Læsetid: 6 min.

Kabila afslører farlige sider

30. april 1997

Zairernes oprørsleder, Laurent Kabila, har demonstreret, at han ikke ønsker at gribe ind i flygtningenes situation

Mens disse linjer skrives fejrer Zaires oprørere, at de har erobret Kikwit, den sidste større by før hovedstaden Kinshasa. Samtidig meddeles det, at Zaires præsident Mobuto endeligt har accepteret at mødes med oprørets leder, Laurant Kabila Så tæt på sin triumf har Kabila imidlertid netop ødelagt den goodwill, han længe har haft hos vestlige regeringer. Ondere tunger ville sige, at han har kastet masken:
En længe næret mistanke om, at hans soldater myrder løs på de tilbageværende rwandiske hutu-flygtninge blev bestyrket - og Kabila demonstrerede, at mordene og flygtningenes elendighed ragede ham en høstblomst, da han sagde, at flygtningenes forhold i Zaire var "et lille problem": Det er dog et sted mellem 100.000 og 200.000 menneskeliv, vi taler om, og i sidste uge deltog hans soldater i udbredte mord på dem.
Baggrunden for Kabilas tillidskrise er følgende: Mandag i sidste uge (den 21.) forhindrede oprørerne FN og de øvrige hjælpeorganisationer i at komme frem til to flygtningelejre langs jernbanen syd for byen Kisangani, Biaro og Kasese (flygtningenes forfærdelige tilstand langs jernbanelinjen er beskrevet i Information den 4. april, "Håbets tog").
I løbet af dagen blev det klart, at en større krise var under opsejling: Oprørerne havde indledt en militær operation nær Kasese, de hævdede at operationen var iværksat, efter at fire lokale landsbybeboere var blevet dræbt af tidligere Rwanda-soldater blandt flygtningene. FN-folkene hørte skud fra området.

Senere på dagen fortæller hjælpearbejderne, at de har set landsbyfolk angribe flygtningene med knive og macheter. På dette tidspunkt hævder den lokale guvernør - indsat af oprørerne - at i alt otte lokale landsbyfolk var blevet myrdet af Rwanda-flygtningene.
En Reuter-journalist i området møder ophidsede lokale, der kan fortælle, at oprørerne havde sendt dem ud for at plyndre flygtningene, og "da vi kom tilbage, tog oprørerne rovet fra os. Vi er vrede, fordi flygtninge har dræbt nogle af vores folk, så derfor plyndrer vi nu lastbilerne med hjælp til flygtningene".
Plyndringerne var indledt tidligere på dagen, hvor de lokale overfaldt et tog med fødevarer til flygtningene - næsten 200 ton mad forsvandt sammen med hjælpeorganisationers udrustning.
Næste morgen - tirsdag den 22 - fortæller øjenvidner, at overfaldet på flygtningene fortsatte samme dag ved daggry. Oprørerne har nu afspærret adgangen til et stort område. Samme dag og senere næste appellerer FN til oprørerne om at lade hjælpepersonalet komme ind til flygtningene, men forgæves.
Onsdag den 23. nærmest eksploderer FN's generalsekretær Kofi Annan i fordømmelse: "Jeg er chokeret og forfærdet over den umenneskelighed, der udvises af dem, som kontrollerer det østlige Zaire - flygtningene bliver sultet ihjel".
Torsdag den 24. får FN endeligt adgang til lejrene - som er tomme; flygtningene er flygtet ud i junglen. FN er ude af kontakt med omkring 85.000 flygtninge, der gennem de seneste måneder gang på gang har rømmet lejre over hals og hoved for senere at dukke frem fra junglen, hver gang mere udmarvede og syge - og færre.
Fredag fordømmer Annan igen forholdene og kalder det "langsom udryddelse", og siger, at "de som står bag denne behandling af flygtningene skal gøres ansvarlige for det".
På dette tidspunkt havde oprørerne i ugevis blokeret for at flygtningene kunne blive sendt hjem. Da oprørerne erobrede Kisangani skete der ellers det lykkelige - set fra hjælpeorganisationernes synspunkt - at fronten ikke længere stod mellem flygtningene og deres hjemland.
Men oprørerne nægtede FN tilladelse til at lade flygtningene komme ind til Kisangani, et trafikknudepunkt det er nødvendigt at passere, især for de mange der er så svage, at de skal flyves hjem. Oprørernes grunde til at spærre flygtningene ude af Kisangani var mange og skiftende: Først manglede de tilladelser fra deres øverstbefalende, så frygtede de sikkerheden i Kisangani, fordi mange af flygtningene har kæmpet på Zaire-regeringens side, og endeligt blev de afvist, fordi en kolera-epidemi var brudt ud blandt de afkræftede flygtninge.

Efter yderligere fordømmelse, bl.a. fra USA, der hidtil har forholdt sig positivt overfor flygtningene, reagerede Kabila endeligt. Lørdag fløj han til Kisangani for at mødes med FN. Her lovede han søndag, at hjælpeorganisationer og journalister vil få fuld adgang til området. Hvorefter han langede voldsomt ud efter Annan og krævede, at han personligt kom til Zaire for at give Kabila en undskyldning for fordømmelserne.
Mandag den 28. viste det sig, at Kabilas løfter om bevægelsesfrihed var tomme. Der var ikke bevægelsesfrihed - og i går kom endnu en skarp fordømmelse fra det internationale samfund. Denne gang fra FN's flygtningehøjkommisariat, der fordømte de "chokerende rapporter" om drab på flygtninge.
Hvorfor sætter Kabila sin goodwill over styr? Nabolandene Uganda og Rwanda har åbent bakket ham op, mens Tanzania, Zambia og Angola mere skjult har glædet sig over, at nogen endeligt har organiseret afskaffelsen af det tyvestyre, der i årtier har hærget Zaire. Det reducerede deres naboland til eksportør af uro og kriminelle, i stedet for at skabe et købedygtigt marked på baggrund af Zaires frugtbare og vidtstrakte jorder og rige mineraler.
Også blandt vestlige regeringer har der hersket en positiv stemning overfor Kabila, af de samme grunde. Kun Frankrig har konstant fordømt oprøret, øjensynligt for at beskytte sin gamle allierede, Zaires diktator Mobuto Sese Seko. Alligevel gav Frankrig sig for nylig og accepterede, at FN's diplomater mødtes med Kabila og dermed anerkendte ham.

Det var et strejf af skæbnens ironi, at EU's hånd blev strakt frem til Kabila netop i lørdags (den 25.), da flygtningekrisen havde sværtet Kabila mest, dvs. før han lovede at hjælpe alt, hvad han kunne.
Hvorfor falder han deres gode forsætter i ryggen? Svaret er foreløbig ikke til at give.
At der blandt oprørerne hersker en stemning af, at hutu-flygtningene skal udryddes, har længe været kendt. Oprørssoldaterne er hovedsagelig zairiske tutsier, og de opfatter hutu-flygtningene som kollektivt skyldige i det folkemord, som hutu-ekstremister foranstaltede på deres tutsi-frænder i Rwanda i 1994. De samme hutu-ekstremister stod derefter bag en kynisk etnisk fordrivelse af tutsier fra det østlige Zaire.
Et par tutsi-oprørere forklarede helt åbenlyst til en journalist fra New York Times forleden (International Herald Tribune den 28. april) hvad deres holdning er til flygtningene: "Vi fanger flygtningene og dræber dem. Det gør vi hver dag. De flygtede, så de må være onde. Så vi fanger dem og tager dem med hjem til vores officer, og så dræber vi dem". Dette foregik i grænselandet mellem Kisangani og Rwanda, altså øst for kriseområdet ved Biaro og Kasese.
Kabila er dybt afhængig af tutsierne blandt hans soldater. De var hans første soldater, de er de bedst trænede og mest erfarne, og de udgør med andre ord spydspidsen i hans hær. Lader han dem gøre, hvad de vil, fordi han ikke kan kontrollere dem? Eller er han dybest set enig med dem?
Det vides ikke, men det er også ligegyldigt. Med sin magtbrynde overfor hjælpeorganisationerne og sine udtalelser har han demonstreret, at han ikke ønsker at gribe ind. Mordene foregår mange hundrede kilometer bag frontlinjen, og havde Kabila ønsket at beskytte flygtningene, kunne han have sørget for, at der ingen tutsi-soldater var i dette område. Han har tusinder af andre i sit sold og kunne have indsat en mere neutral styrke. Men først og fremmest har han ikke demonstreret nogen vilje til at hjælpe FN med at få flygtningene hjem til Rwanda, dvs. ud af den forfærdelige og farlige situation, de vil befinde sig i, så længe de opholder sig i Zaire.
Kabila er på mange måder et ubeskrevet blad i afrikansk historie. Eller rettere et blad med mange gulnede sider: Han var en kendt oprørsleder i 1960'erne, men fra dette oprør blev nedkæmpet af hvide lejesoldater med CIA's og belgisk assistance, har han levet langt væk fra offentlig opmærksomhed - indtil han dukkede op som oprørsleder i oktober sidste år. Zairerne husker ham og holder ham højt i hævd af to grunde: For det første fordi han er i gang med at befri dem for Mobuto, der er dybt upopulær. For det andet fordi han, i modsætning til stort set alle andre oppositionspolitikere, aldrig har arbejdet samme med Mobuto. Han opfattes med andre ord som "ren".
Dét image har han mistet nu, i hvert fald i Vesten. Det lover ikke godt for hans egne landsmænd, at han ikke har sørget for beskyttelsen af flygtningenes menneskerettigheder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu