Læsetid: 6 min.

Bjergene lavede til barsel

16. april 1997

- der kom en latterlig lille mus til verden. Er det, hvad der sker i dag, når regeringen barsler med sit store projekt om Danmark som foregangsland?

Vor elskede kong Christian Firtal kunne sine klassikere (godt nok) til at sætte tingene på plads, da han efter et møde med Axel Oxenstierna kommenterede det med de bevingede ord: "Bjergene lavede til barsel, der kom en latterlig lille mus til verden." De ord kan regeringen risikere at få hæftet på sig:
Den barsler i dag med sit store protekt Danmark som foregangsland, og hvad kommer der ud af det? To til ti tusinde skånejob til at lette den årlige byrde på hundrede milliarder kroner af overførselsindkomster til danske kvinder og mænd i den arbejdsdygtige alder.
Tallene - to til ti tusinde nye job - stammer fra den socialdemokratiske finansminister Mogens Lykketofts egen projektbeskrivelse efter regeringens møde i Mogenstrup ved Næstved i sidste uge. Så er der ganske vist en hel del hensigtserklæringer om bedre uddannelse og miljø og kollektiv trafik og seniorpolitik og støtte til deltidsjob og ændret bistandslov og meget mere, men det, der står fast, er, at regeringen sammenbidt og målrettet arbejder på oprettelsen af to til ti tusinde skånejob.
Da de er tiltænkt mennesker, der lider af nedsat arbejdsevne, er det bestemt en flot politik. Men lige frem et vingeslag, der løfter Danmark op som foregangsland for den øvrige verden, er vel lidt for - lidt. Også som valgoplæg, hvad projektet uundgåeligt vil blive kaldt af oppositionen.
Alt det andet, der ikke har med skånejobbene at gøre, er stadig så upræcist, at det ligner tågebud. Det er ikke en nyhedsanalytisk ondskabsfuldhed, men et udtryk Socialdemokratiets egen næstformand anvendte her i bladet i mandags. Lene Jensen skrev:
"Den offentlige sektor skal først og fremmest levere serviceydelser til skatteborgerne - til en fornuftig pris. Men de offentlige arbejdsgivere har også et socialt ansvar, som de i øvrigt via puljejob m,v. tager ret alvorligt."
"Samtidig har vi det enorme paradoks, at der findes uløste opgaver og ledige hænder på samme tid. Lykken er ikke 100.000 flere offentligt ansatte. Men lykken kunne være at finde måder, hvor alle ressourcer bliver brugt til alles bedste. Et tågebud, det ved jeg godt. Men der er brug for udviklingsarbejde på feltet, og udgangspunktet herfor må være en erkendelse af problemerne."
En halv snes tusinde skånejob og en halv snes tågebud ligner en mus, der render rundt på Holmen i dag, når bjerget med statsministeren har været der og barslet.

Ser vi bort fra den økologiske udfordring, der altid bliver set bort fra - fordi den så tydeligt viser, at ondets rod er selve den moderne for ikke at sige postmoderne livsstil med sit umættelige og ubegrænsede krav om økonomisk vækst målt i stadig højere forbrug af ressourcer, energikilder, forureningsmuligheder og (giftige) affaldspladser - for at holde os til statsminister Poul Nyrup Rasmussens beslutning om at gøre bekæmpelsen af den sociale udstødelse til regeringens hovedopgave, er det efterhånden ved at blive klart, hvad der plager regeringen.
Det gør fagbevægelsen.
Det gør Uffe Ellemann-Jensen selvfølgelig også. Og EU. Og vanskelighederne med at holde styr på finanserne, så det underlæggende inflationspres ikke slår igennem og pludselig igen bringer overskuddet på betalingsbalancen i fare.
Og skattepolitikken, som af hensyn til finanserne burde strammes (og nok også bliver det i kombination med besparelser på de offentlige budgetter), men som omvendt af hensyn til marginalbeskatningens og selskabsbeskatningens forvridninger på arbejdsmarkedet og belastninger af kapitalinvesteringer og såkaldte "nøglemedarbejdere" menes at burde lempes.
Og SF og Enhedslisten, som givet vil tage sig dyrere betalt ved næste finanslovsforlig til efteråret end sidste efterår, nu da Per Stig Møller render rundt så vingeskudt, at han næppe er til noget forlig foreløbig.
Og det radikale bagland, der vil se velfærdsreformer, som også gør ondt på Socialdemokratiets hellige køer. Og den borgerlige presse, som sædvanlig.
Men sædvanligheden er ikke længere helt sædvanlig, for borgerligheden er ikke, hvad den har været. Den er blevet til lønmodtagerbevisthed. Og det er bevidsthed, der mere og mere spaltes i to:
Totredjedelssamfundets beskæftigede lønmodtagere, der (endnu, mere eller mindre stresset) kan følge med de stadig skærpede konkurrencekrav på et stadig mere højteknologiseret arbejdsmarked, som under globaliseret pres fra lavtlønslandene erstatter flere og flere menneskelige arbejdspladser med robotter i ordets videste forstand.

Og tredjedelssamfundets ubeskæftigede overførselsindkomstmodtagere, der nok bedriver en del sort arbejde, men allerede er stemplet eller stigmatiseret af den kendsgerning, at de officielt og i offentligheden skal leve af rettigheder uden pligter. Skønt det netop var den nedværdigende afhængighed af nådsensbrødet, som oprindelig fik arbejderbevægelsen til at sætte kravet om "Ingen rettigheder uden pligter" foran alt andet. Også foran kravet om "Ingen pligter uden rettigheder".
Fra 1960 til 1994 er antallet af danske kvinder og mænd i den arbejdsduelige alder på efterhånden et utal af forskellige former for overførselsindkomster steget fra godt 180.000 til næsten en million. SU-modtagere ikke medregnet og folkepensionister naturligvis heller ikke.
Lad så mere end en fordobling af de offentligt forsørgede være betinget af, at hjemmeløbende husmødre ikke længere tager sig af hverken fysisk og/eller psykisk handicappede i nabolaget og i familien eller af deres syge mænd, deres barslende døtre, deres fordrukne sønner.
Det forklarer måske stigningen fra 180.000 til lidt under en halv million. Hvad med den anden halve million?
Det er ikke mennesker med nedsat arbejdsevne i den forstand, som vi hidtil har talt om visitation og revalidering. Inden fremskridtet førte os så vidt, som det har drevet os i dag med informationsteknologi, robot'isering, deregulering af alle markeder i verden og økonomisk vækst som næppe nogensinde før for kloden som helhed.

Den allerstørste fare, regeringen løber i dag, er ikke nedkomsten med en latterlig mus, men med en beskidt rotte. Nemlig den stempling eller stigmatisering, der altid følger med betegnelsen af mennesker som henvises til revalidering efter visitation for nedsat arbejdsevne, når de ikke lider af nedsat arbejdsevne. Men lider under et samfund med nedsat medmenneskelighed og naturomsorg.
Erik Hoffmeyer kalder det for en konstant brutalisering af vores samfund siden Anden Verdenskrig, som nu har medført, hvad han kalder "fuldstændig hensynsløs" behandling af de svage.
Det vil fagbevægelsen ikke høre tale om, for den organiserer de to tredjedele, der hidtil (har ment at have) haft fordel af den nedsatte medmenneskelighed og naturomsorg.
Venstrefløjen kalder det borgerliggørelse, skønt det er borgerskabets lønmodtagergørelse, der er tale om. Et fænomen, som venstrefløjen ikke har anet og stadig ikke aner, hvad den skal stille op imod. En forklaring på dens sammenbrud, der er langt mere afgørende end Berlinmurens fald i 1989.

Aner regeringen, Poul Nyrup Rasmussen, Marianne Jelved, Mogens Lykketoft, Lene Jensen, hvad de skal stille op med en fagbevægelse, der frygter den sidste tredjedels overtagelse af nogle arbejdspladser og løntryk på nogle overenskomstforhandlinger og den stadig mere individualiserede indkomstdannelse i det hele taget?
"Vi er dybt forpligtet til at standse udstødningen. Det ville være flot, hvis vi kunne se fagbevægelsen som frontkæmper for det rummelige arbejdsmarked," sagde statsministeren forleden til Jyllands-Posten.
Han talte i en blanding af konditionalis og optativ, betinget og hypotetisk ønskeform. For fagbevægelsen er ikke frontkæmper for de udstødte i tredjedelssamfundet. Den er solidarisk med sig selv (som HK siger) og lader regeringen - i sidste instans Anders Fogh Rasmussen - tage sig af de såkaldt bageste.
Nu glæder vi os til i dag på Holmen at høre, hvordan den gamle fagforeningsmand, Poul Nyrup Rasmussen, vil bringe fagbevægelsen til at foregå alle med et godt eksempel. Nyrup nøjes jo ikke med at tale om de måske egnede. Han kalder alle egnede.
Hvordan vil han overbevise sin fagbevægelse om det? Kan han det, er Danmark virkelig ved at blive et foregangsland.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu