Læsetid: 6 min.

Spanien på vej mod føderal nation

19. marts 1997

De spanske autonomier vil have flere beføjelser, og det kan selv ikke Aznars centralistiske regering forhindre

Mere magt til Catalonien!
Det er kort sagt det budskab, præsidenten for det catalanske parlament og lederen af det catalanske nationalistparti Covergencia i Unio (CiU), Jordi Pujol, fremlagde under en netop afsluttet debat om de spanske autonomiers fremtid.
"Catalonien har endnu ikke fundet sin plads i Spanien," som Pujol sagde i sit indlæg under debatten i Madrid.
Det er der i sig selv ikke nyt i. Stadig større beføjelser til Catalonien har i årevis været det øverste punkt på CiU's politiske dagsorden. Det er heller ikke noget nyt i, at Jordi Pujol beklager sig over, at Catalonien betaler for meget til det øvrige Spanien. De velstående catalanere har aldrig set det som deres opgave at trække sydlige autonomier som Andalusien og Extremadura ud af fattigdommen.
Det nye er, at Jordi Pujol for første gang, siden CiU for snart et år siden gav sin støtte til ministerpræsident José María Aznars konservative regeringsparti, stiller så vidtrækkende krav, at det nødvendigvis må føre til krise i samarbejdet mellem den spanske regering og det catalanske støtteparti.
Aznars andet støtteparti, det moderate baskiske nationalistparti Partido Nacionalista Vasco (PNV), er ikke mindre krævende - tværtimod. Det baskiske parlaments præsident, José Antonio Ardanza, mødte slet ikke frem til debatten i Madrid. Han blev hjemme i Baskerlandet i protest mod "den spanske regerings manglende forståelse for de baskiske rettigheder".
De baskiske nationalister har gennem årene fået vidtrækkende selvbestemmelse. Men det er ikke nok for PNV. Partiet klager over, at pagten for det baskiske autonomi, den såkaldte Guernica-vedtægt, ikke er blevet udviklet siden 1979. Nu skal der nye beføjelser til. Tålmodigheden er ved at løbe ud. Eller som en talsmand for partiet sagde: "Det er slut med overdreven høflighed over for regeringen".
Ikke nok med det - der er også utilfredshed i Castilla la Mancha, Extremadura og Andalusien. De tre sydlige autonomier - de eneste, der stadig regeres af socialistpartiet PSOE - vil endnu ikke underskrive den aftale, som landets øvrige 14 autonomier har accepteret. De tre fattige regioner mener, stik modsat Catalonien, at det er dem, der bliver snydt. De vil have flere penge og kræver igen forhandlinger med regeringen.
Kravene kommer overordentlig ubelejliget for Aznar og hans regeringsparti PP, Partido Popular.
Ministerpræsidenten havde håbet på, at al den snak om øget selvstyre snart var ved at være slut. Men det er den ikke. Tværtimod er der nu blevet større kløft mellem regeringen og autonomierne, der hele tiden trækker Spanien nærmere en føderal forbundsstat.

Aznars problem er, at han er afhængig at støtte fra de to nationalistpartier. Det har han også haft indtil videre - selv om Partido Popular og nationalistpartierne lige fra begyndelsen har udgjort en umage konstellation. Godt nok er både PNV og CiU konservative partier, omend mere moderate end PP. Men i forhold til regeringen i Madrid er de frem for alt nationalistiske, og de baskiske og catalanske nationalister har aldrig været PP's kop te.
Omvendt nærer både PNV og CiU en grundlæggende skepsis over for det centralistiske PP med rødder helt tilbage til Franco-regeringen. Og når de to nationalistpartier overhovedet vil sambejde med PP, er det udelukkende fordi, de kan få noget igen.
Det måtte Aznar sande allerede ved de indledende forhandlinger efter valget sidste marts. PP havde regnet med at få flertal. Det fik partiet ikke, men Aznar havde sat sig for at danne regering, koste hvad det ville. Altså måtte han bøje nakken og bejle til især Jordi Pujols 16 mandater i det spanske parlament. Catalanerne solgte sig ikke billigt.
Pujol fik især gennemtrumfet et krav om, at den såkaldte IRPF - den andel af den lokale skat, som autonomierne selv må beholde - blev hævet fra 15 til 30 procent. Det var en enorm indrømmelse for PP, der i sin tid som oppositionsparti kritiserede Felipe González' tidligere regeringsparti for at lade autonomierne beholde 15 procent.

Med den indrømmelse havde Aznar regnet med at sikre sig fred. Han havde lavet en god gammeldags studehandel, og det burde fri ham for flere krav fra de besværlige catalanere. Det gjorde det også et stykke tid - men ikke længere. Nu kommer der nye krav.
For det første vil CiU have styrket det catalanske sprog, selv om det i forvejen trives overordentligt godt. Undervisningen i de catalanske folkeskoler foregår på catalansk. De lokale tv-kanaler sender på catalansk, og i flere områder uden for Barcelona er spansk i dag blevet et reelt fremmedsprog. Alligevel vil Pujol have ekstra sprogbeskyttelse, blandt andet gennem en lov om, at de private tv-stationer skal tale mindst lige så meget catalansk som spansk.
Der udover vil han have skattesystemet ændret. Kravet er, at Catalonien i år 2001 selv skal indsamle og fordele samtlige skatter, sådan som det i nogle år har været i Baskerlandet.
Endelig taler Pujol i lidt vage formuleringer om et delt herredømme mellem Spanien og Catalonien. Han kalder det soberania compartida, og det betyder ganske enkelt, at Catalonien skal have lige så meget magt som den spanske stat, og at både Madrid og Barcelona skal være hovedstæder.

De sidste punkter har Aznars regering ikke givet efter for. Men det betyder ikke, at catalanerne pakker deres krav sammen.
Nu har Jordi Pujol luftet CiU's forestillinger om Cataloniens fremtidige rolle i Spanien. Det næste skridt bliver arbejdet på at få gennemført kravene. Det kommer ikke lige med samme, men på den anden side har Pujol næppe tænkt sig at renoncere på bare et eneste af punkterne. Han bliver ved, og normalt opnår han også, hvad han sætter sig for.
For hvis der er noget, Pujol mestrer, så er det politiske forhandlinger. Flere regner ham som Spaniens dygtigste politiker, og i Catalonien kaldes han slet og ret "mirakelmageren".
Han har ledet den catalanske regering siden 1980, og med årene er hans lille trolde-agtige skikkelse i sig selv blevet et symbol på den catalanske nationalisme. Ikke for ingenting. Hans rolle i forhold til den spanske regering er hele tiden at kræve nye beføjelser, og det er gang på gang lykkedes ham at hive endnu et par stik hjem til Catalonien.
Endda i en sådan grad, at de fleste spaniere ifølge en undersøgelse bragt i dagbladet El País mener, at Catalonien bliver klart forfordelt i forhold til de øvrige autonomier. Samme undersøgelse viser også, at catalanerne anses for at være det mindst sympatiske folk i de spanske regioner.
Det er Pujol også sur over. Han hævder, at det er de spanske partier, som bevidst sætter Catalonien i et dårligt lys. Han hævder også, det er en skrøne, at Catalonien skulle have sugerøret specielt langt nede i den spanske statskasse. Og for at få aflivet den myte har han også stillet et forslag om, at der hvert år skal laves et præcist regnskab for de enkelte autonomiers balance med den spanske stat.

Det forslag har Aznar heller ikke hilst velkommen. I det hele taget har den spanske ministerpræsident anlagt en noget distræt attitude over for catalanernes og baskernes krav. Han har valgt at vende det døve øre til.
I debatten i Madrid nævnte han ikke selv et eneste af konfliktpunkterne. I stedet lader han, som om alting er sin fineste orden, og catalanerne og baskerne blot er ramt af momental oprørstrang.
På den anden side ved Aznar godt, at han på et tidspunkt bliver nødt til at tage autonomiernes krav alvorligt. Forholdet til det baskiske støtteparti er i forvejen mere end skøbeligt på grund af uenighed om midlerne i kampen mod den baskiske terroristorganisation ETA. Det kan i sig selv føre til et brud.
Det catalanske støtteparti er heller ikke gift med PP. Det kan til enhver tid finde på at trække sig som støtteparti, sådan som det for nogle år siden gjorde over for den daværende PSOE-regering.
Den situation vil Aznar for alt i verden undgå. Det kan i yderste konsekvens komme til at knække han regering. Altså må han på et tidspunkt igen sætte sig og forhandle med catalanerne og baskerne.
Og når de to autonomier opnår større selvbestemmelse, vil de øvrige autonomier også stille flere krav.
Sådan har det spanske autonomi-system udviklet sig lige siden demokratiets indførsel, og det vil det blive ved med - selv med en centralistisk regering. Det betyder ikke, at Spanien i morgen vil være en ægte føderal nation med 17 stater.
Men det er den vej, det går.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu