Hvis Israels ministerpræsident, "Bibi" Netanyahu, anklages for korruption, kan det ændre hele Mellemøstens fremtid
Bedst som Israels ministerpræsident Benjamin Netanyahu troede, at han havde sit på det tørre, sprang bomben.
Tre måneders efterforskning i den såkaldte Bar-On Affære resulterer i, at politiet anbefaler, at ministerpræsidenten anklages for politisk "bedrageri og tillidsbrud". En forbrydelse, som ifølge israelsk straffelov kan give op til tre års fængsel.
Dét, politiet mistænker Benjamin Netanyahu for, er en politisk studehandel, hvor han har købt politisk opbakning til aftalen om israelsk tilbagetrækning fra Hebron fra det lille religiøse parti Shas.
Hvis leder Aryeh Deri har en højst ubehagelig korruptionsanklage hængende over hovedet og som derfor godt kunne tænke sig at få ansat sin gode ven, den ukendte advokat Roni Bar-On, som Israels nye rigsadvokat. En mand, som har lovet at behandle Deri med juridiske fløjlshandsker, når hans sag kommer for.
Snildt, ikke sandt. Men desværre også temmelig ulovligt. Og naturligvis moralsk forkasteligt.
Hvis det altså er sådan, det hele er foregået.
Studehandelen skulle selvfølgelig have været hemmeligholdt, men trods justitsminister Tzahi Hanegbis varme anbefalinger bliver Bar-On mødt med en storm af kritik og trækker sig efter bare et døgn på den fine post som landets rigsadvokat.
Og meget hurtigt breder rygtet om korruption sig.
I januar indledte det israelske politi så en omfattende efterforskning, som altså nu er blevet til en 995 sider lang rapport, der anbefaler, at fire personer stilles for retten.
Ud over Netanyahu er det:
*Tidligere justitsminister Tzahi Hanegbi, der mistænkes for at have "vildledt regeringens ministre", da han præsenterede Roni Bar-On som sin kandidat til posten som ny rigsadvokat.
*Netanyahus rådgiver, Avigdor Lieberman, der mistænkes for i lighed med Netanyahu at have begået "tillidsbrud", og;
*Lederen af Shas, Aryeh Deri, der mistænkes for"forsøg på afpresning".
Det er nu op til rigsadvokat Edna Arbel at afgøre, om hun mener, at politiets beviser mod alle de fire kan holde i en retssal. En afgørelse, hun har lovet at træffe inden weekenden.
Hvis rigsadvokaten beslutter at rejse tiltale mod Netanyahu, ligner det i høj grad begyndelsen til enden på den tidligere kommandosoldats politiske karriere.
Arbejderpartiet og den israelske venstrefløj håber selvfølgelig, at Netanyahu omgående vil træde tilbage og udskrive nyvalg til både parlament og ministerpræsidentpost.
Men dér har de formentlig gjort regning uden vært.
De fleste uafhængige politiske analytikere i og uden for Israel var i hvert fald torsdag enige om, at så let går det næppe.
Tværtimod ventes Netanyahu at klamre sig til magten, så længe, det overhovedet kan lade sig gøre.
Og det kan vise sig at være en rum tid.
Der er formelt kun to ting, der kan tvinge ministerpræsidenten til at træde tilbage.
*Enten skal to tredjedele af parlamentets medlemmer vedtage et mistillidsvotum til ham. Det vil sige, at mindst 80 ud af Knessets 120 medlemmer skal stemme for, eller:
*En domstol skal kende ham skyldig i en strafbar handling. Hvorefter Knesset med almindeligt flertal kan sætte ham på porten. Det vil sige, at mindst 61 ud af Knessets 120 medlemmer skal stemme for.
I begge tilfælde kan medlemmerne vælge at udskrive valg til både ministerpræsidentposten og til Knesset, men de kan også vælge kun at udskrive valg til ministerpræsidentposten.
Hvilket er det mest sandsynlige, fordi højrefløjen i så tilfælde kan bevare sit nuværende parlamentariske flertal og dermed en de facto vetoret over for en eventuel Arbejderparti-regering.
Det enkleste vil altså være, hvis rigsadvokaten rejser tiltale og Netanyahu derefter findes skyldig ved en retssag. Så er han en færdig mand.
Der er dog også den mulighed, at rigsadvokaten rejser tiltale - men at domstolen siden frifinder ham, og så er situationen straks langt mere mudret.
Det afgørende bliver så, om retssagen har vasket ham så ren, at han stadig kan holde sammen på de 68 Knesset-medlemmer, som p.t. støtter ham. Eller måske, hvilket dog i øjeblikket virker usandsynligt, kan få Arbejderpartiet til at overveje at indgå i en National Samlingsregering med ham.
Nu kunne man selvfølgelig tro, at det ville være nok til at redde Netanyahus politiske liv, hvis rigsadvokat Arbel i løbet af de kommende dage beslutter, at beviserne mod ministerpræsidenten ikke holder.
Men her gælder den samme mekanisme som i tilfælde af en senere frifindelse. Vil han moralsk set være ren nok til at fortsætte på posten som sit lands leder eller vil nogle af midterpartierne eller de religiøse partier undsige ham.
Det er i skrivende stund meget svært at forudsige, men det er denne spinkle chance for at overleve, som Netanyahu vil klamre sig til i de kommende dage, ja måske måneder.
Uanset, hvad rigsadvokaten beslutter, vil hendes afgørelse blive fulgt med stor spænding i resten af Mellemøsten. Hvor alle, ikke mindst palæstinenserne, håber, at Netanyahus dage er talte.
I første omgang er der næppe nogen tvivl om, at den i forvejen i forvejen stærkt svækkede fredsproces vil gå totalt i stå.
Hverken USA, Syrien, Libanon, palæstinenserne eller Israel selv vil have nogen som helst interesse i at forhandle, så længe det ikke er klart, hvem der har den politiske magt i Israel.
Officielt har både amerikanske og palæstinensiske talsmænd sagt, at Bar-On Affæren, der i Israel er blevet kendt som Bibi-gate, er et internt israelsk anliggende, som de ikke vil blande sig i. Meget klogt, for ligegyldigt hvad de to parter måtte sige, vil det blive brugt og misbrugt i det hundeslagsmål, som Israel er på vej ud i.
Men der er på den anden side heller ingen tvivl om, at både USA og palæstinenserne vil ånde lettet op, hvis det skulle vise sig at Netanyahu er en færdig mand.
USA gjorde trods alt klart under valgkampen sidste år, at Washington foretrak Arbejderpartiets leder Shimon Peres frem for Netanyahu, og Peres er da også den mest oplagte bud på en ny ministerpræsident.
Og for palæstinensernes vedkommende ved de allerede, at Peres er en mand, de kan handle med. I praksis har Arbejderpartiet allerede lovet palæstinenserne en selvstændig stat, så grundlaget for en fredsaftale er sådan set i hus.
Shimon Peres er sandsynligvis den, der i disse timer krydser fingrene allerhårdest. Der er næppe noget, han har drømt stærkere om, end endnu en chance for at få sit navn i historiebøgerne, som manden der bragte fred til Mellemøsten.
Og trods sine 73 år er der ikke umiddelbart noget, der tyder på, at han skulle være for gammel til jobbet.
Tværtimod har han tilsyneladende det klarsyn, som skal til for at give de indrømmelser, der er nødvendige for at finde en holdbar fred med palæstinenserne og med Israels naboer mod nord, Syrien og Libanon.
Så det bedste, palæstinenserne kan gøre nu, er at sætte sig ned og vente på, at det politiske billede i Israel skifter.
Der er selvfølgelig en risiko for, at den palæstinensiske præsident Yasser Arafat ikke kan holde sin hær af gadeaktivister og bombemænd i ro så længe med dèt resultat, at de israelske vælgere ligesom i juni sidste år kommer til den konklusion, at Peres' fred er for dyr, og at de derfor hellere vil satse på den "sikkerhed og fred" formular, som Netanyahu prædiker.
Umiddelbart ser det dog ud til, at Mellemøsten har fået endnu en historisk chance for at vælge fredens vej.
