmænd - belgieren Christian Tavernier stillede tirsdag d. 25. februar regeringen et ultimatum: Enten fik de deres sold øjeblikkeligt eller de afbrød deres kontrakt.
Lejesoldaterne udgør fortsat spydspidsen i forsvaret af Kisangani. De flyver de få bombemaskiner, der kan flyve, og de har i den seneste uge fået forstærkning i deres bestræbelse på at holde sammen på den zairiske styrke. 15-20.000 hutusoldater er strømmet til Kisangani fra flygtningelejren Tingi-Tingi, deres sidste base.
De udgør den tilbageværende hårde kerne af den samlede hutustyrke, der stod bag folkemordet mod Rwandas tutsier i 1994. De holdt siden mere end én milion landsmænd som gidsler for deres forberedelse af en invasion af Rwanda.

Oprøret i øst-Zaire har konstant drevet dem på tilbagetog, og da de tabte Tingi-Tingi sidste weekend, var deres skjold af civile mindsket til ca. 140-150.000. I opløsningen af Tingi-Tingi er hovedparten af flygtningene tilsyneladende undsluppet hutu-hærens overherredømme; i denne weekend strømmede mere end 100.000 hutu-flygtninge sammen bag fronten, i byen Ubungu, hos oprørerne. Nu vil de hjem, siger de.
Hutu-hæren havde indtil da været Zaire-hærens bedste værn mod de tutsi-dominerede oprørere. Hutuerne kæmper for livet, og de har forskanset sig omkring Kisanganis internationale lufthavn, base for forsynings- og kampfly og helikoptere.
Mens oprørets leder Laurent Kabila har ladet en lille styrke kæmpe sig langsomt mod syd langs Tangyanika-søen, blev hovedstyrken koncentreret i et samlet angreb fra syd, øst og nord på Kisangani.
De får fortsat støtte fra Uganda og Rwanda. Uganda har ganske vist opnået sit formål med oprøret - hele landets nordvestlige flanke er blevet ryddet for den Sudanstøttede oprørsgruppe ADF.

Rwanda har ligeledes fået sine hutu-fjender trængt væk fra sin vestgrænse. Tilbage for Rwanda står det sidste opgør: Hutu-hæren skal tilintetgøres, udryddes. Og for begge lande gælder det, at de vil støtte oprørerne i at tage Kisangani - kun dermed er kontrollen over deres vestgrænse konsolideret.
For både Zaire og hutuer, oprørerne, Rwanda og Uganda er kontrollen over Kisangani altså det afgørende - derfor bliver slaget om byen så voldsomt og nåden over taberne sandsynligvis til at overse.
Også i hovedstaden Kinshasa er det den folkelige forventning, at oprørerne vinder Kisangani. Sker dét, så har marshall Mobuto to muligheder. Enten kan han på dette tidspunkt kapitulere, træde tilbage og indvilge i oprørernes krav om en overgangsregering, der skal reformere landet og udskrive valg. En ny forfatning er allerede udarbejdet af et overgangsråd, der har slidt med opgaven i årevis. Den tager konsekvensen af Zaires store regionale forskelle og 30-årige katastrofale erfaring med centralstyre og vil skabe en føderal stat med stærke provinsregeringer. Lige som landets store oppositionspartier ønsker oprørerne denne forfatning gennemført.
Kun ved en sådan kapitulation af Mobuto kan FN's generalsekretær Kofi Annan og Frankrig få deres interventionsstyrke anbragt. Den kan afpatruljere fronten og hjælpe hutu-flygtningene hjem til Rwanda og Burundi.
Mobuto kan også vælge at kæmpe videre med resten af sin hær. I så fald må han forvente, at oprørerne hurtigt flytter sine tropper til erobring af først det diamantrige Kasai og derefter til den kobolt- og kobberrige Shaba-provins.
Dette felttog har næppe Ugandas interesse og heller ikke Rwandas. Til gengæld vil Mobutos hær være stærkt svækket, og oprørerne har overvældende folkelig opbakning. Shaba er Kabilas hjemstavn og Shaba har i en række oprør - da Shaba hed Katanga - rejst sig mod Mobuto.
Kasai er ligeledes base for Etienne Tshisekedi, landets vigtigste oppositionspolitiker. Hans brede folkelige opbakning blev sidst demonstreret i begyndelsen af februar, da hans opfordring til strejke i Kinshasa blev udtrykt i en ville morte - en uddød by.

At kæmpe videre vil sandsynligvis kun være for Mobuto at udskyde pinen.
Et mytteri - et kup - kunne være hærens udvej fra de konstante ydmygelser fra oprørernes side. En oplagt kupleder kunne være general Mahele, der leder forsvaret i Kisangani. En professionel soldat, der gør et stort indtryk på besøgende journalister og nødhjælpsfolk med sin ubestikkelighed og forsøg på at disciplinere de demoraliserede soldater. Kilder i Kinshasa vurderer, at han sandsynligvis vil være parat til at gennemføre det samme systemskifte som oprørerne. Men hæren er pumpet fuld af Mobutos generaler, og et kup fra deres siden kunne være et forsøg på at forlænge kleptokratiets tidsalder.
I hovedstaden venter alle på den store omvæltning i angstfyldt længsel. Økonomisk er landet nær bankerotten. Folk længes efter orden, fred og økonomisk fremgang, og alle ved, at det er muligt.
Men først skal de gennem den nye ordens fødsel, magtskiftet. Om det ved man kun én ting: Det bliver kaotisk og blodigt. Kinshasa er i 1990'erne blevet rystet to gange af blodige plyndringstogter på tidspunkter, hvor Mobutos autoritet vaklede. Begge gange gik soldaterne i spidsen. Det var et varsel om, hvad alle venter sig af det magtskifte, der må komme, før dette år er omme.

Serie

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu