Læsetid: 6 min.

Dansk udenrigspolitisk aktivisme - en nyhed?

19. april 1997

Det nye er, at Danmark proklamerer at ville stå fast, selv om det koster

Danmarks principfaste holdning til menneskerettighederne i Kina og tilsagnet om tropper til FN-aktionen i Albanien har - noget forsinket - rejst en bredere debat om mål og midler i dansk udenrigspolitik. "Aktiv internationalisme," har Hans-Henrik Holm døbt politikken i et bidrag til den netop udkomne Årbog fra Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI), der meget passende har netop dette tema som hovedemne.
Der er mange andre ingredienser i den nye linie, som Bertel Heur-lin for et par år siden beskrev som "militarisering af udenrigspolitikken". Hermed hentydes til den øgede brug af militær som et blandt flere midler i international politik. For Heurlin var det afgø-rende nye ved dansk udenrigspolitik dog først og fremmest, at den i 90'erne fik et bredt europæisk sigte og ikke længere udelukkende handler om at varetage danske økonomiske og sikkerhedspolitiske interesser i snæver forstand. Sammenbruddet for den ene af verdens to supermagter har blot øget behovet for, at den omgivende verden også giver hjælp på det militære og politimæssige område, som supplement til den "udviklingshjælp", Danmark har en så lang og glorværdig tradition for.

I sidste instans hænger politikkerne dog sammen. Vi griber ind og hjælper i geografisk og kulturelt fjerne lande, ikke blot ud fra moralske retfærdighedsprincipper, men også fordi vi mener, det på langt sigt tjener vor egen overlevelse bedst. En udviklet og "demokratisk" verden er efter al sandsynlighed bedre at leve i end en fattig og autoritært styret.
På det allerseneste er vi ganske vist blevet opmærksomme på en noget overset, utilsigtet følgevirkning af udviklingshjælpen og reformerne af handelsbetingelserne: De virker! Da man begyndte at tænke i de baner, var der ikke mange som for alvor kunne forestille sig, at en retfærdigere fordeling af verdens goder også ville gå ud over os. Selvfølgelig har nogen forudsagt, at det ville ske; men det var svært konkret at forestille sig de uhyggelige effekter på vores små, gode velfærdssamfund. Indtil for ganske nylig, hvor "globaliseringen" som begreb - og på enkelte områder som uhyggelig realitet - er slået ind i samfundsdebatten.
Om det vil ende i et 80-20 samfund, som forudsagt i onsdagens Information, er selvfølgelig svært at afgøre på forhånd, men at verden i øjeblikket ændrer sig drastisk er givet. Hvorvidt ændringerne vil kræve voldsomme omstruktureringer og nedskæringer af vel-færdsstaten og resultere i mængder af marginaliserede, er tema for en vigtig diskussion mellem Finansministeriets moderat optimistiske Anders Eldrup og Erhvervs-ministeriets moderat pessimistiske Jørgen Rosted.

Selv om det altså går godt for nogle lande i verden, er der stadig mange steder, især i Afrika, hvor vi kan få afløb for vores behov for at give gaver og derved føle os gode og overlegne. Men denne hjælpepolitik fortsætter samtidig med at andre områder i verden, især i Sydøstasien, truer med at konkurrere bukserne af os. Ja, måske har de allerede gjort det - ifølge rapporterne om, at deres ungdom har bedre skolefærdigheder end vores. Sandsynligvis løber de dog også på et tidspunkt ind i følgevirkningerne af moderniseringen og vil gøre erfaringer, der minder om vores. Men indtil det sker, gør vi klogt i at indstille os på en benhård global konkurrence fra unge, vækstsultne og veluddannede befolkninger, der ikke nærer nogen overvældende taknemmelighed overfor Europa.
Alle disse sideeffekter af Vestens og specielt Nordens internationale politik det sidste halve århundrede, gør dog ikke diskussionen om mål og midler i "den aktive internationalisme" mindre relevant. Blot er det altså klogt at forberede sig på, at den sommetider kan virke og resultere i stater, der ikke længere opfører sig som ydmyge og taknemmelige (og korrupte) klienter, men møder os i øjenhøjde.

Under alle omstændigheder er det uafviseligt, at der er sket en vis "militarisering" af udenrigspolitikken - en øget anvendelse af militære midler kombineret med en høj og principfast linie i FN og NATO (som erstatning for den politik, befolkningens flertal ikke tillader os at føre i EU, siger onde tunger).
Ganske vist har Danmark også tidligere været højrøstet og principfast. Tænk blot på modstanden mod apartheidstyret i Sydafrika. Eller tænk på Grækenland efter militærkuppet i 1967, som Danmark, Norge og Sverige i fællesskab fik suspenderet fra Europarådet for brud på menneskerettighederne. Det nye er, at vi nu pro-klamerer at ville stå fast, også selv om det skulle koste noget.
Siden 1991 har Danmark ikke omtalt sig selv som småstat, som Hans Mouritzen gør opmærksom på i en anden skarpsindig artikel i DUPI's årbog. Noget kunne altså tyde på, at der virkelig er tale om en ny linje. Ikke mindst når man sammenligner med det citat af den radikale udenrigsminister P. Munch, som Hans-Henrik Holm fremdrager: "Det første og eneste krav vi må stille til dansk diplomati er, at det skal være stille og gøre sit yderste for at sikre, at vi kan leve så ubemærket som muligt."
Denne anti-heroiske og neutralistiske småstatsholdning er vel, hvad de fleste i dag erindrer om den radikale og socialdemokratiske regerings udenrigspolitik i tiden 1929-40, da Munch var udenrigsminister. Den politik som uelskværdige politikere har døbt "tyskerkursen". Men er kritikken retfærdig? Repræsenterer den aktive internationalisme - med penge, principper og nu senest våben og soldater - et totalt brud med en ældre, underdrejet, neutralistisk og fej linie? Det ville Modstandsbevægelsens organ, Information garanteret have ment i 50'erne og sikkert endnu i 60'erne. Men det er jo ikke i sig selv en garanti for sandhed.
Faktisk viser en grundigere læs-ning af Munchs enorme produktion, at han i 20'erne var aktiv internationalist med stor optimisme overfor mulighederne i det nyoprettede Folkenes Forbund. Munch var villig til at lade dette organ optræde med magt, også af militær art, på det internationale samfunds vegne. "Magt" opfattede han imidlertid bredere end blot og bar militær magt. Ifølge ham kunne også økonomisk magt anvendes, i form af sanktioner. Det er vel ikke overraskende for en moderne læser. Det er derimod hans tredje kategori, "moralsk magt".
Det er gået af mode alt for åbenlyst at markedsføre sig selv som mere moralsk end andre (undtagen på miljø-, velfærds- og menneskerettighedsområdet). Så sent som i 1931 udtalte Munch imidlertid, at de fem mindre stater - Danmark, Norge, Sverige, Schweiz og Nederlandene - der havde holdt sig neutrale i 1. verdenskrig, havde en særlig moralsk autoritet i forhold til stormagterne, som havde deltaget i det industrialiserede massemyrderi. Han delte ikke vestmagternes propagandistiske påstand om, at krigen var ført mellem gode og onde. Han så selve våbnene og rustningsindustriens interesser som hovedårsagen til krig. Deraf hans neutralisme og antimilitarisme, der altså ikke var resultat af en absolut og doktrinær pacifisme eller fej overgivelse til uretten.
Den lave profil var en konsekvens af stormagternes svigten. Udleveret på nåde og unåde til et aggressivt oprustende Tyskland i en verden, hvor stormagterne tydeligt havde vist, at de ikke havde vilje til at gribe ind, var Danmark overladt til sig selv. Man kunne godt påkalde sig sin moralske overlegenhed, men realisten Munch så ingen fremtid i at gøre det i denne bestemte situation.
Men nok i andre, fremgår det af Ole Karup Pedersen indtrængende studie af hans politik fra 1970. Munch ville have glædet sig over de muligheder for en mere principbåret politik, også fra mindre staters side, som den øgede anvendelse af regler og institutioner i det internationale samfund indebærer.

Danmark er en lille magt, men et stærkt samfund. I mange situationer kan vi spille en ret stor rolle i verden p.gr.a. central beliggenhed ved Østersøen, meget stor international handel, indtil videre høj sammenhængskraft i samfundet og deraf følgende evne til at udsende et civiliseret militær. I perioder har vi ladet, som om vi var en småstat. Så meget, at nogen har vænnet sig til at tro på det og derfor rutinemæssigt protesterer, når vi indlader os med de store.
Men Danmark er stort på en anden måde end de militært stærke stormagter. I øjeblikket er der mulighed for, at vi kan spille en vis rolle internationalt, fordi Rusland har sat sig selv delvist ud af spillet og Tyskland lagt snævre bånd på sin optræden. Vores aktivitet gør en forskel i Baltikum; det mærkes på den lette irritation i Finland og Sverige. Som blot betyder, at vi er på rette spor ved ikke bare at intervenere i fattige og fjerne lande men også tæt på, hvor det kan betyde noget. Men selvfølgelig også blive farligt.
Derfor vil det være en god idé offentligt at diskutere den aktive internationalisme og ikke blot overlade den til et lille miljø af kyndige embedsmænd og politikere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu