Læsetid: 6 min.

Det sociale national-populistiske parti i Frankrig

15. marts 1997

Frankrigs Front National har haft succes som racistisk parti, men udvider sin strategi med nye fjendebilleder: Liberalismen, globaliseringen,
eliten

Partiet Front National har for alvor tilkæmpet sig en plads, om ikke i solen, så i hvert fald i centrum for den politiske debat i Frankrig.
Der går næppe en dag, uden partiet er i overskrifterne, og hvis det ikke er partiet, er det den racisme og det fremmedhad, som partiet har slået sig op på. Men også modstanden mod Front National og mod racismen er blevet et hovedemne i debatten, emne for store demonstrationer og protestadresser, for en række initiativer og for utallige debatindlæg.
På begge sider af fronten forberedes offensiver. Mens antiracistiske organisationer, fagforeninger og politiske partier til venstre har indledt omfattende strategiske overvejelser, er Front National i færd med en omdannelse, der skal gøre partiet til en vigtig faktor i den sociale kamp og på kulturelle områder, kort sagt hvad en politisk kommentator har betegnet som "et moderne fascistisk projekt".
Blandt partiets hidtidige gevinster kan man konstatere: 15,5 procent af stemmerne ved præsidentvalget 1995, erobring af borgmesterposterne i foreløbigt fire byer. Men partiets triumf er navnlig at have smittet af på det moderate højre og skaffet sine egne yndlingstemaer - indvandring og indvandringskontrol, truslen mod den nationale identitet, sikkerhed og kriminalitetsbekæmpelse - en central plads på den politiske dagsorden. Det mest oplagte eksempel er den nuværende regerings gennemførelse af endnu en drastisk stramning af indvandringslovene - den tiende i løbet af 15 år - der fremtræder som stiltiende, men omfattende indrømmelse til partiets politik.

Den store demonstration i Paris, som samlede 100.000 modstandere af dette lovforslag, er blevet fulgt op af flere andre, således èn med over 20.000 deltagere den 9. marts.
Det har ikke forhindret, at lovforslaget er blevet vedtaget ved 2. behandlingen i Nationalforsamlingen - hvor højreregeringen siden 1993 har fire femtedeles flertal - men denne gang gik Socialistpartiet til modangreb med fuld kraft i debatten efter at have været næsten fraværende under 1. behandlingen i december.
Det var protestbevægelsens fortjeneste - ikke oppositionspartiernes - at den mest omstridte bestemmelse i lovforslaget blev ændret: Kontrollen med udenlandske gæsters besøg i private boliger overlades til præfekterne (indenrigsministerielle embedsmænd), ikke til de folkevalgte borgmestre, og de huslygivende værter tvinges ikke til at optræde som angivere.
Den nye lov rummer mange andre bestemmelser, der er blevet stemplet som politistatmetoder - fingeraftryk, fremskyndet udvisning uden appel etc.
Indenrigsminister Jean-Louis Debré har måttet indrømme, at der også bliver tale om kartoteker, selv om han søgte at bortforklare det med, at det ikke er kartoteker i traditionel forstand, men edb-registre...

Mens Front National så at sige kan sidde med hænderne i skødet og se vigtige dele af partiets politik gennemført af de "moderate" højrepartier, sker der en mobilisering mod partiet inden for venstrepartierne, fagforeningerne, blandt antiracistiske grupper og menneskerettighedsforkæmpere.
Inden for Socialistpartiet (PS) er en "strategi" under udarbejdelse, og for første gang er der udarbejdet en intern rapport om det yderste højre. Den skal i den kommende uge drøftes i forretningsudvalget og derefter i hovedbestyrelsen.
Inden for PS-ledelsen strides man blandt andet om, hvorvidt Front National kan betegnes "neo-fascistisk" eller "national-populistisk". Det kan lyde som en strid om ord, men det er måske ikke nogen dårlig ide netop at gøre sig klart til en begyndelse, hvad det er for et parti, man står overfor. Front Nationals fremgangs er faldet sammen med økonomisk krise og arbejdsløshed, og partiet har i disse år mere og mere gjort sig gældende som socialt protestparti med voksende tilslutning i arbejderklassen. Samtidig agiterer partiet mod "eliten" og mod det franske "establishment" - der i partiets dæmonologi repræsenteres i forening af de regerende højrepartier og PS, af Maastricht-politikken og Bruxelles-kommissionen.

Efter den store strejke- og protestbølge i slutningen af 1995 ændrede Front National kurs. Partiet fulgte oprindelig en traditionel højreekstremistisk linje og nøjedes med at fordømme den "kommunistisk" inspirerede agitation, fagforeningernes "parasit"-virksomhed og de offentligt ansattes "privilegier", men opdagede derefter via meningsmålinger, at en stor del af partiets klientel støttede strejkerne og protestbevægelsen. Da det samtidig blev bekræftet, at partiet ved valgene henter en del af sine vælgere i det kommunistiske og socialistiske klientel, var tiden inde til at flytte partiets offensiv over på den sociale front.
Derfor har partiet i det sidste år i stigende grad interesseret sig for sociale spørgsmål - og fortrinsvis ud fra en bestemt angrebsvinkel: National præference. National og social på samme tid.
I visse fattige kvarterer begyndte Front National at gøre sig gældende som en nærværende faktor, hjælpsom og forstående. Man søgte at infiltrere boligforeningerne og organisere socialt arbejde i det små. På det nationale plan begyndte partiet at organisere sine egne fagforeninger - i politiet, den offentlige transport, skolevæsenet, fængselsvæsenet, forsvaret.
Denne kampagne er blevet mødt med hård modstand af de store fagforbund, og domstolene har i en række tilfælde nedlagt forbud mod Front Nationals fagforeninger ud fra den konstatering, at de ikke kan have en fagforenings rettigheder, når de agiterer for et politisk parti. Front Nationals fagforening i politiet - der var godkendt af indenrigsminister Debré! - er netop blevet forbudt ved retskendelse.

Trods disse taktiske nederlag fortsætter Front National sine bestræbelser på at besætte det sociale terræn, og en ny langsigtet strategi er under udvikling under ledelse af partiets nummer to, Bruno Mégret. Han repræsenterer en ny og mere "moderne" linje end partiets grundlægger, Jean-Marie Le Pen, som han synes at have gode chancer for at efterfølge til sin tid.
Det var Mégret, der skabte sensation ved i realiteten at vinde byrådsvalget i Vitrolles ved Marseille fornylig (det oprindelige valg var blevet annulleret, fordi Megret havde overtrådt kampagnelovene, men ved omvalget stillede hans kone op og blev valgt - uden nogen forudgående politisk erfaring og med sin mand som borgmester de facto).
Denne lokale triumf er ikke uden symbolsk betydning, men i det lange løb er Bruno Mégrets indsats i partiets top sikkert af langt større betydning. Han stiler efter et parti med en central plads i fransk politik, til en vid grad på linje med de moderniserede fascister i Italien, og han har hentet inspiration hos nogle af de "tænkere", der siden 1970'erne har stået bag det såkaldte nye højre i Frankrig, teoretikere, der beskæftiger sig med forsvaret for den vestlige civilisation, og som tidligere ikke har haft nogen direkte forbindelse med Front National.

Denne nyorientering skal placere partiet som et folkeparti, der på èn gang appellerer på det nationale og det sociale plan, bestrider de hidtidige store partiers legitimitet, peger på deres elitære karakter og manglende forbindelse med folket.
Samtidig rettes skytset mod den "fædrelandsløse" liberalisme, der siden forrige århundrede har været skydeskive for det yderste højre, og mod dens nyeste manifestation, globaliseringen. På den måde vil Front National fremtræde som det parti, der peger på de dybere årsager til arbejdsløsheden og ikke bare som det parti, der gør indvandrerne til syndebuk. Og i liberalismen har man et aktuelt og nærværende fjendebillede, modent til at afløse kommunismen.
Det er iøjnefaldende, at den nuværende økonomiske og sociale situation gør Frankrig til en frugtbar arbejdsmark for et parti med sådanne ambitioner - og gør kampen mod Front National uhyre vanskelig og kompliceret.
Front Nationals strategi er egnet til at skabe splittelse blandt modstanderne, og Socialistpartiets vanskeligheder er forståelige. Laurent Fabius konstaterede allerede for længe siden, at Le Pen havde "de forkerte svar på de rigtige spørgsmål". Den udtalelse er blevet kritiseret som en halv kapitulation over for Front National. Siden har Le Pens parti til dels skiftet terræn, men befinder sig stadig i centrum.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu