Læsetid: 6 min.

USA's tvetydige holdning til NATO-udvidelsen

5. marts 1997

Den udenrigspolitiske elite er splittet og ratifikation i senatet bliver ikke automatisk, med mindre Europa bærer næsten hele den finansielle byrde

Ingen kan benægte det åbenlyse. Efterkommere af østeuropæiske immigranter i Midtvesten har spillet en overordentlig vigtig rolle i udformningen af den amerikanske politik overfor NATO-udvidelsen. De har bombarderet Kongressen med breve, søgt og fået møder med deres politiske repræsentanter i Washington og hejst plakater med slagord under præsidentvalgkampen sidste år. Hverken Bill Clinton, Bob Dole eller de to partier kunne ignorere denne lobbyvirksomhed.

Ikke mindst sådan fungerer ame-rikansk udenrigspolitik - som et spejlbillede af indvandrergruppers nationale interesser.
Især USA's mangeårige pro-israelske politik i Mellemøsten illustrerer, at ens gennemslagskraft som etnisk/national gruppe ikke nødvendigvis er afhængig af størrelse. Amerikanere af jødisk afstamning udgør ca. to pct. af den amerikanske befolkning, mens amerikanere af afrikansk afstamning kan mobilisere 10 pct. USA's økonomiske bistand til afrikanske lande er forsvindende lille i forhold til den årlige støtte, Israel modtager.
Det antages, at ca. 20 mio. amerikanere kan spore deres aner til det slaviske Østeuropa. Heraf stammer 10 mio. fra Polen, og størstedelen af disse mennesker bor i delstater som Illinois, Michigan og Ohio. Første gang den polske lobby i Midtvesten lod høre fra sig i amerikansk udenrigspolitik var i 1948, da man i Kongressen skulle stemme om Marshall-hjælpen til Europa efter Anden Verdenskrig.

Som man måske vil huske, så var det dengang planen, at USA's massive støtte til genopbygningen af det krigsødelagte Europa også skulle gå til Østeuropa og Sovjetunionen, som senere sagde nej tak. Modstanden i Kongressen fra isolationister var betydelig, og én af datidens ledende republikanske senatorer Arthur Vandenberg sagde simpelthen nej til at bevilge 50 mia. dollar. Vel at mærke indtil polske vælgere i hans hjemstat Michigan protesterede... Så fik piben en anden lyd.
Det ville være en overdrivelse at påstå, at den østeuropæiske lobby egenhændigt har overtalt Det Hvide Hus og Kongressen til at indlemme Polen, Tjekkiet og Ungarn i NATO. Men republikanerne har været lydhøre og brugte Clintons uafgjorte holdning i 1993-94 som politisk skyts mod ham under midtvejsvalget. Så på et pressemøde i Prag i januar 1994 erklærede den amerikanske præsident for første gang, at han gik ind for udvidelse af NATO's medlemskreds. (Den version, Gert Petersen giver i Inf. 28.2., er altså ukorrekt)
Det kan dog endnu ikke siges med særlig stor sikkerhed, om det krævede flertal på to tredjedel af de 100 senatorer vil ratificere optagelsen af tre-fire nye medlemmer.
"Det ville være dumt at tro, at sejren allerede er i hus. Hvis tilhængerne læner sig mageligt tilbage i stolen, risikerer vi, at modstanderne samler kræfter. Så kunne det hele blive afgjort på nogle få stemmer," skrev Jeremy Rosner, en tidligere rådgiver for præsident Clinton, i tidsskriftet Foreign Affairs sidste sommer.
Den største trussel mod ratifikation i senatet kommer næppe fra garvede isolationister. Snarere finder man en udbredt bekymring og skepsis blandt de såkaldte internationalister.
"Hvis vi gennemtvinger NATO-udvidelsen i en uforudsigelig og ustabil periode af Ruslands historie, risikerer vi at ende op i det værst mulige sikkerhedsmiljø. Vi ville påtage os en større sikkerhedsforpligtelse, mens ustabiliteten i regionen vokser og vores forsvarsudgifter falder," sagde den demokratiske senator Sam Nunn sidste år. Nunn, der er forsvarsspecialist, vil formentligt stille op til det næste præsidentvalg i 2000.
Dette synspunkt er tilsyneladende ganske udbredt i Washingtons indflydelsesrige udenrigspolitiske elite.
"Folk som Henry Kissinger, Zbigniew Brzezinski og Richard Holbrooke går ind for NATO-udvidelsen, hvilket jeg ikke fatter. Men i virkeligheden er eliten delt lige over i to. Ingen af de førende tænkere tager åbent afstand. Der hviskes bag lukkede døre. Desuden er størstedelen af akademikerne med speciale i forsvars- og sikkerhedspolitik imod," fortæller Stephen van Evera, lektor i statskundskab på Massachussetts Institute of Technology og knyttet til skolens "Program on Defense and Arms Control".

Over for Information sammenfatter Stephen van Evera følgende gængse argumenter i debatten mod indlemmelsen af nye østeuropæiske medlemmer i NATO:

Ved at trække en linie mellem de tre nye medlemsstater og resten af ansøgerne forværrer man sikkerheden for de stater, der ligger tæt op ad Rusland. Det ville derfor være bedre at indgå bilaterale forsvarsaftaler mellem NATO og de enkelte central - og østeuropæiske lande.
Der foreligger ikke nogen reel militær trussel. Hvis den én dag opstod, kunne NATO træde til. Enten ville organisationen bistå med tropper eller mere sandsynligt bevilge militærhjælp til den truede part i stil med Anden Verdenskrigs Lend and Lease Program, hvor USA sendte for 41 mia. dollar militær materiel til England og Sovjetunionen.
Hvis Polen en dag blev invaderet af russiske styrker, er det politisk urealistisk at forestille sig, at senatet erklærer krig mod Rusland. USA overlevede den kolde krig, mens Polen var under sovjetisk herredømme. Hvorfor skulle vi risikere verdensfreden," spørger van Evera.
Rusland er en delt nation med en diaspora på 22 mio. russere. "Nationer accepterer aldrig rigtigt at være delte. Hvis vi optager de baltiske stater i NATO, vil det give russiske nationalister vind i sejlene. Uanset de baltiske landes sikkerhedsstatus kan det føre til en russisk invasion," siger van Evera.
I den sammenhæng sender koldkrigshistorien et tydeligt signal, mener MIT-lektoren.
"Hvis man tegner en linie gennem det internationale landskab, tager modparten det altid for givet, at hvad der ligger på den anden side, kan blive opsnappet. I en tale i 1950 regnede udenrigsminister Dean Acheson Japan og Filippinerne med i en amerikansk sikkerhedszone, mens Korea og Taiwan blev udeladt. Nogle forskere mener, at den tale sendte det forkerte signal og forårsagde krigens udbrud i Korea."

Ovenstående betænkeligheder er blevet diskuteret åbent af to forsvarsspecialister, Ronald Asmus og F. Stephen Larrabee, fra den californiske tænketank Rand, i forrige udgave af Foreign Affairs. De anbefaler, at døren bliver holdt på klem for alle potentielle ansøgere, når Polen, Tjekkiet og Ungarn er blevet optaget. NATO kan og bør ikke give disse lande en håndskreven garanti, men skal i stedet indlede forskellige former for forsvarsmæssigt og politisk samarbejde med dem.
"Danmarks og Tysklands forsvarsprogram med de baltiske lande burde være modellen til efterfølgelse andre steder i Østeuropa," skriver de to indflydelsesrige forskere, der har været med til at udarbejde en RAND-undersøgelse af omkostningerne forbundet med NATO-udvidelsen.

Selv om ovennævnte indvendinger foreløbigt holdes nede under overfladen i den amerikanske debat om NATO-udvidelsen, kan ingen føle sig sikker på, at den situation varer ved. I øjeblikket tager selv modstandere det for givet, at de tre kandidaters ansøgning vil "sejle igennem senatet", hvor både Lech Walesa og Vaclav Havel har været modtaget med stående hyldest i fortiden.
End ikke sparebevidste modstandere i senatet vil få et ben til jorden. Det har Clinton-regeringen sørget for med en rapport, der fornylig blev udsendt om den regning, Kongressen skal betale for de tre (eller fire med Slovenien?) landes optagelse i NATO. Ikke overraskende bliver udgiftsprognosen politisk belejligt nedsat til mellem 27 og 35 mia. dollar over tolv år. Heraf vil Washington kun betale 2 mia. dollar - et latterligt lille beløb for en supermagt.
Men det er, hvad man kunne forvente. Europæerne må i fremtiden betale mere for deres eget forsvar, ellers vil isolationisme og andre -ismer tage overhånd i det amerikanske senat.
Hvis alt går godt på NATO-topmødet i Madrid til sommer og alle 16 NATO-lande godkender resultatet næste år, skal man i resten af Østeuropa og Baltikum nok ikke regne med nogle konkrete skridt mod medlemskab for dem i en rum tid fremover. I NATO-kredsen vil man være alt for politisk udmattede til at tage nye udfordringer af den art op.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu